Slut på pirateriet - hurtigt

Den eneste måde at komme pirateriet til livs

William R. Hawkins

Den 22. februar blev fire amerikanere myrdet ombord på deres sejlbåd, efter de var blevet fanget af pirater udfor Somalias kyst. U.S. Navy Special operationsstyrker kom ombord på båden efter skuddene var affyret, dræbte to pirater og fangede 15. Foreløbige rapporter indikerer, at gidslerne blev dræbt under noget tumult mellem piraterne. Denne hændelse er indikator for den stadig større plage som de somaliske pirater udgør da deres moralske standard falder mere og mere og de udviser en større villighed til voldsanvendelse.

Ofre for pirater.: Jean og Scott Adams, Bob Riggle, Phyllis McCay

Den 1. marts truede pirater med at dræbe et dansk ægtepar og deres tre børn, hvis man forsøgte at befri dem. Mordet på de to amerikanske par blev omtalt som understregning af truslen. Handelsskibe, fremfor private sejlbåde, har været hovedmålet for disse fortidens sørøvere. Somaliske pirater holder mere end 660 gidsler og cirka 30 skibe, og de kræver for disse timillionvis af dollars i løsepenge.

28. februar udgaven af Defense News indeholder et interview med Chefen for Flåde Operationer, admiral Gary Roughead om, hvad U.S. Navy og de allierede styrker gør for at beskytte sejlruterne der går gennem Det Røde Hav ind i Det Indiske Hav ud for Østafrikas kyst. Konklusionen på samtalen mellem journalisten Christopher Cavas og admiral Roughead endte med,

Spørgsmål: Næsten hver uge angriber et amerikansk droneluftfartøj med missiler, og dræber mistænkte terrorister i Pakistan, i Afghanistan, i Irak. U.S. har en politik for, hvordan man behandler mennesker på det område. Er det en taktik der kunne benyttes mod piraterne?

Svar: Når du siger vi har en politik for, hvordan man behandler mennesker på det område, så er disse ikke involveret i de samme aktiviteter. Pirateri er en kriminel forretning, noget lignende narkosmugling som også er en kriminel forretning. Det vi har været i stand til at gøre ved narkosmugling er, at benytte de lovgivningsmæssige muligheder, arbejde sammen med andre lande for at komme det til livs.

Vi går ikke ind og bomber tilfældige steder, hvor vi tror at narkosmuglerne befinder sig.

Der er virkelig en forskel på den krig vi er i med terroristerne, der udtrykker vilje til at komme og dræbe amerikanerne og så de kriminelle virksomheder der skal behandles gennem en lovlig indsats. Når vi går ombord på skibene, skal vi være forberedt på modstand og vold, og det forandrer sig ikke.

Er pirateri  således et spørgsmål om at håndhæve loven? Hvornår i marinehistorien har dette været tilfældet? Svaret på pirateri har altid været at benytte militærstyrke, fra brugen af konvojer og flåde operationer mod piraternes baser for at ødelægge dem. U.S., NATO, EU og et antal lande, herunder Kina har benyttet krigsskibe for at beskytte skibsfarten i området. På papiret ligger magtbalancen svært tungt på skibene i havet, men plyndrerne er udvider derpå  deres operationer. Roughead's forklaring kan være med til tydeliggøre, hvorfor der bliver gjort så lidt for at hindre piratanslag.

Dr. Martin M. Murphy, en forskerkollega ved Corbett Centre for Maritime Policy Studies ved King's College, London, har argumenteret for at:

"Patruljering mod pirateri på havet ofte er et spørgsmål om at ramme eller ikke ramme på grund af de kæmpehavområder der er i spil. Som en konsekvens er det ganske rimeligt at sige, at pirateri kun effektivt kan kontrolleres når flådepatruljerne kædes sammen med landbaserede indsatser."

Da en af forudsætningerne for at pirateriet kan finde sted er manglen på en effektiv myndighedsudøvelse i land på grund af kaos eller korruption, skal piraternes baser angribes som en del at den overordnede anti-pirat militære indsats. Murphy bemærker den "bydende nødvendighed af sikre baser" for at piraterne kan udføre deres operationer.

Murphy betragter pirater som en slags oprørere, ikke meget anderledes end hvad U.S. har kæmpet imod i Afghanistan, Irak og andre steder. I Mexico og Colombia har oprørere også beskæftiget sig med narkohandel som militæret udfører aktioner og kampagner imod. Der er flere og flere der beder U.S. militæret om at sikre nationens sydlige grænser mod narkosmugling og andre ulovlige grænskekrydsninger, fordi lovens indsatser ikke er tilstrækkelige til opgaven. Admiral Rougheads tankegang går i den forkerte retning.

Murphy's pointe med at ødelægge fjendens baser har været benyttet siden oldtiden. Alexander den Store vidste at den bedste måde at besejre persernes flåde var at holde den indespærret i deres forlægninger. Persiske skibe, ligesom de som benyttes af nutidens pirater, var små med kun lidt plads til forsyninger. Efter Alexander indtog havnebyen Miletus i 334 f.v.t. var han i stand til at nægte den persiske flåde adgang til mad og vand, og fjenden måtte forlade området. Alexander fortsatte så med at indtage resten af havnebyerne langs Anatoliens kyst (nutidens Tyrkiet) og dermed fjernede han truslen fra den persiske flåde.

HMS Mary Rose bliver angrebet af pirater fra Algiers (Barbar Korsarer) i 1669.

Den langvarige kamp mellem Spanien, Storbritannien og Frankrig i det caraibiske hav under det vi nu kalder "pirateriets gyldne tidsalder" i det 16. og 17. århundrede var faktisk krigsførelse udført af statsstøttede handelsplyndrere kendt som fribyttere, snarere, end et "kriminelt foretagende." Svært bevogtede havne som den franske på Tortuga og den britiske ved Port Royal var livsvigtige for at kunne holde kampagnerne i gang. Den sidste større piratbase var på Nassau og den blev indtaget af Royal Navy i 1718.

De berygtede Barbar Korsarer blev endeligt undertrykt da Algiers blev indtaget af franskmændende i 1830. Det bør bemærkes at teksten i U.S. Marine Corps hymnen om "Tripolis kyster" stammer fra angrebene der blev udført mod Barbarernes baser under Jefferson administrationen da et langt mindre U.S. belsuttede at kæmpe fremfor at betale tribut til piraterne. (se denne artikel på synopsis). Denne artikel dækker samme emne.

Hvor de somaliske pirater holder til er ingen hemmelighed. Deres bytte kan ses tydeligt, da dusinvis af opbragte skibe ikke kan holdes skjult fra satelitter. To destroyere, en krydser og det atomdrevne hangarskib Enterprise var alle indblandet i skygningen af det lille skib der havde de amerikanske gidsler, som blev myrdet, ombord. Ildkraften fra disse U.S. krigsskibe kunne smadre kysten. En Marine amfibiestyrke kunne generobre de stjålne skibe og slå al modstand ned.

Der er to indvendinger mod at gå i direkte aktion mod piratlommerne. Den første er risikoen for gidslerne. At betale løsepenge synes langt sikrere. Men det er på grund af at pirateriet virker, at det fortsætter, og man får stadig flere rekrutter og tager stadig flere gidsler. Det er en strategisk misforståelse at forlige sig med agressorerne. Det er piraterne der skal sætte i farezonen, og erfare den barske lære af, at deres anslag kun vil resultere i deres egen ødelæggelse.

Det andet forbehold er omkostningen ved at blive indblandet i den "mislykkede stat, Somalia." Erindringen om "Blackhawk Down" hændelsen i 1993, da en U.S. specialmission mod en somalisk krigsherre fik Mogadishu til at ligne en bykampplads plager stadig Washington. 18 amerikanske soldater blev dræbt, men de somaliske tab er blevet vurderet til så højt som 1000 dræbte og adskillige tusind flere såret. 

Let armerede, dårligt optrænede oprørere er ingen opgave for U.S. militæret. Og straffeaktioner mod piraterne er ikke det samme som at "opbygge landet" eller noget længere ophold i landet. Faktisk bør enhver mere intens intervention på et sted så vildt som Somalia undgås. Missionen bør kun være med det formål at lære slynglerne at "forbrydelse" ikke betaler sig ved anvendelsen af væbnet magt langt mere voldsomt end de kan forestille sig eller udholde. 

Royal Navy Kaptajn H. C. St. John fortalte ved sit møde med en kinesisk embedsmand i 1855, der udtrykte frygt for piraterne, selvom hans tropper var langt flere, og havde langt bedre våben end slynglerne. "Jeg tror, at hvis jeg var fra Kina, da ville jeg blive pirat omgående. De må jo føre et meget muntret uafhængigt liv." således sagde den britiske officer. Den lokale kinesiske havneguvernør svarede, "Jovist det har de, det eneste de er bange for er de britiske kanonbåde." Det er på tide at de somaliske pirater lærer at frygte de amerikansek "kanonbåde."

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor William R. Hawkins is a consultant specializing in international economic and national security issues. He is a former economics professor and Republican Congressional staff member.

Gulliver og Piraterne

Gulliver og Piraterne

Dr. Laina Farhat-Holzman

Det er så mismodigt, at der stadig findes pirateri blandt os. Da mennesker begyndte at tage på havet for at fiske og senere drive handel (5000 år siden) drev nogle søfarere pirateri, fordi det gav langt flere penge end deres hovederhverv. I årtusinder blev fangne sørøvere hængt, men sådan var betingelserne. Sørøverne havde rimelig frit spil indtil Rom blev verdensmagt.

Romerne sørgede for, at handels- og fiskerivejene i Middelhavet blev sikre gennem på den mest brutale måde at straffe pirater. Efter Rom faldt var de rejsende og købmændene endnu engang bytte for pirater, der stjal lastene, gjorde besætningerne til slaver og kun udleverede velstående gidsler mod løsepenge.

Under det 16. århundredes religionskrige fik protestantiske pirater særlige licenser til at opbringe spanske (katolske) galeoner der medbragte guld og sølv stjålet i Den Nye Verden. På et sørøvertogt besejrede hollandske pirater og sejlede det spanske skatteskib til Amsterdam, og derved berigedes regeringen der var i pengenød. Dronning Elizabeth I af England gav også licenser til pirater (en af dem den berømte Sir Walter Raleigh) så de kunne genere og opbringe de spanske skatte og tage tilbage til England. Dronningen fik sin solide del, men piraterne blev rigeligt tilgodeset. Det europæiske pirateri gik dog tilbage da Europa blev rigere gennem aktiviteterne i deres kolonier. Det blev ikke længere trendy.

Muslimske pirater fra Nordafrika genoptog denne 'beskæftigelse' i det 18. århundrede. Præsident Thomas Jefferson, som ikke var synderlig krigsglad, betalte i begyndelsen løsepenge for at få amerikanske handelsskibe og deres besætninger frigivet - men til sidst måtte US Navy sendes afsted for at rense ud i piraternes tilholdssteder i Marokko. Et århundrede senere, da pirater holdt en amerikansk diplomat som gidsel for løsepenge, sendte præsident Teddy Roosevelt flåden afsted igen. Pirateriet blev standset. Læs denne artikel på Synopsis for flere historiske detaljer.

I begyndelsen af 1980'erne inficerede pirater de indonesiske farvande og Malakkastrædet, som i 2004, havde omkring 40% af piratangreb i verden. Til at begynde med gik de efter mindre både der have vietnamesiske flygtninge ombord, som de plyndrede og voldtog kvinderne ombord. Der var ingen der søgte at straffe disse slyngler før de begyndte at angribe olietankere og andre vigtige handelskibe der sejlede i Malakkastrædet. Kineserne forstod at holde rent hus. Fangne pirater blev omgående henrettet.

De palæstinensiske terroristers opbringninger af passagerfly i 1980'erne blev aldrig kaldt pirateri, men det var det det var. I 1985 blev et krydstogtskib (Achille Lauro) opbragt ved Ægyptens kyst og det var gement pirateri, da passagererne blev holdt som gidsler mod løsepenge og en ældre mand i en rullestol koldt og kynisk blev smidt overbord til den sikre død. Da disse pirater blev jaget og fundet og de fleste lande, når de kom under pres, holdt op med at give tilladelse til opbragte fly for landinger, ja da svandt denne kriminelle aktivitet ind. Læs denne artikel på Synopsis.

Nu står vi overfor et stort problem. Gulliver (USA og Vestens magter) udfordres af Lilleputterne -- skravlet fra det miserable fejlslagne land Somalia. Dette sørøveri, ligesom det indonesiske går efter olietankere, en nem måde at tjene masser af penge på. Indtil nu har de somaliske pirater været mindre voldelige end deres brutale indonesiske kolleger, men det kan kun være et spørgsmål om tid. Men efter det amerikanske svar på vort første moderne piratangreb, der endte med at piraterne blev dræbt truer de somaliske krigsherrer nu med hævn. De opfatter sig som Ædle Helte, der kun hjemtager frastjålen gods og varer - en tradition de har haft siden det 7. århundrede.

Somaliske fiskere i teenagealderen får licens af klan krigsherrerne til at udskifte fiskeriet (der er heller ikke så meget at fiske længere) med opbringninger mod løsepenge. De ældste får langt det største udbytte. Fordi de opbragte skibe har store værdier med i form af lasten er skibsrederne villige til at betale løsepenge (der betales af deres forsikringsselskaber) fremfor at jagte piraterne. Det er helt klart at med mængden af skibsfart og havets enorme flade, er det yderst vanskeligt at få nok bevæbnet beskyttelse. Læs denne artikel på Synopsis.

For at standse denne slyngelaktivitet må de store magter ødelægge piraterne og deres baser ellers kommer vi alle til at betale mere for hvad der transporteres med skib. Indtil nu har franskmændende, USA., og Indien vist en vis portion handlekraft. (Hun glemmer Danmark og Absalon - min kommentar) At være passive overfor kriminelle opmuntrer kun til endnu mere kriminalitet og at tillade denne er yderst forkasteligt.

FamilySecurityMatters.org Contributing Editor Dr. Laina Farhat-Holzman is an historian, lecturer, and author who also writes for the Santa Cruz Sentinel. You may contact her at Lfarhat102@aol.com orhttp://www.globalthink.net/.

Andre artikler af Laina Farhat-Holzman ved klik.

Pirater og Storbritannien

Pirateri styrer Storbritannien

Hal G.P. Colebatch

I adskillige år har jeg nu forsøgt at regne ud hvad der er gået galt i Storbritannien. Jeg må indrømme jeg ikke helt forstår det. Hvis det er noget politisk, så er det ikke noget der undervises i på de politiske videnskabelige kurser jeg kender til.

Der er utallige tilfælde af denne besynderlige dysfunktion (dødsønske?), såsom rådgivere der sender unge småkriminelle til de Caraibiske Øer på ferie, mens tapre Gurkha ekssoldater får lov at sulte til døde på de øde bjergtoppe i Nepal, men den britiske holdning til pirateriet synes at være et godt eksempel på det som sker.

Jovist så er det ganske vist, at der er mange andre lande der ikke klarer sig bedre, eller endog værre, men i denne sag synes Storbritannien at være et særligt afskyeligt eksempel på impotens og lammelse, når man tager landet stolte historie som hovedvogter at havenes frihed i betragtning.

Civiliserede landet har bekæmpet pirater på havet ganske så direkte, ligeså langt tilbage i historien vi har optegnelser. Julius Cæsar blev fanget af pirater som ung mand. Mens han afventede løsepengebetalingen kom han på ganske god venskabelig fod med til fangevogtere og lavede sjov om at han efter sin løsladelse ville komme tilbage og korsfæste dem alle. De pirater der ikke kendte Cæsar troede virkelig han prøvede at være morsom....

Storbritannien der har givet råderum til de elizabethanske kaprere, sørøvere, førte så an i at få dette pirateri udryddet. En af de værste britiske pirater, Henry Morgan, blev adlet og guvernør over Jamaica. Idet han kendte alle knebene i 'branchen' fik han gradvist omringet og hængt sine tidligere kolleger. Den berygtede Edward Teach ("Sortskæg") mødte sit endeligt ved løjtnant Robert Maynards, RN, medvirken, der efter en episk duel på huggerter sejlede i havn med Teach's hoved svingende fra bovsprydet. Et par kvindelige pirater fra den samme æra fik det som blev kaldt en "belly plea" (de blev gravide).

Henrettelsesmetoderne varierede. Et stort bogstav "E" på væggen ved Thames Execution Dock markerer hvor, sådan forlyder det, piraterne blev lænket for at drukne ved at tre tidevandsperioder skyllede hen over dem. Deres lig blev derpå dækket med tjære og hængt op i jernbure på prominente steder på land som et vink til øvrige marinere om at holde sig på den rette smalle sti.

Med en betydelig anstrengelse og offervilje ledte Storbritannien an i at forbyde slavehandel, og på samme tid tog man føringen i at få udryddet pirateriet, idet man anså pirater som menneskehedens fælles fjende. Mangen en victoriansk britisk sømand fik sin læretid med at være på anti-pirat patruljer i Det Indiske Ocean.

Sent i 19. tallet var pirateriet til havs forsvundet. Som Rudyard Kipling udtrykte det, da kunne skibene i det 19. århundrede sejle uden frygt:

Ye have smoked the hives of the Laccadives as we burn the lice in a bunk,
We tack not now for a Gallang prow or a plunging Pei-ho junk;

Efter en kort opblomstring ved slutningen af Napoleonskrigene var pirateriet der sent i det 19. århundrede, som en forsikring om civilisationens fremgang, blevet noget nostalgisk og noget latterligt, med deres (delvis apokryfe) 'gåen planken ud,' øjenklapper, træben, altså et sikkert tegn på at deres tid i den virkelige verden var forbi.

I den australske børneklassiker, Norman Lindsay's The Magic Pudding, beklagede den desillusionerede sømand Bill Barnacle: 

So one fine day I sails away,
A pirate for to be.
But I found there was never a pirate left
On the coast of Caribee,
For pirates go, but their next of kin
Are merchant captains hard as sin,
And merchant mates, as hard as nails
Aboard of every ship that sails …

Eller som John Masefield udtrykte det:

Alas, the quiddling pirates and the pretty pranks they played
Have all been put a stop to by the naughty Board of Trade;
The schooners and their merry crews are laid away to rest,
A little south of sunset, in the Islands of the Blest …

Ligesom med vers om pirater dukkede der malerier af pirater op, anført af Howard Pyle i U.S og Norman Lindsay i Australien. Jeg husker jeg i skolen fik at vide at med dampskibets komme ja da forsvandt pirateriet, undtagen for nogle få mærkelige og maleriske steder som langs Kinas kyst før revolutionen. 

 

Det var imidlertid dengang og ikke nu. Det forekommer grotesk at topmoderne toptekniske fartøjer åbenbart intet kan gøre ved de somaliske pirater, der tilsyneladende får deres information om skibenes ruter elektronisk fra informationerne der flyder ind- og ud hos Lloyds, Baltic Exchange og lignende høj-teknologiske kilder. Det mest bizarre af det hele er, at britisk skibe, der førte an i udryddelsen af pirateriet før i tiden, har været centrum for en serie af hændelser der synes at demonstrere civilisationens magtesløshed i denne sag.

Det ganske så slående navn Wave Knight, et flådestøtteskib med masser af svært bevæbnede marinere ombord, gjorde intet, da pirater pågreb en yacht og parret ombord mens de var lige ved siden af. Ofrene blev holdt som fanger i månedsvis og elendigt behandlet. Journalisten Melanie Philips, hvis forudsigelser på dette område har vist sig at holde stik, har skrevet at "menneskerettigheds loven ....har drevet vor lovsystem helt katastrofalt ud over rælingen."

Royal Navy sjkibe (de der er tilbage) har fået ordre til ikke at fange piraterne fordi, når de engang har fået dem ombord, har de ikke lov til at sende dem tilbage til Somalia eller andre afrikanske stater hvor deres menneskerettgiheder kunne blive krænket af de uoplyste myndigheder. Imidlertid, ved en af de seneste hændelser, fik de priater der blev fanget af HMS Cornwall, måltider at særligt tilberedt halal føde, lægeundersøgelser, cigarettet og i et tilfælde, nikotinplastre, før de blev løsladt, mens Robert Maynard roterede i sin grav.

Tilsyneladende var der juridisk intet man kunne gøre for at retsforfølge dem. Dette er da besynderligt da forbudet mod pirateri er et af de ældste eksempler i nationernes historie hvor man har kunnet blive enige om en fælles international lov. Pirater blev traditionelt anset som Hostis Humani Generis, eller fælles fjender af hele menneskeheden.

 

I 1827 definerede den britiske regering pirateri som også at omfatte slavehandel, og slavehandel blev strafbart med døden. De første post-revolutionære skibe hos U.S. Navy blev bygget for at hjælpe med til at undertrykke de Barbariske Pirater og slaveholdere i Middelhavet i samarbejde med Royal Navy og andre europæiske magter. (se disse artikler her på synopsis)http://synopsis-olsen.blogspot.com/2008/06/da-forfatningens-fdre-stod-op-imod.html  - http://synopsis-olsen.blogspot.com/2010/12/ondets-rod-skal-rives-op.html

I Daily Telegraph har Praveen Swami fastslået at pirater tog 1065 gidsler sidste år, en stigning fra 867 i 2009 og 165 i 2007.

Det kan se ud som om at det at give piraterne måltider og cigarettet ikke har en særlig afskrækkende effekt på deres aktivitetsniveau, især ikke sammenlignet med Cæsar/Maynard metoderne. Han citerer Jack Lang, FN's særlige rådgiver vedr. pirater (hvorfor har FN dog brug for en særlig rådgiver om pirater? Vor ven løjtnant Maynard klarede sig uden og det at behandle problement er ikke, eller burde ikke være særlig kompliceret), for at 90% af de tilfangetagne pirater frigives på grund at jurahensyn. 

Ifølge International Maritime Bureau, er der lige nu 587 sømand som gidsler og 28 skibe tilbageholdes. Når man tager våbnene og udstyret hos de moderne flådefartøjer i betragtning, er det da et forbavsende stort tal.

Ikke alle pirater har været så heldige som de der blev taget ombord på HMS Cornwall. Sidste sommer tog en bande fejl ved at borde et russisk skib Moscow University (et navn næsten ligeså upassende som Wave Knigth). Russiske specialstyrker stormede omgående fartøjet. Senere hævdede de russiske myndgiheder at de havde frigivet piraterne, men sagde derpå kryptisk at: "de ikke kunne nå ind til kysten, og tilsyneladende er de alle døde." Jeg mener det er et et godt bud at der vil gå et godt stykke tid før der er et nyt forsøg på at kapre et russisk skib.

Dog er der i Storbritannien ikke frit spil for piraterne: Myndigheder har slået ned på deres egen måde. Der har været sager med lokale råd der har forbudt børnepirastselskaber hvor sorte flag med knogler og kranier  har vajet.

Nej, det er ikke noget jeg finder på.


http://spectator.org/archives/2011/05/10/piracy-rules-britannia/1

Osmannerne og Europa del 2.

Civilisationernes sammenstød på Shakespeares tid: Anden del

Adrian Morgan

Første del kan læses her.

Alle de osmanniske Sutaner var efterkommere af Osman I (1258-1326). Omkring år 1300 forenede denne hersker nogle af de hidtil adskilte tyrkiske stammer (seljukker) der oprindeligt havde været bosat i Anatolien fra det 11. århundrede. Osman viste sig som en hensynsløs leder, han gennemtvang foreningen af disse stammer, når det var nødvendigt og etablerede et magtcentrum i Bursa nær Konstantinopel.

Den kraftigt befæstede by Konstantinopel var i Byzantinernes besiddelse og i det 15. århundrede besluttede osmannerne at de ville erobre byen. Murad II (1421-1451) forsøgte uden held at invadere byen i 1423. Den 29. maj 1453, faldt byen endeligt for osmannerne under ledelse af Mehmet II (1432-1481). Erobringen af Konstantinopel er blevet beskrevet som den begivenhed der afsluttede Middelalderen.'

Genoveserne (Genova) havde en handelsstation i Konstantinopel da byen var under byzantisk styre. I 1348 byggede de et tårn som stadig står der. Det kaldes Galata Tower, efter denne genovesiske koloni. I det 15. århundrede blev det tilholdsstedet for en afdeling af janitsarerne. I det 16. århundrede blev tårnet benyttet som fængsel for krigsfanger. Disse ville derpå blive sendt til flådens kvarterer ved Kasimpasa, hvor de ville blive benyttet som galejslaver.

Janitsarerne

Den "nye hær" (yeniceri) der bestod af janitsarerne afspejlede det osmanniske had til Kristendommen. Orhan I, søn af Osman I, der herskede fra c. 1324-1360, grundlagde denne enhed i ca. år 1330. Fra sin indstiftelse var hovedparten af rekrutterne Kristne - enten voksne der var blevet tvunget til at konvertere til islam, eller børn af kristne der var blevet bortført som "afgifter." Efter en edikt i 1362 af Sultan Murad I (1360-1381) blev der givet særlige priveligier til denne nye hær, og tyrkere kom ind i den. Janitsarerne blev til hovedhæren hos osmannerne, mens kristne fortsatte med at blive tvunget ind i dens rækker.

I det 15. århundrede var det at tage gidsler blevet til et våben i at kontrollere. I 1442 sendte Vlad II, herskeren over Vallakien (der idag udgør store dele af Rumænien), to af sine sønner, Vlad og Radu som gidsler til Sultan Murad II. Vlad, den ældste af de to var 13 år. Drengene forblev i Adianople (Edirne). Skønt Radu valgte at blive hos sin fangevogtere blev Vlad frigivet i 1448. Han blev senere til Vlad III, herskeren over Vallakien. Han bekæmpede tyrkerne og benyttede den samme straffemetode som han var blevet oplært i af osmannerne. Han blev berygtet som Vlad Tepes - Vlad Pælfæsteren. Udover at være engageret i masse-pælfæstninger var han tilmed berygtet for engang at have spist brød der var gennemvædet af et offers blod. Legenderne om Vlad Tepes og hans far, var inspirationen til myten om Drakula.

Endnu et ungt gidsel hos osmannerne var George Kastrioti (også kendt som Skanderberg , Albaniens national helt). Han og hans tre brødre var blevet sendt som gidsler til Tyrkiet af deres far, der fulgte den ordre som Sultan Bayezid I (også kaldelt Yildirum, eller "lynet")havde givet. Skanderberg konverterede til islam og gik under dække ind i den tyrkiske hær. I 1443, gjorde han oprør mod osmannerne og - som en kristen - førte han omkring 300 albanere sammen med Ungarerne i kamp mod tyrkerne. I 25 år kæmpede han mod tyrkerne, og forhindrede dem i at erobre hans fædreland.

Janitsarerne var godt trænede og meget effektive i kamp. De blev betragtet med frygt af den tyrkiske civilbefolkning. De havde altid lange stave. Fynes Moryson, var en engelsk rejsende der var i Konstantinopel i 1597. Han blev mødt med foragt, fordi han var ikke-muslim.

Moryson skrev at engang mens han gik i byen, slog en "vildtudseende tyrk hatten af mit hoved (den type som europæere benyttede dengang) og efter at havde slået indersiden udaf og holdt længe på den sagde han (for at benytte hans egne grove ord) "Overlad mig dette fartøj for at jeg kan skide i den," og derpå slyngede han den ned på den beskidte jord, hvorefter jeg stille og roligt samlede den op."

Moryson blev ved flere lejligheder berøvet af Janitsarerne, der tog hans forråd fra ham. Han offentliggjorde sin beretning med navnet "En dagbog" i 1617. Han bemærkede at han i lang tid efter han var vendt hjem til England følte sig traumatiseret af sine oplevelser.

Thomas Dallam, orgelbyggeren som er nævnt i første del, besøgte Konstantinopel ved slutningen af det 16. århundrede. På turen dertil, var han og nogle andre fra hans skib strandet i en landsby på den nordlige kyst ved Havet ved Marmaris, for at overnatte. En janitsar var blevet udpeget som deres livvagt. De opholdt sig i "et mørkt ukomfortabelt hus." De sov på det bare gulv, mens janitsaren sov på trappetrinnet.

I løbet af natten gik en af de 15 mænd hen til balkonen for at lette sig. I mørket havde mændene talt om slangerne i området. En af mændenes klædningsstykker var løsthængende og vinden tog fat i det og viklede det om hans ben. Han råbte at en slange var ved at angribe ham og de andre, der derved vågnede, troede de var faldet i baghold. Janitsaren der havde til opgave at beskytte dem viste dog ingen mod, som ellers var kutyme med hans beskæftigelse. Da han hørte postyret åbnede han døren til kælderen og smuttede derned. Da kaoset var overstået kunne han ikke selv kravle op og han måtte have hjælp.

De fremmede ambassadører i Pera, Konstantinopel havde sædvanligvis en lille deling jantisarer som livvagter og beskytter af deres ejendom. Mellem 1522-1562 var den flamske ambassadør ved den osmanniske regering Ogier Ghiselin de Busbecq. Denne person der medbragte tulipanen til Vesteuropa skrev om janitcharerne: "Den tyrkiske stat har 12000 af disse tropper når korpset er fuldtalligt. De er spredt udover hele imperiet, enten som befæstning på forterne mod fjendtlige angreb eller som beskyttelse af kristne og jøder fra folkemængdens hærgen. Der er ikke noget område med en betragtelig befolkningsandel, ingen forstad eller by, der ikke har en afdeling af janitsarer der skal beskytte kristne, jøder og andre hjælpeløse mennesker fra vrede og uretfærdighed."

De stater som var blevet underlagt var tvunget til at betale jizya-skat til den osmanniske regering på det tidspunkt og de skulle også overgive et nærmere bestemt antal drengebørn, i alderen 12-13 år til uddannelse som janitsarer Nogle af dem blev sendt til Tyrkiet for at blive optrænet i krigsførelse, nogle udvalgte få til diplomatisk tjeneste. Disse individer blev kaldt Ajem Oghlan (barsk knægt) og ville blive sendt til Konstantinopel for at udføre tjeneste ved Sublime Porte (regeringens hovedsæde).

Ajem-Oghlan blev udvalgt på grund af deres "fuldkomne kroppe," deres styrke og deres intellekt, som man umiddelbart kunne bedømme det, uden langvarig afprøvning." Busbecq bemærkede : "Tyrkerne glæder sig usigeligt når de har fundet en ekstraordinær mand, ja det er som om de har fundet en værdifuld genstand, og de benytter alt i deres magt til optræningen af ham."

Fra midten af det 15. århundrede og fremefter var der adskillige revolter hvor janitsarer var indblandet. Venetianerne og genoveserne benyttede skibe med årer og osmannerne gjorde ligeså. De var udstyret med sejl, mens en enkelt række af mænd ved årerne manøvrede skibe i nærkamp

Først da disse infanteritropper blev betragtet som en alvorlig trussel mod osmannernes styre blev janitsarerne endelig opløst i 1826.

Galejslaver og Pirateri

Under Renæssancen var de vigtigste krigsfartøjer i Middelalderen galejerne. De Venetianske og de genovesiske omfattede sådanne fartøjer der blev drevet af årer og osmannerne benyttede lignende fartøjer. Disse havde også sejl, og en enkelt række af mænd med årer når der skulle manøvreres i nærkampe.

De roende på kristne og osamnniske både var sædvanligvis tilfangetagne, der blev tvunget til at være slaver. Kun få individer der blev slaver blev frigivet igen for at kunne berette om deres oplevelser.

En sådan var Edward Webbe. Han offentliggjorde en beretning om sine eventyr i 1590 i en bog med titlen: "Ed: Webbe og hans besværligheder: De hidtil ukendte og vidunderligste ting som Edw. Webbe, en engelsk født, har set og oplevet om sine besværligheder .....Herunder kan læses om han tilværelse som slave igennem mange år på galejerne og i krigene mellem det store Tyrkiet mod Persiens lande...."

Webbe var en dygtig kanonerer. Hans far Richard Webbe, hævder han var Mesterkanoner i England i 1554, det år Edward blev født. Edward Webbe blev frigivet mod en løsesum i maj 1589 fra sit fangenskab. Hans udfrielse i Konstantinopel er historisk bemærkelsesværdigt. Webbe fortalte at han havde tjent ombord på et skib som kanonerer da det blev entret. Han og hans kammerater blev tvunget til at være roere på tyrkiske galejer, næsten nøgne og at de blev mishandlet.

Han skriver at han tilbragte seks "år i en miserabel tilstand, gennemtæsket og misbrugt hver dag." Han fortalte sine fangevogtere at han var "yderst dygtig som kanonerer" og blev frigivet fra galejerne. Han var stadig i fangenskab og måtte tjene som kanonerer i den trykiske hær. Webbe påstod at han have været med i felttog i Syrien og Palæstina og også i Rusland, Goa i Indien og endog i landet "Prester John."

Denne sidste detalje har ført til tvivl om ægtheden i dele af hans beretning. Webbe havde disse myter om Prester John med i sin beretning om sine rejser. Han beskriver kannibaler, hovedløse mænd og firehovedede uhyrer i Prester John' s rige. Værre er det dog at han beretter om enhjørninge i parkerne i riget, en kunstnerisk frihed, der (medmindre han mener næsehorn), i alvorlig grad skader han troværdighed. Nogle af detaljerne om Prester John's Rige blev benyttet og indarbejdet i Shakespeare's Othello (1,3, 128-45).

John Fox var en anden kanoner der blev galejslave. Han stod med succes i spidsen for et oprør og en flugt. Hans fortælling er med i Richard Haklyut's store antologi om rejsendes fortællinger, "Voyages..." Fox var draget ud fra Southampton i 1563. Hans skib "Three Half Moons" havde en besætning på 38 mænd og forsyninger. Det skulle til Spanien for at handle, men blev angrebet af "Tyrkerne" nær Gibraltar og besejret.

"De kristne er der behov for i galejerne og de skal arbejde der; og straks de kom dem nær flåede de tøjet over hovederne på dem og satte dem til årerne."

Om vinteren blev mange osmanniske galejer trukket på land ved Alexandria i Ægypten for at blive udbedret for skader og for at blive trimmet. I nærheden af dette sted blev slavefangerne fængslet. I 1577, var Fox og to andre englændere, i fangenskab med ca. 238 kristne fanger fra 15 forskellige lande. Fox dræbte en fangevogter og igngsatte et oprør der endte med at fangerne undslap. De bordede den eneste galej der var trimmet og flygtede. Skønt de blev beskudt med kanoner havde ingen af de andre galejer mast eller sejl rigget til og der var ingen slaver til at ro. Fox og hans besætning flygtede til Gallipoli.

Fra sidste halvdel af det 15. århundrede og indtil første del af det 16. havde osmannerne opfordret til pirateri. Der var fire Barbarossa brødre, hvoraf kun de to blev berømte. Aruj ( ca. 1474-1518) blev udnævnt til en stilling i den osmanniske flåde og fik adskillige galejer til sin rådighed. Han begyndte at angribe Italiens kyster og kom også i kampe med Ridderne fra St. John.

Aruj fik kontrollen over Algeriet i august 1516. Han dræbte den algeriske hersker, Selim ben Tumi, enten ved kvælning med hans egen turban, eller ved at lade ham kvæle i et dampbad. Aruj blev dræbt af spanske krigere i 1518, men i 1529 var Algeriet igen i osmannisk besiddelse.

Aruj's opgave blev overtaget af hans lillebro Khair ad-Din. Algeriet blev et centrum for pirateri.

I 1571 i Slaget ved Lepanto kom endelig en sejr for de samlede kristne styrker over osmannerne. Det var det sidste slag der involverede galejer. Pirathandlinger af osmannerne ville dog fortsætte og endog forøges selv efter dette. Galejerne havde behov for en større besætning. En flåde på 200 skibe krævede 20000 roere. Skønt galejerne var ved at blive udfaset benyttedes kristne slaver til byggearbejdet og andre opgaver. De Barbariske Korsarer, hvis handlinger aldrig blev fordømt at deres osmanniske bagmænd forsatte med at opbringe skibe, plyndre havnebyer og sælge mennesker indtil 1815.

I Algeriet hjalp fire englændere der var blevet "Tyrkere" deres herrer med at bygge skibe der var bedre udrustet til at sejle andre steder end i Middelhavet. Disse mænd, kendt som Ward, Bishop, Sakell og Jennings blev berygtetde for deres forræderi. I august 1609 blev disse forræderes pirateri diskuteret ved Kong James I's hof.

Den mest frygtede af disse pirater var Kaptajn John Ward , født i Feversham, Kent. Som muslim blev han kaldt Yusuf Reis. Han var oppe i årene da han blev pirat. Han var dog allerede dybt involveret i pirateri i 1603 og som 50'årig blev han tvunget ind i flåden. Han deserterede, bortførte et skib og endte i Nordafrika (Barbarkysten). Han gjorde Tunesien til et centrum for sin piratvirksomhed. Her havde Ward angiveligt svoret at "være en fjende af alle kristne, være en forfølger af deres velstand."

Herskeren af Tunis var tilfreds med Wards gerninger, og gav ham et landstykke og et forladt slot. Ward var i pirateriet på grund af pengene, og håbede at blive velhavende gennem de stjålne skatte, men fik mere ud af at bortføre og sælge mennesker som slaver. Andrew Barker, en af Ward's engelske fanger sagde Ward's hjem var "et meget stateligt hus, udstyret til en prins snarere end til en pirat." Barker sagde han ikke havde set "nogen steder i England der lever op til hans position i mere værdighed eller havde tilhængere der var mere velnærede."

Da den skotske rejsende William Lithgow mødte Ward i Tunis i 1615 skrev han at piraten boede på et palads og havde tjenestefolk, hvoraf de 15 var englændere. Lithgow omtalte at Ward's hjem var "et smukt palads forskønnet med masser af marmor og alabaster sten. Hos ham var der i hans husholdning 15 omskårne engelske overløbere, hvis opførsel og udseende var meget ens. Den gamle Ward, Herren, var meget venlig og flere gange under mit ti dages ophold spiste jeg med ham."

"Ward the Pirate" var emnet for en ballade skrevet ca 1690.

Slavetogterne

I 1551 beordrede Suleiman "Den Storslåede" Dragut Reis til at angribe Malta. Malta var under beskyttelse af St. John's Riddere. Angrebet på Malta mislykkedes, så Dragut Reis vendte sin opmærksom på naboøen Gozo. 5000 af Gozo's indbyggere, herunder kvinder, blev taget til fange som slaver.

Det er let at beskylde osmannerne for deres slavetogter - især fordi de officielt handlede med slægtningene af dem de havde bortført. Mellem 1609 og 1616 blev ialt 466 engelske fartøjer opbragt og mandskabet ført i slaveri. Mange arbejdede til de døde. Disse slaver kunne, hvis de var heldige, løskøbes. Bortførte kristne blev holdt som fanger i Marokko, Algeriet, Tunesien og Tripoli. I 1640 bad 3000 engelske slaver i fangenskab i Algeriet, om benådning af regeringen. Gennem det 17. århundrede var det en tradition i engelske kirker at der blev holdt gudstjenester med det formå at rejse midler for at kunne løskøbe gidslerne.

De kristne i det 16. århundrede havde efterlignet osmannernes aktiviteter som slavehandlere. I Bodrum (tidligere Halicarnassus) i det sydvestlige Tyrkiet havde Ridderne af St. John's et slot. Disse riddere kæmpede mod tyrkerne ved Lepanto og tidligere ved Malta. De have taget Aruj Barbarosse til fange og holdt ham i dette slot.

I 1993 blev skeletterne af 13 gajelslaver, stadig i lænker, fundet ved udgravninger i Bodrum Castle. Disse var muslimer, sandsynligvis krigsfanger, der have tjenet som galejslaver for de kristne. Deres lig var blot blevet smidt i en affaldsdynge.

Genoveserne lod også deres muslimske fanger arbejde som slaver på galejerne. Ifølge Micheangelo Dolcino, blev de muslimske galejslaver lænket til deres bænke døgnet rundt.

Det var barske og brutale tider. I juni 1565 i et slag ved fortet St. Elmo mellem Jean de La Valette og de osmanniske styrker blev der ikke vist nåde fra nogen sider. Den tyrkiske general Mustapha beordrede at sårede riddere skulle have hjertet flået ud. Valette beordrede at alle tyrkiske fanger skulle halshugges, og at der ikke måtte være nogen levende fanger.

Det osmanniske kalifat gjorde intet for at fordømme slaveriet, og blev meget velhavende gennem bortførelser, kidnapning og slaveri. I nutidens moralske klima af relativisme er vi meget hurtige til at fordømme Vestens kultur og historie, men viser os ofte hykelriske når det drejer sig om andre kulturers overgreb.

Thomas Dallam bemærkede at på den græske ø Chios og også andre, som under det osmanniske styre var befolkningen meget fattige fordi de skulle betale tunge skatter til deres overherrer. Denne beskatning af ikke-muslimer er en del af den islamiske lov. Jizya beskrives i Hadith af Bukhari (Bog 19, 4294) således: "Hvis de nægter at acceptere Islam så kræv af dem Jizya. Hvis de indvilliger i at betale så accepter dem og lad dem passe sig selv. Hvis de nægter at betale skatten da søg Allah's hjælp og bekæmp dem."

Mange muslimer der nu for tiden klager over at vesten er "islamofobisk" burde alvorligt undersøge deres egen historie. I 1159 fik alle kristne i Tunis en ganske enkel mulighed - "konverter eller dø." De blev ikke tilbudt muligheden af at kunne betale den særlige jizya skat og derved fastholde deres tro.

Fra Suleiman den Storslåedes tid er Jizya skat blevet påtvunget i kristne samfund under det osmanniske styre. Samuel Purchas der fortsatte med at udgive de papirer som Richard Hakluyt's var i besiddelse af efter dennes død udgav et meget interessant dokument .

Dokumentet er skrevet af Edward Brerewood (c. 1565-1613) der var leder af Astronomien ved Gresham College fra 1596 til sin død. Han fastslår: "I alle de tyrkiske besiddelser som de har i Europa mellem Donau og Havet og omhandlende 2300 miles (Moldavien, Vallakien og Transsylvanien, regner jeg ikke som del af hans Domæne), nemlig fra Buda, ved Doanu og fra Ragusa ved Havets østkyst til de yderste grænser af Europa til øerne i Det Ægæiske Hav bliver kristne blandet med muhamedanerne...."

"I tyrkernes domæne i Europa, de steder som ikke yder modstand mod blandingen af muhamedanere og kristne, således at de kristne udgør to trededele af indbyggerne i forhold til tyrkerne, der må de kristne betale ham en årlig afgift (som udgør en fjerdedel af deres indtægter, og afgift for hver person) og der må ikke tales imodeMuhamed's religion og sekt, hvis de vil have religionsfrihed."

Det osmanniske Kalifat havde masser af fejl, og det har den tidlige civilisation i Vesten ligeledes. Imidlertid har Vestens kultur ikke fastholdt barbariet og undertrykkelsen som i fortiden. Islamisterne der idag siger til os at verden ville være et bedre sted hvis de var under et Kalifat burde virkelig undersøge deres fortid kritisk. Ønsker de virkelig at genindføre slaveriet og at tvinge ikke-muslimer til at konvertere eller blive dræbt, medmindre de betaler en skat?

Som filosofen George Santayana fastslog: "De som ikke kan huske fortiden er fordømt til at gentage den."

Andre artikler af Adrian Morgan ved klik.

Ejerskab til ideer - copyright og patent

Ejerskab til ideer?

John Stossel

I det meste af historien har mennesker lidt under forfærdelig fattigdom.

Så på nogle få hundrede år dukkede der ideer op der gjorde livet bedre for millioner - ting som rindende vand, trykpressen, dampmaskinen, elektricitet, internettet.

Vi ser meget gerne, at mennesker bliver ved med at komme med nye og bedre ideer. Men der er et problem:

Hvorfor skulle du dig bruge masser af år på at opfinde noget, hvis andre mennesker så blot kan stjæle din ide? Hvem ville brug årevis og millioner af dollars på at lave en stor film? Eller et dusin år og millioner af dollars for at få et nyt lægemiddel på markedet? Så at sige ingen

Filmskaberen Kirby Ferguson opsummerer problemet:

“Lad os sige at en mand opfinder en bedre lyskilde. Hans pris skal dække ikke kun fremstillingsomkostningerne, men også omkostningen ved at opfinde lyskilden. Lad os sige en konkurrent begynder at fremstille en kopi. Konkurrenten skal ikke have dækket udviklingsomkostningerne, derfor kan hans version være billigere.”

Han tjener så penge, mens den rigtige opfinder går konkurs. Det er derfor Amerika giver tidsbegrænset patent og copyright til skaberne af sange, bøger, film, malerier, lægemidler mv. Alt sammen fint!

Men i dag vil Fox ikke lade mig synge sangen “Happy Birthday” i mit TV-show. Det er fordi Warner Music købte rettigheden til den i 1998. Folk skal nu betale Warner cirka 2 millioner dollars om året for at bruge sangen i reklamer og i film.

Ufff! Hvorfor har Warner fået en så lang copyright? Sangen var der jo allerede. Det er ikke fordi komponisten har brug for beskyttelse.

Bridgeprot Music, en virksomhed der ikke laver musik, men indkøber copyrigths og derpå lægger sag an mod mennesker vandt en retssag om to sekunders lyd. Da vi stillede os forundrende over den dom skrev deres advokat tilbage:

“Personligt forstår jeg ikke de som kritiserer folk for at beskytte deres intellektuelle ejendom, vi ejer tilfældigvis værdifuld musik.”

Hold da helt op! Han er da en opportunistisk parasit.

Jeg undrer mig også over min tidligere arbejdsgiver, Disney. Man betalte intet for Snow White historien, fordi den var public domæne. Men så lykkedes det Disney at få copyright på deres version af Snehvide i 95 år. Vil 95 års copyright gøre Disney animatorer mere kreative? Jeg tvivler.

I denne æra med internettet, når unge mennesker laver kopiversioner og parodier og intet føler forkert ved det, så er intellektuel ejendom i sin nuværende form måske noget der har overskredet sin holdbarhedsdato.

David Koepsell, fra the Center for Inquiry, siger at dagens regler er fjendtlige over for ytringsfriheden. “Lov om intellektuel ejendomsret forhindrer mig faktisk i at komme med visse ytringer, noget der formodentligt ejes af andre mennesker.”

Lawyer Stephan Kinsella, forfatter til “Against Intellectual Property ,” siger; copyright hæmmer intellektuel kreativitet, fordi den “forhindrer mennesker i at sige det de gerne vil sige, i at kopiere, lære, dele, sammenblande.” Det standser nogle bøger i at blive genoptrykt, og film i at blive lavet en gang til.

Når Hollywood klager over “pirateri” spørger Kinsella, “Hvorfor kalde det pirateri? Pirater stjæler. Men hvis du kopierer ideer tager du da intet bort fra ophavsmanden.”

Thomas Jefferson der dengang var enig, skriver, “Den som får en ide af mig, får selv impulser uden at gøre mig mindre, ligesom den der retter sit lys (stearinlys) mod mig selv får lys uden jeg er i mørke.”

Kinsella påpeger at filmindustriens indtægter er blevet fordoblet selvom film nu kopieres i stor stil. “Faren for kunstnerne og de mennesker der ønsker at blive kendte er ikke pirateriet, men lukketheden.”

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene. Nogle af jer ser mine shows på YouTube. Det er helt fint, fordi det betyder at mit show når mange flere. Men de som poster mine videoer ‘stjæler’ sådan set fra Fox. Hvis alle kan gøre det, hvorfor skulle Fox så betale mig eller dække omkostningen ved mit show? Når jeg ser mig selv på YouYube, henholdsvis smiler jeg og græmmes.

Så hvordan burde ideer så beskyttes? Tryllekunstnere og komikere har fundet metoder til at beskytte deres ‘opfindelser’ uden regeringstiltag -- ved at holde tricks hemmelige eller ved at latterliggøre de som stjæler jokes.

Jeg vil se nærmere på disse ting på mit TV show. Det dukker nok op på YouTube.

John Stossel is host of “Stossel” on Fox News and author of “No They Can’t! Why Government Fails, but Individuals Succeed.”

http://humanevents.com/2015/01/28/owning-ideas/