Grønne markeder
Her forleden sagde jeg at Environmental Protection Agency (Miljøstyrelsen) er blevet et uhyre der gør mere skade end gavn. Men logiske mennesker siger, “Hvad har vi ellers?” Det er naturligt at formode at grådige kapitalister vil gå helt amok og ødelægge Jorden medmindre de standes ved regulativer.
Disse kritikere forstår ikke den ægte styrke ved den private ejendomsret, siger Terry Anderson fra Property and Environment Research Center.
Længe før EPA (Miljøstyrelsen) var et glimt i nogens øje,” sagde Anderson på mit TV show, “klarede den privat ejendomsret forureningsproblemer.”
Den værste forurening sker ofte på land der er ejet af “folket” af regeringen. Siden ingen person får direkte udbytte af denne ejendom, bliver den ofte behandlet skødesløst. Noge af de værste miljøskader sker på militærets baser og regeringens forsknings faciliteter, såsom kerneforsknings centret i Hanford, Washington.
Endnu værre ting kan ske når regeringens uduelighed kombineres med grådigheden hos hæmningsløse forretningsfolk, som da U.S. Forest Service lod skovhugningsvirksomheder fælde træer på offentlig jord. De private skovejere er omhyggelige med at plante ny skov, og tager skridt til at forhindre skovbrande. Regeringsejede skove plejes ikke nær så godt. De brænder langt oftere.
Når det drejer sig om land ejet af regeringen -- eller enhver anden offentlig ressource -- er incitamentet at få det meste ud af det, mens man kan. Det kaldes “fællesskabets tragedie.”
“Der er ingen der vasker en bil der er lejet,” siger Anderson, men “når folk ejer ting, så passer de på dem. Og når de har privat ejendomsret som de kan håndhæve, så kan andre mennesker ikke blot vælte ind og gøre hvad der passer dem med den ejendom.”
Det er derfor, modsat hvad miljøforkæmperne ofte formoder. Faktisk er det ejendomsrettigheder der opmuntrer til god forvaltning. Hvis du forurener, vil dine naboer højst sandsynligt klage, ikke dovne bureaukrater i EPA.
“Her i Montana, f.eks. krænkede Anaconda Mining Company, kobber og minedrift, statens bestemmelser,” siger Anderson.
“Da det blev opdaget at deres rørledninger (det som blev tilovers efter man havde fjernet de værdifulde ting i minerne) havde forårsaget forurening på landbrugene i nærheden var det de lokale jordejere der lagde sag an ved retten mod Anaconda Mining. Mineselskabet måtte rydde op og kom til at betale for skaderne .. De var hurtige til at klare problemet.” Det genskabte også de landområder, hvor minedriften var foretaget.
Ejendomsrettigheder og et enkelt ærligt retssystem - institutioner der kan eksistere uden en stor regering - løser problemer der ellers ville kræve år at kæmpe imod ved politikerne, miljøbureaukraterne og lobby selskaberne.
Faktisk er det langt vanskeligere at vurdere goderne og skaderne i miljøsager når disse beslutninger tages uden hensyn til markedet, og af bureaukrater der kun har få objektive måder at vurdere omkostningerne.
Markedet kan endog løse miljøproblemer på steder, hvor miljøaktivisterne formoder de ikke kan komme igennem, såsom oceanerne og anden ejendom der ikke kan udloddes i private parceller.
Miljøbureaukraterne vil, for at sikre at fiskere ikke overfisker og ødelægger fiskenes livscykulus, lave en kvote for hver sæson. Det har været en standard politik.
Derfor regulerer bureaukraterne fiskesæsonen. De begrænser antallet af både, størrelsen af dem, og hvor længe de må fiske. Resultatet: Fiskeriet er nu Amerikas farligste job. Fiskere er tvunget til at sejle ud i al slags vejr for at fange så mange fisk de kan på den korte tid deres ‘vindue’ er åbent ved regulatorerne. De forsøger at snøre systemet så de kan tjene penge. Undertiden smides hele fangsten ud igen
Anderson påpeger at der er en anden måde at gøre det på. “På steder som Island og New Zealand .... har man individuelle fiskekvoter, der kan købes og sælges, og igen er som et værdipapir, hvilket giver incitament til at mennesker investere i deres fiskefartøjer.”
Fordi fiskeren “ejer” sin fiskekvote, er han omhyggelig med at tage vare på den. Han overfisker ikke, fordi han ønsker at “hans fisk” også er der næste år.
Moralen er: Når muligt så lad markedet og ejendomsretten beskytte naturen. Så undgår man fællesskabets tragedie.
John Stossel is host of “Stossel” on Fox News and author of “No They Can’t! Why Government Fails, but Individuals Succeed.”
http://humanevents.com/2014/09/03/green-markets/
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar