Slut på at være fri og uafhængig?
Obama's kampagne for at slette individualitetet og ambitioner minder mig om mit liv i det kommunistiske Slovenien
Tilbage dengang jeg gik i skole, spurgte professoren os, på den sidste dag i seminaret om Østeuropæisk litteratur, hvad vi mente var karakteristisk for litteraturen for den del af verden. Vores konklusion var at det var en form for fatalisme/skæbentro.
Faktisk, mener jeg, at jeg var den første til at give det svar, for jeg genkendte frygten og den der følelse af meningsløshed. Som en indvandrer der kom hertil som meget unge med mine forældre fra Slovenien, dengang en del af det kommunistiske Jugoslavien, havde jeg førstehåndskendskab til forskellen på livsholdningen der, og så den amerikanske. Det gav en konflikt mellem mig og mine forældre, der som mange andre indvandrere ubevidst klyngede sig til en form for sikkerhed og dysterhed - mens jeg læste og drømte om at blive en berømt forfatter, og på den amerikanske facon studerede for at blive Ph.D. til trods for min alder og tidligere uddannelsesmønster.
Det var ikke usædvanligt. Forældrene til mine ukrainske venner så altid bekymrede ud, frygtsomme. Moderen til en af mine venner havde gjort det til en vane ikke at underskrive 'papirer.' Hendes nej til dette gjorde at min ven blev nægtet en mulighed for at blive tandlæge - hendes drøm. Min polske ven Anthony Bukoski skriver fremragende noveller der fanger følelsen hos et stolt og tappert folk der blev brutaliseret af totalitære regimer og derpå gjort til flygtninge. Metod Milac, en slovener, har skrevet en gribende beretning om sin erfaringer i fængsel hos italienske fascister og tyske nazister. En ven, hvis afdøde far havde været medlem af Det Slovenske Hjemmeværn, der havde modstået overtagelsen ved de kommunistiske partisaner så sig bogstavelig talt hele tiden over skulderen i Clevelands gader.
Disse gader, engang fristeder for forstødte personer, blev snart efter ødelagt af de utopiske planer hos kollektivisterne og deres agitatorer der opildnende pøblen til vold. Naboerne i mit arbejderkvarter i Rochester, New York, brokkede sig på deres verandaer over de stigende skatter, mens de betragtede deres ejendomme falde i værdi på grund af by "fornyelse" og social nedtur i Johnsons Store Samfunds Pakke. Mens et job hos Kodak eller en plads på universitetet var det store håb for afgangseleverne fra Benjamin Franklin High School , der midt i 70'erne, så troede vi ikke desto mindre, at det var muligt for nogen med talent at komme til at klare sig rigtig godt. Ligesom the Partridge Family, kunne de begive sig ud på vejene, eller i det mindste nyde at eje en Camaro eller Firebird - før byrderne ved et liv som forstadsfamilie tog overhånd.
Nu kan vi betragte at selv disse beskedne glæder og personlig stolthed og uafhængighed - friheden til at starte motoren en fredag aften - og drage afsted, den er fjernet. Muskelbilerne er nu under angreb af præsidenten, og chefen for General Motors er ganske enkelt skiftet ud med Yugo-lignende biler. Den vægtigste grund til min jamren er, at dette slag mod den mandlige ego er så tåbeligt set i lyset af den globale opvarmning og det fælles gode. Det jeg synes er alarmerende er, at nutidens generation så villigt underlægger sig en sådan myndighed.
Hvad med dem fra den øvre middelklasse der havde drømme om at blive læger, direktører eller entreprenører? Mens vor præsident forkaster historien og Forfatningen ved at fyre bestyrelser, klapper borgerne i hænderne.
Det mest urovækkende billede for mig under kampagnen - selv mere, end Obama foran mængden i Berlin- var det kornfede par fra Midtvesten der stirrede tilbedende på ham i en af Obama reklamerne. Det er de mennesker jeg voksede op sammen med - Jordens salt. Jeg krummede tæer da jeg hørte dem fortælle Obama om deres personlige problemer med regninger og sundhedssystemet mens forførende musik blev spillet i baggrunden.
De ønskede sådan at han skulle tage sig af dem. Sådan helt ind til benet, mens Nordkorea udførte forsøg med a-våben. Obama priste sin reform for pengevæsenet - som om vi ikke var i stand til at læse det med småt eller kan foretage en telefonopringning. Mens unge protesterende der sådan bare ønskede sig retfærdige valg døde i Teherans gader underskrev Obama en lov der skal beskytte os mod cigaretter. Nu ønsker Obama at fortælle os hvad salgs medicin og behandlinger vi skal have, hvor meget vi skal tjene og hvad slags biler vi skal bruge.
Hvad er svarene på klager over krænkelser af vore "ukrænkelige rettigheder" til "liv, frihed og stræben efter lykke!? Stadige proklamationer fra Det Hvide Hus's pressesekretær, af chefen for skeretariatet og af præsidenten selv om at "vi vandt." Og ved pressekonferencen den 23. juni da han blev stillet overfor kritik om sit svar på på iranske protesterende, meddelte Obama på kongelig vis to gange,"Jeg er præsident." Skidt være med "for folket, ved folket, og af folket." Nu er det kun "folket" der stemte på Obama.
Det der måske er det mest foruroligende er præsidentens hidtil usete latterliggørelse og undsigelse af borgerne - selv for sådanne ting som deres radioprogrammer, ved at bede republikanerne om ikke at "lytte til" Rush Limbaugh. Tilsyneladende er "åben kommunikation" fra Det hvide Hus kun for Demokraterne for jeg modtog kun to emails da jeg skrev mig på listen før jeg blev forkastet. I lyset at en sådan udvikling varsler det ilde for de som er uenige med administrationen og som ikke marcherer i lige linje med Obamas ordrer. Se denne Departement of Homeland Security memo vedrørende 'højreorienterede ekstremister.'
Sig hvad du vil og gør blot nar af mig som præsidenten gør, men denne naturaliserede borger ser sig over skulderen på Uafhængighedsdagen.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar