Patrice Lewis
I forrige uge havde min mand og jeg et vildt stævnemøde. Det gik ud på at køre tre timer til en fjerntliggende gård og købe en 5 måneder gammel Jersey kvie, derpå køre de tre timer hjem igen.
Ja, såmænd.
Ja, såmænd.
 |
En Jersey er en kvægart der giver en rig cremet mælk. En kvie er et ungt dyr der endnu ikke har født. Et stævnemøde er noget min mand og jeg sjældent oplever.
Grunden til vi købte denne lille pige, er fordi vor gamle Jersey kun giver mælk på to af de fire patter, og derfor får vi ikke nær så meget mælk som vi godt kunne tænke os. Vi mente, at det at købe et ungt, sundt dyr var en rigtig god investering.
Investering, siger du? Hvorfor skulle vi dog "investere" i en kvie fremfor aktier eller andet?
Jo, vi synes at aktier og andre værdier er 'værdiløse' og at smide gode penge efter dårlige. Men en kvie vokser. Med vor tyr kan hun give kalve vi kan opfostre, sælge eller spise. Hun vil producere rigeligt med mælk, hvoraf jeg kan lave smør, ost og yoghurt. Hendes produktive liv er cirka 15 år.
Det er slet ingen dårlig investering, trods alt.
Det er den taktik min mand og jeg har besluttet at følge fremover. I de sjældne tider hvor vi får et overskud af penge bliver de ikke sat i banken. Vi vil købe håndgribelige ting såsom kvier eller byggematerialer eller indhegning eller syltekrukker eller lagre fødevarer, eller købe frugttræer.
Vi har besluttet os for denne radikale taktik, fordi penge mister deres værdi med en forbavsende hastighed. I de sidste 8 måneder har de mistet 14% af deres værdi. Dette er "dollarens vej til helvede" for at citere Gonzalo Lira, og betyder at nyttige ting som kvier og syltekrukker og et lager af fødevarer kun vil koste mere og mere som tiden går. Så hvorfor ikke købe dem mens vi stadig har råd?
På dette kritiske tidspunkt vil jeg gerne påpege at jeg ikke er en finansiel rådgiver. Jeg er husmor med et begrænset budget. Men min mand og jeg har ikke råd til at dette begrænsede budget fordufter i værdi på grund af at vi naivt slugt Ben Bernankes løgne om at vor økonomi har det helt fint, ja mange tak, og at genopretningen meget snart kommer.
Vi tror tåbelige mennesker der med tillid lader deres penge være i banken og ikke lægger mærke til at deres købekraft svinder ind (eller når deres ellers så 'solide' bank, pludselig ... lukker.) Vi tror tåbelige mennnesker tror at aktiemarkedet aldrig kan falde så katastrofalt igen. Vi tror tåbelige mennesker tror vor økonomi fundamentalt set er sund trods alle beviser på det modsatte.
Vi tror at kloge mennesker betaler af på deres gæld og gør sig fri at unødvendig luksus og placerer deres penge i ting der vil være nyttige i fremtiden. Vi tror kloge mennesker investerer deres pensionpenge i 'fysisk' guld og sølv, fremfor forkromede planer.
Håndgribeligt, tænk på det håndgribelige.
Vi står ikke alene i denne stræben efter håndgribelige investeringer. Folk langt mere vidende end os er ved at få øje på en håndfuld værdier der ikke er det papir værd de er trykt på, hvorimod et dejligt stykke landbrugsjord for evigt vil bevare værdien.
Hvad ligger bag denne interesse i det håndgribelige? Det er intet andet. end blot virkelig høre efter hvad kloge økonomer har fortalt os i årevis. USA kan ikke ændre sin kurs mod finansiel insolvens uden massive forandringer der - lad os være åben - ville være politisk selvmord for enhver politiker der ville være tapper nok til at foreslå det. Nogle økonomer forudser at dollaren kan kollapse indenfor 3 - 4 måneder.
Men det ønsker folk bare ikke at høre på. For at benytte et gammelt ordsprog, - der er ingen så døv som den der ikke vil høre. Disse finansrygter giver anelser om noget kæmpemæssigt, som det ikke ligger til os at ændre, noget der får mig til at tænke på at den lille Jersey kvie vil være sin vægt værd i guld i den nære fremtid.
Jeg kender en ældre dame, hvis mand døde for fire år siden. Hun blev godt stillet grundet hendes mands fornuftige finansinvesteringer. Men året efter han døde forsvandt der 70000 dollars af hendes pension sådan ...bare lige. Mens hun dog holder sammen på stumperne, er hun så absolut ikke så godt økonomisk stillet som hendes mand havde planlagt.
Som modsætning kender jeg et individ med et sundt sind der kunne se stormen samle sig i horisonten for tre år siden. I løbet af en periode på adskillige måneder trak han sine betragtelige opsparinger (Jeg gætter på hundredetusiner af dollars) og købte metaller (guld, sølv, platin) og gemte det bort et sted som kun han selv og hans familie kender. Guld på det tidspunkt kostede cirka 300 dollars pr. ounce, sølv lå på omkring 4 dollars per ounce. Gæt så hvor mange gang hans velstand er blevet større på de tre år siden? Ja, hvad ville hans værdier have været værd om han havde investeret i aktier eller (værre) beholdt sin opsparingskonti? Ligesom hos vor ældre dame, de ville være forsvundet .. sådan pludseligt.
Det er derfor jeg tror at 'håndgribeligt ting' er sådan en god ide. Vi har ikke råd til metaller, men vi har råd til køer og syltekrukker og såsæd og indhegning og byggematerialer og frugttræer. Vi kan forberede vor gård på at være så selvforsynende som muligt. Vi investerer i midler vi kan kontrollere i stedet for uhåndgribelige midler der kan blive gjort til intet af de økonomiske stromvinde. Hvilken taktik tror du giver os den bedste sindsro?
Vor seneste investering skal have det godt i stalden. Det er sandelig ikke så ofte du kan klø din investering bag øret og blive slikket på hånde.
Den slags investeringer foretrækker jeg langt hellere. Forresten hedder hun Polly.
http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=279429
Patrice Lewis is a freelance writer whose new book is "The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable." She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The Lewises live on 20 acres in north Idaho with their two homeschooled children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house with depressing regularity. Visit her blog at www.rural-revolution.com.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar