Med en mulig undtagelse af universiteternes administrationer er der ingen institution med en sådan mangel på mod som Hollywood.
I Hollywood kommer mod i film til udtryk i form af modstand mod den onde olieindustri, magt, og tobakfirmaernes bestyrelser. Eller ved at producere endnu en film om de dårligdommene ved Irak Krigen.
Hvis mod skulle være det samme som at gøre det som er upopulært - især blandt ens egne - så kan jeg kun komme i tanke om meget få værdifulde politisk ukorrekte film som skulle være produceret i det sidste årti ("The Dark Knight" kunne være en mulig undtagelse).
Hvor mange politisk ukorrekte film har Hollywood fremstillet i den sidste generation? Hvor mange film, for eksempel, har fremstillet den kommunistiske ondskab? Når man tager i betragtning, at kommunismen har myrdet mere end 100 millioner uskyldige - i fredstid - og holdt mere end l milliard i slaveri, da kunne man tro at Hollywood ville have produceret et stort antal film der afslører de kommunistiske rædsler. Men udover "Dr. Zhivago" og "The Killing Fields," kan jeg ikke komme i tanke om andre. Der er selvfølgelig, utallige film der beskriver nazisternes ondskab - som der også bør være - men det kræver ingen mod at fremstille nazister som onde.
På samme måde med 11.09.2001, slagteriet af uskyldige rundt om på jorden, overgrebene indenfor den muslimske verden begået af "islamisterne," "islamiske fundamentalister," "jihadister," "muslimske radikale," "islamofascister" -- eller hvilket udtryk man nu foretrækker -- da kunne man tro at Hollywood ville have produceret mange film om det emne. Det er ikke sket.
Og dog, nu er der frigivet, som med hjælp af Forsynet, ugen efter det svindelagtige valg i Iran og undertrykkelsen og mordene på iranske dissidenter, en film om hele indstillingen, naturen bag de radikale muslimer der regerer i Iran. "Steningen af Soraya M," filmen skildrer begivenhederne bag steningen til døde af en kvinde i en landsby i i Iran i 1986 for påstået utroskab. Hvis man vil forsøge at forstå den slags mennesker der leder Iran da skal man se denne film. Hvis man ønsker at forstå, hvorfor mænd og kvinder er villige til at risikere livet i demonstrationerne mod det fascistiske teokrati skal man se denne film. Filmen er om den slags mennesker der bliver til "store ledere" (Ali Khamanei) eller præsident for Iran (Mahmoud Ahmadinejad.) Den handler om deres overgreb, deres brug af religion for at begå barbari og, selvfølgelig deres afskyelige behandling af kvinder.
Man skal ikke se den blot for at forstå hvorfor dissidenterne i Iran kæmper - skønt det ville være grund nok. Se den også fordi det er en gribende teatralsk og føelesesmæssig oplevelse. Washington Post anmelderen Dan Zak skrev at han tudbrølede mens han så filmen. The Wall Street Journal beskrev filmen med disse ord: "Dette er en klassisk tragedie i semimoderne forklædning der er gruopvækkende og gør det på en langt mere succesfyldt måde end nogen anden film i min erindring." Los Angeles Times anmelder Kevin Thomas skrev at filmen indholder "den græske tragedies kvaliteter gennem et mesterligt greb om mistanke og gruppepsykologi og læg så dertil fremragende skuespil." Og Claudia Plug fra USA Today kaldte filmen "en eksplosion af følelser" et "rystende og magtfuldt drama."
Så er der Amnesty International der har undsagt og hånet filmen. Det giver endnu en god grund til at se den. Denne organisation er moralsk dybt forvirret. Den er blevet en venstreorienteret organisation i forklædning som en menneskerettighedsorganisation. Den kalder filmen "sensationalistisk" fordi "publikums reaktion sandsynligvis vil være foragt og fordømmende overfor iranerne, der fremstilles som primitive og blodtørstige vilde." Jeg spekulerer på om der er 10 personer der har set denne film der vil konkludere det om iranerne - frastødt af mange religiøse fundamentalister iblandt dem - det er nemlig disse religiøse ledere der er "de primitive og blodtørstige vilde." Ydermere argumenterer Amnesty International med at iranere og udenlandske menneskerettighedsorganisationer allerede kæmper for kvinder og mod sådanne afskyeligheder som stening. Derfor er filmen unødvendig. Hvis du ikke kan følge det argument, så er du ikke alene.
Endelig, den vigtigste grund til at se filmen kunne være denne:
Mange beklager Hollywoods mangel på mod, manglen på moralsk seriøsitet og den politiske korrekthed. Her er der så en modig, moralsk dybdegående og politisk ukorrekt film som førende anmeldere - som citeret ovenfor - har givet deres hyldest. Det burde være den ideelle film for alvorligt tænkende amerikanere der med rette har klaget over det Hollywood tilbyder. Men hvis et gribende drama om et modigt emne, med Oscar agerende skuespillere, med et tema som har relevans til dagens overskrifter ikke bliver en succes ved billetlugerne, ja så er Hollywood blevet besejret.
Derfor, står det klar tfor mig at de som ikke ser denne film har forspildt deres ret til at brokke sig over Hollywood.
I Hollywood kommer mod i film til udtryk i form af modstand mod den onde olieindustri, magt, og tobakfirmaernes bestyrelser. Eller ved at producere endnu en film om de dårligdommene ved Irak Krigen.
Hvis mod skulle være det samme som at gøre det som er upopulært - især blandt ens egne - så kan jeg kun komme i tanke om meget få værdifulde politisk ukorrekte film som skulle være produceret i det sidste årti ("The Dark Knight" kunne være en mulig undtagelse).
Hvor mange politisk ukorrekte film har Hollywood fremstillet i den sidste generation? Hvor mange film, for eksempel, har fremstillet den kommunistiske ondskab? Når man tager i betragtning, at kommunismen har myrdet mere end 100 millioner uskyldige - i fredstid - og holdt mere end l milliard i slaveri, da kunne man tro at Hollywood ville have produceret et stort antal film der afslører de kommunistiske rædsler. Men udover "Dr. Zhivago" og "The Killing Fields," kan jeg ikke komme i tanke om andre. Der er selvfølgelig, utallige film der beskriver nazisternes ondskab - som der også bør være - men det kræver ingen mod at fremstille nazister som onde.
På samme måde med 11.09.2001, slagteriet af uskyldige rundt om på jorden, overgrebene indenfor den muslimske verden begået af "islamisterne," "islamiske fundamentalister," "jihadister," "muslimske radikale," "islamofascister" -- eller hvilket udtryk man nu foretrækker -- da kunne man tro at Hollywood ville have produceret mange film om det emne. Det er ikke sket.
Og dog, nu er der frigivet, som med hjælp af Forsynet, ugen efter det svindelagtige valg i Iran og undertrykkelsen og mordene på iranske dissidenter, en film om hele indstillingen, naturen bag de radikale muslimer der regerer i Iran. "Steningen af Soraya M," filmen skildrer begivenhederne bag steningen til døde af en kvinde i en landsby i i Iran i 1986 for påstået utroskab. Hvis man vil forsøge at forstå den slags mennesker der leder Iran da skal man se denne film. Hvis man ønsker at forstå, hvorfor mænd og kvinder er villige til at risikere livet i demonstrationerne mod det fascistiske teokrati skal man se denne film. Filmen er om den slags mennesker der bliver til "store ledere" (Ali Khamanei) eller præsident for Iran (Mahmoud Ahmadinejad.) Den handler om deres overgreb, deres brug af religion for at begå barbari og, selvfølgelig deres afskyelige behandling af kvinder.
Man skal ikke se den blot for at forstå hvorfor dissidenterne i Iran kæmper - skønt det ville være grund nok. Se den også fordi det er en gribende teatralsk og føelesesmæssig oplevelse. Washington Post anmelderen Dan Zak skrev at han tudbrølede mens han så filmen. The Wall Street Journal beskrev filmen med disse ord: "Dette er en klassisk tragedie i semimoderne forklædning der er gruopvækkende og gør det på en langt mere succesfyldt måde end nogen anden film i min erindring." Los Angeles Times anmelder Kevin Thomas skrev at filmen indholder "den græske tragedies kvaliteter gennem et mesterligt greb om mistanke og gruppepsykologi og læg så dertil fremragende skuespil." Og Claudia Plug fra USA Today kaldte filmen "en eksplosion af følelser" et "rystende og magtfuldt drama."
Så er der Amnesty International der har undsagt og hånet filmen. Det giver endnu en god grund til at se den. Denne organisation er moralsk dybt forvirret. Den er blevet en venstreorienteret organisation i forklædning som en menneskerettighedsorganisation. Den kalder filmen "sensationalistisk" fordi "publikums reaktion sandsynligvis vil være foragt og fordømmende overfor iranerne, der fremstilles som primitive og blodtørstige vilde." Jeg spekulerer på om der er 10 personer der har set denne film der vil konkludere det om iranerne - frastødt af mange religiøse fundamentalister iblandt dem - det er nemlig disse religiøse ledere der er "de primitive og blodtørstige vilde." Ydermere argumenterer Amnesty International med at iranere og udenlandske menneskerettighedsorganisationer allerede kæmper for kvinder og mod sådanne afskyeligheder som stening. Derfor er filmen unødvendig. Hvis du ikke kan følge det argument, så er du ikke alene.
Endelig, den vigtigste grund til at se filmen kunne være denne:
Mange beklager Hollywoods mangel på mod, manglen på moralsk seriøsitet og den politiske korrekthed. Her er der så en modig, moralsk dybdegående og politisk ukorrekt film som førende anmeldere - som citeret ovenfor - har givet deres hyldest. Det burde være den ideelle film for alvorligt tænkende amerikanere der med rette har klaget over det Hollywood tilbyder. Men hvis et gribende drama om et modigt emne, med Oscar agerende skuespillere, med et tema som har relevans til dagens overskrifter ikke bliver en succes ved billetlugerne, ja så er Hollywood blevet besejret.
Derfor, står det klar tfor mig at de som ikke ser denne film har forspildt deres ret til at brokke sig over Hollywood.
Dennis Prager hosts a nationally syndicated radio talk show based in Los Angeles. He is the author of four books, most recently "Happiness is a Serious Problem" (HarperCollins). His website iswww.dennisprager.com. To find out more about Dennis Prager, visit the Creators Syndicate Web page atwww.creators.com.
Andre artikler af Dennis prager ved klik
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar