Osmannerne og Europa del 2.

Civilisationernes sammenstød på Shakespeares tid: Anden del

Adrian Morgan

Første del kan læses her.

Alle de osmanniske Sutaner var efterkommere af Osman I (1258-1326). Omkring år 1300 forenede denne hersker nogle af de hidtil adskilte tyrkiske stammer (seljukker) der oprindeligt havde været bosat i Anatolien fra det 11. århundrede. Osman viste sig som en hensynsløs leder, han gennemtvang foreningen af disse stammer, når det var nødvendigt og etablerede et magtcentrum i Bursa nær Konstantinopel.

Den kraftigt befæstede by Konstantinopel var i Byzantinernes besiddelse og i det 15. århundrede besluttede osmannerne at de ville erobre byen. Murad II (1421-1451) forsøgte uden held at invadere byen i 1423. Den 29. maj 1453, faldt byen endeligt for osmannerne under ledelse af Mehmet II (1432-1481). Erobringen af Konstantinopel er blevet beskrevet som den begivenhed der afsluttede Middelalderen.'

Genoveserne (Genova) havde en handelsstation i Konstantinopel da byen var under byzantisk styre. I 1348 byggede de et tårn som stadig står der. Det kaldes Galata Tower, efter denne genovesiske koloni. I det 15. århundrede blev det tilholdsstedet for en afdeling af janitsarerne. I det 16. århundrede blev tårnet benyttet som fængsel for krigsfanger. Disse ville derpå blive sendt til flådens kvarterer ved Kasimpasa, hvor de ville blive benyttet som galejslaver.

Janitsarerne

Den "nye hær" (yeniceri) der bestod af janitsarerne afspejlede det osmanniske had til Kristendommen. Orhan I, søn af Osman I, der herskede fra c. 1324-1360, grundlagde denne enhed i ca. år 1330. Fra sin indstiftelse var hovedparten af rekrutterne Kristne - enten voksne der var blevet tvunget til at konvertere til islam, eller børn af kristne der var blevet bortført som "afgifter." Efter en edikt i 1362 af Sultan Murad I (1360-1381) blev der givet særlige priveligier til denne nye hær, og tyrkere kom ind i den. Janitsarerne blev til hovedhæren hos osmannerne, mens kristne fortsatte med at blive tvunget ind i dens rækker.

I det 15. århundrede var det at tage gidsler blevet til et våben i at kontrollere. I 1442 sendte Vlad II, herskeren over Vallakien (der idag udgør store dele af Rumænien), to af sine sønner, Vlad og Radu som gidsler til Sultan Murad II. Vlad, den ældste af de to var 13 år. Drengene forblev i Adianople (Edirne). Skønt Radu valgte at blive hos sin fangevogtere blev Vlad frigivet i 1448. Han blev senere til Vlad III, herskeren over Vallakien. Han bekæmpede tyrkerne og benyttede den samme straffemetode som han var blevet oplært i af osmannerne. Han blev berygtet som Vlad Tepes - Vlad Pælfæsteren. Udover at være engageret i masse-pælfæstninger var han tilmed berygtet for engang at have spist brød der var gennemvædet af et offers blod. Legenderne om Vlad Tepes og hans far, var inspirationen til myten om Drakula.

Endnu et ungt gidsel hos osmannerne var George Kastrioti (også kendt som Skanderberg , Albaniens national helt). Han og hans tre brødre var blevet sendt som gidsler til Tyrkiet af deres far, der fulgte den ordre som Sultan Bayezid I (også kaldelt Yildirum, eller "lynet")havde givet. Skanderberg konverterede til islam og gik under dække ind i den tyrkiske hær. I 1443, gjorde han oprør mod osmannerne og - som en kristen - førte han omkring 300 albanere sammen med Ungarerne i kamp mod tyrkerne. I 25 år kæmpede han mod tyrkerne, og forhindrede dem i at erobre hans fædreland.

Janitsarerne var godt trænede og meget effektive i kamp. De blev betragtet med frygt af den tyrkiske civilbefolkning. De havde altid lange stave. Fynes Moryson, var en engelsk rejsende der var i Konstantinopel i 1597. Han blev mødt med foragt, fordi han var ikke-muslim.

Moryson skrev at engang mens han gik i byen, slog en "vildtudseende tyrk hatten af mit hoved (den type som europæere benyttede dengang) og efter at havde slået indersiden udaf og holdt længe på den sagde han (for at benytte hans egne grove ord) "Overlad mig dette fartøj for at jeg kan skide i den," og derpå slyngede han den ned på den beskidte jord, hvorefter jeg stille og roligt samlede den op."

Moryson blev ved flere lejligheder berøvet af Janitsarerne, der tog hans forråd fra ham. Han offentliggjorde sin beretning med navnet "En dagbog" i 1617. Han bemærkede at han i lang tid efter han var vendt hjem til England følte sig traumatiseret af sine oplevelser.

Thomas Dallam, orgelbyggeren som er nævnt i første del, besøgte Konstantinopel ved slutningen af det 16. århundrede. På turen dertil, var han og nogle andre fra hans skib strandet i en landsby på den nordlige kyst ved Havet ved Marmaris, for at overnatte. En janitsar var blevet udpeget som deres livvagt. De opholdt sig i "et mørkt ukomfortabelt hus." De sov på det bare gulv, mens janitsaren sov på trappetrinnet.

I løbet af natten gik en af de 15 mænd hen til balkonen for at lette sig. I mørket havde mændene talt om slangerne i området. En af mændenes klædningsstykker var løsthængende og vinden tog fat i det og viklede det om hans ben. Han råbte at en slange var ved at angribe ham og de andre, der derved vågnede, troede de var faldet i baghold. Janitsaren der havde til opgave at beskytte dem viste dog ingen mod, som ellers var kutyme med hans beskæftigelse. Da han hørte postyret åbnede han døren til kælderen og smuttede derned. Da kaoset var overstået kunne han ikke selv kravle op og han måtte have hjælp.

De fremmede ambassadører i Pera, Konstantinopel havde sædvanligvis en lille deling jantisarer som livvagter og beskytter af deres ejendom. Mellem 1522-1562 var den flamske ambassadør ved den osmanniske regering Ogier Ghiselin de Busbecq. Denne person der medbragte tulipanen til Vesteuropa skrev om janitcharerne: "Den tyrkiske stat har 12000 af disse tropper når korpset er fuldtalligt. De er spredt udover hele imperiet, enten som befæstning på forterne mod fjendtlige angreb eller som beskyttelse af kristne og jøder fra folkemængdens hærgen. Der er ikke noget område med en betragtelig befolkningsandel, ingen forstad eller by, der ikke har en afdeling af janitsarer der skal beskytte kristne, jøder og andre hjælpeløse mennesker fra vrede og uretfærdighed."

De stater som var blevet underlagt var tvunget til at betale jizya-skat til den osmanniske regering på det tidspunkt og de skulle også overgive et nærmere bestemt antal drengebørn, i alderen 12-13 år til uddannelse som janitsarer Nogle af dem blev sendt til Tyrkiet for at blive optrænet i krigsførelse, nogle udvalgte få til diplomatisk tjeneste. Disse individer blev kaldt Ajem Oghlan (barsk knægt) og ville blive sendt til Konstantinopel for at udføre tjeneste ved Sublime Porte (regeringens hovedsæde).

Ajem-Oghlan blev udvalgt på grund af deres "fuldkomne kroppe," deres styrke og deres intellekt, som man umiddelbart kunne bedømme det, uden langvarig afprøvning." Busbecq bemærkede : "Tyrkerne glæder sig usigeligt når de har fundet en ekstraordinær mand, ja det er som om de har fundet en værdifuld genstand, og de benytter alt i deres magt til optræningen af ham."

Fra midten af det 15. århundrede og fremefter var der adskillige revolter hvor janitsarer var indblandet. Venetianerne og genoveserne benyttede skibe med årer og osmannerne gjorde ligeså. De var udstyret med sejl, mens en enkelt række af mænd ved årerne manøvrede skibe i nærkamp

Først da disse infanteritropper blev betragtet som en alvorlig trussel mod osmannernes styre blev janitsarerne endelig opløst i 1826.

Galejslaver og Pirateri

Under Renæssancen var de vigtigste krigsfartøjer i Middelalderen galejerne. De Venetianske og de genovesiske omfattede sådanne fartøjer der blev drevet af årer og osmannerne benyttede lignende fartøjer. Disse havde også sejl, og en enkelt række af mænd med årer når der skulle manøvreres i nærkampe.

De roende på kristne og osamnniske både var sædvanligvis tilfangetagne, der blev tvunget til at være slaver. Kun få individer der blev slaver blev frigivet igen for at kunne berette om deres oplevelser.

En sådan var Edward Webbe. Han offentliggjorde en beretning om sine eventyr i 1590 i en bog med titlen: "Ed: Webbe og hans besværligheder: De hidtil ukendte og vidunderligste ting som Edw. Webbe, en engelsk født, har set og oplevet om sine besværligheder .....Herunder kan læses om han tilværelse som slave igennem mange år på galejerne og i krigene mellem det store Tyrkiet mod Persiens lande...."

Webbe var en dygtig kanonerer. Hans far Richard Webbe, hævder han var Mesterkanoner i England i 1554, det år Edward blev født. Edward Webbe blev frigivet mod en løsesum i maj 1589 fra sit fangenskab. Hans udfrielse i Konstantinopel er historisk bemærkelsesværdigt. Webbe fortalte at han havde tjent ombord på et skib som kanonerer da det blev entret. Han og hans kammerater blev tvunget til at være roere på tyrkiske galejer, næsten nøgne og at de blev mishandlet.

Han skriver at han tilbragte seks "år i en miserabel tilstand, gennemtæsket og misbrugt hver dag." Han fortalte sine fangevogtere at han var "yderst dygtig som kanonerer" og blev frigivet fra galejerne. Han var stadig i fangenskab og måtte tjene som kanonerer i den trykiske hær. Webbe påstod at han have været med i felttog i Syrien og Palæstina og også i Rusland, Goa i Indien og endog i landet "Prester John."

Denne sidste detalje har ført til tvivl om ægtheden i dele af hans beretning. Webbe havde disse myter om Prester John med i sin beretning om sine rejser. Han beskriver kannibaler, hovedløse mænd og firehovedede uhyrer i Prester John' s rige. Værre er det dog at han beretter om enhjørninge i parkerne i riget, en kunstnerisk frihed, der (medmindre han mener næsehorn), i alvorlig grad skader han troværdighed. Nogle af detaljerne om Prester John's Rige blev benyttet og indarbejdet i Shakespeare's Othello (1,3, 128-45).

John Fox var en anden kanoner der blev galejslave. Han stod med succes i spidsen for et oprør og en flugt. Hans fortælling er med i Richard Haklyut's store antologi om rejsendes fortællinger, "Voyages..." Fox var draget ud fra Southampton i 1563. Hans skib "Three Half Moons" havde en besætning på 38 mænd og forsyninger. Det skulle til Spanien for at handle, men blev angrebet af "Tyrkerne" nær Gibraltar og besejret.

"De kristne er der behov for i galejerne og de skal arbejde der; og straks de kom dem nær flåede de tøjet over hovederne på dem og satte dem til årerne."

Om vinteren blev mange osmanniske galejer trukket på land ved Alexandria i Ægypten for at blive udbedret for skader og for at blive trimmet. I nærheden af dette sted blev slavefangerne fængslet. I 1577, var Fox og to andre englændere, i fangenskab med ca. 238 kristne fanger fra 15 forskellige lande. Fox dræbte en fangevogter og igngsatte et oprør der endte med at fangerne undslap. De bordede den eneste galej der var trimmet og flygtede. Skønt de blev beskudt med kanoner havde ingen af de andre galejer mast eller sejl rigget til og der var ingen slaver til at ro. Fox og hans besætning flygtede til Gallipoli.

Fra sidste halvdel af det 15. århundrede og indtil første del af det 16. havde osmannerne opfordret til pirateri. Der var fire Barbarossa brødre, hvoraf kun de to blev berømte. Aruj ( ca. 1474-1518) blev udnævnt til en stilling i den osmanniske flåde og fik adskillige galejer til sin rådighed. Han begyndte at angribe Italiens kyster og kom også i kampe med Ridderne fra St. John.

Aruj fik kontrollen over Algeriet i august 1516. Han dræbte den algeriske hersker, Selim ben Tumi, enten ved kvælning med hans egen turban, eller ved at lade ham kvæle i et dampbad. Aruj blev dræbt af spanske krigere i 1518, men i 1529 var Algeriet igen i osmannisk besiddelse.

Aruj's opgave blev overtaget af hans lillebro Khair ad-Din. Algeriet blev et centrum for pirateri.

I 1571 i Slaget ved Lepanto kom endelig en sejr for de samlede kristne styrker over osmannerne. Det var det sidste slag der involverede galejer. Pirathandlinger af osmannerne ville dog fortsætte og endog forøges selv efter dette. Galejerne havde behov for en større besætning. En flåde på 200 skibe krævede 20000 roere. Skønt galejerne var ved at blive udfaset benyttedes kristne slaver til byggearbejdet og andre opgaver. De Barbariske Korsarer, hvis handlinger aldrig blev fordømt at deres osmanniske bagmænd forsatte med at opbringe skibe, plyndre havnebyer og sælge mennesker indtil 1815.

I Algeriet hjalp fire englændere der var blevet "Tyrkere" deres herrer med at bygge skibe der var bedre udrustet til at sejle andre steder end i Middelhavet. Disse mænd, kendt som Ward, Bishop, Sakell og Jennings blev berygtetde for deres forræderi. I august 1609 blev disse forræderes pirateri diskuteret ved Kong James I's hof.

Den mest frygtede af disse pirater var Kaptajn John Ward , født i Feversham, Kent. Som muslim blev han kaldt Yusuf Reis. Han var oppe i årene da han blev pirat. Han var dog allerede dybt involveret i pirateri i 1603 og som 50'årig blev han tvunget ind i flåden. Han deserterede, bortførte et skib og endte i Nordafrika (Barbarkysten). Han gjorde Tunesien til et centrum for sin piratvirksomhed. Her havde Ward angiveligt svoret at "være en fjende af alle kristne, være en forfølger af deres velstand."

Herskeren af Tunis var tilfreds med Wards gerninger, og gav ham et landstykke og et forladt slot. Ward var i pirateriet på grund af pengene, og håbede at blive velhavende gennem de stjålne skatte, men fik mere ud af at bortføre og sælge mennesker som slaver. Andrew Barker, en af Ward's engelske fanger sagde Ward's hjem var "et meget stateligt hus, udstyret til en prins snarere end til en pirat." Barker sagde han ikke havde set "nogen steder i England der lever op til hans position i mere værdighed eller havde tilhængere der var mere velnærede."

Da den skotske rejsende William Lithgow mødte Ward i Tunis i 1615 skrev han at piraten boede på et palads og havde tjenestefolk, hvoraf de 15 var englændere. Lithgow omtalte at Ward's hjem var "et smukt palads forskønnet med masser af marmor og alabaster sten. Hos ham var der i hans husholdning 15 omskårne engelske overløbere, hvis opførsel og udseende var meget ens. Den gamle Ward, Herren, var meget venlig og flere gange under mit ti dages ophold spiste jeg med ham."

"Ward the Pirate" var emnet for en ballade skrevet ca 1690.

Slavetogterne

I 1551 beordrede Suleiman "Den Storslåede" Dragut Reis til at angribe Malta. Malta var under beskyttelse af St. John's Riddere. Angrebet på Malta mislykkedes, så Dragut Reis vendte sin opmærksom på naboøen Gozo. 5000 af Gozo's indbyggere, herunder kvinder, blev taget til fange som slaver.

Det er let at beskylde osmannerne for deres slavetogter - især fordi de officielt handlede med slægtningene af dem de havde bortført. Mellem 1609 og 1616 blev ialt 466 engelske fartøjer opbragt og mandskabet ført i slaveri. Mange arbejdede til de døde. Disse slaver kunne, hvis de var heldige, løskøbes. Bortførte kristne blev holdt som fanger i Marokko, Algeriet, Tunesien og Tripoli. I 1640 bad 3000 engelske slaver i fangenskab i Algeriet, om benådning af regeringen. Gennem det 17. århundrede var det en tradition i engelske kirker at der blev holdt gudstjenester med det formå at rejse midler for at kunne løskøbe gidslerne.

De kristne i det 16. århundrede havde efterlignet osmannernes aktiviteter som slavehandlere. I Bodrum (tidligere Halicarnassus) i det sydvestlige Tyrkiet havde Ridderne af St. John's et slot. Disse riddere kæmpede mod tyrkerne ved Lepanto og tidligere ved Malta. De have taget Aruj Barbarosse til fange og holdt ham i dette slot.

I 1993 blev skeletterne af 13 gajelslaver, stadig i lænker, fundet ved udgravninger i Bodrum Castle. Disse var muslimer, sandsynligvis krigsfanger, der have tjenet som galejslaver for de kristne. Deres lig var blot blevet smidt i en affaldsdynge.

Genoveserne lod også deres muslimske fanger arbejde som slaver på galejerne. Ifølge Micheangelo Dolcino, blev de muslimske galejslaver lænket til deres bænke døgnet rundt.

Det var barske og brutale tider. I juni 1565 i et slag ved fortet St. Elmo mellem Jean de La Valette og de osmanniske styrker blev der ikke vist nåde fra nogen sider. Den tyrkiske general Mustapha beordrede at sårede riddere skulle have hjertet flået ud. Valette beordrede at alle tyrkiske fanger skulle halshugges, og at der ikke måtte være nogen levende fanger.

Det osmanniske kalifat gjorde intet for at fordømme slaveriet, og blev meget velhavende gennem bortførelser, kidnapning og slaveri. I nutidens moralske klima af relativisme er vi meget hurtige til at fordømme Vestens kultur og historie, men viser os ofte hykelriske når det drejer sig om andre kulturers overgreb.

Thomas Dallam bemærkede at på den græske ø Chios og også andre, som under det osmanniske styre var befolkningen meget fattige fordi de skulle betale tunge skatter til deres overherrer. Denne beskatning af ikke-muslimer er en del af den islamiske lov. Jizya beskrives i Hadith af Bukhari (Bog 19, 4294) således: "Hvis de nægter at acceptere Islam så kræv af dem Jizya. Hvis de indvilliger i at betale så accepter dem og lad dem passe sig selv. Hvis de nægter at betale skatten da søg Allah's hjælp og bekæmp dem."

Mange muslimer der nu for tiden klager over at vesten er "islamofobisk" burde alvorligt undersøge deres egen historie. I 1159 fik alle kristne i Tunis en ganske enkel mulighed - "konverter eller dø." De blev ikke tilbudt muligheden af at kunne betale den særlige jizya skat og derved fastholde deres tro.

Fra Suleiman den Storslåedes tid er Jizya skat blevet påtvunget i kristne samfund under det osmanniske styre. Samuel Purchas der fortsatte med at udgive de papirer som Richard Hakluyt's var i besiddelse af efter dennes død udgav et meget interessant dokument .

Dokumentet er skrevet af Edward Brerewood (c. 1565-1613) der var leder af Astronomien ved Gresham College fra 1596 til sin død. Han fastslår: "I alle de tyrkiske besiddelser som de har i Europa mellem Donau og Havet og omhandlende 2300 miles (Moldavien, Vallakien og Transsylvanien, regner jeg ikke som del af hans Domæne), nemlig fra Buda, ved Doanu og fra Ragusa ved Havets østkyst til de yderste grænser af Europa til øerne i Det Ægæiske Hav bliver kristne blandet med muhamedanerne...."

"I tyrkernes domæne i Europa, de steder som ikke yder modstand mod blandingen af muhamedanere og kristne, således at de kristne udgør to trededele af indbyggerne i forhold til tyrkerne, der må de kristne betale ham en årlig afgift (som udgør en fjerdedel af deres indtægter, og afgift for hver person) og der må ikke tales imodeMuhamed's religion og sekt, hvis de vil have religionsfrihed."

Det osmanniske Kalifat havde masser af fejl, og det har den tidlige civilisation i Vesten ligeledes. Imidlertid har Vestens kultur ikke fastholdt barbariet og undertrykkelsen som i fortiden. Islamisterne der idag siger til os at verden ville være et bedre sted hvis de var under et Kalifat burde virkelig undersøge deres fortid kritisk. Ønsker de virkelig at genindføre slaveriet og at tvinge ikke-muslimer til at konvertere eller blive dræbt, medmindre de betaler en skat?

Som filosofen George Santayana fastslog: "De som ikke kan huske fortiden er fordømt til at gentage den."

Andre artikler af Adrian Morgan ved klik.