Husk Lusitania
At eje et fragment af historie - en kugle fra Gettysburg, en Coolidge kampagne knap - er morsomt, derfor blev Gregg Bernis i 1988 ejer af Lusitania. Denne 787-fod lange passagerliner har ligget 300 fod under vandet ud for Irlands sydkyst, da en enkelt tysk torpedo sænkede den for 100 år siden. Skibet indeholder for 4 millioner dollars US fremstillede patroner og anden ammunition på vej fra det neutrael USA til krigsførende Storbritannien.
Den almindelige, og forkerte opfattelse, er at sænkningen af skibet ændrede historiens gang. Dog håbede nogle dengang, herunder Storbritanniens Marineminister , Winston Churchill, at et angreb på et skib ville foranledige at USA gik ind i krigen. De har måske været behjælpelige ved Lusitanias ulykke ved ikke at have taget de mulige midler i brug for at undgå sænkningen. 1198 mennesker druknede, 128 var amerikanere.
I “Dead Wake: The Last Crossing of the Lusitania,” bemærker Erik Larson, at tidligt i 1915 var krigsførelsen i en ny fase. Den 19. januar udførte to Zeppeliner Tysklands første luftangreb mod Storbritannien. Den 22. april ved Ypres, Belgien, sendte Tyskland skyer af klorgas mod franskmændenes og canadiernes linjer..
Larsons fortælling drejer sig om en teknologi der var helt central for Tysklands strateg: U-Både.
Ubåde skulle hindre og opfange de forsyninger der var på vej til Storbritannien, som importerede to tredjedele af landets fødevarer.
Om morgenen da Lusitania forlod New York lod Tysklands ambassadør til U.S. den sædvanlige meddelelse sætte i aviserne, at ethvert skib der førte britisk flag “kan ødelægges” i krigszonen. herunder farvandene rundt om United Kingdom.
Capt. William Turner beroligede ængstelige passagerer ved at hævde at hans skib kunne sejlel fra en u-båd. Denne forsikring kunne dog kun gælde dersom han vidste, hvor u-båden befandt sig. Turner sagde også, at når man kom ind i krigszonen ville skibe være omfattet af den britiske flådes beskyttelse.
Woodrow Wilson’s protest feberuar 1915 mod at tyske u-både havde neturale landes handelsfartøjer som mål, skriver Larson, “gjorde ikke indtryk på Tysklands ihærdige unge u-bådsflåde, der mente de kunne knække Storbritannien før Amerika kunne mobilisere og intervenere i Europa. Tysklands politik lagde situationen i de unge ambitiøse u-båd kaptajners hænder, såsom Walther Schwieger på U-20, som blev sporet af den britiske efterretningstjeneste uden tyskerne var klar over det.
Walther Schwieger
Fordi nogle passagerer måtte overføres fra et andet skib forlod Lusitamia Amerika to timer for sent. For at spare på omkostningerne ved sejlads i tider med mangel på grund af krigen havde Lusitania kun kul ombord der sparede til brug i 3 af de 4 kedler, hvilket gjorde rejsetiden længere. Hvis der således ikke havde været denne forsinkelse ville Lusitanias kurs næppe have krydset U-20. Britiske myndigheder bad heller ikke Turner ændre skibets kurs mod Liverpool, og sendte ikke et eneste flådefartøj ud for at beskytte hende.
.
Churchill havde talt om at tiltrække skibe til Storbritanniens kyster “med det håb at få USA til at gå imod Tyskland.” Og, “vi ønsker den trafik - jo meres des bedre, og hvis nogle kommer i problemer, så er det endnu bedre.”
I sine memoirer om 1. Verdenskrig, erindrer Churchill, da han hørte om Pearl Harbor: “Jeg kom til at tænke på den bemærkning Edward Grey (udenrigsministeren) kom med for mere end 30 år siden - at United States er som en gigantisk kedel. Når der først er fyret op under den er der ingen grænse for den kraft den kan generere’.....Jeg gik i seng og sov den frelste og taknemmeliges søvn.”
Churchill’s tanker om Lusitania tragedien og brugen af vold var på samme plan. I hans erindringer om 1. Verdenskrig skrev han at Amerikas indtræden i krigen april 1917 “kunne være sket i maj 1915. Og hvis det var sket ville de store slagterier kunne være forhindret.”
Larson bemærker, at den dag Lusitania blev sænket var Col. Edward House, Wilson’s rådgiver i London, hvor King George V spurgte ham: “Hvad nu hvis de skulle sænke Lusitania med amerikanske passagerer ombord?” Få timer senere var House mødtes med Storbritanniens udenrigsminister. “Vi talte sammen,” huskede House, “om sandsynligheden for at en passagererskib kunne blive sænket, og jeg sagde til ham, at hvis det skete, ville der vokse en indignationens ild over hele Amerika, hvilket kunne føre os til at deltage i krigen.”
Den amerikanske vrede var lidt mere afdæmpet, og landets neutralitet overlevede til knap 2 måneder før Tyskland erklærede en uindskrænkede u-bådskrig i februar 1917. “Dead Wake” (bogen) forklarer Larson er det maritíme udtryk for en kæde af “forstyrrende hændelser” som fra en torpedo.
Tysk ubåd på en britisk strand i 1919 (anseelig størrelse). .
Det Gregg Bermis ejer er en tragediens relikvei, der var en konskevens, ikke årsag til mange flere.
George Will
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar