Bukkede Obama sig eller hvad..?

Om Obama bukkede sig eller ej for den Saudiske konge

Lidt mere om at bukke sig se også se også denne artikel

Thomas Lifson

Det Hvide Hus benægter at Præsident Obama bukkede sig for den saudiske konge, og derved begik en alvorlig fejl. Ben Smith fra Politico rapporterer:

"Det var ikke et buk. Han greb hans hånd med to hænder, og han er højere end Kong AbdullahI," sagde en talsmand for Obama, der påkaldte sig anonymitet.

Michael Goldfarb opsummerede problemet for Obama meget præcist i the Weekly Standard:

Hvem vil du tro på -- Barack Obama eller dine egne bedrageriske øjne?

Historien er nu i offentlig "spil" da Det Hvide Hus har udtalt sig, selvom det er fra en anonym kilde. Amerikanske borgere bedes indirekte vurdere denne halvkryben og så beslutte sig. Beviser støtter bare ikke den officielle holdning i Obama administrationen.

Bemærk venligst de følgende to frosne billeder, der fremstiller Det Hvide Hus' talsmand som en løgner:

(Kilden)

Dette frosne billede, beviser at præsidenten ikke foretog et håndtryk med begge hænder.

(Kilden)

Hvorfor skulle Det Hvide Hus lyve, istedet for blot at indrømme at præsidenten lavede en fejl? For det første, ved vi fra historien at buk mellem officielle repræsentanter nationer imellem er en temmelig alvorlig sag.

Vi lever i en Civilisationernes Sammenstøds tidsalder (med Samuel Huntington's ord), hvor mange i den islamiske verden er overbevist om, at den vestlige civilisation der har været fremherskende i de seneste århundreder nu er ved at blive ydmyget af islam, den eneste og fremtidige dominerende magt i verden. Nej, der er ingen Kalif i dag som overhoved for hele den islamiske verden, men nummer to i rækken er rigeligt optaget af Kong Abdullah, vogteren af Mekka og Medina, Islams to helligste byer.

For over 300 år siden blev en anden verdens civilisation der plejede at være den største og rigeste på kloden, mødt af en udfordring der endte i et sammenstød og efterfølgende fald. Kina, Riget i Midten, ubestridt den dominerende nation i Østasien kom i regulær kontakt med nationer fra vesten. På den tid havde der kun været et mønster med diplomatiske forbindelser med Himlens Søn (Kejseren af Kina) og hans hof, som bestod af skatteudsendinge til Riget i Midten. Japan, Korea, Vietnam og de andre nationer i Østasien forstod og accepterede at Kina var dominerende og når deres repræsentanter kom til Beijing, udførte de den påkrævede nedbøjning i støvet som en anerkendelse af deres (og deres herskeres) underkastelse i hakkeordnen. De medbragte også "gaver til Himlens Søn og blev sendt hjem med "gaver" fra det Kejserlige Hof, det kunne være handel, forklædt som alt andet et simpel handel, men snarere som et tegn på deres underkastelse og som en velgerning fra Kejseren.

På almindeligt sprog, hvis du ønskede at blive modtaget og anerkendt som legitim ved Kejserens Hof, da måtte du bøje dig ned for Kejseren ved at ligge på maven, nedbøjet foran den herlige hersker, og røre gulvet med hovedet.

Det var ikke blot et ligegyldigt spørgsmål om protokol, og alle vidste det, især udsendige fra europæiske herskere der kom frem til Beijing, i deres bestræbelser for at opnå handelsforbindelser med te, silke, porcelæn og andre produkter fra Kina der var af højere kvalitet end noget der kunne fås andre steder fra.

En af de mest berømte hændelser i Kinas historie om kontakt med Vesten skete i 1793, da Jarlen af Macartney kom sejlende på et krigsskib til Beijing som en udsending fra Kongen af England først til Tientsin (Beijing's havneby). De kinesiske embedsmænd bedømte gaverne han medbragte fra Kongen af England George III som en "tribut," og derved kom Macartney missionen ind i de traditionelle traditionelle handelsforbindelser.

Men når det drejer sig om at bøje sig i støvet, da nægtede Macartney. Med ordene fra den anerkendte historiker fra Harvard i Amerikansk Kinesisk historie nu afdøde John K. Fairbank:

(Hofembedsmændene) bad indtrængende Macartney om at udøve denne bøjen sig i støvet. Dette nægtede han stædigt og han gik kun ned på et knæ foran Chien-lung (kejseren), som han ville have gjort overfor sin egen regent. Kejseren udstede en edikt hvori han roste Kong George III for hans "respektfulde underkastelses holdning" men påpegede at "vor himmelske imperium besidder alt i overdådig overflødighed."

Ben Smith bemærker et noget lignende svar fra Saudiarabien ovenpå det skæbnesvangre buk.

Interessant nok har en klummeskriver i den saudisk støttede arabiske avis Asharq Alawsat også opfattet bukket som en gestus og værdsat det.

"Obama ønskede at demonstrere sin respekt og værdsættelse for Kong Abdulah Bin Abdulaziz' personlighed, som har gjort sig til talsmand for en af de vigtigste ting i moderne æra, nemlig ønsket om fælles-tro og fælles-kulturel dialog for at mindske spændingen ved hadet, konflikterne og krigene," skrev Muhammah Diyab.

Desværre for Himlens Søn og hans land da fulgte Opiumskrigen få år senere efter den britiske udsending halvbukkens, og Kina blev underordnet kanonerne, våben og krigsskibe fra Vestens magter, der fortsatte med at udnytte Kinas velstand og sendte opium (trods Kinas ihærdige indvendinger) som betaling for hvad de gjorde krav på.

Præsident Obama bøjede sig frivilligt i knæ og bukkede hovedet foran den vigtigste hersker i den islamiske verden. Lad os håbe der ikke kræves en krig for at rette op på denne fornærmelse på amerikansk suverænitet.

Thomas Lifson is editor and publisher of American Thinker. He has taught courses on East Asia at Harvard and Columbia Universities.

Andre artikler af Thomas Lifson ved klik.