Hvordan socialismen arbejder del 3
Dov Fisher
Lad os bekæmpe had med kærlighed. Vi kan gå til den nordkoreanske fedtklump der fodrede sultne hunde med hans onkel, forløberen for scenen i Game of Thrones, og sige til ham: “Gå blot videre med at få bygget de atombomber - for vi elsker dig, og vi vil så gerne have du er lykkelig.”
Så skal vi naturligvis gå til Ayatollaherne og mullaherne i Iran: “Vi elsker Jer. Vi ved I hader os og ønsker at udslette Kristendommen fra jorden, lige så meget som I ønsker at udslette Israel. Det er derfor I kalder os amerikanere “Den Store Satan.” Men vi er skræmte. Byg nu Jeres atombomber. Og her er der en blomst. Og $150 milliarder i kontanter. Overrasket? Forvirret? Jamen vi elsker Jer.”
Skønt alt sammen..
Det er fascinerende at betragte udviklingen af en generation der elsker islamisk terror og islamiske fascistiske diktatorer, elsker undertrykkere fra venstrefløjen der har smadret hvert eneste land som har haft berøring med socialismen. Og alligevel hader de Betsy Ross, Kate Smith, Thomas Jefferson, George Washington. Hader!
Men kærlighed til alle andre.
Obama elskede Vladimir Putin, hviskede ham i øret at han have store ting i vente for ham efter hans genvalg. Da Mitt Romney under 2012 præsidentdebatterne advarede om farerne ved Putins Rusland, hånede Obama ham og snerrede. Obama kom så fint ud af det med Hugo Chavez. Storartet med Castros. Bill Clinton havde Yasser Arafat som gæst i Det Hvide hus mere end han havde med nogen anden leder på besøg. Kærlighed er dog en vidunderlig mangefacetteret ting.
Det lyder virkelig så ‘dæjligt,’ så sødt. På et tidspunkt vil en deltager i Democratic præsidentdebat slutte aftenen med at bønfalde om at lade alle problemer løse med det store hemmelige våben: Kærlighed.
Kærlighed omfavner os alle. Bernie Sanders ser køerne for at få brød i kommunist Kina og han fremturer poetisk: Brødkøer er “en godt ting.” Kamala Harris har en wowzer af et slogan: “For Folket.” Hvorfor har ingen dog tænkt på det tidligere?
Når du er “For Folket,” den store ansigtsløse menneskehed kaldet “Folket” kunne man godt spørge; “Javel så, er alle i ‘Folket’ det samme?” Så hvilket “Folk” er hun for? Jeg er medlem af ‘Folket’ er Kamala så for mig? Nej? Hvilket “For Folket” er hun så for? ‘Folket’ i hendes stat der er hjemløse med telte på fortovene, boende i urinstrømme og fækalier med tyfus? Eller “Folket” der forsøger at rydde op på gaderne, give dem lægehjælp og behandling for stofafhængighed og genskabe gaderne så de igen ligner civilisationen? Hvilket “Folket?”
På overfladen lyder socialismen så retfærdig, især i den nyeste udgave, den “Grønne Nye Deal.” Hver efter hans eller hendes behov - og hvorfor ikke? Lighed i alt. Lighed i indkomst. Lighed for Folket. Lægehjælp til alle. En garanteret løn til alle, selvom de ikke arbejder. For Folket. Og det vil ske ved en bragende økonomi der arbejder ud fra princippet “Fra enhver efter vedkommendes evne.”
Det har aldrig fungeret. Det kan ikke. Kun et lille antal forhærdede idealister vil arbejde med alle deres kræfter og evner i 30,40 år selvom de ikke bliver belønnet særlig godt.
De fleste mennesker - normale personer - vil arbejde, men ikke for at få det bedste udkomme, hvis de ikke belønnes for at give noget ekstra. Og rigtig mange mennesker vil slet ikke arbejde, lade som om de er syge, og blot fremhæve: “Jeg arbejder så hårdt jeg orker!” Sådan er det med Folket.
Vi har alle venner, slægtninge, arbejdskolleger, klassekammerater. Vi kender alle Folket på første hånd. Vi kender de som bærer deres del af byrden, de som er mindre ansvarsbevidste, de som bærer andre. De af os der arbejder hårdere end de fleste bliver ofte spurgt, “Hvordan gør du det?” Eller “Hvorfor gør du det?” Vi gør det fordi vi er motiveret, af ønsket om penge, af ønsket om at have indflydelse på verden, af ønsket om at skabe noget til vore børn, eller af en passion for at skabe noget: Kunst, litteratur, kaos. Ved enhver af disse indsatser modtager vi belønninger, løn, betaling. Hvis Bernie Sanders kan sige at brød-køer er en god ting, så kan andre med lige så god ret sige at vederlag er en god ting. Uanset om de kommer i form af penge, ære, tilfredshed med egen indsats eller anden form for betaling, så har sådanne honoreringer den sideeffekt at de får andre til at blive tilskyndet til det samme.
Så er der de andre på den modsatte side af vægten. Hvis de ikke bliver tvunget er de udmærket tilfredse med at lade andre bære byrden mens de forsøger at slippe så let om det som muligt. Garanter dem den samme løn som tjenes af de som arbejder hårdt og produktivt, og de vil med glæde sidde i sofaen og se The View.
Selv de mest MSNBC/CNN-inficerede venstreorienterede kender, dybt inde, ved personlige erfaringer på arbejdet, i skolen eller legepladsen, den vrede følelse der kommer når nogen der ikke gider møde op i klassen derpå beder om at få dine notater. Når en professor kollega udgiver overpyntede “lærde afhandlinger” mens eleverne skal knokle for at komme med dybsindige tanker og forskning af værdi. Helt ærligt, præcis som baseball spillere reagerer når de ser en medspiller ramme en skæv bold og ikke engang forsøger at nå første base.
Så er det, at al den tale om kærlighed bliver til uvilje. Kærlighed til Folket. Men uvilje mod hver eneste aktuelle person der som en parasit lever af de som arbejder.
Den farligste udløber af socialismen er at, før eller senere, kommer de ulige resultater uundgåeligt til udfoldelse, fordi mennesker ifølge sagens natur er forskellige.
Højde, vægt, genetisk udseende, medfødt intelligens, udstråling - disse ting kan ikke reguleres eller lovgives om. Nogle vil få succes andre vil få det sværere. For at sikre lige resultater blandt mennesker der ikke er lige, forskellige, har historien gentagne gange vist at regering med tiden må påtvinge lighed med enden af et geværløb.
I stadig større grad benytter regering så politiet og derpå militæret for at tvinge tilsyneladende lige resultater på mennesker der ikke er lige, er forskellige. Det er derfor Venezuela nu, som Cuba, som Kina, som Nordkorea, som Sovjetunionen kan knyttes til at være militærdiktaturer, uhæmmet politisk magtudøvelse og massehenrettelser.
Mennesket vil altid være det samme, og de mennesker med overlegne evner og dygtigheder vil forsøge at skille sig ud fra gennemsnittet. Således er det med sportsverdenen, hvor de bedre trænede atleter træner hårdere for at nå højere mål og rekorder — og kræver stadig højere kompensation som holdejerne er klar til at betale, fordi de ved at publikum vil betale for billetterne for at se de supergode atleter konkurrere. Og således er det på alle områder i livet. Musical teatrene på Broadway. Film fra Hollywood - nu filmet i Georgia med de rimelige skatter. Forlystelseparker, hoteller og endog Disneyland. Det frie marked motiverer til personlig stræben.
Som kontrast har ingen nogensinde kaldt Nordkorea, Kina, Maduros Venezuela eller Cuba det lykkeligste sted på jorden. Medmindre de er blevet beordret til det af Hæren. Kærlighed for enden af et geværløb. For Folket.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar