Pat Boone
I løbet af de sidste uger har jeg skrevet to klummer om kernefusion. Dette er min tredje...og jeg agter at komme med flere. Selvom jeg fra begyndelsen har erklæret at jeg ikke er videnskabsmand på nogen måde, er jeg dog en intelligent, eftertænksom person med et åbent sind, der kan se at menneskeracen har alvorlige problmer, og at vi alle bare har at komme i gang med at være bekymret for at finde den bedste energikilde for vor fremtid. - hvis vi vil have en fremtid.
Lad os virkelig begynde med begyndelsen - jeg mener "I begyndelsen skabte Gud..." Meget respekterede fysikere fortæller mig de tror på, at denne jord blev skabt (uanset hvornår) ved at der benyttedes en proces vi kender som kernefusion. Det forekommer videnskabeligt fornuftigt at en Skaber ikke ville benytte en proces der spalter atomer - hvilket er imod Naturen - men hellere en der ville kombinere, fusionere, hans byggesten - atomerne. Solen i sig selv er en monumental kernereaktor, udstrålende lys og muliggør alle former for liv på vor Planet. Og de videnskabsfolk jeg har studeret sammen med er helt og aldeles overbeviste om at vi kan finde ind til den ubegribelige kraft i stofs atomer - gennem fusion.
Jeg er så heldig at have været med i fremadskridende, meget vidende og konstruktive diskussioner mellem nogle af denne verdens førende forskere i kernefusion om hvad de, og altså ikke jeg, tror er "Naturens valg af energi."
Skønt mange nationer, herunder U.S. har støttet og udviklet kerne fission i et håb om at få den endelige kilde til rigelig og pårisbillig energi for det behov som verden har, da er vil alle, i smertelig grad, blevet klar over dens negative og meget farlige bivirkninger. I tilgift med den altid værende trussel om en atomkrig, er der affaldsprodukterne der kan forblive radioaktive i generationer og de seneste nedsmeltninger af kernereaktorer, med deres stadig ikke klargjorte konsekvenser, og så er der den udbredte instinktive fornemmelse at at noget der er så kraftfuldt og potentielt ødelæggende næsten er for voldsomt af benytte på lang sigt.
Er der mon ikke, kan der mon ikke være - et bedre alternativ? Jovist - kerne fusion.
Ingen af mine videnskabsvenner er imod fission. Faktisk citerede jeg nogle tidligere der siger at fission er helt klart den bro der kan føre os over til fusion. Men der er praktiske grunde til at fjerne os fra fission så hurtigt som muligt. Da vi opbruger alle tilgængelige fossile brændstoffer med alermerende hast, ophober vi også enorme mængder kerneaffald, men deres ødelæggende forurening. Det er ikke godt.
Nu lidt historie. I juni 1970 skrev Nobelpris vinderen dr. Glen Seaborg, dengang formand for Atomic Energy Commission, en artikel i Bulletin of the Atomist Scientist og skitserede at det første fusionsbaserede krafværk ville kunne være oppe at stå i juni 1995. Det var 10 år før præsident Carter underskrev loven Magnetic Fusion Energy Engeneering Act, (oktober 1980) der klarlagde målet, og gav mandat til finansieringen for at nå dette. Vi var på vej!
Der midt i 1970'erne gik ledende videnskabsmænd ind for udviklingen af fusion så snart som muligt. I 1976 udgav Energy Research and Development Administration, eller ERDA, forgængeren for nutidens Department of Energy, en plan med behov for finansiel hjælp og en tilsvarende tidsramme for gennemførelsen. Igen var Amerikas afhængighed af olien og skabelsen af en uudslukkelig, energikilde der var til at betale for hele verden blot et spørgsmål om tid og tilstrækkelige midler.
Det mest 'agressive' "plan V" gik ind for et budget på 600 millioner dollars om året, der ville medføre en demonstrationsreaktor i 1990. Hvor ville vor verden dog have været anderledes i dag hvis det mål var blevet godkendt og udført, ikke sandt? "Niveau V" fik 150 millioner dollars om året (i 1976 dollars) - og blev af de aktive videnskabsfolk kaldt "aldrig fusion," fordi det ikke ville være tilstrækkeligt for at finansiere den forskning der skulle til for at overvinde alle udfordringerne. Præsidenten på den tid, Jimmy Carter, blev ikke genvalg, og U.S. fusionsprogrammet har være på det samme "aldrig fusion" niveau, eller lavere i de sidste 30 år.
Den mangel på fremskridt i U.S. fusionsforskningen har betydet at vi er kommet bagefter Kina, Japan, Sydkorea og EU. På et tidspunkt var vi verdens førende. I 1974 var fusionsenergi budgettet R & D 43,4 millio9ner dollars; i 77 øget til 315,3 millioner dollars. I juli 1978 rapporterede Princeton Plasma Physics Lab at deres LargeTorus Tokamak (test fusions reaktor) afgsav temperaturer på 60 millioner grader, og dermed overgik fusion tændingstemperaturen med 44 millioner grader som der kræves for en vedholdende fusionsreaktion.
Frimærke fra 1987 Sovjetunionen til minde om termonuklear forskning (Tokamak)
Venner, vi står på dørtrinnet til en ny kerne fusions tidsalder!
I et interview med Walter Cronkite på "CBS Evening News," fastslog dr. Stepehn Dean, leder af Magnetic Confinement Systems Division of the U.S. Department of Energy,: "Spørgsmålet om hvorvidt fusion er brugbart fra et videnskabeligt grundlag er nu blevet besvaret."
Reaktionen var overvældende. Gennembruddet ved Princeton fusionen blev forside nyheder i aviser over hele verden.
Den formidable Charles Rangel, medlem af Repræsentanternes Hus fra New York sagde, "Dette gennembrud tvinger os til at overveje vor energi og sætte fokus på og kanalisere yderligere midler og opmærksom på denne yderst lovende og livsvigtige forskning i fusion. Løsningen af verdens energibehov er nu lige foran os."
Men ikke alle var begejstrede over gennembruddet. Nogle var oprørte over meddelelsen der ville føre til at politikerne kunne tro at fusion ville løse vore energiproblemer for hurtigt og afspore bestræbelserne på at finansiere andre nærliggende energiprojekter. Lobbyister og investorer og andre med skjulte interesser havde virkelig personlige eller måske politiske grunde til at udskyde fusion. Faktisk blev præsidenten for Princeton University, dr. William Bowen bedt om at mødes med Energiministeriet og nedtone meddelelsen.
Men dr. Bowen nægtede og meddelelsen stod ved magt. Repræsentant Mike McCormack, D-Washington, valgt efter en 20 årige videnskabelig karriere fik sin Magnetic Fusion Energy Lov gennem Kongressen på rekordtid med et rekord antal stemme. Vi var nu ved at være klar!
En uge før han introducerede loven talte han imidlertid ved en konference i Washington, D.C. om kernesikkerhed. Viceenergiminister John Deutch nedtonede resultaterne fra Princeton og fastslog at kernekraft skal være den "aller sidste" energikilde. Han fastslog at Energiministeriet ville minimere kerneenergi .. og maksimere brugen af kul og olie!
Rep. McCormack argumenterede imod ved at fremhæve at kerne fission og kul ville være den bro der kan føre til fusion i år 2000. Hans lov ville bemyndige konstruktionen af en test fusions reaktor i 1987, og en ægte arbejde reaktor i 2000. Det ville måske kostye 20 milliarder dollars på 20 år.
Ikke helt ubetydelige penge, men mindre end vi brugte på at komme til Månen og tilbage. Historien bliver spændende - og bekymrende - i min næste klumme.
http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=304193
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar