Patrick Buchanan
Ved G-8 topmødet i Deauville, Frankrig var nyhederne dramatiske, afleveret af Nicolas Sarkozy fra Frankrig og Barack Obama.
For at holde det Arabiske Forår i gang vil Amerika, Europa og Japan yde 40 milliarder dollars i udenlandsk hjælp til de arabiske nationer der er slået ind på den demokratiske vej.
De 40 milliarder dollars kan opdeles således: 10 milliarder fra G-8, 10 milliarder fra De Arabiske Gulfstater, og 20 milliarder fra Verdensbanken og de internationale udviklingsbanker.
Da Gulf petrodollars kommer fra U.S. forbrugerne af gas og olie, og vi er den største bidragyder af direkte hjælp, og vi er den største bidragyder til Verdensbanken og udviklingsbankerne, er U.S. skatteyderne netop nu blevet hængt op på utallige milliarder.
Dog er de 30 milliarder dollars over tre år, lommepenge sammenlignet med, hvad Hillary Clinton afgav løfter om ved København Topmødet.
I december 2009, et år da millioner af amerikanere mistede deres jobs og hjem, forpligtede Clinton U.S. til årligt at yde 20 milliarder dollars af den 100 milliarder om året overførsel af velstand, for at hjælpe Tredje Verdens lande med at håndtere den globale opvarmning.
U.S. bidragene skulle begynde under Obama og stige til 20 milliarder dollars om året i år 2020, da den Første Verden ville begynde at overføre 1 billion dollars hvert årti til udviklingslandene.
Etiopiens premierminister, Meles Zenawi, der gav meddelelse om planen, indikerede Afrikas skuffelse over dens beskedenhed. Men til gengæld for et sæde ved omfordelingen af pengene, accepterede han det allernådigst.
Er der noget jeg har overset?
Var 2009 ikke et yderst barsk år for Amerika? Var det ikke det første af tre år, hvor vi har haft et underskud på 10% af vort bruttonationalprodukt? Taler vi ikke om at skære ned på Medicare og Social Security for seniorer der indbetalt til de programmer hele deres arbejdsliv for at sikre deres tilbagetrækningsår?
Byerne skærer ned på uddannelserne. Staterne skærer i pensionerne. Pentagon droppe våbensystemer. Og Barack Obama smider om sig med hjælp til udlandet.
Europæerne - lever de heller ikke i den virkelige verden?
Grækenland hænger helt ude i tovene, med europæerne der debatter, hvorvidt Athen skal have lov at gå fallil, hvilket ville sprænge et hul i banker over hele Europa. Portugal og Irland kan følge med. I værste tilfælde Spanien og Italien, og dermed er en dødelige krise for EU igangsat.
I Athen har anarkister indtaget gaderne, Kæmpedemonstrationer er dukket op i Spanien og Storbritannien. Hvor længe kan den økonomiske stramning blandt de store gældsnationer fortsætte før den sociale sammenhæng kollapser?
På hele kontinentet er højrefløjs populistiske partier i vækst i forsøget på at genvinde den suverænitet der er blevet overdraget transnationale institutioner af deres globalistiske elite.
Alligevel sludrer Sarkozy og Obama om ny hjælp til udlandet.
1. juni skrev Wall Street Journal: "Husmarkedet er ikke blevet bedre: Priserne på ejendomsmarkedet er sunket til 2002 niveau; Forbruger tilliden falder mens pessimismen stiger."
Lederen lød således: "Huspriserne er faldet til 2002 priserne, og har effektivt slettet næsten et årtis værdi i husene over hele U.S. og har dermed sat den skrøbelige økonomiske genrejsning i fare da amerikanerne kan betragte at den største værdi af deres investering falder."
Den dag faldt DOW med 280 point. Den 2. juni lød overskriften: "Udsigten til økonomisk fremdrift er formørket: Markedet falder som fabrikkerne, udlejningen går langsomt; største fald i aktier på et år."
Næsten en fjerdedel af de amerikanske husejere bor i huse der er mindre værd, end de lån de har i dem. Forbrugertillidsindexet faldt i sidste måned fra 66% til 60,8%. Der blev kun skabt 38000 jobs i den private sektor i maj. Fremstillingsboomet synes at være gået i stå. Cirka 422000 amerikanske arbejdere søgte om arbejdsløshedsunderstøttelse i maj.
Snak om endnu en "dobbelt-recession" er nu udbredt.
Alligevel taler U.S. regeringen med 14,3 billioner dollars i gæld, med et underskud tredje år i træk på 1,4 billion dollars om at sende milliarder til de arabiske regimer, hvor de afsatte despoter plyndrede deres lande.
Heller ikke Amerika er længere undtagen fra den anarkistiske vold der plager Europa. På Memorial Day, da millioner gladeligt drog til stranden for at nyde den første del af sommeren, var der problemer.
The Drudge Report overskrifterne dagen efter Memorial Day fortæller historien: "Miami Krigs Zone, i weekenden," "Digter ...skudt ned foran Miami Poetry Club," "Voldelige forbrydelser eksploderer i Myrtle under Black Bike ugen; 8 timers Helvede," Fest på Rochchester Strand blev voldelig," Oprør på Long Island," Byuroligheder i Charlotte," "Uregerlig mængde lukker Nashville Water Park," "Dusinvis af bandeuro," på Chicago strand.
Dette er ikke det fredelige velstående Amerika af 1947, med halvdelen af verdens produktion der kunne der sammenstrikke Marshal planerne og sende velsteand afsted til udlandet for at genopbygge nationerne der blev smadret i 2. Verdenskrig.
I dag har Amerika selv brug for genopretning og genopbygning. Alligevel lever landets lederes som levede de dengang.
Pat Buchanan was twice a candidate for the Republican presidential nomination and the Reform Party's candidate in 2000. He is also a founder and editor of The American Conservative. Now a political analyst for MSNBC and a syndicated columnist, he served three presidents in the White House, was a founding panelist of three national TV shows, and is the author of seven books.
Read more: Obama's in a dream world http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=306469#ixzz1ODlOeAJd
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar