Ondets rod skal rives op

Ondets rod skal fjernes

"Vi tillod os den frihed at komme med nogle forespørgsler vedrørende årsagerne til deres hensigter om at føre krig mod en nation, som ikke har påført dem nogen skade, og bemærkede at vi betragter hele menneskeheden som vore venner, der intet ondt har gjort os eller givet os grund til at føle os provokeret.

Ambassadøren svarede os at det med begrundet i Lovene fra deres Profet, at det var skrevet i Koranen at alle nationer der ikke skulle have anerkendt deres myndighed var syndere, at det var deres ret og pligt at føre krig mod dem hvorsomhelst de kunne finde dem og at gøre slaver ud af så mange af dem de tog til fange, og at enhver musselmand der faldt i kampen helt sikkert ville komme i Paradiset.

Thomas Jefferson udsendt af Kongressen

Han sagde også at den mand der var den første til at borde et fartøj ville få en slave mere end sin andel, og at når de sprang ned på dækket af en fjendes skib, da ville enhver sømand have en daggert i hver hånd og en tredje i munden; hvilket sædvanligvis indgød så megen rædsel hos fjenden at de straks bad om nåde."

- Thomas Jefferson (1743 – 1826), skrevet den 28. marts, 1786.

Baggrund for citatet:

Da United States officielt havde erklæret sig uafhængige af Storbritannien da var dets fartøjer ikke længere under beskyttelse af British Navy.

Barbar staterne i Nordafrika (med havnene i Tripoli, Algiers og Tangier) havde bortført skibe fra Vesten lige siden det 15. århundrede og taget dem som gidsler. Selv Cervantes, forfatteren til Don Quixote, havde tilbragt fem år som gidsel. Løsepenge blev betalt i Europa og de som ikke kunne løskøbes med penge arbejdede sig til døde som slaver. Moulay Ismail ibn Sharif (c. 1672-1727) byggede et kæmpepalads ved Meknes i Marokko, med arbejdskraften af tusinder af fange europæere og 50000 afrikanske slaver. Der er kun en smule af dette kæmpepalads tilbage efter et jordskælv i 1755.

Nogle af de barbariske pirater, som Murad Reid havde selv været taget til fange, indtil de konverterede til Islam. De jagede blev til jægerne. Murad Reis var oprindeligt en hollænder ved navn Jan Janszoon. Han førte an i et piratangreb mod den irske kyst til Baltimore i 1631 og tog alle de duelige indbyggere som slaver.

I 1786 var mange amerikanske sømænd blevet taget som gidsler af de Barbariske Korsarer, og Jefferson og John Adams havde forsøgt at finde en diplomatisk løsning. De besøgte Tripoli's ambassadør i London, en mand ved navn Sidi Haji Abdrahaman. Citatet foroven er fra deres rapport om der møde med ham.

Kongressen havde givet myndighed til dækning af udgiften på 10000 dollars for at sikre frigivelsen af 20 fanger. En sådan handel fortsatte.

Den 18 august 1786 havde Jefferson skrevet til James Monroe at:

"Staterne skal se ondets rod, måske det burde føles på nogle af dem...enhver indbygger, borger skal have ønske om at se et effektivt værktøj i form af en tvangsforanstaltning, og burde frygte at se det i noget andet element end vandet. En flådestyrke kan aldrig bringe vore friheder i fare, eller forårsage blodsudgydelse, en landstyrke ville gøre begge dele."

Derfor sendte den unge nation en flådestyrke afsted for at afslutte de Barbariske Piraters hærgen. Den første krig varede fra 1801-1805.

Billede af et monument kaldet the Tripoli Monument i anledning af de førte krige står i dag ved U.S. Naval Academy, Annapolis, Maryland.

Selvmorderisk historieopfattelse - Islam og Vesten

Surrealistisk og selvmorderisk: Det moderne Vestens historie om islam

Raymond Ibrahim

Da jeg genlæste nogle ældre historiebøger om den århundredlange jihad mod Europa så faldt det mig ind, hvor ignorant det moderne Vesten er om sin fortid. Den historiske narrativ der fremføres i dag har meget lidt med virkeligheden at gøre.

Overvej for et øjeblik nogle kendsgerninger:

Blot et årti efter Islams ‘fødsel’ i det 7. århundrede gik Jihad ud fra Arabien. Hvis man udelader de tusinder af kilometer oldgammelt land og civilisationer der permanent blev erobret, det som vi i dag kalder “Den Islamiske Verden” -- herunder Marokko, Algeriet, Tunesien, Libyen, Egypten, Syrien, Irak, Iran og dele af Indien og Kina -- så blev store dele af Europa også, fra tid til anden erobret af Islams sværd.  

Andre nationer og områder der blev angrebet og/eller kom under muslimers dominans (og her nævnes de moderne navne i tilfældig rækkefølge): Portugal, Spanien, Frankrig, Italien, Sicilien, Schweiz, Østrig, Ungarn, Grækenland, Rusland, Polen, Bulgarien, Ukraine, Litauen, Rumænien, Albanien, Serbien, Armenien, Georgien, Kreta, Cypern, Bosnie-Herzegovina, Makedonien, Belraus, Malta, Sardinien, Slovakiet og Montenegro.

I år 846 blev Rom plyndret og Vatikanet vanhelliget af arabiske muslimske plyndringsmænd; cirka 700 år senere, i 1453 blev Kristendommens anden store basilika, Konstantinopels Hellige Visdom (eller Hagia Sophia) erobret af muslimske tyrkere - for stedse.

.

De få regioner i Europa der undgik direkte islamisk okkupation, fordi de lå for langt mod nordvest omfatter Storbritannien, Skandinavien og Tyskland. Det betyder selvfølgelig ikke at de ikke blev angrebet af Islam. Faktisk i det yderste nordvest, på Island, plejede kristne af bede Gud om at frelse dem fra “tyrkens terror.” Denne frygt var ikke ubegrundet, da der sent i 1672 kom muslimske korsarer der plyndrede den kristne ø, og tog 400 fanger og solgte dem som slaver på markederne i Algiers.

Heller ikke Amerika gik fri. Nogle få efter United States grundlæggelse, i 1800, blev amerikanske handelsskibe plyndret i Middelhavet og deres besætning gjort til slaver af muslimsk korsarer. Ambassadøren i Tripoli forklarede over for Thomas Jefferson at det var en muslims “ret og pligt at føre krig mod dem (ikke muslimer) hvor de end befandt sig og slaveholde som mange de kunne af deres fanger.”

(Se denne på synopsis: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/search?q=ondets+rod+skal+rives+op

og denne: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2010/12/11-september-1793-frste-gang.html

Kort sagt, i rundt regnet et årtusind - afbrudt af en Korsfarer indsats som det moderne Vesten er fuldstændig besat af at dæmonisere - udgjorde Islam dagligt en eksistentiel trussel for det kristne Europa og for Vestens civilisation.  

Det er så i dette at hele miseren lurer: I dag uanset om der undervises i skolen eller gymnasium, uanset om det skildres af Hollywood eller nyhedsmedierne er den altdominerende historiske fortælling at muslimerne er de historiske “ofre” for “intolerante” kristne i Vesten. Det er lige nøjagtigt det en TV personlighed for nylig fortalte på Fox News.

Således er situationen - vi betaler priser for et ahistorisk samfund. Nogle få år efter de Islamiske angreb 9/11 -- blot det sidste i et flere århundrede langt kontinents omfattende jihad mod Vesten -- valgte amerikanerne en mand med et muslimsk navn og slægtskab som præsident, en mand der åbenlyst giver magt til den samme ideologi som deres forfædre levede i dødelig frygt for, mens de sidder roligt og betragter deres fremtidige forudsagte nedtur.

United States europæiske forfædre - der fra tid til anden enten afviste eller blev erobret af Islam - må vende sig i deres grave.

Du kan så sige, at alt dette er historie. Hvorfor dog bringe det frem? Hvorfor ikke lade det ligge og komme videre, begynde et nyt kapitel med fælles tolerance og respekt, selv om historien så skal “farves” en smule smukkere.

Dette ville kunne være en plausibel holdning -- om ikke for den kendsgerning, at rundt om på jorden, udstiller muslimer stadig den samme imperialistiske indstilling og deres intolerante overherredømmeindstilling ligesom deres forfædre. Den eneste forskel er at den muslimske verden ikke er i stand til at besejre Vesten i en konventionel krig.

Det er såmænd heller ikke nødvendigt. Takket været Vestens uvidenhed om historien oversvømmer muslimer Europa under dække af “immigration,” de nægter at lade sig assimilere og skaber enklaver der i moderne sprogbrug kaldes netop “enklaver” eller “ghettoer,” men i islamisk ideologi er ribat - forreste grænseposter hvor jihad føres mod den vantro på den ene eller anden vis.

Alt dette fører til endnu en, måske endnu vigtigere pointe: Hvis den sande historie om Vesten og Islam vendes på hovedet, hvilke andre historiske “ortodoksier” der serveres som sande er så falske?

Var den mørke Middelalder virkelig formørket grundet Kristendommens “kvælende” kræfter? Eller var disse ‘mørke’ tider -- der “tilfældigvis” faldt sammen med de samme århundreder hvor jihad konstant hærgede Europa -- blot et produkt af en anden ‘kvælende’ religion? Var Den Spanske Inkvisition en billede på kristen barbarisme, eller var det en reflektion af kristen desperation vis-à-vis de hundred tusinder af muslimer der, mens de hævdede at være konverteret til Kristendommen blot praktiserede taqiyya og levede som muldvarpe og forsøgte at underkaste den kristne nation til Islam?

Forvent ikke at få de ægte svar på disse og andre spørgsmål fra de der udformer, vogter og udbreder Vestens fabrikerede epistemologi.

I fremtiden (hvordan den så end bliver) vil historierne om vor tid sandsynligvis understrege, hvordan vor æra, ironisk nok kaldet “informations tidsalderen” ikke var en tid, hvor folk var særlig godt informeret, men snarere en tid med misinformation så udbredt og ubetvivlet at generationer af mennesker levede i bobler af indbildte virkeligheder -- indtil disse slutteligen bristede.

Raymond Ibrahim is author of Crucified Again: Exposing Islam's New War on Christians, which deals with both history and current events. A Shillman Fellow at the David Horowitz Freedom Center and an associate fellow at the Middle East Forum, he wrote his master's thesis on an early battle between Islam and the West under the direction of military historian Victor Davis Hanson.

http://www.americanthinker.com/2013/10/surreal_and_suicidal_modern_western_histories_of_islam.html#ixzz2gjFsWkwS

Pirater og Storbritannien

Pirateri styrer Storbritannien

Hal G.P. Colebatch

I adskillige år har jeg nu forsøgt at regne ud hvad der er gået galt i Storbritannien. Jeg må indrømme jeg ikke helt forstår det. Hvis det er noget politisk, så er det ikke noget der undervises i på de politiske videnskabelige kurser jeg kender til.

Der er utallige tilfælde af denne besynderlige dysfunktion (dødsønske?), såsom rådgivere der sender unge småkriminelle til de Caraibiske Øer på ferie, mens tapre Gurkha ekssoldater får lov at sulte til døde på de øde bjergtoppe i Nepal, men den britiske holdning til pirateriet synes at være et godt eksempel på det som sker.

Jovist så er det ganske vist, at der er mange andre lande der ikke klarer sig bedre, eller endog værre, men i denne sag synes Storbritannien at være et særligt afskyeligt eksempel på impotens og lammelse, når man tager landet stolte historie som hovedvogter at havenes frihed i betragtning.

Civiliserede landet har bekæmpet pirater på havet ganske så direkte, ligeså langt tilbage i historien vi har optegnelser. Julius Cæsar blev fanget af pirater som ung mand. Mens han afventede løsepengebetalingen kom han på ganske god venskabelig fod med til fangevogtere og lavede sjov om at han efter sin løsladelse ville komme tilbage og korsfæste dem alle. De pirater der ikke kendte Cæsar troede virkelig han prøvede at være morsom....

Storbritannien der har givet råderum til de elizabethanske kaprere, sørøvere, førte så an i at få dette pirateri udryddet. En af de værste britiske pirater, Henry Morgan, blev adlet og guvernør over Jamaica. Idet han kendte alle knebene i 'branchen' fik han gradvist omringet og hængt sine tidligere kolleger. Den berygtede Edward Teach ("Sortskæg") mødte sit endeligt ved løjtnant Robert Maynards, RN, medvirken, der efter en episk duel på huggerter sejlede i havn med Teach's hoved svingende fra bovsprydet. Et par kvindelige pirater fra den samme æra fik det som blev kaldt en "belly plea" (de blev gravide).

Henrettelsesmetoderne varierede. Et stort bogstav "E" på væggen ved Thames Execution Dock markerer hvor, sådan forlyder det, piraterne blev lænket for at drukne ved at tre tidevandsperioder skyllede hen over dem. Deres lig blev derpå dækket med tjære og hængt op i jernbure på prominente steder på land som et vink til øvrige marinere om at holde sig på den rette smalle sti.

Med en betydelig anstrengelse og offervilje ledte Storbritannien an i at forbyde slavehandel, og på samme tid tog man føringen i at få udryddet pirateriet, idet man anså pirater som menneskehedens fælles fjende. Mangen en victoriansk britisk sømand fik sin læretid med at være på anti-pirat patruljer i Det Indiske Ocean.

Sent i 19. tallet var pirateriet til havs forsvundet. Som Rudyard Kipling udtrykte det, da kunne skibene i det 19. århundrede sejle uden frygt:

Ye have smoked the hives of the Laccadives as we burn the lice in a bunk,
We tack not now for a Gallang prow or a plunging Pei-ho junk;

Efter en kort opblomstring ved slutningen af Napoleonskrigene var pirateriet der sent i det 19. århundrede, som en forsikring om civilisationens fremgang, blevet noget nostalgisk og noget latterligt, med deres (delvis apokryfe) 'gåen planken ud,' øjenklapper, træben, altså et sikkert tegn på at deres tid i den virkelige verden var forbi.

I den australske børneklassiker, Norman Lindsay's The Magic Pudding, beklagede den desillusionerede sømand Bill Barnacle: 

So one fine day I sails away,
A pirate for to be.
But I found there was never a pirate left
On the coast of Caribee,
For pirates go, but their next of kin
Are merchant captains hard as sin,
And merchant mates, as hard as nails
Aboard of every ship that sails …

Eller som John Masefield udtrykte det:

Alas, the quiddling pirates and the pretty pranks they played
Have all been put a stop to by the naughty Board of Trade;
The schooners and their merry crews are laid away to rest,
A little south of sunset, in the Islands of the Blest …

Ligesom med vers om pirater dukkede der malerier af pirater op, anført af Howard Pyle i U.S og Norman Lindsay i Australien. Jeg husker jeg i skolen fik at vide at med dampskibets komme ja da forsvandt pirateriet, undtagen for nogle få mærkelige og maleriske steder som langs Kinas kyst før revolutionen. 

 

Det var imidlertid dengang og ikke nu. Det forekommer grotesk at topmoderne toptekniske fartøjer åbenbart intet kan gøre ved de somaliske pirater, der tilsyneladende får deres information om skibenes ruter elektronisk fra informationerne der flyder ind- og ud hos Lloyds, Baltic Exchange og lignende høj-teknologiske kilder. Det mest bizarre af det hele er, at britisk skibe, der førte an i udryddelsen af pirateriet før i tiden, har været centrum for en serie af hændelser der synes at demonstrere civilisationens magtesløshed i denne sag.

Det ganske så slående navn Wave Knight, et flådestøtteskib med masser af svært bevæbnede marinere ombord, gjorde intet, da pirater pågreb en yacht og parret ombord mens de var lige ved siden af. Ofrene blev holdt som fanger i månedsvis og elendigt behandlet. Journalisten Melanie Philips, hvis forudsigelser på dette område har vist sig at holde stik, har skrevet at "menneskerettigheds loven ....har drevet vor lovsystem helt katastrofalt ud over rælingen."

Royal Navy sjkibe (de der er tilbage) har fået ordre til ikke at fange piraterne fordi, når de engang har fået dem ombord, har de ikke lov til at sende dem tilbage til Somalia eller andre afrikanske stater hvor deres menneskerettgiheder kunne blive krænket af de uoplyste myndigheder. Imidlertid, ved en af de seneste hændelser, fik de priater der blev fanget af HMS Cornwall, måltider at særligt tilberedt halal føde, lægeundersøgelser, cigarettet og i et tilfælde, nikotinplastre, før de blev løsladt, mens Robert Maynard roterede i sin grav.

Tilsyneladende var der juridisk intet man kunne gøre for at retsforfølge dem. Dette er da besynderligt da forbudet mod pirateri er et af de ældste eksempler i nationernes historie hvor man har kunnet blive enige om en fælles international lov. Pirater blev traditionelt anset som Hostis Humani Generis, eller fælles fjender af hele menneskeheden.

 

I 1827 definerede den britiske regering pirateri som også at omfatte slavehandel, og slavehandel blev strafbart med døden. De første post-revolutionære skibe hos U.S. Navy blev bygget for at hjælpe med til at undertrykke de Barbariske Pirater og slaveholdere i Middelhavet i samarbejde med Royal Navy og andre europæiske magter. (se disse artikler her på synopsis)http://synopsis-olsen.blogspot.com/2008/06/da-forfatningens-fdre-stod-op-imod.html  - http://synopsis-olsen.blogspot.com/2010/12/ondets-rod-skal-rives-op.html

I Daily Telegraph har Praveen Swami fastslået at pirater tog 1065 gidsler sidste år, en stigning fra 867 i 2009 og 165 i 2007.

Det kan se ud som om at det at give piraterne måltider og cigarettet ikke har en særlig afskrækkende effekt på deres aktivitetsniveau, især ikke sammenlignet med Cæsar/Maynard metoderne. Han citerer Jack Lang, FN's særlige rådgiver vedr. pirater (hvorfor har FN dog brug for en særlig rådgiver om pirater? Vor ven løjtnant Maynard klarede sig uden og det at behandle problement er ikke, eller burde ikke være særlig kompliceret), for at 90% af de tilfangetagne pirater frigives på grund at jurahensyn. 

Ifølge International Maritime Bureau, er der lige nu 587 sømand som gidsler og 28 skibe tilbageholdes. Når man tager våbnene og udstyret hos de moderne flådefartøjer i betragtning, er det da et forbavsende stort tal.

Ikke alle pirater har været så heldige som de der blev taget ombord på HMS Cornwall. Sidste sommer tog en bande fejl ved at borde et russisk skib Moscow University (et navn næsten ligeså upassende som Wave Knigth). Russiske specialstyrker stormede omgående fartøjet. Senere hævdede de russiske myndgiheder at de havde frigivet piraterne, men sagde derpå kryptisk at: "de ikke kunne nå ind til kysten, og tilsyneladende er de alle døde." Jeg mener det er et et godt bud at der vil gå et godt stykke tid før der er et nyt forsøg på at kapre et russisk skib.

Dog er der i Storbritannien ikke frit spil for piraterne: Myndigheder har slået ned på deres egen måde. Der har været sager med lokale råd der har forbudt børnepirastselskaber hvor sorte flag med knogler og kranier  har vajet.

Nej, det er ikke noget jeg finder på.


http://spectator.org/archives/2011/05/10/piracy-rules-britannia/1