Kærlighed til musik

Anthony J. DeBlasi

En 9 årig dreng blev af sin bedstefar taget med til en koncert med Boston Symphony Orchestra, og råbte “Wow!” da orkestret var færdig med at spille musik af Mozart, hvilket fik publikum til at smile. Det er den slags “a hva ba” der sker langt oftere og ikke når med i nyhederne. Da jeg kom ind på et autoværksted for nogle år siden, hvor man ellers aldrig havde spillet musik, kom der den dag musik af Vivaldi ud af en boombox sat op på muren. Mekanikeren forklarede, da jeg så noget forbavset ud, at  han var med til en øveaften i hans datter skole, hvor hun spillede med, og han hørte “denne spændende musik” noget han ellers aldrig havde hørt. Han ønskede herefter at høre mere klassisk musik.

 

Da min knægt blev ansat som kontrollør ved et lokalt operahus for at tjene penge han skulle bruge under studieårnene, forsvandt hans modvilje mod opera under forestillingerne. Ikke alene var han imponeret over det han oplevede og hørte, men han blev forelsket i “Aida.”

Da jeg skulle introducere en ny sang til et børnekor der var samlet rundt om orglet, hadede de det! Jeg bad dem lytte til det igen. Mellem anden og tredje gennemgang smeltede de unge mennesker og sang entusiastisk med på sangen.

Dette “ah hvad for noget!” i musikken forbliver ude af i spotlightet i Amerika og et tegn på at der dog er noget der kan få publikum til at studse, fortrylle dem, få dem til at klappe. Det er en sandhed at præference eller “smag” i musik, som med så mange andre ting, er underlagt forandringer. “De ting jeg plejede at holde af, kan jeg ikke længere lide,” lyder det i sangen “It Might As Well Be Spring” (State Fair af Rodgers & Hammerstein).

Med musik er det sådan, at det man kan lide nu, føjes til det man engang kunne lide. Konventionel visdom - “smag kan ikke diskuteres” -  glemmer pointen i dette emne, fordi det burde være åbenbart at “smag” ikke er selve årsagen til en præference og et valg, men effekten af omstændigheder, indflydelse eller påvirkning. 

At spille i et skoleorkester eller en gruppe giver skoleeleverne en lejlighed til at møde en verden af musik de ikke lige kender. Det hjælper med til at åbne en dør til dette mest mytiske i kunsten [1, 2] – en verden fuld af inspiration og stimulerende, udover det sociale og morsomme.

At være åben til en verden, der ikke var popmusik, førte mig til at kende, værdsætte og elske musik fra Middelalderen til vor tid, og fra øst til Vest. Min kærlighedsaffære med musik gjorde at jeg med glæde slæbte rundt på en bull fiddle (Gulvbas) i New York Citys subways for at spille ved skolesammenkomster.

Kærlighed til musik bliver i det store og hele ikke forløst, hvor muligheden eller begæret efter at udforske dets domæne ikke er tilstede. Hvad vi hører regelmæssigt i supermarkeder og i venteværelser er et meget ringe eksempel på hvad musik “drejer sig om.”

Det var engang almindeligt i offentlige skoler at have lektioner med “musikforståelse/værdsættelse” hvor eleverne kunne få et glimt at den storslåede musik ud over det man sædvanligvis hører - musik der bliver ved med at holde hos lyttende generationer. 

Kærlighed til musik vises i dedikationen og i den høje kvalitet i udøvelsen af den, det være sig på amatør- eller professionel basis. Men hvad med kvaliteten i kompositionen i den musik der flyder til vore ører i dag? Hvor er den kunst der stadig kan få tusinder af os til at lytte og klappe, lægge og føle mere i musikken end blot udøvelsen? Ikke blot noget der passerer ørerne og hjernen!  

Der er intet mysterium her når det drejer sig om sange fra i dag. Tag 4 eller 5 af de 12 toner (noder) der findes i vor musikoktav, gentag dem i en uendelighed i samme rækkefølge - denne kædning af noder kaldes “melodien” - læg ovenpå en rytmisk baggrund ... og du har det som der formåes i kompositionen musik vi hører i dag. Jeg lytter faktisk til den og dens ensformighed forekommer mig overvældende.  

På et eller andet tidspunkt i enhver branche/industri, som musik er blevet i årenes løb, burde man holdes ansvarlig for hvad det er man producerer, for at forbedre produktet og forbrugerens tillid. Med hensyn til ny musik, som i sange der nu for tiden tilbydes publikum, burde dette i den grad overvejes, fremfor blot at lave en smule om.

De rigtig mange menesker der er dedikerede i at spille musik til perfektion fortjener vor ros og taknemmelighed. Dette er ikke noget problem med de klassiske værker, men ærlig talt, hvad er den musikalske værdi af de “minimalistiske” konstruktioner” i nutidens typiske “sange?” Denne lammende monotoni i de fleste af deres melodistumper gør at man må vurdere værkerne mod et stort Zero -0.

Den engelske komponist Frederick Delius skrev (“At the Crossroads,” 1920): “I sidste instans finder alle kunstarter deres eget niveau og indtager sin plads i verdens værdsættelse af den: Og alt der er hult, sensationelt, overfladisk og mangler oprigtighed synker ned i glemsel hvorfra ingen propaganda han hive dem op.” 

Sandheden i de ord afspejler sig i koncersalene over hele verden, og hvor som helst publikum samles for at nyde den gode musik, ny som gammel, oldgammel eller moderne, og dermed afviser den musik, fra alle tidsaldre, der er klar til at blive lagt i historiens skraldespand.

------

[1] “Musik giver en sjæl til Universet, vinger til sindet, fantasien får vinger, og liv til alt.”  – Plato.

[2] “Dersom jeg ikke var fysiker ville jeg muligvis være musiker. Jeg tænker i musik. Jeg dagdrømmer i musik. Jeg betragter mit liv i musiske termer.”  – Albert Einstein.

https://www.americanthinker.com/articles/2019/07/love_of_music.html#ixzz5tXLSEjTR