Tilfredsstil mig - NU!
Ilana Mercer
Vort samfund drejer sig om tilfredsstillelses princippet. Medmindre noget er behageligt, bliver man mistænksom, og man bedømmer det som værende ikke værd at følge op på. Dette er grunden til at så mange unge amerikanere går ud på jobmarkedet som spadedumme, besværlige, og med tiden vil de blive skiftet ud. De er blevet undervist af forældre og pædagoger - falskeligt -i at læring og arbejde skal være skideskægt, og det hele tiden. Hvis det du beskæftiger dig med ikke er morsom - så ud med det.
Enhver der virkelig har studeret ihærdigt, eller arbejdet hårdt for at mestre et håndværk ved, at der intet kommer let og morsomt, både ved indlæringen og udførelsen når man begynder - medmindre man er et geni, et naturtalent eller begge dele samtidigt. De fleste af os er ikke genier eller naturtalenter. Beviset på middelmådigheden ja så behøver man ikke se længere end på det normale - Bell Kurven.
Når man mestrer noget kommer fornøjelsen. Det at komme til at 'mestre' betyder som regel altid - hårdt arbejde.
"Værdien af hårdt arbejde, er overvurderet. Dovenskab er opfindelsernes mor": Disse er ordskvalderet der stilles op mod min argumentation af en af bloggerne på BarelyABlog.com. Skribenten en fysiker, klargør min pointe: Han er tilfældigvis en slægtning til Wolfgang Ernst Pauli, modtager af Nobel Prisen i fysik i 1945!
Nej, ikke alle kan "arbejde klogt." Det at slide er noget alle kan gøre; hvorimod det at være geni er ikke alles forret.
Tilfredsstillelsesprincippet er i spil både i de personlige økonomier og det offentlige økonomis rige. At spare op til fremtiden er ikke morsomt. Det betyder at man må udsætte det behagelige for at være solvent, eller udsætte andre mere ambitiøse fremtidige goder.
Meget betegnende har en undersøgelse af "Det Nationale Kredit Rådgivningsråd" afsløret at "mere end halvdelen af amerikanerne ikke bruger et budget. Også at 26% af voksne i U.S. indrømmer at de bruger mere end de gjorde for et år siden. Og 40% af forbrugerne kæmper stadig med ubetalte kreditkortregninger måned efter måned."
Finansiel planlægger Lynnette Khalfani-Cox - hvis 'visdom' CNN hjælper med til at mangfoldiggøre - retter sit råd mod behagelighedsprincippet. "Det virkelige problem," vurderede hun i sin WalletPop.com klumme er, "at kun relativt få af os kan leve et lykkeligt liv - i en begrænset periode - på en overdreven restriktivt finansiel diæt." Kahlfani-Cox har stillet diagnosen ""sparsommelighedstræthed" hos sine klienter. (Sparsommelighedstræthed" lyder mindre 'dødeligt' i det mindste grammatisk). Fr. Khalfani-Cox's finansielle råd passer til børn: "Gør det at spare op til noget sjovt."
Afviklingen af nationalkaraktertræk er gledet i hak med forøgelsen af Staten. Centralplanlæggere er i filosofisk tandem med 'tilfredsstillelsesprincippet.' Passende socialpolitik er blevet fremelsket for at gøre politikerne i stand til at deres indflydelse kan vokse ved at 'behage' et stadig større antal forkælede mennesker.
Det har sin pris.
U.S. er hurtigt ved at nå et punkt, hvor det hele vælter. Som Fox News rapporterede, ved at citere data fra Census Bureau "får de amerikanske familier mere i kontant håndsrækning (2,3 billioner dollars i 2010) fra regeringen, end de betaler i skat (2,2 billioner dollars), for første gang siden Den Store Depression." Næsten halvdelen af alle amerikanske husholdninger betaler ingen indkomstskat.
I stedet, og imod en sund social udvikling har de sociale medarbejdere trælbundet de som virkelig betaler for at betjene de som ikke gør.
Tids Præference Rammen er et udtryk benyttet af østrigske økonomer i denne sammenhæng - det er den målestok, hvormed forskellige mennesker ser bort fra fremtiden til fordel for øjeblikkelig nydelse. Skønt kun en der tror på en social skæbne ville beskylde Forbundsbanken for alle menneskets fejltrin, da hjælper pengepolitikken til at forvrænge præferencerammerne.
Ved helt grundløst at lade "Forbundsbankens rentepolitik kæde sammen med andre virkemidler," for at "hjælpe med til at undgå en meget værre økonomisk situation" indrømmede Wall Street, her forleden dag, at ved at holde renterne kunstigt lave "ikke blot skader pensionisterne." Det straffer også mennesker i alle aldre der håber på at kunne opspare midler til fremtiden, og det giver manglende lyst til at spare op til "regnvejrsdage" der kunne få U.S. forbrugeren til at være mere modstandsdygtige over for tab af arbejde og andre finansielle rystelser.
Alle der ikke endnu er 'flygtet ' over til guld og andre metaller ved, at selv betydelige opsparinger vil give næsten ingenting i afkast. Som the Journal bekræfter, "Amerikanere der har gjort alt rigtigt, har arbejdet hårdt, sparet op, og holdt sig ude af gæld, er de som straffes af de (kunstige) lave renter."
I vor kreditbaserede, forbrugsbaserede økonomiske kultur, er det de som ønsker det hele nu dem som kommer bedst ud af krisen. Et sådant finansielt klima er absolut ikke medvirkende til den form for økonomisk handlemåde der redder, investerer og giver produktion.
Når det drejer sig om makroøkonomi, stræber politikerne, muliggjort af Forbundsbanken, efter politik der vil få dollaren til at fortsætte med at falde som en sten, værdier devalueres, og opsparing og pension bliver nærmest umulig. Stigende priser og et kollaps af valutaen vil være en følge heraf.
Når det drejer sig om mikroøkonomi, kan amerikanerne imidlertid vende tilbage til ånden hos dette lands grundlæggere. For at parafrasere Max Weber, så var det æstetisk "Protestantisk etik" der gav "Kapitalismens Ånd" fremgang, og som førte til velstand.
Ilana Mercer is a libertarian writer and a fellow at the Jerusalem Institute for Market Studies, an independent, nonprofit, economic-policy think tank. By popular demand, Ilana’s libertarian manifesto, "Broad Sides: One Woman’s Clash With A Corrupt Society," is back in print. To learn more about Ilana and her work, visit IlanaMercer.com. To comment on this column, go to Ilana's blog.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar