Skammen og heltemodets jubilæum

Et jubilæum for heltemod og for skam

I anledning af årsdagene for invasionen på Cuba ved Svinebugten, som blev skammeligt svigtet af en svag og naiv præsident JFK, iflg. mange Obamas ikon.

Humberto Fontova

Frihed er vort mål!" brølede kommandør Pepe San Roman til mændene der var samlet foran ham for 48 år siden. "Cuba er vor sag! Gud er på vor side! Fremad mod sejr!"

1500 mænd stod tæt sammen foran San Roman ved deres guatamaleanske træningslejre den dag. Næste dag blev de udskibet til en havn i Nicaragua, følgende dag igen til deres bestemmelsessted i Cuba ved Bahia De Cochinos (Svinebugten). Deres deling var kendt under navnet Brigada 2506, og under deres kommandørs tale vældede begejstringen ud af mændene (hvoraf nogle var kun 16).

En begejstringens stund viste sig nu. Hatte blev kastet op i luften. Mændene omfavnede hinanden. Mænd sang og jublede. Mænd græd. Befrielsens time var nær - og disse mænd (alle frivillige) satte livet på spil for at få deres drøm til at gå i opfyldelse. Deres drøm var et frit Cuba, fri for den sovjettiske barbarisme der torterede landet, fri for eksekutionspelotonerne, fri for torturkamre og den truende Castroitiske Gulag.

Brigada'en havde mænd fra elle sociale lag og racer i Cuba -- fra sukkerørsplantagejere til sukkerørsarbejdere, fra aristokrater og blandt deres chauffører. De fleste kom dog fra middelkalssen, meget passende da de var fra en nation som havde en større middelkalsse end det meste af Europa.

"De kæmpede som tigre," skrev en CIA officer der hjalp med til at træne disse cubanske frihedskæmpere. "Men deres kamp var dømt til at mislykkes før den første mand satte foden på stranden."

CIA manden, Grayston Lynch, vidste hvad han talte om da han selv var krigsveteran - og også om de svære vilkår. Han havde ar og skrammer fra Omaha Beach, fra Slaget om Ardennerne og fra Koreas Heartbreak Ridge. Men i disse kampe kunne Lynch og hans kammerater regne med støtten fra deres egen øverstkommanderende.

Her ved Svinebugten lærte Lynch og hans cubanske brødre -- først var de stumme af chokket og endelig glødende vrede -- at deres mægtigste fjende ikke var Castro's sovjetbevæbnede og ledede soldater der samledes i Santa Clara, Cuba, men de klogeste og de bedste fra Ivy League universiteterne og fra Washington.

Lynch trænede, som han sagde disse "tapre drenge, som for de flestes vedkommende aldrig havde affyret et skud i vrede." Men manglen på kamperfaring blev opvejet af det som Bonaparte og Patton værdsatte højst hos en soldat -- moral. De havde betragtet hvad Castro/kommunismen gik ud på; løgn, røveri, fængslinger, indoktrinering, mord.

De hørte for deres øren den frygtede "Fuego" når Castro g Che's eksekutionspelotoner myrdede tusinder af tapre landsmænd. De havde også hørt "Viva Cuba Libre!" fra de bundne og blindede patrioter lige før kugleregnen sønderrev dem. De var fast besluttede på at smadre denne morderiske barbarisme som hærgere deres fædreland. De gik in til sagen med hævnfølelse.

Da krudtrøgen lettede og deres ammonution var blevet brugt til sidste kugle, da hundrede af dem lå døde og hundrevis andre var sårede, efter at deres morterer og maskingeværer næsten var smeltet af deres vrede skudsalver, efter 3 dage med hensynsløs kamp, da havde knap 1400 af dem -- uden luftstøtte (fra US hangarskibe der lå gansek tæt ved) og uden en eneste støtteild fra flådens artilleri (fra US krydserne og destroyerne der også var placeret ganske tæt på) -- afvist 41000 Castro tropper, hele hans luftvåben og massevis af sovjettiske tanks. De cubanske frihedskæmperes tabskvote svarede til 30 mod 1 i sammenligning med deres sovettisk bevæbnede og førte fjender. Men at høre Castro's ekko genlyde i MSM, hos tænketanke og hos Akademiet, da fik man det indtryk at det var Castro som var David, og de svigtede invasionssoldater den klodsede Goliath!

Ikke nok så megen heroisme og mod kan hamle op mod sådanne odds, og slet ikke - uden luftdækkestøtte. Tragisk er det at 80% af flyene der var med, før invasionen, kom fra Nicaragua -- den væsentligste del af planen var at slå Castro's luftvåben ud af spillet mens den var på jorden, som det oprindeligt blev udtænkt af Eisenhower administrationen -- dette var blevet aflyst i sidste øjeblik af JFK efter rådgivning af hans klogeste og bedste. Dette var en republikansk plan, trods alt, som nu lå foran dem. Og de nye pionerer brød sig ikke om at føle skyld ved en sådan "Yankee bøllemetode."

"Den venstreorienterede kan ikke kæmpe helhjertet mod Kommunisten," skrev klummeskriveren fra National Review James Burnham, "af frygt for at han sårer sig selv i kampen." Dette er det fuldgyldige bevis. (Interessant nok var vicepræsident Richard Nixon den ivrigste talsmand for denne tidlige aktion til at slå Castro ud. Manden der gennemskuede Alger Hiss (Sovjet spion og med i opbygningen FN - Synopsis kommentar) gennemskuede også Fidel Castro, og på et tidspunkt var skabsstalinisten afsløret af både medierne i USA og af Udenrigsministeriet.)

De sløjfede luftangreb gjorde Brigada'ens langsomme B-26'ere til et let bytte for Castro's jetfly og de hurtige Sea Furies -- og tropperne og forsyningerne dernede var et endnu lettere bytte. Det var for Castroitter som at skyde bjørne i et Tivoli.

Den ulige kamp rasede heftigt på den lille strandbred. CIA manden, Grayston Lynch, der befandt sig på et hangarskib fik endelig oplysning om de annullerede luftangreb, og regnede følgeligt med at frihedskæmperne han havde trænet og var venner med nu var dødsdømte. "Hvis det bliver for hedt" kommunikerede han over radio med Kommandør San Roman "kan vi komme ind og evakuere jer."

"Vi vil ikke evakueres!" brølede Pepe tilbage til Lynch. "Vi kom her for at kæmpe! Vi vil ikke have en evakuering! Vi vil have mere ammonution! Vi vil have FLY på vingerne! Det slutter her!..." Gentagne anmodninger fra strandbredden om luftstøtte blev transmitteret til Washington -- til ingen nytte.

Kan du se det latinamerikanske islæt?" sagde Camelot med vidt åbne øje og et smørret smil, som Eddie Haskell foran June Cleaver. "Kan du få øje på FN? Som du tydeligt kan se er vi ikke med i det her. Vi var ikke imperialistiske bøller som Castro påstår."

Denne barnlige og kriminelle idioti gjorde at Admiral Arleigh Burke fra den øverste Stab, der transmitterede anmodninger fra kampskuepladsen, var på kanten at mytteri. År tidligere have Burke sejlet tusinder af sømil for at smadre sit lands fjender i Slaget om Leyte. Nu var han chef for Flådens forberedelser og var oprørt over at de nye fjender fik et helle blot 90 sømil væk!

Den kæmpende admiral var edderspændt af raseri. De fortælles at hans ansigt var blodrødt og at årerne i hans ansigt var ved at sprænges da han stod over sin Øverstkommanderende (JFK) denne skæbnesvangre nat den 18. april 1961.

"Hr. Præsident, bare TO fly fra Essex! (Hangarskibet der lå tæt på kysten nær kampzonen) det er alt hvad drengene har brug for, hr. præsident. lad mig dog...!"

JFK var i kjole og hvidt denne aften og havde lige rejst sig fra en fornem social fest. "Burke," svarede han. "Vi må ikke involvere os i dette."

"Det var os der placerede drengene der, hr. Præsident!!" Eksploderede den kæmpende admiral. "Ved Guderne, vi ER involveret!"

For den kjole og hvidt og manicurede Nye Pioner var det det drejede sig om stadig blot det altovervejende imageproblem. Hvad ville latinamerikanerne og det stadig vigtigere FN dog mene om disse Yankee bøller?

En hel del mere end det sluttede med når de tænkte på disse "Yankee tøsedrenge og fæhoveder," det er helt sikkert.

Mens disse Riddere af Camelot bekymrede sig om deres imageproblem, da havde mændene på strandbredden deres problemer at tumle med....

"MAYDAY! MAYDAY! Jeg har et Castro fly bag mig! Anmoder om hjælp....Jeg gentager ---Anmoder...!"

"Beklager" svarede Essex. "Vore ordrer er....." Den cubanske frihedskæmpende jagerpilot hørte ikke resten af sin dødsdom. En eksplosion og hans radio var død. Disse beskeder gentog sig igen og igen, time efter time fra forskellige piloter -- til ingen nytte. Næste dag var næsten halvdelen af disse, næsten selvmordspiloter, og tapre eksilcubanere gået en voldsom død imøde fra Castro's jetfly.

Dette var for meget for deres stærkt ophidsede og oprørte amerikanske trænere ved basen i Nicaragua. Fire af dem iklædte sig deres udstyr, armerede deres fly og deltog i kampen. Disse mænd var ikke overforkælede ynglinge fra Ivy League . ( læs også denne artikel på Synopsis) De var Alabama Air Guard officerer, men med gammeldags holdninger til loyalitet og ære. De havde set nedslagtningen. De kendte betingelserne. Dog tog de afsted.

De døde alle fire på den første mission. Pete Ray, Riley Shamburger, Leo Barker og Wade Grey har deres navne skrevet, sammen med deres faldne cubanske kammerater, på The Bay of Pigs Memorial, samtidig med at gader er opkaldt efter dem i Miami's Little Havana, og deres kors kan findes på Miami's Cuban Memorial kirkegården.

Nu endelig gav JFK efter og tillod at nogle Skyhawks lettede fra Essex. En af disse piloter opdagede hurtigt en lang kolonne af cubanske tanks og infanteri på vej mod Brigada'en. De sovjettiske tanks og lastvogne var et nemt bytte. "Aha!" tænkte han. "Nu kan vi ændre på situationen!" Piloten indledte sit angrebsdyk.....

"Tilladelse til indsats nægtet," kom svaret fra hans kommandør.

"Det er jo vanvittigt!" brølede piloten som svar. "De fyre dernede bliver skudt i stumper og stykker, jeg kan jo SE det!!" Det viste sig, at JFK kun havde givet tilladelse til at lette for at de kunne observere --- men ikke skyde!

Nogle af disse flådepiloter indrømmer at de græd åbenlyst i deres cockpits. De var stadig i chok da de landede på Essex. De hamrede deres hjelme ned i dækket, sparkede til skottet og brød helt sammen.

"Det eneste jeg ønskede var at trække mig ud af Flåden," sagde Kaptajn Robert Crutchfield, den højt dekorede flådeofficer der havde haft kommandoen over destroyerflåden udenfor indsatsstranden. Den som havde måtte overbringe Washington's svar til piloterne.

Et nærmede syn på den heroisme der blev vist på strandbredden ville måske have forårsaget at disse Essex piloter havde overreageret. Mens JFK rettede på sin butterfly i spejlet og Jackie Kennedy fjernede smulder fra hans jakkesæt måtte mændene fra Brigada 2506 selv klare deres småjusteringer. For at citere Haynes Johnson, "Det var en kamp som skabte helte." Og hvilke helte, og på den måde!

Vi kalder dem "mænd," men Brigadistaen Felipe Rodon var blot 16 år da han betjente sin 57 mm maskinkanon og løb fremad for at møde en af Castro's tanks. På ti yards afstand affyrede han kanonen mod det larmende brølende bæst og den eksploderede, men bæstet fortsatte og rullede over lille Felipe.

Gilberto Hernandez var 17 da en skudsalve fra en tjekkisk maskinpistol ødelagde hans øje. Castro's tropper sværmede ind men han holdt stand, fyrede uophørligt med sin rekylfri riffel i endnu en time indtil de Røde endelig omringede ham og dræbte ham med en byge af håndgranater.

Invasionsstyrkerne havde fattet, at de var blevet forrådt. Ammunitionen var næsten opbrugt. To dage med heftigt skyderi og uden mad, søvn eller vand krævede nu sine ofre. Mange begyndte at hallucinere. På det tidspunkt åbnede Castro's ubeskadigede sovjettiske Howitzers ild, disse kæmpestore 122 mm kanoner med fire i hvert batteri. De pumpede 2000 runder ind over Brigada'ens rækker i lange fire timer. "Det lød som selve verdens ende," erindrer en af de medvirkende til mig.

"Rommel's Afrikas Korps brød sammen og flygtede under et lignende bombardement," skrev Haynes Johnson. Nu var invasionstropperne bedøvede, udmattede og deliriske af træthed, tørst og sult, hørelsen smadret af bombardementet så de ikke kunne høre deres ordre. Deres kommandant måtte brøle.

"INGEN TILBAGETRÆKNING!" brølede Erneido Oliva, næstkommanderende hos frihedskæmperne (en sort cubaner, forresten, og i dag en pensioneret Generalmajor i US Army Reserve . Blot til orientering for Congressional Black Caucus ) (kommer lidt senere en artikel om disse hyklere- på Synopsis) til sine omtågede og det nu kraftigt decimerede antal af mænd. "Vi bliver og kæmper!" Det gjorde de derpå.

Straks efter den dødbringende sovjettiske byge af granater rullede flere sovjettiske tanks ind. En anden knægt ved navn Barberito, styrtede frem mod den første og beskød den konstant med sin riffel, skuddene lavede knap skrammer, men forskrækkede angriberne så meget at de åbnede lugen og overgav sig. Ja, de insisterede på at ville hilse på deres unge fangevogter, der en time senere blev fældet af et maskingevær der smadrede hans tapre hjerte.

Sådan fortsatte de i 3 dage.

Brigada'ens brugte ammunition gennemtvang uundgåeligt en tilbagetrækning. Castro's jetfly og Sea Furies fløj konstant hen over dem og titusinder at hans Sovjet-overdådigt udstyrede tropper nærmede sig. Castroflyene koncentrede sig nu om at beskyde de frihedskæmpende mænd som ingen ammunition havde.

"Vi kan ikke fortsætte," knasede det i Lynch's radio - det var San Roman endnu engang. "Vi har ikke mere noget at kæmpe med ... ikke mere ammunition...Russiske tanks er inden for synsrække...jeg ødelægger mit udstyr....Hvordan kunne I dog gøre dette mod os?" Radioen døde.

"Tårerne strømmede ud af mine øjne," skriver Grayston Lynch. "For første gang i mine 37 år skammede jeg mig over mit land."

"Vi vil betale den pris der kræves, vi vil bære den byrde der kræves og imødegå det besvær vi står overfor, vi vil støtte enhver ven, gå imod enhver fjende for at sikre at friheden kan overleve og få succes!" havde Lynchs' øverstkommanderende erklæret blot tre tidligere. Faktisk var ordene forfattet af hans talerskriver Ted Sorenson.

"Senator Obama er den eneste kandidat der kan genskabe Amerikas moralske myndighed og genvinde respekten der er nødvendig for vor sikkerhed," erklærede samme Ted Sorensen da han tegnede sig på listen som kampagnerådgiver for Obama sidste år -- sikken et let spring fra den ene Riider af Camelot til den nye Ridder af Camelot.

Andre artikler af Humberto Fontova ved klik