At blive endnu mere grøn og socialismen
Som reaktion på New York City borgmester Bill de Blasio's trussel om at “glas- og stålskyskrabere” skal fjernes, fordi de ikke burde findes i vor by og på Jorden, havde the New York Post en karikaturtegning hvor borgmesteren portrætteres som Fred Flintstone der præsenterer en bygning af klippestykker.
En ualmindelig god kommentar når man tager i betragtning, at de som hævder at være “progressive” helt tydeligt forkaster den moderne tid, og de sande fremskridt der har løftet menneskeheden fra årtusindernes afskyelige fattigdom til den overflod vi har oplevet i de sidste par hundrede år.
Fremskridtsprocessen indledtes i Vesteuropa med kapitalismens fremkomst og har spredt sig over kloden. Processen er ikke færdig, da mennesker selv i de moderne nationer stadig har mangler og behov der ikke er opfyldt.
Faktisk er hele grundlaget for økonomier baseret på den formodning, at menneskers ønsker er uden grænser. Fremkomsten af Den Grønne Bevægelse truer med at hæmme yderligere fremskridt i materielle levestandarder og at rulle meget af det tilbage, som er opnået siden Den Industrielle Revolution.
Venstrefløjen har omfavnet, krammet Den Grønne Bevægelse af en meget simpel årsag. Venstrefløjen forkaster den moderne verden, fordi den ikke er bygget op om deres ideologi. Den ideologi, som sådan set er luftkasteller, der ikke kan opbygge noget substantielt eller noget der er holdbart.
Og vigtigst, den kan ikke generere den form for økonomisk vækst der er nødvendig for at højne levestandarder i hele samfundet. De mest overbeviste socialister ved det udmærket.Strategien har altid været, fra Marx og fremefter, at socialister skulle få kontrol over en allerede udviklet kapitalistisk økonomi, og derpå omfordele den skabte velstand på en mere retfærdig måde. Skabe ny velstand - efter Den industrielle Revolution - var noget der skabte problemer, derfor måtte det helt naturlige ønske hos mennesker om mere - motivet for civilisationens udvikling inddæmmes. Et “nyt individ”med mindre ambition måtte skabes for at passe ind på den stagnerende socialistiske model.
Den første Jordens Dag blev holdt i the United States den 22. april 1970, en ide fra Den Nye Venstrefløj. Dagens radikalisme (der stadig er i fuld blomst i dag) er primært associeret med antikrigsbevægelsen. Ønsket om at se the United States tabe i Vietnam til et mindre udviklet Marxistisk regime var kun en del af det større mål om at transformere det amerikanske samfund. Man forestillede sig et samfund der ville forkaste kulturen med vækst og overflod der var lig med en “imperialistisk” udenrigspolitik.
I 1973 kom E. F. Schumacher’s Small Is Beautiful: Economics As If People Mattered. Schumacher argumenterede, “Det optimale forbrugsmønster der producerer en høj grad af menneskelig satisfaktion ved hjælp af relative små rater af forbrug, tillader mennesker at leve uden stort pres og stress ....mennesker der får tilfredsstillet deres behov ved hjælp af en relativ brug af ressourcer har langt mindre åbenbar grund til at være ‘over hinanden’ end mennesker der er afhængig af stort forbrug.” Bestræbelsen for at skabe sådant et samfund i form af “hippie” enheder gik galt da selv aktivisterne blev trætte af at sidde i ‘sølet.’
Hvis folk nu ikke kunne overtales til at opgive det gode liv så måtte de beordres til at de ikke har noget andet valg. Således blev bevægelsen “grænser for vækst” født, der argumenterer for at Planeten er ved at løbe tør for ressourcer, især energi, så uanset, hvor meget vi ønskede mere fremskridt, så kan vi ikke opnå det.
Det storslåede ved den menneskelige ‘ånd’ som venstrefløjen foragter, er, at når den står over for en grænse, jamen så finder mennesket en vej bag denne grænse. Fracking og atomkraft er løfter om rigelighed, hvilket specifikt er det venstrefløjen fører så massive kampagner mod. Alle forhåbninger om en lys fremtid skal knuses.
Folk vil imidlertid ikke stemme for en permanent tilbagegang, og slet ikke et program med undertrykkelse. Vi ser det ved hvert valg når der er forretningsmæssig tilbagegang. Derfor må socialisterne gå en anden vej. Det er ikke økonomien stupid, det drejer sig om Planeten! Yderligere vækst vil slå os alle ihjel, om blot 12 år, ifølge Rep. Alexandria Ocasio-Cortez (D-NY). Ressourcerne er der ganske vist, men at udnytte dem vil være at ødelægge planeten. Vi er allerede gået alt for langt. Den globale opvarmning (eller klimaforandring, da nu den seneste opvarmningsfase kan se ud til at svækkes) gør vækst ikke ønskelig. Og hvis der ikke skal være vækst, så skal det der kan få lov til at blive produceret være bestemt af de socialistiske planlæggere på fordelingsbasis. Det er i bund og grund den praktiske betydning af “bæredygtig” udvikling.
På den internationale scene har dette sit udtryk i en to-delt holdning til bekæmpelse af klimaforandring. I FN sprogbrug kaldes det princippet “fælles men differentieret ansvar.”
De “overudviklede” kapitalistiske lande skal bare skære ned mens de ikke så udviklede lande (herunder Kina) har frihed til at gå fremad for at få deres “retmæssige” andel af Planetens begrænsede økologiske råderum.
Endnu et omfordelingsskema der skal indføres af et socialistisk lignende system med en verdensregering. Det at nationer har evnen til at høste gavn af deres egne borgeres indsats udover “normen” er ikke længere lovligt.
For De Røde er det Grønne essentielt. Miljøbevidstheden vil blive fremmet uanset hvad graden af videnskabelig kundskaber fortæller, fordi det kræver socialismen. Det er en synd ikke at tro at naturen bestemmer grænserne for menneskelig civilisation, dermed retfærdiggøres påtvingelse af tilbageholdenhed (om ikke fattigdom) af de socialistiske præster. Kapitalismen skal fordømmes som destruktiv. Den korrumperer mennesker ved dens selvmorderiske begær efter mere.
Besynderligt er det at socialismen er blevet så populær hos millenials, hvis livsstil er helt og aldeles indviklet i produkter som økonomisk vækst står bag i løbet af deres korte levetid.
Under kapitalismen har teknologien fart på. De unge ville være opslugt af protester hvis de pludselig blev tvunget til at leve i den kedelige verden a la Schumacher.
Tilbuddet om eftergivelse af studielån eller gratis sundhedshjælp kunne ‘købe’ deres stemmer på den korte bane, men de vil ikke finde at det at komme tilbage til Bedrock er mere acceptabelt for dem end for os andre.
William R. Hawkins is a consultant specializing in international economic and national security issues.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar