HAIFA’S PILGRIMME - Baha’i haverne
Hvert år kommer hundreder af frivillige til Israel og til Baha’i World Centre og de berømte haver. Sara Toth Stub
For Sydney Kopokosu er der altid græsplæner der skal klippes, visne blade der skal samles sammen, og buske der skal beskæres. Disse opgaver er med til at holde de berømte terrassehaver rundt om Baha’i World Centre ved Haifas Mount Carmels skrænter i perfekt kondition.
“Dette arbejde er for mig en dejlig drøm,” sagde Kopokosu, 28. Han er oprindeligt fra Zambia, og en af 600 frivillige fra hele verden, og med i Baha’i troen, der kommer til Israel og dedikerer nogle år af deres liv på at vedligeholde haver, mausoleumsgenstande og andre hellige steder og institutioner i en af verdens yngste religioner - der begyndte i Iran i det 19. århundrede og gennem dramatiske hændelsesforløb fik hovedkvarter i Haifa.
“Hele mit liv har jeg betragtet billeder af Mount Carmel, og blev inspireret af dets skønhed,” sagde Kopokosu, hvis bedstefar var en af de første konvertitter til Baha’i troen i Zambia.
Baha’i er en monoteistisk religion der prædiker åndelig enhed og lighed for hele menneskeheden og og den universelle sandhed i alle andre etablerede trosretninger. “At være her er derfor meget følelsesbetonet.”
Intalik Milne, fra Grønland, og Sydney Kopokosu, fra Zambia, frivillige i haverne. (Photo: Sara Toth Stub)
Trimning og vanding af de røde geranium, de høje palmetræer og de flotte græsarealer i disse haver er på denne tid af året -og gør den 19. faste- og fordybelsesdag der går forud for Baha’i Nyt Året eller Nawruz den 21. marts - endnu mere meningsfuld, sagde Kopokuso, der udfører det manuelle arbejde trods det han ikke spiser og drikker i de lyse timer.
“Jeg træder faktisk i fodsporene af vore grundlæggere mens jeg tager mig af disse haver og forbinder mennesker fra hele verden,” sagde Kopokosu, der arbejder som lærer i Zambia.
Baha’i Nawruz fejringerne omfatter sædvanligvis festmåltider i mennesker hjem, og med de som ikke er med i Baha’i samfundet.
I Israel er Baha’i lederne værter for en reception for den lokale regering og de diplomatiske embedsmænd ved Jerusalems David Citadel Hotel, der vil også være taler og musikoptræden. Baha’i kalender er en solkalender, bestående af 19 måneder, hver med 19 dage, og med tilføjelse af fire eller fem ekstra “inter-kalender” dage hvert år.
Det kommende år vil være år 176, indikerende at det var 176 år siden som Baha’i mener deres nye åbenbaring indledtes. Men dette nye år vil være af særlig refleksion for Baha’i da det markerer 200 året for Ali Muhammed Shirazis fødsel, en persisk Shiitisk muslimsk købmand der i 1844 hævdede at være en Budbringer fra Gud, og indledte opbygningen af det som er blevet en af verdens nyeste og mest succesrige religioner.
Ifølge the Baha’i World Centre, er der cirka 5 millioner tilhængere i verden, med samfund i 170 lande; da den første verdenskongres blev holdt i Haifa i 1963, var der blot 400000 troende i 56 lande.
For Baha’is, er Shirazi en profet kaldet “Bab” der betyder “porten” på arabisk, da han anses som begyndelsen til en ny æra med religion og verdensorden. Er det resterne af Bab der ligger begravet i det gyldne kuppelformede skrin på toppen af Mount Carmel? Et sted cirka 4000 Baha’i pilgrimme, sammen med mange flere lokale og internationale turister besøger hvert år. Samtidig forbyder en 150 år gammel politik vedrørende Baha’i spredningen af religionen lokalt, hvilket har resulteret i at der ikke er noget officielt Baha’i samfund i Israel, udover de internationale frivillige.
“Alle og enhver kender til Baha’i haverne, men kender kun meget lidt til troen” sagde Steve Sarowitz, en jøde fra Chicago tilhører Baha’i troen, men også betragter sig selv som jøde, går i synagogen og har for nylig fejret sin søns bar mitzvah. “Jeg tror stadig på Toraen, Gud, Moses, men jeg er også Bahai.’,” forklarer Sarowitz for det at være Baha’i betyder ikke man skal opgive sine tidligere overbevisninger, fordi religionen anerkender at alle religioner indeholder universelle sandheder, og ser skønheden i alle kulturer. Han er producer på The Gate, en film om Shirazis liv, og den havde premiere sidste år på ABC og er blevet vist ved hundreder af private sammenkomster rundt om i verden. “Det er i sandhed en fascinerende historie,” sagde han.
Beretningen om Baha’i begynder i Shiraz i 1844, da den 24 årige Shirazi, en købmand, begyndte at hævde han var budbringer fra Gud og talte om en kommende ny æra, hvor hele menneskeheden ville blive forenet og udvikle sig i velstand. Han fik hurtigt følgere, fordi hans budskab kom på et tidspunkt med messiansk forventning, politiske omvæltninger og korruption blandt Shia muslimske gejstlige der havde enorm magt i Iran, forklarede Nader Saiedi, en iransk født sociolog der underviser i Baha’i historien på UCLA.
Året 1844 - markerede 1000 året for den 12. Shia imams forsvinden, og tilhængerne mente han en dag ville komme tilbage som en frelser, medførende en ny æra med fred og retfærdighed.
“Der var en længsel blandt store dele af folket efter forandringer, politisk og religiøst,” sagde Saiedi. “Der var en stor forventning om at noget kunne ske det år,” Men Shirazi, der kaldte sig Bab, kritiserede også de islamiske ledere og troslærer, gik ind for lighed mellem kønnene, og var fortaler for en ny hellig bog der skulle supplere/erstatte Koranen, og dermed gik han ind for en ny religion.
“Han var meget radikal,” sagde Saiedi.
Shirazi blev anklaget for frafald, fængslet og i sidste ende henrettet ved en henrettelsespeloton ved regeringen i 1850. Myndighederne i Iran forfulgte også og dræbte mange af hans følgere, især efter af Babs følgere forsøgte at slå Shahen ihjel i 1852.
Snart efter blev en nidkær følger, Mirza Husayn Ali, lederen af den noget decimerede gruppe, og han endte med at sige han var den lovede Lærer, eller Baha’ullah, som Bab havde profeteret om ville komme. Da man igen så en trussel mod deres magt, udviste Iran Baha’ullah til Bagdad, sammen med dusinvis af hans slægtninge og tilhængere, derpå udvisning til Istanbul, og til sidst til Det Osmanniske Imperiums berømte citadel i Akko, Palæstina.
I fængslet og senere under husarrest i Akko skrev Baha’ullah tusindvis af sider, og udviklede det der skulle blive religionens hoved læresætninger. Skønt han fortsatte med af få følgere i Iran og Irak - nogle af dem rejste til Akko for at være tæt på ham - forbød han midlertidigt at den nye tro skulle spredes i det osmanniske Palæstina. Det gjorde han fordi han ikke ønskede at skabe problemer med de lokale muslimske gejstlige og osmanniske embedsmænd, sagde Saidi. “Han tog denne beslutning for at sikre sig, at han fortsat kunne få åbenbaringer og kunne skrive.”
Det var først efter Baha’ullah’s død i 1892 at religionen begyndte at dukke op andre steder i verden, med Baha’ullah’s søn Abdul Baha der rejste til the United States og Europa, og talte om den nye religion og fik tilhængere. Baha’i begyndte også opførelsen af en permanent bygning i Palæstina. Baha’ullah’s grav nær Akko blev et helligt sted og pilgrimme kom dertil, og det er stedet som alle Baha’i stiller sig mod ved deres daglige bønner - det eneste foreskrevne ritual i den nye religion.
Et stenmausoleum blev også rejst på Mount Carmel i Haifa, hvor Baha’i talsmænd siger at resterne af Bab blev begravet efter de var smuglet ud af Iran. Der blev plantet haver rundt om graven og det er baggrunden for stedets storhed og skønhed.
Da staten Israel blev oprettet i 1948 fik Baha’i skattefritagelses status som en religiøs gruppe, og tilladelse til de store udvidelser på Mount Carmel. I 1950’erne fik Baha’i gennem penge, doneret af tilhængere fra udlandet, lov til at bygge den smukke gyldne kuppelbygning over Bab’s mausoleum sammen med en stor hvid marmorbygning der ligner Pantheon i Athen og som huser religionens arkiver og administrative center.
I 1950’erne var antallet af lokale Baha’i indbyggere “meget lille” ifølge Randall Geller assisterende professor i historie ved Bentley University, der har studeret udviklingen af Baha’i religionen. De fleste af de som var kommet til Akko med Baha’ullah—og deres efterkommere - var flygtet under Israels Uafhængighedskrig eller fik ordre til at forlade landet i en magtkamp om lederskabet ved Shoghi Effendi Rabbani, den sidste leder af religionen, der døde i 1957, og der er ingen efterfølger forklarede Geller.
Op til i dag er Israel det eneste land, hvor Baha’i ledelsen, der udgøres af en bestyrelse af valgte personer fra hele verden. mødes i Haifa og som forbyder spredningen af troen i landet.
Ligesom på Baha’ullah’s tid ønsker man ikke at risikere at gøre de lokale myndigheder vrede, eller bryde Israels love om at hverve sig proselytter, sagde Saiedi.
“Det er stadig mere vigtigt for dem nu da de har en sikker base som troen kan spredes fra globalt,” sagde Saiedi. Religionen spredes hurtigst i udviklingslandene, herunder Latinamerika, Asien og Afrika, mens Baha’i i Iran, Yemen og andre mellemøstlige lande hele tiden forfølges, nævnte Saeidi.
På samme tid er vedligeholdelsen af bygningerne, og de administrative centre i Haifa, herunder oversættelsesarbejdet af Bab og Baha’ullahs skriverier til flere sprog fuldstændig afhængig af frivillige og pengedonationer fra udlandet.
“Enhver bidrager med sit talent,” sagde Carmel Irandoust, vicegeneralsekretær for Baha’i samfundet, der er født i Paris af iranske forældre der døbte hende efter det ærede bjerg i Haifa.
For de frivillige i Haifa er deres tid der en vigtig kilde til inspiration. “Jeg har nu et stærkere relation til dette sted, og føler jeg er vokset åndeligt,” sagde Intalik Milne, der har været frivillig gartner siden 2016, og vender hjem til Grønland i april.
I Baha’i troen der ikke har nogen ritualer udover korte daglige bønner som tilhængerne reciterer alene på det sprog de selv vælger, og så er åndelig samvær vigtigt, forklarede Milne. Nu her hvor hans mission nærmer sig sin afslutning vil Milne forsøge at besøge Babs skrin så ofte som muligt. Hver gang han går derhen af de røde stier i haverne, derpå rundt om skrinet adskillige gang, før han efterlader sine sko ved døren og går ind i bygningen der er dekoreret med udsøgte tæpper og kandelabre. Der dufter af roser på grund af de mange, mange vaser med disse blomster, friskskårne fra haverne.
“Flere og flere kan relatere sig med personen Bab,” sagde Milne. “Det er i sandhed en særlig mulighed at være her.”
Sara Toth Stub is a Jerusalem-based American journalist who has written for The Wall Street Journal, Dow Jones Newswires, The Associated Press, and other publications.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar