Ilana Mercer
Førstedame Michelle Obama er på rejse i denne skribents fødested, Sydafrika. "(Nelson) Mandelas arv i kampen for sydafikansk demokrati." skrev en henrykket journalist der fulgte førstedamen rundt i Johannesburg, "definerer meget af Obamas besøg." Det var kun naturligt, at "hendes næste stop" ville være "Apartheid Museet, der har hele beretningen om de hvides storhed og fald." Apartheid var et forkasteligt kastesystem. Glemt er imidlertid, i forargelserne over apartheid, de kendsgerning som er dokumenteret i min netop udgivne bog, "I Kannibalens Gryde: Lektioner for Amerika fra post-apartheid Sydafrika."
Apartheid Museeet som fru Obama og hendes døtre beærede med deres tilstedeværelse vil understrege det at, "Alt der ikke virker eller går galt i det nye Sydafrika er apartheidens arv."
Er ikke volden i resten af Afrika på grund af kolonialismen?
"Det er en følgevirkning, der er fortsat i næsten 40 år," skriver jeg (idet jeg citeret en overvurderet Jim Peron, en amerikaner bosat i Sydafrika, hvis idealisme drev ham til at flytte til post-apartheid Sydafrika). "Hver gang noget går galt, (og det sker konstant), er det den samme klagesang med undskyldninger der reciteres. "Vi arvede dette problem fra den korrupte apartheid regime."
Der er blot et irriterende problem med denne særlige legen 'Hvem har skylden'?: Sydafrikas blomstrende kriminelle klasse består hovedsageligt at unge der er vokset op og modnedes under det sorte styre.
Hvad ellers er det ejerne af det gennemført amerikaniserede Apartheid Museum, mangler at formidle? Som jeg berettede om i Kapitel 5, i "I Kannibalens Gryde":
"Var den helgengjorte Mandela kommet til magten i 1960'erne i stedet for at hensygne på Robben Island og i Pollsmoor Fængslet ( Obamas destinationer i Cape Town), da ville han have nationaliseret Sydafrikas økonomi og forbudt private virksomheder. Det er jo det som ANS's charter gik ind for i 1955. Det er det som Sydafrikas sortledede naboer i Nord gjorde."
Bortset fra Rhodesia, før Robert Mugabe, da tilbyd det mindretalsstyrede Sydafrika, alle landets problemer til trods afrikanerne mere, end noget andet land på Det Mørke Kontinent.
Udvandringsmønstre har altid været en målestok for den sociale virkelighed. Dengang som nu, "da overgik den sorte indvandring til Sydafrika langt den sorte udvandring fra Sydafrika."
Indrømmet, de afrikanerne der kom ind "stemte ikke med deres fødder" for apartheid, men de stemte helt sikkert for lov og orden og et livsudkomme.
I de "første 23 år med apartheid, mellem 1948 - 1981, voksede den sydafrikanske økonomi med cirka 4,5% om året." Selvfølgelig, med de berømte ord der tilskrives både Disraeli og Mark Twain, så er der løgne, forbandede løgne og så statistik. Så pligtskyldigt henfører marxisterne den høje vækst til ren udnyttelse.
Da "udnyttelse" imidlertid blev skiftet ud med "frigørelse" - og afrikanerne brød løs af de koloniale åg for at få politisk uafhængighed - da oprettede de omgående planøkonomier, i hvis skygge intet kunne vokse, og deres respektive lande kom ud i mismod og opløsning.
For venstreorienterede i Vesten var Kenneth Kaunda og Julius Nyerere de som satte ansigt på den sorte "frigørelse," men begge ledere høstede ødelæggelse gennem deres respektive lande, Zambia og Tanzanias landbrugsøkonomier.
Mens Sydafrika ikke helt er en eetparti stat, så er det en overvejende partistat. Demografien dikterer at Mandelas African National Congress sandsynligvis aldrig vil tabe et valg til nogen af landets små, symbolske oppositionspartier. Man gyser ved tanken om, hvad ANC - der nu langsomt sovjettiserer Sydafrika - ville have gjort ved den sofistikerede, industrialiserede økonomi i landet, hvis det havde fået lejlighed til til cirka 1960.
Mens det sorte Afrika og Østeuropa forblødte på grund af kommunismen, oplevede Sydafrika en eksplosion i økonomien, der må tilskrives National Partys relativt konservative økonomiske politik. Som en oase i den afrikanske ørken, voksede Sydafrikas dengang guld-baserede økonomi med en årlig rate på 6% i 1960'erne.
I sin tilslutning til 'Sandheds og Forsonings Kommissionen' rettede F.W. de Klerk, der modtog en Nobel Fredspris for at overdrage Sydafrika til ANC, historien. Det følgende er uddrag fra "I Kannibalens Gryde" (hvor den liberale historiker Hermann Giliomee citeres for at sige):
Apartheid drejede sig ikke kun om de hvides privilegier men også om udvikling og omfordeling af indkomsterne fra de hvide til de sorte. Økonomien voksende med i gennemsnit 3,5% om året under apartheid, antallet af sorte i skolerne voksede med 250% i de første 25 år med apartheid, og de sortes andel af den samlede personlige indkomst var næsten fordoblet fra 20% i midt 70'erne til 37% i 1995, mens de hvides var faldet fra 71% til 49%." Lige så elendigt Bantu Uddannelsessystemet var, så forbedrede det dog i høj grad de sorte læsefærdigheder. Tolv år inde i National Partys regeringstid, var læsefærdighederne blandt Bantu i Sydafrika allerede højere end i nogen andet region i nogen anden stat i Afrika eller den i Indien.
Faktisk attesterer levedygtigheden under apartheid den konstante (om end ufuldkomne) forbedring i den offentlige sundhed, og regeringens ydelser til de sorte. Fra de 8,6 millioner der blev registreret i 1946 folkeoptællingen, voksede den sorte befolkning til 17,4 millioner i 1974 og 28,3 millioner i 1991. Fra 1940'erne til 1990'erne steg livslængden for sorte fra 38 til 61 år.!
Siden 'demokratiets daggry' cirka 1994, er livslængden i Sydafrika faldet med ni år, og arbejdsløsheden er sprunget fra 19% i 1994 (for "Frigørelsen") til 31% i 2003, (efter "frigørelsen"), og det er troligt vokset til, i 2005, at stå på 38,8%
The Apartheid Museum vil komme med ekstravagante påstande om det gunstige ved Mandelas bevægelse. Pyntet ud af en bevidst historisk fordrejning er dette:
Ved at udrydde, fjerne kriminalitet og kommunisme, reddede apartheid regimet, selv om det var et kæmpe undertrykkende apparat, sorte sydafrikanere fra en endnu værre moralsk og materiel skæbne.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar