Hvorfor jeg skiftede mening om fagforeninger
Michael Filozof Den organiserede intimiderende taktik hos de offentlige ansattes fagforeninger i Wisconsin kommer ikke som en overraskelse for mig. Jeg er fra New York, en af de allermest fagforeningsvenlige stater i landet, og jeg har betragtet de negative virkninger af fagforeninger i hele mit liv.
Jeg bryder mig ikke om fagforeninger. Sådan har jeg ikke altid haft det. Mit første job som 16 årig medhjælper i et supermarked var et fagforeningsjob. Jeg voksede op i en fagforeningsfamilie; min far var ansat hos een af De Tre Store - bilfabrikker. Skønt han ikke var aktiv i fagforeningspolitik, arbejdede han i et "fagforeningsværksted" og man krævede han var medlem. Han gav altid fagforeningen kredit for levestandarden og de goder han nød.
Da jeg var i mellemskolen undervistes der, i de sociale pensum, om ondskaberne ved virksomheder og om den store ære ved organiseret arbejde med moralske historier, som den om Triangle Shirtwaist branden i 1911. Ledelsen havde låst dørene for at forhindre ikke-organiserede ansatte i at forlade bygningen; da der udbrød brand, og arbejderne blev tvunget til at springe i døden eller blive brændt levende. Hvem kunne dog argumenter mod de fremskridt som fagforeningerne havde fået gennemført i sikkerheden og lønningerne? I vort blå overalls univers var der kun en enkel forklaring på alt: Elendig ledelse, gode fagforeninger.
Ofre for Triangle Shirtwaist branden 1911
Økonomien i industrien i den vestlige del af New York faldt sammen i 1980'erne med lukningen af Bethlehem Stålværket i Lackawanna, der engang havde over 20000 mennesker ansat. Jeg hørte beretninger om fagforeningsfolk der arbejdede på stålværket eller på bilfabrikkerne der ville registrere sig som 'mødt på arbejde,' og derpå finde et sted at sove hele dagen, eller være berusede ved frokosttid og vende tilbage til arbejdet og alligevel ikke blive afskediget - men disse beretninger bliver faktisk aldrig omtalt da jeg var elev, Ingen beskyldte nogensinde overbetalte fagforeningsarbejdere for at tvinge de store industrarbejdsgivere helt ud af området; det var jo altid udenlandsk konkurrence og ledelsens grådighed eller de rige fede 'svin,' der var årsagen. Jeg var ligeglad; jeg gik jo alligevel på college alligevel.
Bethlehem Stålværket i Lackawanna - øde og forladt.
Jeg havde aldrig hørt et kritisk ord om fagforeningerne i mit liv indtil jeg var på college og arbejdede om sommeren for en lille uafhængig entreprenør med kun to fuldtids ansatte. Disse fyre var høflige, professionelle knalddygtige håndværkere, der arbejdede hårdt, meget hårdt -- og de hadede fagforeningerne. Der gik ikke lang tid før jeg erfarede hvorfor.
Omkring det tidspunkt da jeg var færdig med min uddannelse skete det at min far havde brug for at blive kørt hjem fra arbejde. Jeg kørte derhen for at hente ham. Jeg var iført skjorte og slips den dag, og da jeg gik ind for at hente ham viste han mig rundt på stedet. Jeg havde faktisk aldrig set sværindustri i virksomhed, og det er meget vanskeligt at begribe det uden at have set det på første hånd. Jeg så mig omkring, dybt fascineret, mens han lænede sig hen mod mig og råbte forklaringer over den og den dims og maskine alt mens han pegede.
Så kørte en eller anden langhåret læderjakke klædt amøbe med et lurvet gedebukkeskæg på en truck forbi. Ingen af os kendte ham, men at se en ældre mand forklare en ung knægt med slips nogle ting, og han må have troet jeg var en ny ansat, og så råbte han "Dette er et skide l....job!" mens han kørte forbi. Han kunne ikke blive afskediget på grund af det, takket været fagforeningen. Og jeg er sikker på at han tjente flere penge dengang end jeg nogensinde har tjent i mit liv, og jeg har dog tre højere college eksamener.
Nogle få år senere var jeg i gang med min doktorafhandling. Jeg boede i en lejlighed til en lav husleje. En beboer i en af blokkene var en fagforenings tagdækker. Fra november til april fik han 400 dollars om ugen i arbejdsløshedsunderstøttelse. Det så ud som om at fagforeningsorganiserede i vor stat ikke havde brug for at lede efter ikke fagforenings arbejde. Hvis fagforeningen ikke ringede, så var betalingen fra fagforeningen en garanti. Men der var ingen der ringede hele vinteren for telefonen blev ikke taget og fagforeningen kunne derfor ikke komme i kontakt. Han var dog ikke doven; han arbejdede "sort" hele vinteren med masser af sidejobs mens han samtidig fik understøttelse. Om sommeren arbejdede han med fagforeningsarbejdet og han kunne fortælle historier og tagdækkere der blev skidefulde og høje ved frokosttid og tjente 22 dollars i timen.
Det fortørnede mig virkelige. Hvorfor helvede bekymrede jeg mig om at få den doktorgrad mens en halvlærd fyr der knap havde klaret sig gennem high school tjente 400 dollars om ugen, og så tilmed kun arbejdede det halve af året? Skællene faldt fra mine øjne. Ledelse var roden til alt ondt. Fagforeningsarbejderne var ligeså dovne, grådige og korrupte. Jeg så nu fagforeningerne som store flåmaskiner. Fagforeningsarbejderne var ikke noble, dydige helgener der kæmpede den gode sags kamp mod Røverbaronerne, som jeg altid havde fået at vide. Han var en fuld, stofpåvirket, uuddannet, vulgær bølle der kun gjorde det absolut mest nødvendige for sig selv. Og i min stat havde han lovens fulde støtte og statsregeringen bag sig. Derfor flygtede arbejdsgiverne i den private sektor.
Fagforeningerne har jaget den private sektor ud af De Store Søers "Rustbælte." (stålindustrien) Men regeringen kan ikke sådan forsvinde og fagforeningerne har et kvælergreb på regeringen. Hvis man ønsker at tjene penge i Staten New York, så vær dog ikke et fjols og få en højere uddannelse. Få et arbejde i regeringen i stedet.
Sidste år gik en politibetjent i Buffalo på pension med 105000 dollars om året efter at have tjent 189000 dollars i sit sidste arbejdsår. Hvis han lever endnu 20 år koster han skatteyderne 2.1 million dollars for ikke at arbejde. Fagforeningskontrakten gav de ansatte med den længste anciennitet lov til at få den største del af overtidsbetalingen; den gav dem også lov til at få pensioner udfra overtidsbetalingens lønninger. Sidste år rapporterede New York Times om at nogle fagforeningspedeller i New Yorks offentlige skoler tjente over 140000 dollars, inklusive en der tjente 181000 dollars. Fagforeningskontrakter med det offentlige giver her fagforeningstillidsmænd den fulde løn samtidig med at de udfører fagforeningsarbejde på fuld tid -- således bliver de betalt af skatteyderne for at lobbye mod skatteyderne for skatteyderpenge. Det er jo den rene galskab.
Buffalo er stedet, hvor virkelige fagforeningsbøllemetoder, vold og vandalisme stadig eksisterer i det 21. århundrede. I 2010 erklærede medlemmer af International Union of Operating Engineers Local 17, en AFL-CIO afdeling sig skyldige i anklager om Forbunds pengeafpresning. Ifølge The Bufflo News, blev fagforeningsmedlemmerne anklaget for "dødstrusler og knivstikkeri" og for at "smide skoldhed kaffe mod ikke-fagforeningsarbejdere," for at fortælle "en entreprenør funktionær at de ville tage til hans hjem og seksuelt forulempe hans hustru," og for "at ville hælde sand i maskinerne hos 18 stykker entreprenørmateriel hos (ikke fagforenings) entreprenører med skader der løb op til for 30000 dollars som følge." Hvilken arbejdsgiver med sin fornufts fulde brug ville ønske at gøre forretning her?
Jeg benægter ikke at nogle fagforeningen har bidraget til arbejdernes sikkerhed og livskvalitet. Men det er bare ikke sandt at det altid er arbejdsgiverne der er de onde og fagforeningerne der altid er de gode.
Som senator Barry Goldwater observerede i Conscience of a Conservative, da garanterer den 1. Amendment frihed for tilknytning til fagforeninger. Men "for arbejdsgiverne er det forbudt at lave hemmelige aftaler, og af gode grunde. De samme grunde burde gælde fagforeningerne....Lad der som en følge heraf føres krig mod alle monopoler - det være sig virksomheder som fagforeninger. Frihedens fjende er den ubegrænsede magt" -- uanset om det er ubegrænset virksomhedsmagt eller ubegrænset fagforeningsmagt.
http://www.americanthinker.com/2011/02/why_i_changed_my_mind_about_un.html
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar