Amerikas junkvåben kontra Ruslands supervåben?
Venstreorienteret tankegang er så udbredt at den ofte siver ind i konservativ tankegang uden nogen er helt klar over det. Tror du det ikke? Hvad med “kapitalisme eller HUAC”? Et eksempel omfatter U.S. forsvarspolitik især når det gælder U.S. versus Sovjet, russiske eller kinesiske våbensystemer.
Vi har allerede beskrevet tendensen med at kreditere russerne (og kineserne, og hvem ved måske inuitterne?) med virkelig skelsættende våben de ikke burde kunne have. Der er en fremherskende forestilling om amerikansk forsvar; at alle U.S. våben er junk, ikke virker, ikke kan konkurrere og er alt for dyre, vil føre til katastrofe og øjeblikkeligt skal fjernes. Dette er en tese der nærmest har nået status af sandhed; Alle kommunistiske våben er teknologisk svarende til Excalibur eller Mjölnir, (Thors hammer) mens alle amerikanske våben er som Acme fyrværkeri der uundgåeligt vil føre os i ulykke.
Som med de fleste sådanne holdninger - der er et gran sandhed i det. Et meget lille gran og et forkert et af slagsen - og i dette tilfælde går det helt tilbage til Koreakrigen.
Koreakrigen var den første krig, hvor jetfly for alvor blev indsat, og grunden til dette var et kampfly ved navn MiG-15. Der havde været jetfly i de sidste måneder af 2. Verdenskrig, de første tyske, derpå engelske og så U.S. Tyskland havde Messerschmitt Me-262 og Arado-234 – der kom for sent til at få indflydelse på krigen. Efter VE-Dag, da forskning og anvendelsen af jetsystemet kom i højeste gear skete det meste i U.S. Lydmuren blev brudt af X-1, den første produktion af anden generations jetfly, de første bombemaskiner B-45 og B-47 og så videre. Briterne var blot et lille skridt bagefter og så russerne .....
Nuvel USSR kunne bare ikke følge med. Selvom de overtog en god portion af tyske aeronautiske videnskabsfolk og ingeniører var deres egne indsatser patetiske. Deres første jetkampfly var MIG-9 en grotesk maskine med en stor kanon placeret lige i midten af luftindtaget, hvilket i den grad må have påvirket luftindtaget når den blev affyret.
Og så kom som et chok de første MiG-15s over himlen i Nordkorea. Her var et fuldt udviklet anden generations jetkampfly med svær bevæbning, en første klasses motor der var i stand til leve helt op til alt FN styrkerne kunne mønstre mod det.
The U.S. var tvunget til at fremskynde F-86 Sabre, der netop var indsat i tjeneste i Japan og Sydkorea mod MIG’erne. Selv da var det med nød og næppe - MIG var en anelse hurtigere og mere manøvredygtigt i stor højde og sværere bevæbnet med 20 og 30 mm kanon. I et år bølgede luftkrigen over Yalu frem og tilbage indtil en opgraderet F-86 med kanon og hydraulisk kontrol - det første på et kampfly - kom i aktion og hurtigt satte MIG-15 på plads.
Da MIG-15 kom var det et chok for verden. Indtrykket af Rusland var at det var et primitivt land befolket med muzhiks med lort på støvlerne - det indtryk blev virkelig rystet og lagt på hylden og erstattet af en vision om Sovjetmennesket som et overvæsen i stand til alt.
Der var sket noget mystisk og ubegribeligt bag Jerntæppet og det var helt sikkert Marxismen der var årsagen. Kommunismen var et videnskabelig doktrin derfor gav det mening at kommunisterne ville være bedre til teknologi end det tilbagestående kapitalistiske Vesten.
Det hele var et glansbillede. Den skære sandhed var at al “videnskaben” og al “teknologien” der lå bag MIG-15 kom direkte fra kilder i Vesten. Den fremragende motor var Rolls-Royce Nene, bygget på licens ved en selvmorderisk licens af Atlees Labour regering. Resten fulgte så....
Resten var en ‘gave’ fra kammeraterne i Rosenberg spion netværket. Sammen med data om the Manhattan Project, sendte Ethel og Julius Rosenberg også alt andet brugbart videre østpå. Et medlem af netværket var William Perl, fysiker og aeronautisk forsker for the National Committee on Aeronautics (NACA), forløberen for NASA. Perl var bagmanden, kilden til alle former for svulstigt materiale herunder alle udviklingsdata for the P-80, det første U.S. jetkampfly, men vigtigere endnu vindtunnel data for F-86.
Dette var næsten lige så vigtigt som materialet om A-bomben. Faktisk kan alene det have slået Ethel og Julius ihjel. Dommer Kaufmann der fældede dødsdommen var ude af sig selv over den kendsgerning, at amerikanere blev slået ihjel i Korea ved at der blev benyttet information fra Rosenbergers og det samtidig med at sagen kørte. Dette kunne have været en henvisning til data om F-86. (Perl slap billigt han sad blot samtidige fem års afsoninger for falsk vidneforklaring.)
Men myten om Sovjets overlegenhed fortsatte, iscenesat af the “bomber gap” og affyringen af Sputnik. (Faktisk havde U.S. en Jupiter C klar til at flyve fra Cape Canaveral, og det et år før Sputnik, men præsident Eisenhower forbød det. Jupiter C var et Army projekt, og han ønskede ikke at militæret sendte den første satellit op. I stedet blev alle bestræbelser sat ind på det elendige og fejlfyldte Vanguard program, der var under ledelse af ....the U.S. Navy.)
Samtidig udførte U.S. det mest bemærkelsesværdige våbenprogram i verdenshistorien. I løbet af 1950’erne gik U.S. fra en håndfuld interkontinentale bombefly til næsten 1700 af slagsen. Et fuldt integreret luftforsvarssystem bestående af tre separate radar advarsels linjer, det ene af dem DEW over Den Arktiske Cirkel (Rusland havde så til gengæld et ‘hul’ på mellem 700-1000 kilometer over hele Nordsibirien. Hvis krig var brudt ud kunne hele U.S. bombestyrken være kommet ind over Rusland gennem dette ‘hul’ og angrebet udvalgte mål før russerne var klar over de var der). Ved årtiets slutning var U.S. færdig med en fuld operationel ubåds missilstyrke sammen med opførelsen af de første ICBM (Interkontinentale Ballistiske Missil) the Atlas. En raket, der hvor utroligt det kan lyde stadig benyttes af NASA som Atlas V.)
Ganske godt gået, og hvilken rekord. Men da 60’erne indledtes blev det i det store og hele ignoreret. Det var tidligt 60’erne at doktrinen “Russisk Supervåben” blev supplementeret af endnu en, formodningen at alle amerikanske våben var farlige, ubehjælpsomt junk.
Det er sådan set eftermælet over eet individ, Robert S. McNamara, hvis mellemnavn netop var meget passende nemlig “Strange.” McNamara havde benyttet chancen for at blive forsvarsminister med et desperat træk, da hans indsatser hos Ford kun havde efterladt ham med ringe udsigter i selskabet. Fremtidens historikere vil undre sig over den kendsgerning at i næsten et årti blev U.S. forsvaret lagt i hænderne på en af de mænd der var ansvarlige for fiaskoen Ford Edsel.
McNamara havde tjent i the Army Air Force i de sidste måneder af 2. Verdenskrig, og var meget forbitret over den behandling han havde fået af sine kolleger for hans robotagtige væremåde, hans kraftige briller og hans insisteren på, at alt skulle udregnes til 8. decimal. Han kom til Forsvarsministeriet med en noget overdreven hævntørst.
Naturligvis udtrykte han det ikke således. Han insisterede på at han og hans “whiz kids” - management elitære i klassisk forstand, alle med flotte eksamener, pocket protecors, (fyldepenneholdere, men også en tegneserie om superhelte - aner ikke hvad der reelt menes - synopsis kommentar) og ingen erfaring med den virkelige verden - kunne vise de karseklippede soldater, hvordan man leder militæret mere effektivt, givtigt og humant.
Retfærdigvis må sige at nogle af hans initiativer var ganske godt begrundet, især de som gjaldt fjernelse af visse nytteløse programmer, blandt dem SM-62 Snark, et forsøg på et “interkontinaentalt krydsermissil” der var ganske overflødigt i tiden med ICBM. Han beordrede også at USAF skal anvende the Navys F-4 Phantom som et kampfly til alle formål, da Air Force netop manglede et sådant på grund af spild i de ti foregående år, hvor man udviklede the “Century series” fighters, en gruppe af besynderligheder der skulle udfylde niche roller og for det meste klarede sig elendigt.
Men i store træk var hans embede en katastrofe. Sammen med Vietnam Krigen og Mutual Assured Destruction (MAD), indførte McNamara den sædvane at annullere våbensystemer blot fordi vi kunne.
The B-70 var et bemærkelsesværdigt fly, det eneste eksemplar der fløj den gang og aldrig siden. De lignede mere noget fra “Trek” end et fly designet i 1950’erne. The B-70 var et ottemotorers uhyre i stand til at cruise med to gange lydens hastighed i en højde af over 70000 fod. Dog var dette uhyre en af de mest yndefulde fly der nogensinde er designet, den lignede en gigantisk svane der kom fra en biosfære langt mere avanceret end vores.
The B-70, gennemgik, som det fly der var helt fremme i datidens aeronautik en kompliceret udviklingsproces, (dette gælder de fleste U.S. våbensystemer. Hvorimod Sovjets våben var skrammel. forældede før de end kom i brug. U.S. våben var derimod med teknik helt i front og med alle de implikationer der følger med). Dette sammen med at det var så ‘synligt’ gjorde at det blev et mål for McNamaras budgetnedskæringer. Læg dertil den kendsgerning, at dets gode egenskaber ville underminere McNamaras kæledægge “MAD” teorien - at lighed mellem U.S våben og Sovjet våben ville bevare freden gennem “Mutual Assured Destruction,” og det er klart at the B-70 var dødsdømt ligeså snart McNamara tog over i Pentagon.
The B-70 klarede et yderst vanskeligt dog succesrigt test program.The USAF havde et epoke- og skelsættende fly klar, der ville give enhver anden bombemaskine øjeblikkeligt baghjul og få det til at virke gammeldags lige så snart det var operationsklart. Uanset alt dette blev programmet den 28. marts 1961 “reorienteret” med henblik på test og udvikling - en snedig metode til at lægge det i skuffen uden at sige det. Den bagved liggende grund var nedskydningen af U-2 over USSR den 1. maj 1960, der viste at det var for sårbart for Sovjets SAM missiler. (Faktisk var det først år senere at offentligheden erfarede at Gary Powers U-2 fik motorstop ved flyets cruisehøjde af 70000 fod og var svævet ned til 40000 fod da det blev ramt af et SAM missil).
Der blev kun bygget to B-70. Det ene gik tabt ved et tåbeligt opvisningsnummer ved Edwards AFB den 8. juni 1966. Det andet kan ses ved the National Museum of the USAF at Wright-Patterson AFB, hævende sig op over alle de andre fly på stedet.
The Skybolt missilet var et forsøg på at bygge et missil der skulle affyres i luften for at overvinde Sovjet luftforsvaret, f.eks. det som fik skudt U-2 ned. Et antal mislykkede affyringer, typisk for nye missiler på den tid (heller ikke så sjældent i dag) gjorde at det kom på listen over ophør, noget som McNamara gik ind for, igen fordi the Skybolt også var i konflikt med hans MAD voodoo strategi. Efter en længere kontrovers fik han så endelig overtalt John F. Kennedy til at annullere missilet den 22. december 1962 idet han i en tale hævder at det helt åbenlyst var “udover vore nuværende teknologiske muligheder.”
Problemet var at the Air Force havde planlagt en test næste dag, hvilket var en succes. Dette var før tiden før internettet. Aviserne kom med historierne selvsamme dag, den ene overskrift citerede JFKs tale og den anden meddelte de glimrende testresultater. Så the Skybolt blev elimineret under falske forudsætninger sammen med karrieren af den stakkels USAF PR officer der sandsynligvis måtte tilbringe resten af sit liv på Thule Air Base i Grønland.
Hvis the Skybolt var kommet i brug sammen med the B-70 - noget der uundgåeligt ville være sket om begge var kommet i produktion - ville resultatet have været et gigantisk skridt fremad i mulighederne for USAF. Blot et par dusin B-70’erne armeret med missilet (Skybolt) ville have besværliggjort Sovjets strategiske kalkulationer til et punkt nær sand frustration.
I stedet gjorde McNamaras politik det muligt for Sovjet at bygge deres bombemaskine til a-våben og ICBM enheder der kunne måle sig med de fra U.S. selvom de ifølge McNamaras kalkulationer ville standse og sameksistere lykkeligt med MADs terrorbalance. Sovjet blev ved med at bygge op sent 60- og 70’erne indtil deres kernevåben styrker til overmål overgik U.S.
USAF lærte vigtige ting af denne periode, blandt dem tåbeligheden i at give våben ‘flotte’ navne før de var i produktion. En nedgraderet version af Skybolt fik det besynderlige akronym SRAM
(Short-Range Attack Missile) og kom i produktion uden nogen opmærksomhed. Uheldigvis lærte venstrefløjen også en lektion - nemlig, hvordan man ‘dræber’ ethvert foreslået våben der kunne irritere den, hvilket i praksis betød dem alle.
I løbet af de næste par årtier kæmpede venstreorienterede i regeringen, i medierne, på akademierne og NGO’ere på at hindre the Safeguard ABM system, the M-16, the M-1 Abrams tank, the M-2 Bradley IFV, the B-1 Lancer, the F-14 Tomcat, the MX Peacekeeper missilet, the Airborne Warning and Control System (AWACS), the Tomahawk cruise missile, the Maverick and Hellfire missiles, the Reagan’s Strategic Defense Initiative (SDI) system på alle felter. Det lykkedes dem at forsinke eller få annulleret adskillige af disse, men ikke dem alle, og ikke for altid. Hvis de havde lykkedes med det forehavende var vi sådan set blevet reduceret af forsvare os med raketter og spyd.
Nogle få af disse annulleringer var sådan set i orden - the AH-56 Cheyenne, et mærkeligt sammensat fly/helikopter og the DIVAD antiaircraft kanon, opkaldt efter the Armys endeløse eftertænksomhed og eksperimentering.
Men i det store billede var den største portion af de våben som blev sat til side målet for de venstreorienterede, fordi de var amerikanske og måske kunne fungere. (Et våbensystem der var i rimelig sikkerhed for McNamaras yndlingsprogram the F-111, som han roste som et fly til alle formål som kunne klare alt. Samtidig med at the Navy versionen blev sat til side at den gode grund at den ikke fungerede blev USAF modellen ført igennem trods al modstanden. Med tiden fandt the Air Force brug for den som en angrebs bombemaskine der kunne snige sig ind på mål i lav højde, hvilket var milevidt borte fra flyets oprindelige mission).
Dette fortsætter i dag som vi har oplevet med både the F-32 Raptor og the F-35 Ligtning. Begge fly fik standardversionen som værende teknologisk fyldt med fejl, alt for dyre og en trussel mod enhjørninge og sommerfugle, men med meget stor intensitet grundet den kendsgerning, at de fly som er forgængere for dem the F-117 og the B-2, benytter stealth teknologi og kom til og blev udviklet som “Black” programmer immune for politisk indblanding.
Modstanden mod F-22 gik på to elementer der tidligere har været med i debatten om våben. Den første en demonstration om at et program kan annulleres selv efter det har nået frem til at kunne serie fremstilles. F-22 blev annulleret på vegne af Barack Obama ved udenrigsminister Robert Gates efter flyet var blevet godkendt af USAF og hundreder lå på produktions samlebåndet. Produktionen nåede 190 og så var det slut lige knap halvdelen af det Air Force påstod var minimum og nødvendig. Som med de fleste beslutninger taget af Lysbringeren (Obama) blev der ikke givet nogen seriøs grund. I dag betragtes det som en af de værste forsvars relaterede beslutninger nogensinde. Endog Gates kalder det den værste beslutning han nogensinde tog - og dette er manden der banede vejen for pædofile så de kunne slutte sig til Boy Scouts.
Det andet element er det foruroligende bevis på at modstandere af et tilstrækkeligt amerikansk forsvar nu synes at forstå tankegangen bag ønsket om våben bedre end ønskets støtter. The F-22 og F-35 var designet som komponenter for the“High/Low mix,” hvor et luftvåbens kampfly egenskaber består af to: Et højtydende luft-suverænt fly sammen med et et mindre kampfly med bomber. Et sådant mix er brugbart nok til at dække de fleste kamp hændelser. Dette arrangement havde vist sig dueligt under 2. Verdenskrig med Spitfire Hurricane og Mustang/ med Thunderbolt teams og over Korea med the Sabre-Thunder jet team. Det var denne faktor som USAF så bort fra ved at ignorere køb af Century kampfly serierne med så varige triste mindelser over Vietnam. Balancen blev genskabt i 1970’erne med F-15 Eagle/F-16 Viper team det mest effektive eksempel på the High/Low princippet i luftkrigens annaler.
The F-22 var ment til at være the “High” element og the F-35 the “Low.” Så da F-22 blev sløjfet begyndte modstandere at angribe F-35 med argumenter om at det ikke var velegnet i rollen som overlegent kampfly - en funktion det ikke var designet til. Støtter af et stærkt militær havde åbenbart intet begreb om the High/Low tankegangen og stod helt perpleks tilbage.
The F-35 overlevede i det store og hele ikke på grund af støtternes indsatser, men af den simple kendsgerning at det det eneste rigtige - hvis den blev sløjfet ville USAF sammen med NATO og det meste af Vesten slet ikke have et 5. generations kampfly.
Argumenterne mod the F-22 og F-35 går i store træk ud på forsinkelser i udviklingsarbejdet og de fejl der er opstået der igen krævede videre arbejde og ombearbejdninger - og så mente man flyet var uden værdi, især i sammenligning med de fly det skulle afløse. (Selvom nogle af argumenterne var direkte løgnagtige, såsom “fejlen” i F-22 iltsystemet, der så viste sig at være en ventil, der ikke lukkede helt til i en testflyvning). Men hvis vi formoder at de samme standarder var blevet anvendt på tidligere designs så ville the B-17 Flying Fortress være knust på sin første officielle flyvning. The P-51 Mustang var i de første udgaver uden motorkraft, ikke i stand til at matche de andre kampfly i operationshøjden. The B-29 Superfortress var gennem hele sin karriere plaget af motorfejl der ofte resulterede i styrt. The F-86 Sabre fik øgenavnet the “lieutenant eater” for dets tendens til at slå uerfarne piloter ihjel. The B-47 Stratojet havde en tendens til at miste vingerne på grund af ikke forudset metaltræthed.
Alle disse tilfælde ville have resulteret i annulleringer efter vore nutidige standarder - selvom alle disse fly havde strålende karrierer og adskillige var våben der klarede sig ekstremt flot i krigssituationer. Det er klart at vore nuværende forestillinger om våbenudvikling ingen forbindelse har med virkeligheden og tjener til ganske alvorligt at underminere vort militær og vort nationale forsvar.
I sandhed er the “junkvåben” bagsiden af the “kommunist supervåben” mønten. Begge, med baggrund i historiske myter er koncepter anvendt at venstrefløjen for at underminere amerikansk sikkerhed og vor evne til at forsvare amerikanske interesser og vise amerikansk styrke på den internationale arena.
Opslag
1 kommentar:
Hvis de havde lykkedes med det forehavende var vi sådan set blevet reduceret af forsvare os med raketter og spyd.
Oprindelig tekst:
If they had, we’d have pretty much been reduced to defending the U.S. with rocks and pointed sticks.
Peter Buch
Send en kommentar