Klimakulten svigter og ødelægger Europa

Thomas Kolbe

Vejen er allerede lagt klar; i de kommende år vil EU og medlemsstaterne få både virksomhederne og forbrugerne til at betale endnu mere for CO2 udledninger. Bestyrelsesformand for BASF Markus Kamieth advarer om det enormt destruktive ved denne politik. 

Sandheden går på listefødder - det vidste Friedrich Nietzsche allerede. Og tilsyneladende bruges samme taktik om den europæiske klimapolitik; langsomt men uundgåeligt dukker virkeligheden om de sande omkostninger ved den grønne omstilling og dens indflydelse på Tysklands industrielle grundlag op.

Den 29. oktober stod BASF’s CEO Markus Kamieth foran pressen ved den kvartårlige præsentation af resultaterne. Det han meddelte var endnu et iskoldt brusebad for enhver, der stadig håber på et nyt økonomisk mirakel..

Svage resultater i et stabilt miljø

Verdens største kemiske virksomhed rapporterede om en 3% nedgang i indtjening i tredje kvartal 2025 sammenlignet med sidste år, samtidig faldt EBITDA med 5%. BASF er under massivt pres og har allerede skåret 1400 jobs væk for at imødegå de øgede omkostningers pres.

BASFs tal skal ses på baggrund af en langsom bedre økonomisk cirkel globalt set. U.S. økonomien der vokser med næsten 4% betyder øget efterspørgsel. Økonomierne i Kina og Indien fortsætter med at vokse dynamisk især i sektorer der er vigtige for den kemiske industri. 

Samtidig med at den globale økonomi øger momentum - fortsætter BASF - som så meget andet i Tysklands kemiske sektor og bredere industribrancher at miste fodfæste.

Virksomhedens hovedkvarter i Ludwigshafen er hårdest ramt. De 33000 ansattes fremtid er usikker.

Kritik af klimakursen

Kamieth var overraskende direkte under præsentationen. I tilgift med at kritisere EUs handelspolitik og de stigende energiomkostninger i Tyskland, åbnede han et sjældent diskuteret sår: EUs klimapoitik.  

Kamieth talte ikke søde ord ved at kalde handelssystemet i EU om udledninger for hvad det er: Et angreb på Europas industrielle grundlag.  

For BASF alene er den nuværende klimakurs i CO2 handel uforandret, med årlige ekstra omkostninger på cirka 1 milliard Euros og som stiger fra 2027 og fremover, når undtagelser er fjernet - omkostninger udelukkende lagt på Europas industri, mens resten af verden ikke behøver være med. 

Kamieth borede i det åbne sår. EU industrien er finansielt trykt i bund af en ideologiseret CO2 politik. Af industrialisering er - selvom der ikke tales om det eller det underbetones - resultatet af Bruxelles politik og deres nationale kontrollanter, hvis eneste svar eller snarere modsvar på deres selvpåførte katastrofe er endnu flere subsidier.

Sjælden kritik

Kritik af denne planlagte klimakatastrofe for industrien er sjælden. Des mere bemærkelsesværdigt er ordene fra BASF bestyrelsesformanden - blot to uger efter den skarpe kritik fra  Evonik bestyrelsesformand Christian Kullmann. Begge sender deres advarsler direkte til samme adresse: Europæisk enegang i klimapolitik. 

Kullmann opfordrede også til en omfattende reform for handel med CO2 emissioner -- eller helt sløjfe systemet. Åbenlyst kaldte han det “økonomisk galskab.” 

Begge bestyrelsesformænd forstår den globale konkurrence. Og de ved: Ingen vil følge Bruxelles linje.

.Klimakluben bliver mere og mere isoleret

Den globale klimaklub bliver i stadig større grad isoleret. Ved COP30 i Brasilien, bekræftes at U.S. forlod Paris Aftalen og at selv førende industrinationer ikke længere følger Europas skub for CO2 dominans.

Denne udvikling slår skår i troen på en enkelt CO2 dreven klimaforandring - et signal den europæiske klimapolitik ikke kan skjule.

Både COP30 og de stadig hyppigere EU klimatopmøder afslører, hvor langt myndighederne vil gå for at hindre at disse udfordringer med tvivl slår rod i offentlighedens bevidsthed..

For meget er i spil: Den gigantiske CO2 skattemaskine, der i de kommende år er designet til at overføre enorme midler til primært Bruxelles centrale EU apparat. 

Jernbeklædt medie tæppe

Situationen ligner den om kernekraft. Bag et jerntæppe over medierne spundet af det politiske-medie kompleks om denne energikilde, forbliver det tyske folk i uvidenhed om at kernekraft er ved at få et globalt comeback - med næsten dobbelt kapacitet i løbet af tre årtier. 

Tavsheden i klimapolitik har været med en høj pris - gennem klima omfordelingsmaskineriet, der i stadig større grad lammer store dele af økonomien..

Det årlige omfang af handel med CO2, anslås til blive tredoblet til cirka 100 miliarder euros i de kommende år, plus CO” skatter og andre klimaafgifter der allesammen rammer forbrugerne..

For eksempel, overvej at flyafgifterne bogstavelig talt vil udslette Tyskland fra kortet som en rejselokation.

Enorme økonomiske tab

Den faktiske kapital fejlallokering påtvunget ved klimapolitik og lovgiverne gør det vanskeligt at sætte præcise tal på. Vi har at gøre med en stribe skatter, subsidier, fiskale fordele, skjult støtte og prisgarantier. 

Alligevel er det realistisk at vurdere det til at cirka 4--5% af BNP brændes af udenfor markedsmekanismen. 

Med udvidelsen af handelssystemet og den massive øgning i klima subsidier vil Tyskland miste €150--200 milliarder i produktionskapital om året. Det er derfor ingen overdrivelse at kalde Bruxelles klimapolitik en maskine der giver fattigdom - en der på systematisk vis dræner Europas industrielle base i den globale konkurrence

Vi er vidner til en øget centralisering af politisk magt i Bruxelles -- retfærdiggjort af det moralske imperativ med kuldioxid - en hel civilisation bøjer sig for klimakulten. 

Image: Pixabay

https://www.americanthinker.com/articles/2025/11/the_climate_cult_fails_europe.html