Pirateri styrer Storbritannien
Der er utallige tilfælde af denne besynderlige dysfunktion (dødsønske?), såsom rådgivere der sender unge småkriminelle til de Caraibiske Øer på ferie, mens tapre Gurkha ekssoldater får lov at sulte til døde på de øde bjergtoppe i Nepal, men den britiske holdning til pirateriet synes at være et godt eksempel på det som sker.
Jovist så er det ganske vist, at der er mange andre lande der ikke klarer sig bedre, eller endog værre, men i denne sag synes Storbritannien at være et særligt afskyeligt eksempel på impotens og lammelse, når man tager landet stolte historie som hovedvogter at havenes frihed i betragtning.
Civiliserede landet har bekæmpet pirater på havet ganske så direkte, ligeså langt tilbage i historien vi har optegnelser. Julius Cæsar blev fanget af pirater som ung mand. Mens han afventede løsepengebetalingen kom han på ganske god venskabelig fod med til fangevogtere og lavede sjov om at han efter sin løsladelse ville komme tilbage og korsfæste dem alle. De pirater der ikke kendte Cæsar troede virkelig han prøvede at være morsom....
Storbritannien der har givet råderum til de elizabethanske kaprere, sørøvere, førte så an i at få dette pirateri udryddet. En af de værste britiske pirater, Henry Morgan, blev adlet og guvernør over Jamaica. Idet han kendte alle knebene i 'branchen' fik han gradvist omringet og hængt sine tidligere kolleger. Den berygtede Edward Teach ("Sortskæg") mødte sit endeligt ved løjtnant Robert Maynards, RN, medvirken, der efter en episk duel på huggerter sejlede i havn med Teach's hoved svingende fra bovsprydet. Et par kvindelige pirater fra den samme æra fik det som blev kaldt en "belly plea" (de blev gravide).
Henrettelsesmetoderne varierede. Et stort bogstav "E" på væggen ved Thames Execution Dock markerer hvor, sådan forlyder det, piraterne blev lænket for at drukne ved at tre tidevandsperioder skyllede hen over dem. Deres lig blev derpå dækket med tjære og hængt op i jernbure på prominente steder på land som et vink til øvrige marinere om at holde sig på den rette smalle sti.
Med en betydelig anstrengelse og offervilje ledte Storbritannien an i at forbyde slavehandel, og på samme tid tog man føringen i at få udryddet pirateriet, idet man anså pirater som menneskehedens fælles fjende. Mangen en victoriansk britisk sømand fik sin læretid med at være på anti-pirat patruljer i Det Indiske Ocean.
Sent i 19. tallet var pirateriet til havs forsvundet. Som Rudyard Kipling udtrykte det, da kunne skibene i det 19. århundrede sejle uden frygt:
Ye have smoked the hives of the Laccadives as we burn the lice in a bunk,
We tack not now for a Gallang prow or a plunging Pei-ho junk;
Efter en kort opblomstring ved slutningen af Napoleonskrigene var pirateriet der sent i det 19. århundrede, som en forsikring om civilisationens fremgang, blevet noget nostalgisk og noget latterligt, med deres (delvis apokryfe) 'gåen planken ud,' øjenklapper, træben, altså et sikkert tegn på at deres tid i den virkelige verden var forbi.
I den australske børneklassiker, Norman Lindsay's The Magic Pudding, beklagede den desillusionerede sømand Bill Barnacle:
So one fine day I sails away,
A pirate for to be.
But I found there was never a pirate left
On the coast of Caribee,
For pirates go, but their next of kin
Are merchant captains hard as sin,
And merchant mates, as hard as nails
Aboard of every ship that sails …
Eller som John Masefield udtrykte det:
Alas, the quiddling pirates and the pretty pranks they played
Have all been put a stop to by the naughty Board of Trade;
The schooners and their merry crews are laid away to rest,
A little south of sunset, in the Islands of the Blest …
Ligesom med vers om pirater dukkede der malerier af pirater op, anført af Howard Pyle i U.S og Norman Lindsay i Australien. Jeg husker jeg i skolen fik at vide at med dampskibets komme ja da forsvandt pirateriet, undtagen for nogle få mærkelige og maleriske steder som langs Kinas kyst før revolutionen.
Det var imidlertid dengang og ikke nu. Det forekommer grotesk at topmoderne toptekniske fartøjer åbenbart intet kan gøre ved de somaliske pirater, der tilsyneladende får deres information om skibenes ruter elektronisk fra informationerne der flyder ind- og ud hos Lloyds, Baltic Exchange og lignende høj-teknologiske kilder. Det mest bizarre af det hele er, at britisk skibe, der førte an i udryddelsen af pirateriet før i tiden, har været centrum for en serie af hændelser der synes at demonstrere civilisationens magtesløshed i denne sag.
Det ganske så slående navn Wave Knight, et flådestøtteskib med masser af svært bevæbnede marinere ombord, gjorde intet, da pirater pågreb en yacht og parret ombord mens de var lige ved siden af. Ofrene blev holdt som fanger i månedsvis og elendigt behandlet. Journalisten Melanie Philips, hvis forudsigelser på dette område har vist sig at holde stik, har skrevet at "menneskerettigheds loven ....har drevet vor lovsystem helt katastrofalt ud over rælingen."
Royal Navy sjkibe (de der er tilbage) har fået ordre til ikke at fange piraterne fordi, når de engang har fået dem ombord, har de ikke lov til at sende dem tilbage til Somalia eller andre afrikanske stater hvor deres menneskerettgiheder kunne blive krænket af de uoplyste myndigheder. Imidlertid, ved en af de seneste hændelser, fik de priater der blev fanget af HMS Cornwall, måltider at særligt tilberedt halal føde, lægeundersøgelser, cigarettet og i et tilfælde, nikotinplastre, før de blev løsladt, mens Robert Maynard roterede i sin grav.
Tilsyneladende var der juridisk intet man kunne gøre for at retsforfølge dem. Dette er da besynderligt da forbudet mod pirateri er et af de ældste eksempler i nationernes historie hvor man har kunnet blive enige om en fælles international lov. Pirater blev traditionelt anset som Hostis Humani Generis, eller fælles fjender af hele menneskeheden.
I 1827 definerede den britiske regering pirateri som også at omfatte slavehandel, og slavehandel blev strafbart med døden. De første post-revolutionære skibe hos U.S. Navy blev bygget for at hjælpe med til at undertrykke de Barbariske Pirater og slaveholdere i Middelhavet i samarbejde med Royal Navy og andre europæiske magter. (se disse artikler her på synopsis)http://synopsis-olsen.blogspot.com/2008/06/da-forfatningens-fdre-stod-op-imod.html - http://synopsis-olsen.blogspot.com/2010/12/ondets-rod-skal-rives-op.html
I Daily Telegraph har Praveen Swami fastslået at pirater tog 1065 gidsler sidste år, en stigning fra 867 i 2009 og 165 i 2007.
Det kan se ud som om at det at give piraterne måltider og cigarettet ikke har en særlig afskrækkende effekt på deres aktivitetsniveau, især ikke sammenlignet med Cæsar/Maynard metoderne. Han citerer Jack Lang, FN's særlige rådgiver vedr. pirater (hvorfor har FN dog brug for en særlig rådgiver om pirater? Vor ven løjtnant Maynard klarede sig uden og det at behandle problement er ikke, eller burde ikke være særlig kompliceret), for at 90% af de tilfangetagne pirater frigives på grund at jurahensyn.
Ifølge International Maritime Bureau, er der lige nu 587 sømand som gidsler og 28 skibe tilbageholdes. Når man tager våbnene og udstyret hos de moderne flådefartøjer i betragtning, er det da et forbavsende stort tal.
Ikke alle pirater har været så heldige som de der blev taget ombord på HMS Cornwall. Sidste sommer tog en bande fejl ved at borde et russisk skib Moscow University (et navn næsten ligeså upassende som Wave Knigth). Russiske specialstyrker stormede omgående fartøjet. Senere hævdede de russiske myndgiheder at de havde frigivet piraterne, men sagde derpå kryptisk at: "de ikke kunne nå ind til kysten, og tilsyneladende er de alle døde." Jeg mener det er et et godt bud at der vil gå et godt stykke tid før der er et nyt forsøg på at kapre et russisk skib.
Dog er der i Storbritannien ikke frit spil for piraterne: Myndigheder har slået ned på deres egen måde. Der har været sager med lokale råd der har forbudt børnepirastselskaber hvor sorte flag med knogler og kranier har vajet.
http://spectator.org/archives/2011/05/10/piracy-rules-britannia/1
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar