Mit liv som racist
Jeg har aldrig betragtet mig selv som racist, men i den senere tid, hvor alle og enhver synes at kunne blive kaldt racist, er jeg begyndt at spekulere på om jeg dog ikke altid har haft tendenser til tænke som en racist.
Jeg kiggede så nærmere på definitionen af en racist og det kunne se ud til at almindeligvis benyttes ordet til at beskrive mennesker der er fordomsfulde eller ikke bryder sig om personer af en anden race.
Da jeg voksede op, og altså i de år der formede mig, erindrer jeg ingen fordomme hos mig, fordi jeg bare ikke kan huske nogle episoder, hvor jeg var udsat for de som racemæssigt var anderledes. Som de fleste børn, stillede jeg altid spørgsmål. Hvorfor sad den mand i en rullestol? Hvorfor har hun gråt hår og så mange rynker? Hvorfor er hans hud anderledes end min? Men jeg mener ikke jeg betragtede de andre som værende mindre værd end jeg - de var bare anderledes. Er denne form for bevidsthed en fordom? Mit barnlige sind opfattede ikke mig selv som bedre eller værre end de andre. Jeg begyndte blot at blive klar over at vi ikke alle er ens i denne verden.
Jeg gik ud af high school i l954, så jeg var fuldt ud klar over de racemæssige forskelle der blev påpeget i nyhederne. Hvis jeg i det hele taget dengang tænkte på segregation tror jeg ikke jeg kunne finde en grund til den. Jeg har altid været en ivrig læser, og af en eller anden grund, handlede en af de romaner jeg læste i high school om en hvid pige, der blev forelsket i en sort mand. Da fandt jeg ud af at det ikke var lovligt dengang at sorte og hvide kunne gifte sig med hinanden - jeg slog det endda op, fordi det forbløffede mig såre.
Personerne i bogen blev mine bedste venner i et stykke tid, og dette par spekulerede jeg så sandelig på i et godt stykke tid, fordi jeg virkelig ønskede det bedste for dem, og jeg troede at deres forhold gik i stykker. I andre lande kunne de godt have giftet sig, men de ønskede at blive i United States, og på grund af deres familier (og de børn de kunne have fået) valgte de at gå hver til sit. Jeg sørgede over deres tab. Jeg magtede ikke at forstå, hvorfor der skulle være en lov mod deres kærlighed til hinanden og eventuelt ægteskab.
Efter high school kom jeg på et College, for at benytte et tilskud til min oplæring og opdagede at der kun var ganske få sorte kvindelige studerende på sovesalen jeg skulle være på. Jeg tror jeg var fyldt med nysgerrighed over for dem, men på den anden side var jeg også nysgerrig om så meget andet i relation til min tid på college, så jeg tænkte såmænd ikke meget mere over det.
Med tiden kom jeg til at kende disse piger (og mange andre der var anderledes) og mener jeg blev overrasket over at de sådan set ikke var spor anderledes end jeg. Mens jeg stadig gik i high school hørte jeg imidlertid min far sige at hans far (der boede hele sit liv i den sydlige del af Chicago) nægtede at se baseball kampene da den første sorte spiller var på holdet. Det overraskede mig ganske meget, jeg kunne ikke tro det, han var en gnavpot, men i bund og grund særdeles rar.
Tiden læger mange sår. Jeg har lært den lære mange gang i årenes løb. Jeg giftede mig, fik børn og børn- og oldebørn. I det store og hele har jeg haft et rigtig godt liv, trods arvelige sygdomme i min familie. Med tiden indså jeg, at vi udvikler os på grund af de udfordringer vi skal kæmpe med i livet. Tidligere i år blev jeg enke efter 60 års ægteskab, så jeg har måttet lære at behandle endnu en sorgproces.
Vi er heldige at vi lever i dette USA, og vi tager derfor alt for meget for givet. Jeg ved anderledes. Jeg ved hvor vigtigt det er at være taknemmelig, men jeg må ofte tvinge mig selv til at tænke over alt det der gør at jeg har grund til at være fyldt med tak for livet. Jeg har i den seneste tid læst mange kommentarer relateret til racismen, og hvor mange mennesker føler det er blevet værre i de seneste tid. Jeg kan fortælle dig at det er ikke sandt. Når man har levet så længe som jeg, kan man se tilbage og erindre hvordan det var, hvad der skete, og hvordan det er nu.
I dag gifter sorte og hvide sig med hinanden. Vor seneste præsident var sort. Nuvel, han var halv-sort, så er han sådan set sort. Han er altså både sort og hvid - han er af to racer. Utroligt mange mennesker er af to racer. Blandinger af racer er ganske almindeligt i dag. Jeg plejede at fantasere over om ikke alle racemæssige udfordringer en dag ville forsvinde, fordi vi ville være så blandede. Jeg har aldrig forstået hvorfor nogle få dråber ‘sort blod’ skulle gøre et individ sort. Mit gæt er at det stammer af frygt, fordi det at blive betragtet som hvid, helt forkert blev bedre accepteret end at være sort.
Jeg indrømmer at i mange år har succes på det finansielle område været noget lettere om man havde hvid hud, men det gælder så ikke i dag, mener jeg. Med sort og hvid blandede ægteskaber må deres børn naturligvis have variationer i hudfarven. Dette burde være noget godt, men måske er der stadig angst for at en hvid kvinde kunne få et sort barn? Og hvad så? Jeg ser mange mennesker i min by, hvor sorte børn synes at være med hvide forældre. Det ville ikke overraske også at opleve det omvendte. Nu om stunder adopteres børn af andre racer, og det er vel kun få der gør noget ud af det.
Undertiden får jeg lyst til at skrige over dette emne i ren afsky. Hvad er det galt med os ved at vi fokuserer på så tåbelige ting? Vi er alle mennesker. Vi er alle unikke, dog ligner vi alle hinanden, hvad vi tænker, hvad vore værdier er, hvad vore livserfaringer har været. Hudfarve er en mikrodel af, hvem vi er og hvad vi kan blive.
Jeg har altid været til den konservative side, men selv i min egen familie er der samtaler vi ikke længere kan føre, fordi de hurtigt bliver for ophedede. Jeg ønsker at elske, ikke hade mine familiemedlemmer. De behøver ikke acceptere mine holdninger, men det bedrøver mig at der er visse emner vi ikke længere fredsommeligt kan diskutere. Vi mangler at være åbne i sindet så vi kan overveje modsat rettede synspunkter. Vi er blevet hjernevasket og udspyr intetsigende platheder som vi er kommet til at acceptere som et evangelium. Vi er ikke i stand til at se at tanker kan gå i mange forskellige retninger, og at alle kan have valide pointer.
Mine sønner kalder mig "på den ene side og på den anden side” fordi jeg synes at være i stand til at se begge sider af de fleste problemer. De fleste ting i livet giver en blanding og kombineres så alt ikke er sort og hvidt. Jeg lever nok ikke særlig mange år mere, men jeg beder til at de som kommer efter mig i det mindste vil få et ligeså godt liv som jeg har haft.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar