Min erfaring med at være hvid blandt sorte

Min erfaring med at være hvid blandt sorte

       

Claire Hawks

                       

Jeg er hvid, kvinde, det har jeg ikke selv valgt, det var en tilfældighed, og som hos alle andre er min hudfarve kun - overflade. Jeg er så sandelig ved at være rigtig godt træt af at høre om “sortes erfaringern” og hvordan “priviligerede hvide” holder sorte ned.

Jeg voksede op i Philadelphia i en lavindkomstfamilie. Måltiderne var det som på dagen var billigst, og kunne spises også dagen efter. Sådan noget som bøf var kun til festlige lejligheder - såsom fødselsdage. Min yndlingsjulegave var et par brugte skøjter.            

De gaver jeg fik som barn var tøj til mine dukker som min mor lavede af gamle rester. Indtil jeg var cirka 13 år syede min mor alt mit tøj, fordi det var billigere. Men uddannelse og studium var stressende - masser af læsearbejde. Det samme ville næppe ske i dag - jeg ville nok have en mobiltelefon og et stort TV.

Mine forældre, den ene gik ud fra high school og den anden af 8. klasse, ofrede den smule de havde for at sikre, at jeg og min bror kunne få det de ikke fik - en college uddannelse. Vi følte os ikke misundelige eller deprimerede over at andre havde mere end os. Gennem hårdt arbejde og vore forældres støtte, blev jeg sygeplejerske og min bror læge. Siden dengang er alt det jeg har opnået sket ved - hårdt arbejde og ikke fordi jeg er hvid. (“white experience.”)

Lad mig fortælle en smule om min erfaring med at være hvid. (“white experience.”)

Jeg arbejdede på det nu nedlagte United Hospital’s i Philadelphia i IT-afdelingen. En af hospitalets afdelinger var St. Christophers Hospital for Børn der lå i et næsten udelukkende sort, og svært økonomisk udfordret kvarter i Philly. Da vi skulle installere computere på alle hospitalsafdelinger brugte jeg en del tid på St. Christopher’s. Lige før mit første besøg fik jeg at vide at jeg skulle køre op af 4th gade og hjem af 5th. gade, og af sikkerhedshensyn ikke foretage andre ekskursioner.

Tidligt en morgen kl. 05.00 skulle jeg til St. Christopher’s. Jeg var næsten løbet tør for brændstof og der var ingen benzinstationer på min rute. Efter jeg var færdig med mit arbejde kørte jeg lidt bort fra hospitalet for at tanke op så jeg havde nok til hjemturen. Da jeg således var uden for “zonen” oplevede jeg at jeg blev udsat for hånende ord, trusler og gestus. Heldigvis lagde en af de som stod for dette mærke til mit skilt med hospitalets navn, og så hørte det inde. Personale der arbejdede på hospitalet var under beskyttelse, fordi hospitalet tog sig af børn, alle andre “ikke-sorte” var jaget vildt.   

Jeg har altid haft venner der er sorte, og har inviteret dem hjem til selskaber og hyggeligt samvær. De har overnattet hos mig, og det gør de såmænd stadig. I en alder af 70, er jeg aldrig blevet inviteret hjem til en af mine sorte venner. Når jeg spørger dem hvorfor, er svaret at det ikke ville være sikkert. Jeg er ikke helt sikker på om sikkerheden gælder mig eller dem. Jeg spørger aldrig igen. Jeg har imidlertid været på besøg hos mine Hispanic og asiatiske venner.

Jeg købte et lille hus i det sydlige Delaware i 1999. En morgen, nat, kl. 02.00, jeg kunne ikke sove, besluttede jeg at køre til New Jersey og få et tidligt havbad. På vejen standsede jeg ved Denny’s, der har døgnåbent, i det nordlige Delaware, hvor jeg lige skulle have tidlig morgenmad. Der har aldrig været problemer der. Denne morgen var jeg dog den eneste hvide. Ledelsen var sorte, tjenerne også, og alle kunderne ligeledes. Jeg satte mig og så begyndte det!

Støjniveauet blev dramatisk forøget, luften fyldt med sjofelheder og jeg hørte udtryk som “hvid tæve” og “luder” flere gange. Jeg reagerede ikke, og fortsatte med at læse i min bog og spiste min mad. Ledelsen forsvandt og tjenerne stod og gloede på mig med armene over kors. Ikke en eneste trådte til for at standse det som skete. Jovist var jeg bange, og jeg vurderer min frygt var rimelig. Men jeg nægtede at bøje mig,  blev og spiste færdig.

Jeg er helt sikkert ingen Rosa Parks. Hun bøjede sig heller ikke - og det lykkedes hende at demonstrere for en hel race det som man kan opnå uden brug af vold. Vore dages sorte kunne lære af fortiden. En hel race eller land var altså ikke ansvarlig for slaveriet. Hvornår hører man om den skyld de sorte stammer i Afrika pådrog sig ved at sælge deres sorte fjender som slaver?

Sorte ønsker at blive kaldt “afrikansk-amerikanere” som om Afrika ikke har haft anpart i slaveriet i vort lands historie. Der er stadig slaveri i visse dele af Afrika, mens hvide kæmpede og døde for at slaverne kunne blive frie. Mine forfædre var ikke slaveejere - begge sider af min familie kæmpede for Nord i Civil War.

Men det betyder absolut intet for de som opildner til racehad. En dialog skal altid indledes i ærlighed, ikke med fortællinger skabt af mennesker der kun har deres egeninteresse på hjerte.

Det er ikke kun “sorte liv der har betydning” - det er alles.

Claire Hawksley is an average non-hyphenated American, retired from both her RN and IT positions. She doesn't blog but can be reached at chawks60@comcast.net.

http://www.americanthinker.com/articles/2015/05/the_white_experience_and_me.html#ixzz3ZQzvCDPw