Pat Boone
Den smukke ø Molokai blev oprindeligt kaldt Spedalskhedsøen. Faktisk finder der stadig på et sted på øen med huse der er "spedalskhedskolonien," et behandlingscenter og tilflugtssted for mennesker der har fået Hodgkin's sygdom- der i århundreder er blevet kaldt spedalskhed.
Spedalskhed er en frygtelig, ødelæggende, kødfortærende lidelse. Den har altid været smitsom og helt tilbage på Bibelens tid har man givet karantæne - adskillelse af de smittede fra resten af samfundet. Hvis en spedalsk skulle bevæge sig rundt blandt folk da måtte personen tildække sit ansigt og krop og med høje råb gøre opmærksom på at vedkommende var "uren, uren" som en advarsel til de normale sunde medborgere.
Et liv som spedalsk er ensomt, ulykkeligt og isoleret.
Og hvad så? Tænk lige på, at her i landet for den frie og tapre - nationen der blev grundlagt af kristne, på kristne principper, med den udtrykkelige hensigt at sikre religionsfrihed for alle - er der mennesker der stadig er villige til at erklære sig som kristne, og som nu betragtes som de nye spedalske!
Når jeg læser aviserne, ser og lytter til nyhederne kan jeg konstant læse en strøm af nyhedsbreve fra konservative grupper der kæmper for at bevare de friheder vi altid har betragtet som selvfølgelige, jeg kan dårligt fatte det der sker i det som altid er blevet referet til som "en kristen nation."
Skønt vi kristne stadig er en altovejende majoritet, er vi dog blevet underløbet, forført, der er blevet ført retssager, vi er blevet misrepræsenteret og i stigende grad overtrumfet af ultra "liberale," verdslige og udpræget oprørske grupper med særinteresser. Uden at vi har været opmærksom på det er vore skoler - og gennem dem, vore børn - blevet lokket bort fra vor traditionelle tros indflydelse af magtfulde organisationer som ACLU og NEA, lærernes fagforening der har ført an. Af grunde der er umiskendeligt åbenbare er alle hentydninger til Gud nu forbudt og enhver uskyldig tilkendegivelse af kristendom, selv for elever i højere klasser er forbudt.
John Whitehead fra Rutherford Institue, der giver juridiske råd og hjælp i forsvaret for religiøs frihed gør opmærksom på en nærmest profetisk observation af John Leo, redaktør for U.S. News and World Report der blev skrevet for næsten 7 år siden.
Historiske lærebøger er blevet klinsik renset for religiøse henvisninger og helligdage, ligeledes renset for religiøse henvisninger og symboler. Visse intellektuelle forsvarer nu det argument, at religiøse mennesker skulle holdes udenfor den offentlige debat, medmindre, selvfølgelig, de er enige med de elitære.I skolerne er anti-religion kampagnen ofte helt hysterisk. Når skoleelver inviteres til at skrive om en historisk person da betyder det sædvanligvis at de kan vælge mellem Stalin eller Jeffrey Dahmer, men ikke Jesus eller Luther, fordi religion per refleks betragtes som farlig i skolerne, og det er tvivlsomme historiske skurke ikke. På lignende vis er et øjebliks tavshed højst ukontroversielt fordi nogle børn jo kunne benytte den til at bede i det stille i en offenlig ejet bygning. Oh, rædsel! Hovedsynspunktet er at religion er tilbagestående, farlig, og giftig.
Ligesom spedalskhed.
Har du nu øje for billedet? Hvide venstreorienterede grupper og endog domstole beskytter HIV og AIDS ofre i at skulle gøre opmærksom på deres lidelse, af frygt for at de måske ville blive nægtet adgang til offentlig aktiviet og beskæftigelse.Uskyldige skolebørn bliver derimod forhånet, desinficeret og isoleret, hvis de taler om den dødbringende virus, Kristendom.
Whitehead oplyser at man modtog en anmodning om hjælp fra en forælder i Colorado, hvis søn, Wade, i en opgave skulle vælge en "helt", beskrive denne sin helt, og portrættere den valgte helt som en del af et "levende voksmuseum." Derpå skulle han give en mundtlig rapport foran klassen.
Da den 9 årige Wade valgte Jesus som sin helt, insisterede skoleledelsen øjeblikkeligt på, at han valgte en anden. Da hans forældre gjorde indsigelse foreslog skolen et kompromis: Wade kunne skrive et essay om Jesus og enda klæde sig ud som Ham til "voksmuseet." Han skulle dog afgive sin mundtlig rapport kun til sin lærer, og ingen andre skulle være tilstede, og altså ikke foran klassen som de andre elever.
Budskabet til Wade og hans kammerater? Jesus er ikke en værdig helt, og et barn der mener det burde skamme sig og holdes isoleret fra de andre børn.
Ligesom en spedalsk.
The Rutherford Institute får mange henvendelser fra andre forældre hvis børn bliver undertrykt på samme måde. I Las Vegas blev en elev bedt om at skrive en stil om hvad hun holdt mest af ved december måned. Da hun forudsigeligt skrev at Jesu fødselsdag gjorde den specielt for hende fik hun af vide af sin lærer at hun ikke måtte skrive om "religion" i skolen.
Oveni dette gør Alan Sears fra Alliance Defense Fund os opmærksom på at Freedom from Religion Foundation har indgivet to sager til behandling ved domstole for at få standset den frygtede .... Nationens Bønnedag.
Med støtte fra kampagner der har til formål at nedgøre, indlede retstvister og misinformere gennem ACLU, har denne militante antireligøse bevægelse lagt sag an mod Shirley Dobson, formand for National Day of Prayer og hustru til James Dobson, idet man hævder at Day of Prayer, skaber en "fjendtlig atmosfære" overfor ikke-troende og at den "krænker First Amendment" - den amendment, som du måske husker særligt fastslår at Kongressen ikke må indføre nogen lov der "er begrænsende for den frie udøvelse" af religiøse tilkendegivelser!
Den frække, den vulgære uamerikanske bestræbelse på at fravriste og intimidere kristne så de forlader selve vor arv og identitet er skræmmende som et nattemareridt, for at sig de mildt.
George Washington udnævnte kristne feltpræster og indkaldte til bøn på slagmarken i vor Revolution, og også regelmæssigt under hans præsidentskab. Thomas Jefferson og Kongressen oprettede fonde for at kunne betale missionærer der kunne "prædike den gode nyhed" til indianerne. I 1863 gjorde præsident Lincoln sig til talsmand for en National Bønnedag og i 1944 erklærede Roosevelt en National Bønnedag. I 1952 vedtog Kongressen en lov der anerkendte en sådan dag, og i 1988 underskrev præsident Reagan en tillægslov der permant etablerede den første tirsdag i maj som den årlige Nationale Bønnedag.
Det ved jeg. For jeg var tilstede i Det Ovale Kontor, jeg så hen over skulderen på ham da han oprettede dagen i vor nationale kalender. Jeg var medformand i bestræbelsen sammen med Vonette Bright.
Blot to årtier senere betragter disse lumpne vanvittige grupper mig nu som en spedalsk, en smittebærer af en frygtelig infektion. De ønsker at gøre mig og alle andre kristne tavse.
Jeg, Pat Boone, Amerikaner, nægter at gå i karantæne.
http://worldnetdaily.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=93831
Andre artikler af Pat Boone ved klik
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar