Burt Prelutsky
Måske det er fordi jeg blev indkaldt som nævning for nogle uger siden at jeg er blevet så opmærksom på kriminalssager på det seneste. Min opmærksomhed var i særlig grad koncentreret om et par nyheder. Den første var fra den lille by i Colorada Fort Lupton. Det er der at byretsdommeren Paul Sacco er blevet berømt for at benytte en slags Salomonisk form for retfærdighed når det handler om unge lømler.
Tidligere når de unge stod anklaget for at spille alt for højt på deres bilstereoer eller på anden vis forstryrre offentlig ro og orden gennem larmende adfærd overfor de borgere der betaler dommerens løn, da plejede Sacco at idømme dem bøder. Men så en dag fandt han ud af , at bøderne ikke hjalp en fløjtende fis. Forældrede betalte de 95 dollars og ungerne ville fortsætte deres larm. Så var det han fandt på en strålende løsning ved at give krænkerne en dosis af deres egen medicin. Lige siden dengang har han idømt dem en times 'straf, om fredag aften i retsbygningen hvor de skal lytte til alt fra Barry Manilow, Boy George, Beethovens 9.symfoni, til temaet fra Barney.
Resultatet: Støj krænkelserne i Fort Lupton er faldet fra 56 i 2007 til 20 i 2008. Endnu mere udtalt er tilbagefaldsraten mindre end 5%.
Nu er det måske for meget at forlange, men næste gang der er en indledende sag i Højesteret håber jeg at Dommer Sacco kan gøre det kort.
Den anden sag omhandler LAPD's meddelelse om at de nu endelig har arresteret hjernen bag banden der er blevet døbt "Hillside Burglars." I løbet af de senere år har denne karl og hans bande tilsyneladende begået mere end 150 indbrud tilegnet sig mere end 10 millioner dollars i kontantker og værdier fra hjem af Hollywood berømtheder og sportsstjerner.
Da jeg læste nyheden kunnejg ikke lade være med at tænke, at hvis jeg var den sagfører der skulle forsvare denne karl, i det nuværende politiks klima med politisk korrekthed da ville jeg forsøge af overbevise juryen om at han faktisk ikke er en tyv, man at han blot har bridraget med sin hjælp til regeringens omfordeling af velstanden.
Når vi nu taler om juryer, så befandt jeg mig altså der i Burbank Retsbygningen, med identifikationen Nævning 3342 og ventede på at skulle udspørges. Jeg var ankommet til Retten kl. 8.00. Syv timer var nu gået. De potentielle nævninge havde fået udleveret et stykke papir med 15 spørgsmål de skulle overveje. Nogle få af den oprindelige gruppe på 40 eller deromkring var allerede blevet udspurgt og indrømmet at de havde forbindelse med politibetjente eller sagførere og således, som jeg husker det, var de lovligt undskyldt, dog med tak.
Da det blev min tur til at få stillet spørgsmål, var jeg fuld af samvittighedskval, fordi jeg havde et problem med tre af spørgsmålene som ingen andre havde nævnt. Dommeren sendte, et misundeligt blik i min retning, sådan tolkede jeg det ihvertfald, og bad mig forklare.
Det første af de tre spørgsmål havde at gøre med uskyldighedsbegrebet. Jeg fortalte Dommer Lubell at, selvom jeg gerne ville, kunne jeg dog ikke helt kan acceptere den formodning, at det blot er et tilfælde af 40 af os i det lokale skulle være potentielle edsvorne nævninge og at kun en af os var sagsøgte. Så selv om jeg villig til at antage at resten af os var uskyldige, da ville jeg have det langt vanskeligere med at tro det om den person der sidder ved forsvarerens bord. Jeg lovede dog, at jeg trods alt ville være meget omhyggelig hvis jeg blev udnævnt som nævning.
Det næste jeg blev spurgt om var om jeg var klar til at give ethvert vidneudsagn i boksen samme gyldighed. Jeg indrømmede at jeg af dybeste overbevisning ikke kunne give et sådant løfte. "Hvad nu hvis et af vidnerne er præst," spurgte jeg, "og en anden er en tidligere dømt narkohandler? Hvem med sine sanser i fuldt brug ville kunne tillægge deres edsvorne vidneudsagn lige stor vægt?"
Der var et tredje sprøgsmål, som jeg ikke kan huske lige nu, men det var ud af samme tangent og lignede de to andre, og krævede at jeg skulle efterlade min logiske sans og min sunde fornuft udenfor Retsbygningen.
Endelig belsuttede forsvarsadvokaten at han ville forsøge at få knækket denne småskøre person: "Nuvel," sagde han, "hvad hvis anklageren fastslår i sin åbningsprocedure, at han vil bevise fire ting, men ved afslutningen af retssagen, har han kun bevist de tre? Ville du så være i stand til at stemme for en frifindelse?"
"Det er mig helt umuligt at være med i denne teoretiske leg fordi jeg ikke ved hvad de fire punkter er eller om de har lige stor betydning. Lige nu, er det bedste jeg kan gøre at foreslå, at vi venter på afslutningen af sagen, og så derpå afgør hvordan tingene udviklede sig."
Fem sekunder efter blev jeg forkastet. Jeg hørte ikke engang dommeren sige, "Tak!"
Nu kunne du tro at jeg afgav mine svar fordi jeg forsøgte at undslippe min pligt som borger. Slet ikke. Jeg svarede som jeg gjorde fordi jeg fortæller sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden - må Gud hjælpe mig - hvilket jeg er villig til at indgå væddemål om er mere end de 12 personer der endte i juryen kan sige med åbent ansigt.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar