lørdag den 4. juni 2011

Obamas løgnagtighed

Barack Obama - løgneren

Steve McCann

I mine mere end 45 år i forretningsverdenen, både hjemme som på den internationale bane har jeg haft at gøre med et overmåde stort antal forskellige mennesker af alle racer og politiske overbevisninger. Mænd og kvinder der var gennemført ærlige, og mange som ikke havde nogen forestilling om ærlighed og integritet. Blandt dem var der de der ville sige eller gøre hvad som helst for at opnå deres mål, og de ville gøre det med et åbent ansigt og en selvsikker bevidsthed, der ville bedrage den mest godtroende.

Det er kun gennem den smertelige erfaring at man endelig er i stand til at få udviklet en antenne der hurtigt kan scanne disse charlataner.

Mens jeg altid har være klar over, og har skrevet om hans uærlighed efter den tale som præsidenten leverede den 13. april angående forbundsbudgettet, en der var fuld af chokerende løgne, fordrejning og barsk frygtretorik, da skal det siges af Barack Obama er den allermest uærlige, bedrageriske og løgnagtige magtbesiddende person jeg nogensinde har betragtet.
 


Den 'forestilling' var kulminationen af fire år med direkte løgne og narcissisme der i det store og hele er blevet ignoreret af medierne, herunder nogle i den konservative presse og den politiske klasse der holder til tilbage med at kalde hr. Obama det han er med de mest præcise ord: En løgner og en bedrager.

At han benytter sin hudfarve til at intimidere, enten direkte eller gennem insinueringer, de som står hans radikale dagsorden imod, siger blot noget om hans dristighed. Det er åbenbart, at han er sluppet afsted med sin ekarakterbrister hele livet, hjulpet og støtte af spytslikkerne der er omkring ham, således at han er den han er og ikke kan lave om på det.


Spørgsmålet bliver om han er en tvangsløgner eller en sociopat? Definitionen

En sociopat defineres typisk som en person der lyver uophørligt for at sin vilje og gør dette med kun meget lidt hensyn til andre. En sociopat er ofte målrettet (det vil sige - løgnene er målrettet - det bliver gjort for at få sin vilje). Sociopater tager kun lidt hensyn og viser ringe respekt for andres rettigheder og følelser. Sociopater er ofte charmerende og karismatiske, men de benytter deres sociale evner manipulerende og selvcentreret.


En tvangsløgner (notorisk løgner, patologisk løgner):
En tvangsløgner defineres som en person der lyver og ikke kan lade være, det er en vane. Det at lyve er personens normale og refleksive måde at undgå at besvare spørgsmål. For en tvangsløgner er det at fortælle sandheden meget besynderligt og ubehageligt, mens det at lyve føles rigtigt. Det at være tvangsløgner udvikles sædvanligvis i den tidlige barndom, på grund at at være i et miljø, hvor det at lyve er nødvendigt.
 

Jeg kom til United States som en overlever af 2. Verdenskrig. Jeg tilbragte mine tidligste år alene på gaderne i en totalt ødelagt by et eller andet sted i det centrale Europa. For at overleve måtte jeg stjæle mad, hvor jeg kunne og lyve for at overleve. Jeg brugt en god del at mit liv, selv efter at være kommet til Amerika og var blevet adopteret, med at kæmpe mod disse 'medfødte' impulser. Det var en aldrig ophørende kamp med succeser og fiaskoer, men jeg var i stand til endelig at besejre de dæmoner.


Det jeg siger om Barack Obama gør jeg ikke med et muntert hjerte, men fordi jeg virkelig frygter for dette store land, og kan - ikke blot udfra personlig erfaring, men i mit samvær med andre, genkende de kedelige træk hos en person hvis eneste interesse er ham selv, og hans medfødte radikale ideologi, der som sin krumtap vil forvandle landet til en halv-totalitær stat med alle anvendelige midler.


I United States vises der stor ærbødighed for den som sidder i Det Hvide Hus. Det er ganske forståeligt, da den person ikke kun er den øverstbefalende officer for landet, men også statsoverhovedet der repræsenterer landet rundt om på kloden. Præsidentens handlinger og adfærd angiver tonen for, ikke kun den politiske klasse, men for landet som et hele. I århundredernes løb har der været mange fremragende, men også nogle få uduelige der har været præsident.
I dag er der så megen magt lagt i præsidentens kontor i United States, at ære og integritet skal være selve kendetegnet for en præsident. Det er det ikke hos Barack Obama; han kan muligvis være den allermest uærlige og uoprigtige besidder af Det Ovale Kontor i historien, og han vil gøre mere skade for nationen end alle hans forgængere tilsammen.


Hans fejltagelser kan ikke længere undskyldes af denne historiske ærbødighed eller frygtsomhed gennem raceoprindelse, med eufemismer af spin, hindringer, fabrikationer eller politik der benyttes for at undgå sandheden.
 
Obama er yderst dygtig til at udnytte berømthedskulturen der i overvældende grad har besat samfundet ligeom ødelæggelsen af uddannelsessystemet der har skabt en generation af flere og flere borgere der ikke kender deres egen historie, kultur som de historiske etiske standarder med baggrund i jødisk-kristen lære.


Samtidig med at fremtiden for landet hænger sammen med at der på dramatisk vis ændres på økonomien, og den måde landet ledes på, så kan det ikke gøres med mindre  politikere og gennemsnitsborgere med stor kraft udfordrer og giver svar på løgnene  og rænkespillet ved Baraqck Obama og hans allierede, og det skal gøres uden frygt for hvad der kunne blive sagt om dem eller til dem. 

For mit vedkommende har jeg allerede erfaret det som er langt værre, end noget der kunne siges eller er blevet sagt mod mig. Min eneste bekymring er velfærden for mine landsmænd, og det ædleste eksperimet i menneskehedens historie: United States. 

http://www.americanthinker.com/2011/04/the_mendacity_of_barack_obama.html

fredag den 3. juni 2011

Mere hjælp til 3. verden, men har vi råd?

Obama's drømmeverden

Patrick Buchanan
 

Ved G-8 topmødet i Deauville, Frankrig var nyhederne dramatiske, afleveret af Nicolas Sarkozy fra Frankrig og Barack Obama.

For at holde det Arabiske Forår i gang vil Amerika, Europa og Japan yde 40 milliarder dollars i udenlandsk hjælp til de arabiske nationer der er slået ind på den demokratiske vej.

De 40 milliarder dollars kan opdeles således: 10 milliarder fra G-8, 10 milliarder fra De Arabiske Gulfstater, og 20 milliarder fra Verdensbanken og de internationale udviklingsbanker.

Da Gulf petrodollars kommer fra U.S. forbrugerne af gas og olie, og vi er den største bidragyder af direkte hjælp, og vi er den største bidragyder til Verdensbanken og udviklingsbankerne, er U.S. skatteyderne netop nu blevet hængt op på utallige milliarder.

Dog er de 30 milliarder dollars over tre år, lommepenge sammenlignet med, hvad Hillary Clinton afgav løfter om ved København Topmødet.

I december 2009, et år da millioner af amerikanere mistede deres jobs og hjem, forpligtede Clinton U.S. til årligt at yde 20 milliarder dollars af den 100 milliarder om året overførsel af velstand, for at hjælpe Tredje Verdens lande med at håndtere den globale opvarmning.


U.S. bidragene skulle begynde under Obama og stige til 20 milliarder dollars om året i år 2020, da den Første Verden ville begynde at overføre 1 billion dollars hvert årti til udviklingslandene.

Etiopiens premierminister, Meles Zenawi, der gav meddelelse om planen, indikerede Afrikas skuffelse over dens beskedenhed. Men til gengæld for et sæde ved omfordelingen af pengene, accepterede han det allernådigst.
Er der noget jeg har overset?

Var 2009 ikke et yderst barsk år for Amerika? Var det ikke det første af tre år, hvor vi har haft et underskud på 10% af vort bruttonationalprodukt? Taler vi ikke om at skære ned på Medicare og Social Security for seniorer der indbetalt til de programmer hele deres arbejdsliv for at sikre deres tilbagetrækningsår?

Byerne skærer ned på uddannelserne. Staterne skærer i pensionerne. Pentagon droppe våbensystemer. Og Barack Obama smider om sig med hjælp til udlandet.

Europæerne - lever de heller ikke i den virkelige verden?

Grækenland hænger helt ude i tovene, med europæerne der debatter, hvorvidt Athen skal have lov at gå fallil, hvilket ville sprænge et hul i banker over hele Europa. Portugal og Irland kan følge med. I værste tilfælde Spanien og Italien, og dermed er en dødelige krise for EU igangsat.

I Athen har anarkister indtaget gaderne, Kæmpedemonstrationer er dukket op i Spanien og Storbritannien. Hvor længe kan den økonomiske stramning blandt de store gældsnationer fortsætte før den sociale sammenhæng kollapser?

På hele kontinentet er højrefløjs populistiske partier i vækst i forsøget på at genvinde den suverænitet der er blevet overdraget transnationale institutioner af deres globalistiske elite.

Alligevel sludrer Sarkozy og Obama om ny hjælp til udlandet.

1. juni skrev Wall Street Journal: "Husmarkedet er ikke blevet bedre: Priserne på ejendomsmarkedet er sunket til 2002 niveau; Forbruger tilliden falder mens pessimismen stiger."

Lederen lød således: "Huspriserne er faldet til 2002 priserne, og har effektivt slettet næsten et årtis værdi i husene over hele U.S. og har dermed sat den skrøbelige økonomiske genrejsning i fare da amerikanerne kan betragte at den største værdi af deres investering falder."

Den dag faldt DOW med 280 point. Den 2. juni lød overskriften: "Udsigten til økonomisk fremdrift er formørket: Markedet falder som fabrikkerne, udlejningen går langsomt; største fald i aktier på et år."

Næsten en fjerdedel af de amerikanske husejere bor i huse der er mindre værd, end de lån de har i dem. Forbrugertillidsindexet faldt i sidste måned fra 66% til 60,8%. Der blev kun skabt 38000 jobs i den private sektor i maj. Fremstillingsboomet synes at være gået i stå. Cirka 422000 amerikanske arbejdere søgte om arbejdsløshedsunderstøttelse i maj.


Snak om endnu en "dobbelt-recession" er nu udbredt.

Alligevel taler U.S. regeringen med 14,3 billioner dollars i gæld, med et underskud tredje år i træk på 1,4 billion dollars om at sende milliarder til de arabiske regimer, hvor de afsatte despoter plyndrede deres lande.

Heller ikke Amerika er længere undtagen fra den anarkistiske vold der plager Europa. På Memorial Day, da millioner gladeligt drog til stranden for at nyde den første del af sommeren, var der problemer.

The Drudge Report overskrifterne dagen efter Memorial Day fortæller historien: "Miami Krigs Zone, i weekenden," "Digter ...skudt ned foran Miami Poetry Club," "Voldelige forbrydelser eksploderer i Myrtle under Black Bike ugen; 8 timers Helvede," Fest på Rochchester Strand blev voldelig," Oprør på Long Island," Byuroligheder i Charlotte," "Uregerlig mængde lukker Nashville Water Park," "Dusinvis af bandeuro," på Chicago strand.

Dette er ikke det fredelige velstående Amerika af 1947, med halvdelen af verdens produktion der kunne der sammenstrikke Marshal planerne og sende velsteand afsted til udlandet for at genopbygge nationerne der blev smadret i 2. Verdenskrig.

I dag har Amerika selv brug for genopretning og genopbygning. Alligevel lever landets lederes som levede de dengang.


Pat Buchanan was twice a candidate for the Republican presidential nomination and the Reform Party's candidate in 2000. He is also a founder and editor of The American Conservative. Now a political analyst for MSNBC and a syndicated columnist, he served three presidents in the White House, was a founding panelist of three national TV shows, and is the author of seven books.


Read more: Obama's in a dream world http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=306469#ixzz1ODlOeAJd

Svulstige ord - ingen handling Palæstina

Arabiske ledere svigter palæstinenserne -- igen

Leo Rennert

Det er kun et par dage siden under kæmpefanfarer, at de egyptiske myndigheder gav meddelelse om genåbningen af Rafah grænseovergangen til Gaza. Tilladelsen blev hyldet som en større sejr for Hamas terrorist gruppen, der behersker Gaza, og et slag i ansigtet på Israels blokade af Gazastriben. Det blev også betragtet som et radikalt skifte hos de egyptiske militære ledere bort fra den mere samarbejdende indstilling fra Hosni Mubarak, i dennes forhold til Israel.

Men i Mellemøsten er konventionel visdom og formodninger ofte ikke det samme. Det tog kun nogle få dage for Egypten at slå de palæstinensiske forventninger ned.

Ifølge en Reuteres og Haaretzs rapport fra 1. juni, er hvedebrødsdagene for Cairo-Hamas nu over. Antallet af palæstinensere der fik lov til at komme ind i Egypten er minimalt - fra 565 sidste lørdag til 631 om søndagen, om mandagen 227, og onsdag færre end 100.

"Efter glæden der overvældede flertallet af vort folk, er grænsebevægelserne i går og i dag skuffende," beretter en Hamas embedsmand. Det er der ikke noget at sige til. Den megen opreklamerede genåbning af Rafah grænseovergangen så i begyndelsen ud til mere at ligne det velkendte mønster under Mubaraks regime da antallet af Gazabeboere der lejlighedsvis fik lov til at komme ind i Egypten var mere symbolik end ægte.

I mellemtiden, på Vestbreddem, er Den Palæstinensiske Selvstyrenhed og Mahmoud Abbas også løbet ind nogle store vanskeligheder med sine formodede støtter i den arabiske verden.

Ifølge en meddelelse fra maannews, det palæstinensiske nyhedsbureau, den 1. juni har premierminister Salam Fayyad rapporteret af PA er kommet ud i en stor finansiel krise, ude af stand til at betale sine regninger og lønninger, fordi de arabiske regimer ikke levere alle de penge de har forpligtet sig til - de kæmpe bidrag der tidligere har givet positive overskrifter.

Fayyad jamrede sig over en "alvorlig mangel" i PA's kiste og beskyldte de arabiske lande, herunder olierige regimer for kun at levere et samlet beløb af 52,5 millioner dollars om måneden siden starten på dette år -- "meget mindre end de har forpligtet sig til."

Sæt det i kontrast til  EU og Onkels Sam der faktisk giver hvad de har lovet.

Det er et nyt kapitel i en gammel historie - de arabiske ledere er allermest generøse med hjælp til palæstinenserne med deres svulstige retorik, men når det gælder konkrete handlinger, herunder kolde kontanter, stikker de halen mellem benene.


http://www.americanthinker.com/blog/2011/06/arab_leaders_betray_the_palestinians_--_again.html

torsdag den 2. juni 2011

Stensikker investering -der kan kløs

Håndgribelige investeringer ...der slikker din hånd

Patrice Lewis

I forrige uge havde min mand og jeg et vildt stævnemøde. Det gik ud på at køre tre timer til en fjerntliggende gård og købe en 5 måneder gammel Jersey kvie, derpå køre de tre timer hjem igen.

Ja, såmænd. 

En Jersey er en kvægart der giver en rig cremet mælk. En kvie er et ungt dyr der endnu ikke har født. Et stævnemøde er noget min mand og jeg sjældent oplever.

Grunden til vi købte denne lille pige, er fordi vor gamle Jersey kun giver mælk på to af de fire patter, og derfor får vi ikke nær så meget mælk som vi godt kunne tænke os. Vi mente, at det at købe et ungt, sundt dyr var en rigtig god investering.

Investering, siger du? Hvorfor skulle vi dog "investere" i en kvie fremfor aktier eller andet?

Jo, vi synes at aktier og andre værdier er 'værdiløse' og at smide gode penge efter dårlige. Men en kvie vokser. Med vor tyr kan hun give kalve vi kan opfostre, sælge eller spise. Hun vil producere rigeligt med mælk, hvoraf jeg kan lave smør, ost og yoghurt. Hendes produktive liv er cirka 15 år.


Det er slet ingen dårlig investering, trods alt.


Det er den taktik min mand og jeg har besluttet at følge fremover. I de sjældne tider hvor vi får et overskud af penge bliver de ikke sat i banken. Vi vil købe håndgribelige ting såsom kvier eller byggematerialer eller indhegning eller syltekrukker eller lagre fødevarer, eller købe frugttræer.

Vi har besluttet os for denne radikale taktik, fordi penge mister deres værdi med en forbavsende hastighed. I de sidste 8 måneder har de mistet 14% af deres værdi. Dette er "dollarens vej til helvede" for at citere Gonzalo Lira, og betyder at nyttige ting som kvier og syltekrukker og et lager af fødevarer kun vil koste mere og mere som tiden går. Så hvorfor ikke købe dem mens vi stadig har råd?

På dette kritiske tidspunkt vil jeg gerne påpege at jeg ikke er en finansiel rådgiver. Jeg er husmor med et begrænset budget. Men min mand og jeg har ikke råd til at dette begrænsede budget fordufter i værdi på grund af at vi naivt slugt Ben Bernankes løgne om at vor økonomi har det helt fint, ja mange tak, og at genopretningen meget snart kommer.

Vi tror tåbelige mennesker der med tillid lader deres penge være i banken og ikke lægger mærke til at deres købekraft svinder ind (eller når deres ellers så 'solide' bank, pludselig ... lukker.) Vi tror tåbelige mennnesker tror at aktiemarkedet aldrig kan falde så katastrofalt igen. Vi tror tåbelige mennesker tror vor økonomi fundamentalt set er sund trods alle beviser på det modsatte.


Vi tror at kloge mennesker betaler af på deres gæld og gør sig fri at unødvendig luksus og placerer deres penge i ting der vil være nyttige i fremtiden. Vi tror kloge mennesker investerer deres pensionpenge i 'fysisk' guld og sølv, fremfor forkromede planer.


Håndgribeligt, tænk på det håndgribelige.


Vi står ikke alene i denne stræben efter håndgribelige investeringer. Folk langt mere vidende end os er ved at få øje på en håndfuld værdier der ikke er det papir værd de er trykt på, hvorimod et dejligt stykke landbrugsjord for evigt vil bevare værdien.

Hvad ligger bag denne interesse i det håndgribelige? Det er intet andet. end blot virkelig høre efter hvad kloge økonomer har fortalt os i årevis. USA kan ikke ændre sin kurs mod finansiel insolvens uden massive forandringer der - lad os være åben - ville være politisk selvmord for enhver politiker der ville være tapper nok til at foreslå det. Nogle økonomer forudser at dollaren kan kollapse indenfor 3 - 4 måneder.

Men det ønsker folk bare ikke at høre på. For at benytte et gammelt ordsprog, - der er ingen så døv som den der ikke vil høre. Disse finansrygter giver anelser om noget kæmpemæssigt, som det ikke ligger til os at ændre, noget der får mig til at tænke på at den lille Jersey kvie vil være sin vægt værd i guld i den nære fremtid.

Jeg har den dybeste medfølelse med enhver der er naiv nok til at tro "det sker ikke hos os." Jeg er sikker på det også var den fremherskende holdning i september 1929. Jeg ved det var den herskende holdning i 2008 lige før finanskrisen fik markedet til at smelte og Lehman Brothers fiaskoen. Ønsker du virkelig at blive fanget med bukserne ned fordi du foretrækker at gemme hovedet i sandet?


Jeg kender en ældre dame, hvis mand døde for fire år siden. Hun blev godt stillet grundet hendes mands fornuftige finansinvesteringer. Men året efter han døde forsvandt der 70000 dollars af hendes pension sådan ...bare lige. Mens hun dog holder sammen på stumperne, er hun så absolut ikke så godt økonomisk stillet som hendes mand havde planlagt.

Som modsætning kender jeg et individ med et sundt sind der kunne se stormen samle sig i horisonten for tre år siden. I løbet af en periode på adskillige måneder trak han sine betragtelige opsparinger (Jeg gætter på hundredetusiner af dollars) og købte metaller (guld, sølv, platin) og gemte det bort et sted som kun han selv og hans familie kender. Guld på det tidspunkt kostede cirka 300 dollars pr. ounce, sølv lå på omkring 4 dollars per ounce. Gæt så hvor mange gang hans velstand er blevet større på de tre år siden? Ja, hvad ville hans værdier have været værd om han havde investeret i aktier eller (værre) beholdt sin opsparingskonti? Ligesom hos vor ældre dame, de ville være forsvundet .. sådan pludseligt.

Det er derfor jeg tror at 'håndgribeligt ting' er sådan en god ide. Vi har ikke råd til metaller, men vi har råd til køer og syltekrukker og såsæd og indhegning og byggematerialer og frugttræer. Vi kan forberede vor gård på at være så selvforsynende som muligt. Vi investerer i midler vi kan kontrollere i stedet for uhåndgribelige midler der kan blive gjort til intet af de økonomiske stromvinde. Hvilken taktik tror du giver os den bedste sindsro?

Vor seneste investering skal have det godt i stalden. Det er sandelig ikke så ofte du kan klø din investering bag øret og blive slikket på hånde. 


Den slags investeringer foretrækker jeg langt hellere. Forresten hedder hun Polly.

http://www.wnd.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=279429


Patrice Lewis is a freelance writer whose new book is "The Simplicity Primer: 365 Ideas for Making Life more Livable." She is co-founder (with her husband) of a home woodcraft business. The Lewises live on 20 acres in north Idaho with their two homeschooled children, assorted livestock, and a shop that overflows into the house with depressing regularity. Visit her blog at www.rural-revolution.com.

Ægte muslimer - det er kun arabere

Bernie Planck

reading the quran
Photo Credit: mehmedakif
I min artikel Man kan ikke kritisere nazister, hvis man ikke taler tysk, konkluderede vi at man ikke behøver tale tysk for at forstå nazismens ondsskab. På lignende vis behøver ingen kunne flydende russisk for at forstå kommunismens ondskab i Rusland. 

Uafladeligt, når jeg kritiserer Koranen, fremfører nogle muslimske besøgende på min hjemmeside denne dobbelte undskyldning: "Man kan ikke kritisere Koranen, hvis man ikke forstå Koranen og man kan ikke forstå Koranen medmindre man taler arabisk."

Læseren Sima, en 15 årig muslimsk pige fra UK efterlod dette sludder som reaktion på min artikel Muslim Humor - Muslim Jokes:
bernie, hvis du ikke kan læse arabisk, hvordan i helvede kan du så læse Koranen? og forstå den? Det tager år og atter år at være i stand til det. Så klap i.

Selvfølgelig har jeg aldrig skrevet at jeg ikke kan læs arabisk, men lad os for et øjeblik more os over Sima. Lad os lade som om det vitterligt er sandt - at man ikke kan forstå Koranen, medmindre man kan arabisk.

Dette ville betyde at flertallet af verdens muslimer faktisk ikke rigtig forstår Koranen, da der er færre end 305 millioner arabisk talende i verden ud af de 1,5 milliard muslimer. Af disse 305 millioner der taler arabisk, er de 10% slet ikke muslimer, men arabiske kristne, Mizrahi jøder, Irakiske Mandanere og så videre.

Hvis du blot nødtørftigt kan betjene en regnemaskine kan du hurtigt nå frem til, at 275 millioner divideret med 1,5 milliarder er mindre en 19%. Således er mere end fire-femtede af verdens muslimer, ifølge Sima, slet ikke i stand til at forstå Koranen. Sima er også en af mange af mine muslimske læsere der hævder at Islam er den eneste sande religion fordi der er så mange muslimer i verden og så mange konverterer til den.

Nuvel, Sima, efter det du siger, da kan 80% af den muslimske verden ikke forstå Koranen. Hvorfor den hede hule h... er de så muslimer?

Sproglære var et underfag da jeg studerede ved Hebrew University i Jerusalem. Sammen med de arabiske studier lærte jeg at læse oldgræsk, således at jeg bedre kunne forstå Septuaginta. Siden da har jeg studeret verdens sprog i mere end 40 år. Sima ved det sikkert ikke, men mange arabisk talende fra et land kan knap forstå det arabisk der tales i et andet. Der er ikke et arabisk sprog der er ens for alle arabisk talende.

Hvis Sima nu har ret, så kan kun de som taler arabisk forstå Koranen, således kan kun arabere være sande muslimer, alle andre er blot krukker. Jeg vil gerne føje til: Heller ikke alle arabere, kun de som kan læse det profetiske skrevne ord i Koranen. I sådan en verden ville det vil blot være lidt mere end en håndfuld muslimer.



Tilføjelse:

Til de som ikke er klar over det. så findes der ikke noget der hedder arabisk etnicitet udover hos de som direkte kan spore deres oprindelse til Den Arabiske Halvø. Jovist taler vi om den arabiske verden og inkluderer Marokko, Egypten, Irak, Libanon og andre i den kategori, men enhver der har rejst i disse lande ved at marokkanere er etnisk anderledes end egyptere, der slet ikke ligner libanesere, der ikke betragter sig som arabere, og er etnisk anderledes end irakere, og så videre. De er arabere fordi de taler forskellige varianter af arabisk eller lever i en arabisk nation. Blot fordi man taler arabisk eller er indbygger i et "arabisk" land da bliver man ikke en etnisk araber.

Læs denne artikel på synopsis om de forskellige varianter af arabisk) http://synopsis-olsen.blogspot.com/2009/10/arabisk-kvler-intellektualismen.html

onsdag den 1. juni 2011

Helt i orden at dræbe israelske børn!

Helt i orden at dræbe israelske børn


Fra  YnetNews.com.


En senior iransk gejstlig der er kendt som præsident Mahmoud Ahmadinejads åndelige mentor har opfordret tilhængerne til at fortsætte selvmordsangrebene mod israelerne, herunder børn. Ayatollah Mohammaqd Taghi Mesbah, betraqgtet som en dety Den Islamiske Republik mest radikal gejstlige er kommet med et religiøs edikt på sit website hvor der nævnes at selvmordsangreb ikke kun er lovligt, men er en pligt for enhver muslim, viser et særdokument for Middle East Research Institue (MEMRI).

Den gejstlige svarede på et spørgsmål fra en tilhænger vedrørende forskellen mellem "martyddøden" og "selvmord." Manden der skrev anonymt, bemærkede art "nogle mennesker siger at martyrhandlinger betragtes som selvmord, og at de er haram (forbudt) fordi de er imod Islam."



Som svar udtrykte Mesbah sin fortrydelse over, at hans tilhænger er faldet som offer for "fjender af Islams propaganda." Han tilføjede, at tilhængeren spildte sin tid i stedet for at have fokus på at "flå det zionistiske regime op med rode."

"Når det drejer sig om at beskytte Islam er det muslimske folk afhængig af martyrhandlinger. Det er ikke kun tilladt, men endog en forpligtelse," skrev Mesbah.

Tilhængeren præsenterede endnu et spørgsmål vedrørende Islams holdning til det at skade israelere, og spekulerede på om Hamas og jihad handlinger mod israelskse civile er forbudt. Han spurgte også: "Hvad med de israelske børn der dræbes i sådanne angreb?"

Den iranske ayatollah syntes ikke det er passende at forbyde drab på børn, og bemærker blot at israelere kan skades medmindre de åbent udtrykker deres modvilje mod deres regerings holdningstagen. Han tilføjede at selv i sådanne tilfælde er det skade civile tilladeligt, hvis "de benyttes som menneskelige skjolde og det at bekæmpe agressorerne er afhængig af at angribe de civile."

Udover disse indsigter kom den gejstlige ikke med yderligere instruktioner og undlod at censurere drab på børn. Det bør bemærkes at for tilhængerne af Mesbah er hans ord at betragte som en bindende religiøs pagt. Ved adskillige lejligheder tilbage i tiden har den iranske præsident Ahmadinejad også talt til gunst for "martyrhandlinger."

http://frontpagemag.com/2011/06/01/killing-israeli-children-is-ok/2/

Optøjer med følger 1. maj 1971

Det var ikke noget Tea Party


Den Maj Dag 1971 er noget af det første jeg virkelig kan huse. Jeg var netop blevet 6 år! Vi boede i Arlington, Virginia. Min mor holdt virkelig af det politiske teater. Derfor kørte hun min 2-årige bror og jeg ind til byen for at se på protesterne. Vi fik tilslutning af min ligeså eventyrlystne bedstemor, der holdt fri fra sit arbejde i Navy Department for at "beskytte" os. Min far en Arlington politimand, var udstationere nær Key Bridge for at hindre hippierne i at blokere trafikken fra Virginia.

Vi fire blev naturligvis fanget i bilen i timevis i Washingtons stopfyldte gader. Men det var yderst underholdende, da vi kunne betrage (bag hermetisk lukkede vinduer) tusinder af meget behårede, med batikfarvede t-shirts med diverse slogans der luftede deres vrede od Nixon administrationen, mod Amerika, mod krigen, og mod den politiske og kulturelle status quo.

Maj Dagen 1971 var en af de sidste store ankrigsudskejelser. Nixon var allerede i gang med at trække U.S. tropper ud fra Sydøst Asien, samtidig med han "Vietnamiserede" krigen.

I løbet af adskillige dage arresterede politiet i D.C. støttet af U.S. Army over 12000, angiveligt det største massearrestation i U.S. historien. Som det blev så berømt blev mange demonstranter indsat i midlertidige lejre uden for RFK stadium. Maj Dag 1971 opstanden forstærkede næsten Det Hvide Hus' fornemmelse af at være belejret. I løbet af 2 måneder blev "Blikkenslagerbanden" skabt for de særlige ulovlige operationer, der begyndte med indbruddet i Daniel Ellsbergs psykiatriske kontor, og som så katastrofalt kulminerede i Watergate skandalen og at Nixon måtte træde tilbage.

Det lykkedes ikke for Maj Dag protesten at komme frem til deres oprindelige mål med at fremtvinge en øjeblikkelig tilbagetrækning fra Vietnam. Men til sidst bidrog den dog til Nixons fald, og den efterfølgende implosion af Sydvietnam, der sikrede den kommunistiske triumf over Sydøstasien.

En af toporganisatorerne for Maj Dag protesten var Rennie Davis, en af "Chicago Seven" dømt for deres rolle i optøjerne i 1968 ved Demokraternes Konvent. Han havde hjulpet, blandt andre, Michael Lerner, selv en af "Seattle Seven," hvis forsøg på at spærre Seattle motorvejene i en tidligere anti-krigs demonstration var en model. Lerner, der senere blev rabbi, og grundlægger at Tikkun, ville udvikle "betydningens politik" der indfangede Hillary Clinton før hendes adgang til Det Hvide Hus med ægtemanden. 


Medlemmerne af Chicago Seven 

Ifølge en Time Magazine rapport fra den tid, søgte Davis råd fra det kommunistiske Nordvietnam og erindrede senere: "Vietnameserne sagde at det nu var på tide at handle, at det ville være muligt at igangsætte en kæde af begivenheder der ville afslutte krigen." Han appellerede til andre amerikanske fredstosser: "Medmindre U.S. regeringer standser krigen i Vietnam, vil vi standse regeringen i U.S." Han erklærede også, "Hvis der stadig er mennesker der ikke mener de er skyldige, som kan rejse sig, tage overtøj og slips på og gå på arbejde, dem vil vi hindre i at komme på gaderne og finde ud at hvad de dog tænker på."

Davis og titusinder af åndsfæller lykkedes det ikke at lukke U.S. regeringen ned, men ikke på grund af mangel på vilje. Time sammenlignede deres "naturstridigt elendigt organiserede" indflydelse på D.C. trafikken med "et kraftigt forårsregnvejr." Måske for nogle, men jeg husker ganske tydeligt min egen families frivillige indespærring i Davis' protest, i det som syntes at vare mange timer.

Om lørdagen den 1. Maj 1971, samledes (ifølge Time) mellem 45000 til 50000 "stofbrugere, modkulturens troubadourer, teenagere, de ihærdige 'soldater' for bevægelsen, langhårede og på en rus af narko-politisk glemsel," sig i West Potomac Park for at afvente mandagens kaos i morgentrafikken og regeringens sammenbrud. Ifølge Washington Post, muntrede de sig ved "at elske, drikke vin og ryge hash," og dermed blev hele området syd for Lincoln Memorial lavet om til "en mindre udgave ... Woodstock."

Absolut ikke underholdt af festivitassen annullerede U.S. Park Service brat de 'lykkeliges' tilladelse til at være der til søndag morgen. Som en forholdsregel meddelte tusinder af D.C og U.S. Park Politiet i kampudstyr og gennem højtalere at festen var slut, og spredte derpå de tilbageværende camperende demonstranter ved at marchere ind og tåregasse dem ud af West Potomac Park. De fik opbakning af tusinder af U.S. tropper og Nationalgarden. Tusinder af forvirrede, forstyrrede, hostende demonstranter flygtede. Mange stak af til Virginia i nogle af deres Volkswagen Rugbrød. for aldrig at vende tilbage. Andre flygtede til universistetsområderne, især Georgetown University. Davis klagede over at præsident Nixon havde besluttet at "suspendere Forfatningen."


Upåvirkede demonstranter samlede sig igen mandag morgen, med broer og adskillilge trafikknudepunkter som mål. U.S. Army tropper omringede udvalgte monumenter og forbundsbygninger. Nationalgarden stod ved broerne. Ved at rydde gaderne, fik D.C. politiet ordre til at arrestere tusinder af krænkende protesterende, og dermed se bort fra den normale arrestprocedure. 

Det endelige antal på 12000 indeholdt uundgåeligt nogle journalister, tilskuere og endda moddemonstrerende. Davis blev selv arresteret og klagede over "de gode tyskere" der stadig pligtskyldigt marcherede til deres arbejde i deres forbundskontorer, trods deres medvirken i krigen. Men Time kommenterede at politiet overalt "udvist eksemplarisk opførsel; en mindre godt trænet, mindre løst ledet styrke kunne have medført et helt andet resultat: Mennesker ville i tusindvis være blevet såret eller endda dræbt." ACLU (menneskerettighedsorganisationen i USA) klagede, mens Nord Carolina senatoren Sam Erwin komplimenterede politiet for et "rigtig flot arbejde."

Efter vi endelig undslap trafikproppen og kom over Key Bridge fik vi øje på min far sammen med Arlington politiet udenfor Key Bridge Marriott. Min bedstemor hyldede sin svigersøn for "at beskytte landet," men min mere liberal mor blot morede sig.

Præsident Nixon meddelte at Maj Dag protesterne som chefanklager John Mitchells havde betragtet gennem en kikkert fra sin balkon i U.S. Justitsministeriet, havde været håndteret på en "meget kompetent og passende måde."

Lidt over et år senere ville Nixon og Mitchells være smurt grundigt ind i Watergate. Og mindre end 4 år senere ville hundredtusindvis af indokinesere flygte til Amerika, mange af dem til Washington D.C. området. De var den bitre frugt at anti-krigskaampangen mod Amerika om at trække sig ud af Indokina og overlade det til tyranni og folkedrab. 


Maj Dag protesterne ville give brændstof til en langt værre katastrofe end grundlæggelsen af et kronisk insolvent Amtrak på selvsamme dag.



http://spectator.org/archives/2011/05/20/may-day-1971

Mark Tooley is president of the Institute on Religion and Democracy in Washington, D.C. and author of Taking Back the United Methodist Church.

Related Posts with Thumbnails