Det var ikke noget Tea Party
Den Maj Dag 1971 er noget af det første jeg virkelig kan huse. Jeg var netop blevet 6 år! Vi boede i Arlington, Virginia. Min mor holdt virkelig af det politiske teater. Derfor kørte hun min 2-årige bror og jeg ind til byen for at se på protesterne. Vi fik tilslutning af min ligeså eventyrlystne bedstemor, der holdt fri fra sit arbejde i Navy Department for at "beskytte" os. Min far en Arlington politimand, var udstationere nær Key Bridge for at hindre hippierne i at blokere trafikken fra Virginia.
Vi fire blev naturligvis fanget i bilen i timevis i Washingtons stopfyldte gader. Men det var yderst underholdende, da vi kunne betrage (bag hermetisk lukkede vinduer) tusinder af meget behårede, med batikfarvede t-shirts med diverse slogans der luftede deres vrede od Nixon administrationen, mod Amerika, mod krigen, og mod den politiske og kulturelle status quo.
Maj Dagen 1971 var en af de sidste store ankrigsudskejelser. Nixon var allerede i gang med at trække U.S. tropper ud fra Sydøst Asien, samtidig med han "Vietnamiserede" krigen.
I løbet af adskillige dage arresterede politiet i D.C. støttet af U.S. Army over 12000, angiveligt det største massearrestation i U.S. historien. Som det blev så berømt blev mange demonstranter indsat i midlertidige lejre uden for RFK stadium. Maj Dag 1971 opstanden forstærkede næsten Det Hvide Hus' fornemmelse af at være belejret. I løbet af 2 måneder blev "Blikkenslagerbanden" skabt for de særlige ulovlige operationer, der begyndte med indbruddet i Daniel Ellsbergs psykiatriske kontor, og som så katastrofalt kulminerede i Watergate skandalen og at Nixon måtte træde tilbage.
Det lykkedes ikke for Maj Dag protesten at komme frem til deres oprindelige mål med at fremtvinge en øjeblikkelig tilbagetrækning fra Vietnam. Men til sidst bidrog den dog til Nixons fald, og den efterfølgende implosion af Sydvietnam, der sikrede den kommunistiske triumf over Sydøstasien.
En af toporganisatorerne for Maj Dag protesten var Rennie Davis, en af "Chicago Seven" dømt for deres rolle i optøjerne i 1968 ved Demokraternes Konvent. Han havde hjulpet, blandt andre, Michael Lerner, selv en af "Seattle Seven," hvis forsøg på at spærre Seattle motorvejene i en tidligere anti-krigs demonstration var en model. Lerner, der senere blev rabbi, og grundlægger at Tikkun, ville udvikle "betydningens politik" der indfangede Hillary Clinton før hendes adgang til Det Hvide Hus med ægtemanden.
Medlemmerne af Chicago Seven
Ifølge en Time Magazine rapport fra den tid, søgte Davis råd fra det kommunistiske Nordvietnam og erindrede senere: "Vietnameserne sagde at det nu var på tide at handle, at det ville være muligt at igangsætte en kæde af begivenheder der ville afslutte krigen." Han appellerede til andre amerikanske fredstosser: "Medmindre U.S. regeringer standser krigen i Vietnam, vil vi standse regeringen i U.S." Han erklærede også, "Hvis der stadig er mennesker der ikke mener de er skyldige, som kan rejse sig, tage overtøj og slips på og gå på arbejde, dem vil vi hindre i at komme på gaderne og finde ud at hvad de dog tænker på."
Davis og titusinder af åndsfæller lykkedes det ikke at lukke U.S. regeringen ned, men ikke på grund af mangel på vilje. Time sammenlignede deres "naturstridigt elendigt organiserede" indflydelse på D.C. trafikken med "et kraftigt forårsregnvejr." Måske for nogle, men jeg husker ganske tydeligt min egen families frivillige indespærring i Davis' protest, i det som syntes at vare mange timer.
Om lørdagen den 1. Maj 1971, samledes (ifølge Time) mellem 45000 til 50000 "stofbrugere, modkulturens troubadourer, teenagere, de ihærdige 'soldater' for bevægelsen, langhårede og på en rus af narko-politisk glemsel," sig i West Potomac Park for at afvente mandagens kaos i morgentrafikken og regeringens sammenbrud. Ifølge Washington Post, muntrede de sig ved "at elske, drikke vin og ryge hash," og dermed blev hele området syd for Lincoln Memorial lavet om til "en mindre udgave ... Woodstock."
Absolut ikke underholdt af festivitassen annullerede U.S. Park Service brat de 'lykkeliges' tilladelse til at være der til søndag morgen. Som en forholdsregel meddelte tusinder af D.C og U.S. Park Politiet i kampudstyr og gennem højtalere at festen var slut, og spredte derpå de tilbageværende camperende demonstranter ved at marchere ind og tåregasse dem ud af West Potomac Park. De fik opbakning af tusinder af U.S. tropper og Nationalgarden. Tusinder af forvirrede, forstyrrede, hostende demonstranter flygtede. Mange stak af til Virginia i nogle af deres Volkswagen Rugbrød. for aldrig at vende tilbage. Andre flygtede til universistetsområderne, især Georgetown University. Davis klagede over at præsident Nixon havde besluttet at "suspendere Forfatningen."
Upåvirkede demonstranter samlede sig igen mandag morgen, med broer og adskillilge trafikknudepunkter som mål. U.S. Army tropper omringede udvalgte monumenter og forbundsbygninger. Nationalgarden stod ved broerne. Ved at rydde gaderne, fik D.C. politiet ordre til at arrestere tusinder af krænkende protesterende, og dermed se bort fra den normale arrestprocedure.
Det endelige antal på 12000 indeholdt uundgåeligt nogle journalister, tilskuere og endda moddemonstrerende. Davis blev selv arresteret og klagede over "de gode tyskere" der stadig pligtskyldigt marcherede til deres arbejde i deres forbundskontorer, trods deres medvirken i krigen. Men Time kommenterede at politiet overalt "udvist eksemplarisk opførsel; en mindre godt trænet, mindre løst ledet styrke kunne have medført et helt andet resultat: Mennesker ville i tusindvis være blevet såret eller endda dræbt." ACLU (menneskerettighedsorganisationen i USA) klagede, mens Nord Carolina senatoren Sam Erwin komplimenterede politiet for et "rigtig flot arbejde."
Efter vi endelig undslap trafikproppen og kom over Key Bridge fik vi øje på min far sammen med Arlington politiet udenfor Key Bridge Marriott. Min bedstemor hyldede sin svigersøn for "at beskytte landet," men min mere liberal mor blot morede sig.
Præsident Nixon meddelte at Maj Dag protesterne som chefanklager John Mitchells havde betragtet gennem en kikkert fra sin balkon i U.S. Justitsministeriet, havde været håndteret på en "meget kompetent og passende måde."
Lidt over et år senere ville Nixon og Mitchells være smurt grundigt ind i Watergate. Og mindre end 4 år senere ville hundredtusindvis af indokinesere flygte til Amerika, mange af dem til Washington D.C. området. De var den bitre frugt at anti-krigskaampangen mod Amerika om at trække sig ud af Indokina og overlade det til tyranni og folkedrab.
Maj Dag protesterne ville give brændstof til en langt værre katastrofe end grundlæggelsen af et kronisk insolvent Amtrak på selvsamme dag.
http://spectator.org/archives/2011/05/20/may-day-1971
Mark Tooley is president of the Institute on Religion and Democracy in Washington, D.C. and author of Taking Back the United Methodist Church.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar