Cypern: 46 år med tyrkisk okkupation

Uzay Bulut 

Hvad mener, tænker det internationale samfund når det hører navnet “Cypern?” En smuk ø i det østlige Middelhavet? Et dejligt feriested? Varmt vejr og vidunderlige strande? Sandt altsammen. Imidlertid har denne forholdsvis lille ø/land også en dyster og forbryderisk historie - en historie formet af Tyrkiets okkupation siden 1974.

Cypern opnåede selvstændighed fra Storbritannien i 1960, der gik ikke lang tid med denne fulde selvstændighed på øen. I sommeren 1974 invaderede Tyrkiets militær det nordlige Cypern to gange - første gang den 20. juli og derpå den 14. august og begik etnisk religiøs udrensning og forbrydelser mod menneskeheden i forsøget på at terrorisere de græske cyprioter til at forsvinde sydpå. 

Tyrkiet “iværksatte et omfattende aggressivt angreb mod Cypern, et lille forsvarsløst land, der ikke har luftvåben, ingen flåde og ingen hær udover en lille nationalgarde,” således skrev  Zenon Rossides, dengang Cyperns FN repræsentant i et brev den 6. december 1974 til FN Generalsekretæren. Og videre: "Således indledte Tyrkiets overvældende militærmaskine et væbnet angreb herunder brug af napalmbomber mod åbne byer og landsbyer, forårsagede ødelæggelser, brande, og spredning af død og lidelse på øens civilbefolkning.”

For at invadere øen brugte Tyrkiet det kup der var organiseret af den dengang herskende Græske Junta mod Cyperns præsident Makarios. Ifølge websitet Kypros.org:

"Kuppet foranledigede at Tyrkiet yderligere kunne stræbe efter det man så længe havde i tanke. At lade som om man havde en ret til en ensidig militær intervention som garanteret i 1960 Forfatningen, så Tyrkiet invaderer Cypern fem dage senere...Da man først var på Cypern efter kuppet så i stedet for at genindføre regeringen efter 1960 Forfatningen og beskytte menneskerettigheder for alle på Cypern, som man burde og værende mest retfærdigt udvidede Tyrkiet den 14. august 1974 sin invasion meget omfattende og det trods kuppet var gået i opløsning og en demokratisk regering genindført i Grækenland.

Tyrkiet besatte nu 36,4% af Cypern og fordrev over 170000 græske cyprioter som flygtningen og overførte Tyrkiets hær til det som passende blev kaldt ‘Attila Linjen.’ At Tyrkiet begik overgreb og forulempelser under invasionen kan næppe overraske når man tager Tyrkiets handlinger på Balkan, i Syrien, i Armenien og i Anatolien i betragtning og Tyrkiets langvarige politik med at fordrive befolkninger og diskrimination mod ikke-tyrkiske etniske grupper.”

Disse overgreb omfatter mord på civile græsk-cyprioter, herunder børn, indespærringer, ‘at civile forsvinder’ omfattende og gentagne voldtægter, forvisning og overdragelse af græsk-cyprioter fra deres hjem og land, forretningsovertagelser, tvungen arbejde af de tilbageholdte og kulturel ødelæggelse af kirker og gravsteder og så meget andet.  

Voldtægterne blev også bekræftet i en 1976 rapport fra the European Commission of Human Rights.

"Selv kvinder op til 80 år blev brutalt voldtaget af medlemmer af de tyrkiske enheder,” nævner rapporten. “I visse områder fortsætter tvungen prostitution af græsk cypriotiske piger med at blive praktiseret. Mange kvinder der blev i de tyrkisk besatte områder blev gravide som følge af voldtægter begået af de tyrkiske tropper.”

Voldtægterne var så udbredte at Cyperns Kirke blev tvunget til løsne på sine tidligere stramme regler for abort. Der berettes at Røde Kors sendte piller til de der var i fængsel og til de som var i lejre i de besatte områder for at hindre svangerskaber.

 

Den 5. august 1974 rapporterede the New York Times at “græsk cyprioter fra små landsbyer omkring Kyrenia fortalte beretninger om daglige mord, voldtægter og plyndringer ved den tyrkiske hær efter invasionen af Cypern.”  

The NYT interviewede ofre og øjenvidner til overgrebene. En af dem var en ung kvinde, 20 år, der ikke ville have sit navn frem.

 

Hun fortalte, “hvordan hun var blevet voldtaget efter hendes forlovede, sammen med andre mænd, var blevet mejet ned med et maskingevær i hendes landsby. ‘Da min forlovede blev slået ihjel skjulte jeg mig i en grøft - jeg var skrækslagen sagde hunn og føjer til ‘Da jeg lå der greb en tyrkisk soldat fat i mig. Han kastede mig omkuld og flåede mit tøj af. Jeg forsøgte på desperat vis at slippe væk men han holdt fast og pegede våbnet mod mig. Han sagde han ville slå mig ihjel. På et tidspunkt kom en anden soldat til med en baby på armen. Han spurgte hvem moderen var. Jeg troede at hvis jeg sagde det var mit barn ville det redde mig. Imidlertid kastede han barnet til jorden.’

Forbrydelserne begået under den tyrkiske invasion er veldokumenterede. 

“Den 14. august” skrev forfatter Victoria Hislop, “den græsk-cypriotiske befolkning flygtede slået af rædsel, i busser, til fods, og kun med det tøj de havde på. De forventede hjælp fra en udenlandsk magt, men der kom ingen, og evakueringen af dem tog uger, derpå måneder som blev til årtier.”

 

Som det var tilfældet med ti´tusinder af andre cyprioter ændrede livet sig fuldstændig også for Maria Hadjivasili der voksende op 1960’ernes Famagusta, som også efter okkupationen blev helt forandret:

“Vi hørte at civile blev slået ihjel, og kvinder voldtaget,” sagde hun. “Folk var ængstelige på deres døtres vegne. Jeg hørte at en af mine skolekammerater var blevet voldtaget og slået ihjel.”

Trist er det at under tiden med den tyrkiske invasion var der ikke megen modstand eller opråb fra verdensopinionen. Siden da har der ikke været nogen ægte international fordømmelse, okkupationen fortsætter og ledsages med lignende rettighedskrænkelser.

 

For eksempel, den 21. juni 2013 blev, Koray Başdoğrultmacı og Çinel Senem Hüseyin, et tyrkisktalende cypriotisk par der bor i det besatte Nord Cypern arresteret og sat i fængsel i 6 1/2 time. Deres retssag varede månedsvis, indtil alle anklager blev afvist mod dem i juni 2015.  

Deres forbrydelse? At flage med tre cypriotiske flag udenfor deres hjem og butik.

Tyrkiet anerkender ikke Republikken Cypern, og kalder den “Den sydlige græsk cypriotiske administration.” Tyrkiet hævder at det er ulovligt at græsk-cyprioter mener de hører til Republikken Cypern således siger Tyrkiets udenrigsministerium. “Cypern er en “geografisk udvidelse af Den Anatolske Halvø, og har aldrig været en græsk ø,” hævdes også.

Intet kan være mere forkert. Cypern har været en græsk ø med grækere i flertal i tusind år - demografisk og kulturelt. Tyrkernes tilstedeværelse på Cypern går imidlertid kun tilbage til Osmannernes okkupation fra 1571-1878.  

Ikke før den tyrkiske militærinvervention i 1974 havde den nordlige del af Cypern et flertal af tyrkere. Såvel nord som syd var med flertal af grækere og af kristne.

Ikke desto mindre er myten om Cypern som en tyrkisk ø populær blandt mange tyrkere. I 2018 sagde Erdogan på en pressekonference: “Der er ikke noget land der kaldes Cypern.”

Før Tyrkiet invaderede Cypern i 1974 var øens grænser anerkendt internationalt. Dokumentet der gav Cypern uafhængighed i 1960 var underskrevet af tre “garanti” stater – the United Kingdom, Grækenland og Tyrkiet - der alle forpligtede sig til at respektere Cyperns uafhængighed og territoriale integritet. Tyrkiets invasion i 1974 er således en krænkelse af Tyrkiets forpligtelser. 

Som følge af invasionen har Tyrkiet ændret på den demografiske sammensætning i nord og gjort det til en område med tyrkisk majoritet.

Lige til i dag er flygtninge og forviste personer blevet nægtet deres ret til at vende tilbage og få deres hjem og land tilbage i det tyrkisk besatte område i nord.

Borgere i Republikken Cypern kan ikke leve frit, hvor de ønsker i deres eget land. Den “Tyrkiske Republik Nordcypern” i det besatte nord blev de facto oprettet i 1983 af tyrkere for tyrkere. Kun Tyrkiet anerkender det.

Siden 1974 er der ikke ændret på noget som helst i det besatte nord på Cypern udover det stadig større antal bosættere importeret fra Tyrkiet. Den tyrkiske regering tåler stadig ikke det cypriotiske flag på Cypern, og holder illegalt landet delt i et system med apartheid og etno-religiøs segregation.

I 46 år er den nordlige del af Cypern blevet etnisk udrenset og koloniseret ved tyrkerne, et NATO medlem og en mulig kandidat som medlem af EU. 

Uzay Bulut is a Turkish journalist and political analyst formerly based in Ankara. Her writings have appeared in The Washington Times, The American Spectator, The Christian Post, and The Jerusalem Post, among many other news outlets. Bulut’s journalistic work focuses mainly on human rights, Turkish politics and history, religious minorities in the Middle East, and antisemitism.

https://www.frontpagemag.com/fpm/2020/08/cyprus-46-years-turkish-occupation-uzay-bulut/