Anti-semitisme i Irland - kamp mellem protestanter og katolikker

Det virkelige problem i Europa - antisemitisme

Mike Konrad

En temmelig enestående skribent her på AT har skrevet en synopsis om Hibernian anti-Semitism i Irland, men jeg føler han har tolket problemet noget skævt. Ved at definere problemet som noget helt specifikt irsk, har skribenten på smertelig vis undervurderet den psykologi der ligger bag anti-semitismen i Irland - og lang vigtigere hele Europa. For at kurere en dårligdom skal man først have den rette diagnose.

Irland er så lang fra noget enestående med antisemitisme, og det er det allervigtigste i problemstillingen.

G. Murphy Donovan skrev på American Thinker:

Britisk påvirkning kan have været med til det, dog var en monolitisk Katolsk Kirke dominerende i Irland i over tusind år. Mange irere vil gerne opfatte Eire som landet med “helgener og lærde,” det mest katolske land i Europa. Mangen en irsk anekdote åbenbarer imidlertid en mere dyster side af Gælisk stammekultur.

At give en stor del af skylden på en irsk tolkning af katolicismen, og Gælisk isolation, er helt ved siden af. Disse forhold eksisterede, men de har absolut ikke samme indvirkning som tidligere tiders vrede. Katolicismen er så at sige død i den Irske Republik, samtidig med at Calvinismen er døende i Nordirland. Konkurrencen har altid alligevel været, i bund og grund nationalistisk.,

Jeg erindrer da jeg læste på college at historikeren Roland Bainton fastslog, at den katolske tilstedeværelse i Irland var en nationalistisk reaktion mod briterne. Churchill indrømmede at en god del af problemet kunne koges ned til de ugerninger Cromwell stod for. Cromwells semi-folkedrabs voldsregimente gennem Irland i den calvinistiske guddoms navn kan have slået cirka 40% af Gælerne ihjel. Irerne betragtede England på samme måde som mange jøder så på Nazi-Tyskland.

I Den Irske Republik der i dag er fri for briternes styre - skønt ikke britiske banker - står katolicismen på sit yderste. Katolicismen overlever i Nordirland som et nationalistisk svar på det fortsatte britiske styre. Pudsigt at tænke over, at hvis de pro-britiske protestanter i Ulster ønskede at smadre katolicismen så ville det at genskabe Ulster være den meste effektive, da katolicismen sådan set ikke virker tiltrækkende for Gælerne.

Irerne ser sig selv som ofre for kolonial undertrykkelse, hvilket også er sandt. Kun en tåbe ville benægte det. Den historiske undertrykker var briterne, der i den sidste halvdel af den koloniale periode udgjordes af overherredømmeindstillede protestanter. Men hvad med de første firehundrede år i den koloniperiode?

Irerne synes at smykke sig med, at før den normannisk britiske invasion i 1169, var de ikke særlig meget romersk katolske, men snarere kristne keltere, knyttet til, men ikke under direkte ledelse af Rom. Man tillod at gejstlige giftede sig, og man havde en blanding af lægfolk og munkestyre i menighederne. Romersk praksis havde fået vis indpas i den sydlige del, men de temperamentsfulde Gælere var langt mere forbeholdne over for centraliserede ekklesiastiske hierarkier.

I 1155 AD udstedte den eneste engelske pave, Adrian IV, en pavelig forordning,  Laudibiliter, til Henrik II, hvor han giver Irland til England dersom de blot ville gøre irerne til katolikker, og få Gælerne til at betale  Peter's Pence to Rome.  På den tid var englænderne nidkære katolikker, mens irerne praktiserede en nærmest uddød form for Kristendom, der ironisk nok, lå ganske tæt på moderne dages Anglikanisme. I 1169 invaderede Normannerne Irland, under dække af at gribe ind i en borgerkrig, i 1171, tog Henrik II over ved at henvise til den pavelige forordning.

Det første britiske forsøg på religiøs tvang var ganske effektiv. I det 16. århundrede var irerne gennemført katolske. Under Henrik VIII i det 16. århundrede gjorde irerne oprør mod det britiske tyranni, og da England besluttede at blive Protestantisk - for i bund og grund at vende tilbage til den form for Kristendom som irerne havde praktiseret i det 12. århundrede - havde irerne fået nok. Nu ville de ikke længere bøje nakken. Modstanderne havde skiftet side i religiøs henseende, men som bemærket, havde kerneproblemet drejet sig om kultur, sprog og nationale forskelle. Jovist nationale. Irerne kan muligvis have været et stammefolk, men dog altid betragtet sig som irere, og de længtes efter at vende tilbage til et styre med deres egen leder, konge fra deres oldgamle hovedstad Tara.

Ironien ved dette er meget stort. Orange (pro-britiske) Protestanter i Ulster forhånede Paven ved hvert åndedræt, men de er i Irland på grund af et paveligt dekret. Hvis de virkelig hadede Pavedømmet, ville de overdrage Ulster til irerne og kunne derpå se at den irske katolicisme ville dø, næsten i løbet af natten, at dens nationalistiske raison d'être ville fordampe som dug for solen. Det kunne faktisk se ud til, at ingen af parterne overhovedet kender til deres historie.

Det er selve grundlaget for problemstillingen. Det er ikke Katolicismen, ej heller Protestantismen. Det er snarere uvidenhed. Irerne betragter nu Palæstinenserne som et undertrykt folk der led under briternes og senere jødernes styre som de selv gjorde under England. Selve analogien indikerer en fuldstændig mangel på kundskab. Historien er vendt helt og aldeles på hovedet.

I virkeligheden ønsker jøderne Judæa og Samaria (Vestbredden) tilbage på samme måde som irerne ønsker Ulster tilbage. Palæstinenserne er til en vis grad en fremmed enhed på samme måde som Plantation British var i Ulster. Judæa og Samaria - med Jerusalem og Hebron -som var det religiøse centrum for jødisk national liv. Armagh i Ulster, hvor Patrick formodes at have bygget sin kirke, var det historisk religiøse centrum for Irland. Palæstinenserne i Judæa og Samaria og Orange bosætterne i Ulster kom senere til og i nogen andres nationale territorium. Højlænderne i Ulster er muligvis Gælere, men de stillede sig ofte på irernes side i krige og englænderne stolede ikke på dem. Da de fleste at Orange bosætterne var lavlands englændere, altså ikke Gælere, men en blanding af Vikinger, Normanner og Saksere - var de altså ude fra kommende.

St. Patricks Cathedral, Armagh

Den ægte historiske analogi er dog ikke gået jødernes opmærksomhed forbi.

Yitzhak Shamir antog  nom de guerre efter Michael det vil sige efter IRA’s Michael Collins.

... the Irgun blev omorganiseret “efter IRA retningslinjer,” ifølge Walton, af Tobert Bricoe, faderen til Fianna Fail TD og borgmester i Dublin Ben Bricoe, der hemmeligt rejste til Storbritannien i årene før krigen for at mødes med og give råd til repræsentanter for IRGUN.

Det var først da Oberst Gaddafi tilbød våben til IRA at irerne ændrede deres “narrativ.” Jeg vil ikke gå ind på det at beskylde irerne for Nazi sympatier. Alt for mange irere kæmpede i De Allieredes hære, mens den irske regering var lettere pro-Allieret, hvor man tilbageholdt tyske piloter, men returnerede Allierede piloter der landede i Irland. En udmærket sammenligning kunne være finnerne i deres krig mod Stalin. Finnerne ønskede at få det Karelen tilbage, der blev stjålet fra dem af Stalin. Irerne ønsker deres Ulster tilbage.

At irerne betragter palæstinenserne som deres analoge kammerater er at vende historien på hovedet, der som vi allerede har fastslået, er noget ganske almindeligt blandt irere uanset religiøst tilhørsforhold.

Så kommer vi endnu engang tilbage til kerneproblemet. I dette vakuum af uvidenhed dukker så det venstreorienterede tilbud om det anti-imperialistiske narrativ op, hvilket er som skræddersyet til enhver irer.

Og ikke kun for irere, men også for lutheranske protestanter i Norge, for Calvinister i Skotland, og for det verdslige Frankrig. Her træder man igen ind i uvidenhedens historiske vakuum - som ingen lærer i skolen tilbyder at udfylde af frygt for at krænke nogen - og så tilbyder man en ’konkurrerende’ narrativ.

Norge er ikke katolsk, dog er man lige så meget anti-Israel, om ikke mere, sammen med resten af Skandinavien. Man kan ikke beskylde skandinaverne for at være under Pavens tommel. Her har man en historie med anti-katolicisme i Midnatssolens Land.

Nordmændene er præget af, hvordan de engang var under Sveriges åg, og skotterne er stadig præget af at man tabte ved slaget ved Culloden til England, og tabet af uafhængighed.

Selv Ulster Orange tænker noget bizart. Nogle få havde i begyndelsen en pro-Israel holdning, fordi man formodede at det var et udvalgt folk som jøderne, når de faktisk er analog med palæstinenserne. Faktisk var de anti-jødiske britiske styrker i Mandatet Palæstina ofte fyldt med den samme Black and Tans indstilling der tidligere forfulgte irerne. I dag flirter nogen Ulster Orange med Neo-nazister.

Det kan se ud til at nogle i Ulster nu er blevet pro-palæstinensisk. En ikke-sekterisk Ulstermand Gary Spedding, blev for nylig udvist af Israel.

Man kan ikke give katolicismen skylden - uanset om man holder af eller afskyr den - man kan heller ikke give protestantismen eller calvinismen skyldes, som kæmper deres egne udfordringer. Det går på tværs af religiøse linjer. Irerne er ikke værre end de andre.

Skylden kan helt klart lægges på en venstreorienteret ideologi, der som en cancer, overtager narrativet og erstatter den historiske sandhed med fiktion. Dette er næring til løgnen. Dette er et fællestræk i det katolske Irland, det lutherske prtestantiske Norge, det verdslige Frankrig, det calvinistiske Skotland og  Presbyterian Church USA, amerikanske jøder som  J-Street, etc.

Disse grupper er anti-semitiske, ikke fordi de er denne eller hin denomination. De er anti-semitiske fordi de er venstreorienterede.

Mike Konrad is an American who writes on many issues.

http://www.americanthinker.com/articles/2015/05/the_real_problem_in_europe.html#ixzz3ZuEMqUkQ

Frankrigs forbud mod ansigtsslør er vigtigt

Frankrigs forbud mod ansigtsslør er vigtigt

Newsmachete

The New York Times har haft en ægte tudehistorie om forbuddet mod ansigtsslør i Frankrig.

Malek Layouni tænkte slet ikke på sin muslimske tro eller på sit hovedtørklæde, da hun havde sin forventningsfulde søn på 9 år med i en forlystelsespark nær Paris. Det viste sig så at være noget hun skulle have tænkt på.

Lokale ansatte blokerede hendes adgang til de oppustelige legesager på en midlertidig strand ved at påpege at regulativerne forbyder hunde, druk og symboler på religion. Det gjaldt også kvinder med hovedtørklæder.

Mrs. Layouni rødmer stadig over ydmygelsen ved at blive afvist foran venner og naboer, og ikke at have noget svar til sin søn, der blev ved med at spørge. “Hvad har vi gjort forkert?”

Åh nej! Den stakkels muslimske kvinde blev ydmyget. Men det er endnu værre!

Nu her mere end 10 år efter Frankrig vedtog landets første anti-slør lov der lægger restriktioner for kvinders brug af slør i offentlige skoler, er hovedbeklædningen af oprigtige muslimske kvinder, fra farverige silketørklæder til sorte chadors blevet et af de mest potente emner i nationens spændte relationer med dens stadig større og mere aktive muslimske befolkning.

Chador

....stranden blev endelig åbnet for Mrs. Layouni. Men hændelsen har efterladt hende traumatiseret og splittet denne landsby bestående af beskedne hjem som venner i for og imod. “Min mand sagde jeg har mistet mine øjnes glød,” sagde Mrs. Layouni med et suk.

Mistet sin glød! Tror du det er det vigtigste som ofrene for radikal islamisk intolerance har mistet?

Pudsigt nok, for i alle de artikler jeg har læst om ‘uroen’ i Frankrig der har jeg aldrig læst om at kvinder forfølges for at bære slør, som denne artikel antyder skulle ske hele tiden. Nej, alle de artikler jeg har læst diskuterer ægtemændene og sønnerne af kvinder med slør der går rundt og smadrer jødiske butikker og slår mennesker ihjel de mener er jødiske, og som myrder de som laver tegninger der krænker dem, eller som drager til Mellemøsten for at kæmpe med Islamisk Stat.

Jeg har aldrig hørt om massakrer på tilslørede kvinder (undtaget ved måske andre radikale muslimer i Irak og Syrien.)

Spørg dig selv hvor mange muslimske kvinder der er blevet slået eller myrdet for at være iført slør (O), og derpå hvor mange jøder der er blevet slået eller dræbt for at være iført yarmulkes, eller handle i en jødisk butik (alarmerende mange og tallet bliver stadig flere). Så vil du erfare hvor det virkelige problem er.

Ved du hvilket land der har forbudt ansigtsslør længe før Frankrig? - Tyrkiet! Den muslimske nation Tyrkiet. Grunden? Tyrkiet forbød ansigtssløret (som nu er blevet genintroduceret her hvor islamofascisterne har overtaget magten) fordi nogle kivnder begyndte at benytte det og andre kvinder så følge sig hårdt presset af intolerante radikale til at gøre det samme. Det er en slags krybende fundamentalisme.

Jeg tror ikke sløret ville være et problem om ægtemænd og sønner af de slørbærende kvinder nu ikke drog ud og regelmæssigt slog mennesker ihjel.

Men sløret er blevet et symbol på fundamentalistisk Islams intolerance som den praktiseres af mange franske muslimske indvandrere og mange føler at det repræsenterer en snigende Sharia lov.

Franskmænd mener, at når indvandrerne bliver tilstrækkeligt mange så vil det også blive krævet af dem at de skal have samme tøjvalg.

Mener du at dette er en voldsom overdrivelse og alarm? Så læs blot om de Sharia Patruljer der allerede er oprettet i lande rundt om i Europa. Forbuddet mod ansigtsslør bør fastholdes og endda blive mere omfattende.

This article was produced by NewsMachete.com, the conservative news site.

http://www.americanthinker.com/blog/2015/05/why_the_french_ban_on_veils_is_essential.html#ixzz3bPwuEpPs

Civil ulydighed kan være nødvendigt for at bevare friheden

Vær ulydig!

John Stossel

Charles Murray, der allerede har skrevet kontroversiell bøger om, hvordan velfærdsstaten skader den fattige, om etniske forskelle i IK og om (mindre kontroversielt, men min favorit) om lykke og god regeringsførelse, har skrevet en ny bog der argumenterer for at det nu er på tide med civil ulydighed.

Regeringen er blevet så undertrykkende, den hæmmer os hele tiden med nye regulativer, at vort eneste håb er at nogle af os stiller os på bagbenene og ikke vil samarbejde.

Murray’s forslag - fremlagt i “By the People: Rebuilding Liberty Without Permission,” vil gøre nogle nervøse. Han argumenterer for at borgere og virksomheder skal begynde åbenlyst at stå imod, undtagen de mest nyttige regulativer, altså de som i bund og grund forbyder overgreb, tyveri og svindel.

Han skriver, “Amerika er ikke længere landet for den frie. Vi er stadig frie i den forstand som nordmænd, tyskere og italienere er frie. Men det er ikke hvad amerikanerne plejede at mene med ordet frihed.”

Han citerer Thomas Jeffersons observation om at en god regering er en “der skal hindre mennesker i at skade hinanden (og) skal lade dem være frie til ellers at stræbe efter deres egen lykke.”

Men vor regering i dag forsøger at gøre langt mere.

Samtidig med vi finder og forsøger at opfinde nye ting, søger regeringen konstant at kontrollere os. Antallet af nedskrevne mulige forbrydelser er nu 50% større end tilbage i 1980 - en tid da mange mennesker helt forkert troede U.S. kunne/ville skære ned på regeringens størrelse.

Murray siger, helt korrekt, at intet ‘almindeligt’ menneske - slet ikke et hold af advokater - nogen sinde kan sætte sig ind i hvordan man overholder de 810 sider i

Sarbanes-Oxley Act, 1,024 sider i Affordable Care Act eller de  2,300 sider i Dodd-Frank.

Hvad nu hvis vi alle holdt inde med af forsøge? Regeringen kan ikke smide os alle i fængsel. Måske kan vi ved ikke at adlyde tåbelige love overtale dommerne til at kun love der forhindrer, tydelig, ægte skadepåvirkning på individer burde opretholdes, “ingen skade sket, ingen fejl.”

Loven er ikke altid den bedste indikator på en god opførsel. Optøjer på steder som Ferguson og Baltimore minder os om, at selv politiet undertiden ikke opfører sig ordentligt.

Ingen ønsker at se at lov blive nedbrudt helt og aldeles, så mennesker lider skade, men historikeren Thaddeus Russell minder os om, at mange af de friheder vi anser som noget helt naturligt ikke eksisterer fordi regeringen, i stor nåde, gav os disse friheder, men på grund af de som bryder loven.

Spritsmuglere, “røverbaroner” der transporterede varer i modstand mod de statslige monopoler, og de amerikanske revolutionære der smed te i havnen i Boston, ignorerede love de var imod. Undertiden elskede disse skurke friheden mere er vore ærede Founders. George Washington satte tropper ind mod whiskey fremstillere for at få gennemført pålagte skatter.

Her for nylig besluttede Uber at man ville ignorere nogle regulativer for chauffører. Det er ganske fint at de gjorde dette, fordi Uber tilbyder bedre og mere sikker service. I dag er Uber muligvis alt for populær til at regeringen kan nedlægge forbud.

Edward Snowden kendte til de juramæssige konsekvenser han stod op imod ved at afsløre, at NRA spionerer mod amerikanske borgere, men han gjorde det alligvel. Jeg er ikke sikker på han gjorde det rigtige, men såvel konservative som venstresindede burde dog indrømme at undertiden bør love brydes eller bøjes.

Og så forsvarer hvert politiske parti civil ulydighed så længe de mennesker der er ‘ulydige’ tilhører den fraktion de selv står for. Højrefløjen elsker landmænd der går imod love der berører deres erhverv, men de bryder sig absolut ikke om mennesker der bøjer immigrationslovene. Venstrefløjen elsker de som ryger hash, men hyler op om virksomheder der ser stort latterlige miljøregler.

Måske skulle de fleste af disse love blot ignoreres af de fleste af os.

Politikerne selv spiller ikke altid efter reglerne. Min sidste klumme handlede om, hvordan Clintons slipper afsted med at bryde regler. Men jeg begik en fejl, som jeg må rette: Jeg sagde at Clinton Foundation donerede sølle 9% af pengene til velgørenhed. Desværre det var forkert: Clintons og deres medslyngler handler endnu værre.

I 2013, indsamlede the Foundation $144 million men brugte kun $8.8 million til velgørenhed. Det er altså kun 6%.

Når Bill og Hillary siger de ønsker at “hjælpe mennesker” taler de om sig selv. Sådanne mennesker vil jeg ikke tvinges til at adlyde.

John Stossel

http://humanevents.com/2015/05/13/disobey/

Nationens forsvar det vigtigste for en præsident

Præsidentens opgave er at beskytte nationen - ikke klimaforandring

STAR PARKER

En forsideoverskrift på Wall Street Journal nærmest brøler: “Islamisk Stats fremgang viser ny styrke på slagmarken.”

Artiklen omtaler, hvordan Islamisk Stat her for nylig indtog Ramadi, hovedstaden i Anbar provinsen i Irak. Islamisk Stats sejr omfattede, ifølge rapporten, udførelsen af en kompleks slagplan der “med klogskab slog en større troppestyrke fra Irak og den meget roste U.S. optrænede specialstyrke kendt som Golden Division.”

Når man går til lederen diskuteres den stadig større dominans som Rusland, Iran og Kina har fået i deres dele af verden “da U.S. trækker sig tilbage.”

Men hvad holder Amerikas øverstkommanderende vågen om natten?

Præsident Obama brugte det meste af sin tale ved U.S. Coast Guard Academy til de afgående elever på at tale om klimaforandring.

Ifølge vor præsident er det klimaforandring der “udgør en alvorlig trussel for den globale sikkerhed, en øjeblikkelig risiko for vor nationale sikkerhed.”

Præsidenten fortsatte med at sige at videnskaben vedrørende klimaforandring “ikke kan modbevises.” I 2013 tweeted præsidenten. “97% af videnskabsforskerne er enige: Klimaforandringen virkelig, skabt af mennesket og farlig.”

Men det er forkert.

Ross McKitrick, en økonom ved University of Guelph og senior fellow ved Canada's Fraser Institute, og andre sammen med ham har påpeget den tvivlsomme metodik der benyttes til at nå frem til påstanden om at 97% af videnskabsforskerne er enige om klimaforandring. Det er langt fra korrekt.

Langt mere repræsentativt er en forskning fra 2012 udført af American Meteorological Society. McKitrick fortalte at færre end 30% af AMS medlemmerne deltog, og af dem sagde 52%, at “de mener global opvarmning i det 20. århundrede er indtruffet og forårsaget mestendels af mennesket.” I samme undersøgelsen var 53% enige om at der er en “konflikt mellem AMS medlemmerne om spørgsmålet.”

Hvorfor kommer vor præsident ikke ind på de kendsgerninger? Og hvorfor har præsidenten ikke udelukkende fokus på den opgave Forfatningen tildeler ham: Ansvaret for med klogskab at benytte amerikansk militærmagt for at holde Amerika sikker, trygt og stærkt rundt om i verden? Og hvorfor blander præsidenten sig uretmæssigt i private borgeres job: At vurdere de videnskabelige data vedrørende risici for markedet, og beslutte hvordan privat kapital burde investeres?

Vi har så mange erfaringer med hvad der sker når politikere mener det er deres opgave at investere vore penge.  

For nogle år siden, ydede Obama administrationen under rationalet om at udvikle alternative energikilder, lån for $536 millioner, garanteret af U.S. skattebetalerne, til en solenergiteknologi ved navn Solyndra.

Præsidenten tog til virksomheden i Californien og roste denne for de “utrolige, virkelig smarte solpaneler.” I sine bemærkninger fortsatte han med at udtale sig om at fossile brændstoffer umuligt kunne opfylde vort energibehov.

Et år senere erklæredes Solyndra konkurs, og U.S. skatteyderne stod tilbage med udgiften.

Samtidig, siden 2009, da U.S. regeringen gav lånegarantien til Solyndra er U.S. olieproduktionen øget med cirka 170% som resultat af nye boreteknologier som vor præsident aldrig kunne drømme om. U.S. er nu verdens største producent af olie.

Bundlinjen, resultatet: Videnskab behandlet af private individer der risikerer deres egen formue og hvis overlevelse afhænger af god dømmekraft og risikovurderinger kommer med det nye og uforudsete og driver vor økonomi fremad i positiv retning.

Videnskab i politikernes hænder, som investerer andre folks penge er recepten på fiasko og spild.

Hvorfor i alverden skulle nogen dog mene det er en god ide for en politiker at bestemme hvad der er god videnskab og påtvinge for hundrede milliarder dollars i nye byrder på de amerikanske forbrugere baseret på ren spekulation om hvad der foregår med klimaet?

Lad private borgere om dette. Og lad præsidenten passe sit arbejde og opbygge vort militær og benytte det på ordentlig vis til at beskytte os rundt om i verden.

Star Parker is a nationally syndicated columnist through the Scripps Howard News Service, author of Uncle Sam's Plantation: How Big Government Enslaves America's Poor and What We Can Do About It , and president of CURE, Coalition on Urban Renewal and Education (www.urbancure.org). She can be reached at parker(at)urbancure.org.

http://www.familysecuritymatters.org/publications/detail/commander-in-chiefs-job-is-national-defense-not-climate-change?f=must_reads#ixzz3bXjf3u2J

FIFA - hvilken skændsel

FIFA - hvilken skændsel

Silvio Canto, Jr.

For lige at slå det helt fast - Jeg er ingen fan af "fútbol.".  Jeg ser lidt med hvert fjerde år når der er World Cup (eller “mundial), men så heller ikke mere.

Jeg beundrer selvfølgelig atleterne. Jeg erkender, at spillet vækker store lidenskaber, fra Uruguay til Ghana til England. Uden tvivl er fodbold verdens Nummer 1 Sport!   

Naturligvis behøver man ikke være “futbol” fan for at forstå FIFA.

Bob Dylan skrev engang en sang med titlen "Love Is Just a Four-Letter Word."  Skift "love" ud med "FIFA," og så forstår man det bedre.

Det halmstrå der fik vognen til at vælte er åbenbart forberedelserne til 2022 verdensmesterskabet og en masse mere ifølge denne analyse:

I 2010 ‘belønnede’ FIFA 2022 World Cup arrangementet til Qatar, hvilket førte til rapporter om at man havde købt sig stemmer, men det er nu ikke det denne efterforskning drejer sig om. Dette er en Forbundssag, og anklagen omhandler formodet svindel og korruption i Nord- og Sydamerika. Indtil nu har FIFA afvist påstandene om udbredt korruption ved at finde og bruge syndebukke, fremfor at anerkende, at der virkelig er problemer højt oppe i ledelsen.  

FIFA er endnu en uansvarlig international organisation der benytter noget ædelt, som fodbold, til at fylde lommerne hos nogle få som  Nick Zaiac skrev:

Politikerne lover vælgerne mange goder fra mega-begivenheder, dog er meget få blevet til noget. De er ubetinget ikke netto positive for økonomien som fortalerne hævder. De fører ofte til meget dyre investeringer i unødvendig infrastruktur der bliver brugt meget lidt når begivenheden er forbi. Byer står tilbage med enorm gæld, og med faciliteter der ikke bliver brugt. Der har været undtagelser, men det normale nettoresultat er negativt - ikke positivt.

.

Husk blot på Brasilien og al den gæld som blev opbygget, de tomme faciliteter og de ikke indfriede løfter. Jovist der var nogle der fik gavn af 2014 World Cup, men det var ikke folket i Brasilien. Det var opportunisterne i FIFA og politikerne i Brasilien.

Her er så det du har brug for at vide om FIFA. Der står et tomt fodboldstadion i en lille by som ikke engang har et hold. Faciliteten er ikke blevet brugt siden World Cup. Det er nu lavet om til en bus P-plads - pris 200 millioner dollars, mange, mange tak.

Samtidig marcherer folket, fordi skolerne er elendige og priser på el hele tiden går i vejret. Tænk på hvor mange skoler der kunne være blevet forbedret for de 200 millioner dollars.

Det er på tide at FIFA lukker og slukker. Jeg er ikke helt sikker på hvad der kunne sættes i stedet, men alt andet ville være en forbedring.

Man kunne jo begynde med mere gennemskuelighed i hvordan organisationen arbejder, fra at udvælge lande til opførelsen af nye faciliteter.

P.S. You can hear my show (CantoTalk) or follow me on Twitter.

Read more: http://www.americanthinker.com/blog/2015/05/fifa_is_just_another_ugly_fourletter_word.html#ixzz3bhHVKeih