Pres på medierne for at lægge låg på Islams dårlige sider
Asra Q. Nomani
“Du har bragt skam over vort samfund,” sagde en trosfælle og muslim i Morgantown West Virginia til mig da vi sad ved et Panera Bread i 2004, “Hold op med at skrive.”
Jeg var 38 år dengang, og havde netop skrevet et essay til The Washington Post’s outlook sektion, hvor jeg argumenterede for at kvinder skulle have lov til at bede i de store sale i moskeen frem for at være tildelt særskilte rum, som det er tilfældet i de fleste moskeer i Amerika.
Som amerikansk muslim født i Indien voksede jeg op i en tolerant, men konservativ familie. I moskeen i min hjemby havde jeg brudt reglerne og bad i mændenes område, cirka 10 meter bag de mænd der var forsamlet til Ramadan bønner.
Senere forsøgte så et udvalg, udelukkende af mænd, at forbyde mig det. En ældste foreslog at der skulle være mænd der sluttede ring om mig i moskeen således at jeg ville blive “skræmt bort.” Nu bad manden der ved bordet mig så om at ‘’Holde Kaje.”
“Jeg vil ikke holde inde med at skrive” sagde jeg.
Det var første gang en medmuslim havde presset mig til at afholde mig fra at kritisere den måde vor tro bliver praktiseret. Men i løbet af de sidste 10 år, er sådanne forsøg på censur blevet helt almindelige. Dette skyldes for en stor dels vedkommende den voksende magt og indflydelse hos “ghairat brigaden” et æreskorps der forsøger at lukke ned for debat om ekstremistisk ideologi for at beskytte opfattelsen af Islam. Korpset imødegår selv fornuftig kritik med væmmelige modsvar der er helt ude af proportioner.
Kampagnen begyndte, i hvert fald i dens mere moderne udgave, for 10 år siden i Mecca, Saudiarabien da Organization of Islamic Cooperation (OIC) - et mini ‘FN’ bestående af verdens 56 lande med større muslimske befolkningsggrupper, plus Den Palæstinensiske Selvtyremyndighed - gav den daværende generalsekretær Ekmedleddin Ishsanoglu til opgave at bekæmpe islamofobi og beskytte “de sande værdier i Islam.” I det sidste årti er der dukket en løst sammensat æresbrigade op, delvist betalt og støttet af OIC gennem de årlige konferencer, rapporter og kommunikeer. Den består af politikere, diplomater, skribenter, akademikere, bloggere og aktivister.
I 2007 som del af denne drejebog iværksatte OIC Islamophobia Observatory, en overvågningsgruppe med base i Jiddah Saudi Arabien, med det mål at dokumentere selv de mindste anslag mod troen. I den første rapport udgivet året efter, klagedes over at kunstnere og udgivere at de kontroversielle danske karikaturtegninger, der skildrer profeten Muhammad, var nedværdigende for “islams hellige symboler kontroversielle symboler på Islam ... på en krænkende, fornærmende og foragtelig måde.”
Æresbrigaden begyndte at udpege akademikere, skribenter og andre, herunder tidligere New York Police kommissær Ray Kelly og administratorer ved en katolsk skole i Storbritannien og der afviste en mor der ikke ville fjerne sin hovedbeklædning/slør.
“OIC opfandt anti-’Islamofobi’ bevægelsen,” siger Zuhdi Jasser, præsident for American Islamic Forum for Democracy og et yndet mål for æresbrigaden. “Disse lande .... mener de ejer det muslimske samfund og alle fortolkninger af Islam.”
Sammen med æresbrigadens officielle kanal, er et samfund af selvbestaltede blasfemi ‘politbetjente’ opstået - fra anonyme blogs som LoonWatch.com og Ikhras.com til en stor og varieret flok af aktivister på de sociale medier - og de begyndte at kontrollere debatten om Islam. Denne store gruppe kaster etiketten “Islamofobi” mod journalister, belæste og andre der vover at tale om ekstremistisk ideologi i religionen. Deres mål er så store som Israels premierminister Benjamin Netanayhu og så små som lille jeg.
Den officielle og de uofficielle kanaler arbejder i tandem, generer, truer og bekæmper indadskuende muslimer og ikke-muslimer overalt. Deres grundlag hviler på den vigtig sandhed: Islam som den praktiseres fra Malaysia til Marokko er en offerbaseret patriarkalsk kultur der værdsætter ære og det at redde familiens ansigt i det offentlige rum. Hvilket er grunden til at bøllemetoderne ofte er med til at gøre kritikere af islamiske kritikere tavse.
“Æresbrigaderne er indsamlere af forurettelser af ‘sår.’ De er sofa jihadister,” fortæller Joe Navarro, en tidligere rådgivende special agent hos FBI’s analyseenhed for opførsel, mig. “De sidder rundt omkring og indsamler de ‘sår’ og uretfærdigheder de mener udføres over for dem for at retfærdiggøre hvad de har gang i. For bevægelsen er ‘tragedierne’ med til forene dem lige nu, men hadet forener i længere tid.
I en email udveksling benægtede OIC’s ambassadør til FN at organisationen forsøger at lukke ned for diskussion om problemerne i de muslimske samfund.
De slår til og angriber overalt. Straks efter Islamic Observatory var oprettet, knurrede Sheik Sabah Ahmed al-Sabah, emiren over Kuwait om “de krænkende karikaturer af vor Herre og profet Muhammad,” og film der smæder Islam ifølge OIC’s første islamofobi rapport.
OIC var således med til at give næring til en ‘offerkultur’ I taler på blogs, i artikler og interviews der spredes over hele den muslimske presse har æresbrigaden som mål haft lærde, politiske lederes og forfattere - fra TV vært Bill Maher til den ateistiske forfatter Richard Dawkins - for at krænke Islam. Skribenten Glenn Greenwald har støttet kampagnen for at brændemærke forfattere og tænkere, såsom neovidenskabsforskere og ateisten Sam Harris, som havende “anti-muslimsk animus” for blot at være kritisk overfor Islam.
“Disse trosmedløbere har gjort det mere og mere ubehageligt - og endda farligt - at diskutere forbindelsen mellem muslimsk vold og specifikke religiøse tanker, som jihad, martyriet og blasfemi,” fortæller Harris mig.
Idet han bemærkede de første skridt til denne trend i december 2007, sendte en U.S. diplomat i Istanbul et telegram til National Security Council, CIA og Defense Intelligence Agency og andre bureauer i State Department. Han nævnte at OIC’s leder kaldte støtter af de danske karikaturtegninger af Muhammad for “frihedens ytringsekstremister” og sammenlignede dem med al-Queda.
Det meste af kritikken sker online, med anonyme bloggere der går efter formodede islamofober. Ikke længe efter telegrammet iværksatte et netværk af bloggere LoonWatch, der går direkte efter kristne, jøder, hinduer, ateister og andre muslimer. Bloggerne har kaldt den somaliske forfatter Ayaan Hirsi Ali, som er født muslim, men nu ateist og modstander af islamisk ekstremisme for en “anti-muslim korsfarer.” Robert Spencer en kritiker af ekstremistisk Islam er blevet kaldt en “giftspredende hadprædikant” og en “Internet sociopat.” Fornærmelserne ligner meget det som kaldes Internet trolling, og de giftige kommentarer kan man finde på enhver blog eller nyhedsside. Men de er mere koordinerede, frygtskabende og vedholdende.
Et udsøgt mål for æresbrigadens angreb var Charlie Hebdo, det franske tidsskrift hvor adskillige af de ansatte her fornylig blev slået ihjel af islamiske ekstremister. Ifølge nogle efterretninger så råbte drabsmændende under massakren “Vi har hævnet profeten Muhammad.”
OIC fordømte drabene, men i en rapport fra 2012 fordømte man også tidsskriftets “Islamofobiske satire.” OIC’s generalsekretær dengang, Ihsanoglu sagde at magasinets “historie med at angribe muslimers følelser,” var “en afskyelig had opildnende handling, og krænkelse af ytringsfriheden.
Charlie Hebdo er ikke det eneste eksempel, bevis, på at for selvudnævnte forsvarere af troen kan en opfordring til at slå budbringeren ihjel meget let blive til netop en plan for at slå vedkommende ihjel I januar 2011, myrdede en sikkerhedsofficer for guvernøren i Pakistans Punjab provins, Salman Taseer, ham efter Taseer havde forsvaret en kristen kvinde der var anklaget for blasfemi. I retten lagde lagde drabsmandens støtter blomster på hans skuldre som et anerkendelsestegn.
Mordere som han ville være meget vanskeligere at radikalisere i et miljø der bød debat om Islam velkommen, i stedet for at søge hævn over kritikere. Men i så mange muslimske samfund er det at redde ansigt noget der overtrumfer sund tankegang og sandheden. Det er derfor det er så svært at reformere Islam indefra. Min erfaring er, at hvis man forsøger at stille samfundet til ansvar så bliver du med stor sandsynlighed generet og intimideret frem for at blive taget alvorlig.
Da Rupert Murdoch her for nylig tweetede. “Muligvis er de fleste muslimer fredelige, men ikke før de anerkender og ødelægger deres stadig større jihadist kræftknude må man stille dem til ansvar,” så blev han kritiseret for helt bevidst at sige at alle muslimer var ansvarlige for nogle fås handlinger. Men jeg mener i allerhøjeste grad vi har et kollektivt ansvar for problemerne i vore samfund.
Efter mødet med trusler i Panera, som omtalt i begyndelsen af mit essay, er jeg blevet ved med at tale for kvinders rettigheder i moskeen og i soveværelset. Blandt andet har jeg argumenteret for at muslimske kvinder har ret til orgasme, en intim handling der alt for ofte nægtes i samfund med en tradition for kvindelig omskærelse.
Så fulgte dødstruslerne. I efteråret 2004, hentede mine forældre og min søn mig efter jeg havde talt ved en konference. “Der er nogen der vil slå dig ihjel,” sagde min far ved rattet i vor guldfarvede Dodge Caravan, og hans stemme rystede. Dødstruslen var lagt på MuslimWakeUp! en nu lukket progressiv hjemmeside. Den som havde skrevet det sagde til FBI, at han ville holde inde med at genere mig, og det gjorde han. I de sidste årti har mere prosaiske ytringer været at jeg er blevet kaldt “En zionistisk medieluder.”
For to år siden, blev den ordførende direktør for American Islamic Congress, Zainab Al-Suwaiih, så berørt af online angreb, med det formål at få hende til at tie, at hun fik en psykisk nedtur over den stress og den ængstelse der fulgte med og hun måtte indlægges. Da jeg mødte hende på kontoret nær Det Hvide Hus, viste hun mig mærkerne efter de indsprøjtninger hun måtte have på hospitalet for at hun skulle have nok væske i kroppen.
“De angreb var lige ved at slå mig ihjel,” sagde Al-Suwaij træt.
Så de fungerer altså alle disse bøllemetoder. Eftertænksomme medlemmer af flokken har en kulturel betinget indstilling til det at undgå at udskamme Islam, så offentligt at citere dem for denne ‘synd’ har ofte den ønskede effekt. Ikke-muslimer er imidlertid dødtrætte af at blive kaldt “islamofobiske” hyklere. Ved således at angribe begge grupperinger er det lykkedes at knuse almindelig høflig diskussion. Derved kommer regeringer, skribenter og eksperter til at gå ligesom på æggeskaller for at undgå de vigtige emner og diskussioner.
Jeg er dog blevet ved med at skrive, og opfordre amerikanske muslimer til at få revet ekstremismen i vore samfund op med rode, og jeg argumenterer for at visse passager i Koranen er for antikverede for vor tid. Som jeg ser det, er tilskyndelsen til at “stå fast for retfærdigheden selv ...dine egne” vort guddommelige mandat “ser du noget sig noget.” Men alt for ofte er denne passage misbrugt til at retfærdiggøre angreb netop mod vore egne.
Selvom der stadig er et godt stykke vej endnu, har jeg dog set fremskridt siden jeg begyndte at opfordre til lade kvinder få rettigheder i moskeer og jeg udfordrede ekstremismen jeg så i muslimske samfund i Amerika. Vor moske i Morgantown, flest mandlige medlemmer, valgte sin første kvindelige præsident for få år siden og hun blev i det store og hele accepteret. Men de fleste kvinder lister stadig ind ad bagdøren og beder på en særlig balkon.
For fire år siden opfordrede Muslim Public Affairs Council til at lave en gruppe med programmer, til at kunne diskutere “tabu udfordringer” såsom homoseksualitet, ægteskaber blandt troende og ekstremisme. Her for nylig påbegyndte unge muslimske ledere i Nord Virginia et initiativ for at få moskeer der fremmer assimilation, harmoni mellem trosretninger og for kvinders rettigheder. Senere i denne måned, vil en ny gruppe Women’s Mosque of America holde en gudstjeneste ved en kvinde i Los Angeles, noget yderst sjældent i muslimske samfund.
Næste måned vil Obama administrationen holde en konference om udfordringen ved voldelig ekstremisme, og præsident Obama opfordrede sidste år de muslimske samfund til “klart og tydeligt, med styrke og vedholdende af forkaste ideologien hos al-Queda og ISIL.” Men hans administration sætter ikke lighedstegn mellem ekstremisme som et problem og så Islam. I kontrast til dette anerkendte Egyptens præsident Albedl Fatah al-Sissi i sidste måned at der var et ideologisk problem i Islam og sagde, “Vi skal revolutionere vor religion-” (se denne på synopsis).
Da jeg hørte hvad Sisi sagde tænkte jeg: ENDELIG!
Udover disse tilkendegivelser har vi brug for en ny fortolkning af islamisk lov for at kunne ændre på kulturen. Dette ville kræve en afvisning af otte skoler med religiøs tankegang der dominerer Sunni og Shia, muslimske verden. Jeg foreslår en ny efter ijtihad, konceptet med kritisk tænkning, og ophøje det selv at gå i dybden frem for den giftige skambaserede kurs, med love og regler. Sådant et projekt ville kunne få fjernet magten fra de gejstlige, politikere og eksperter, og erstatte det med en progressiv fortolkning af troen motiveret ved ikke at forsvare ære, men ved ærefulde handlinger.
Asra Q. Nomani, a former Wall Street Journal reporter, is the author of “Standing Alone: An American Woman’s Struggle for the Soul of Islam.”
asra@asranomani.com
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar