Journalisters vamle forsøg på at tilsvine politikere for småting

Journalisters ulækre forsøg på tilsvining af politikere for småting

Larry Thornberry

Helt i overensstemmelse med de førende mediers politik med at sætte spotlys på småting er nationen her på det seneste blevet udsat for en grundig efterforskning af Senator Marco Rubios trafikforseelser i hjembyen Miami. Og for ikke at være sexistisk så har man også lige set nærmere på hustruens. Rubioparret værste synder har været at køre for hurtigt og være noget utålmodig ved rødt lys.

En anden Miami borger, Dave Barry, kunne måske skrive en klumme om dette: “Det er ikke noget jeg finder på.”

Prøv at forestille dig hvordan Rubio er blevet fanget i det gule lys der skifter til rødt, eller La Rubio der kørte 8 miles for stærkt, og så hvordan det kunne sætte skub i salget af nyheder. Trods alt var der jo intet i sidste uge der kunne ophidse nyhedssjakalerne udover den fortsatte ISIS væbnede fordrivelse af folk i Mellemøsten, vore hjemlige terrorister, kineserne der beder U.S. Navy om at skrubbe af, de stadige afsløringer af korruptionen i det politiske firma Clinton & Clinton, en økonomi der nærmest står stille, og en gæld i elefantklassen. Ja, hvad skal en journalist dog stille op med dette?

Denne fuldstændig irrelevante historie fik sit liv gennem det stadig mere irrelevante the New York Times, hvis foretagsomme (deres egen fortolkning) efterforskende journalister “afslørede” den dybt melankolske kendsgerning at i løbet af to årtier har Marco Rubio fået bøder for fire hastighedsoverskridelser i Miami. (Journalistisk er the Times selv en fartoverskridelse).

Rubios hustru, Jeanette, der er meget nydelig, er afsløret i at have en speederklumpfod, og har i samme tidsperiode fået 13 bøder. Utallige trykte og æterbårne nyhedsformidlerne over hele frugtstaten, handlede som the Times’ ekko og formidlede de grumme nyheder. Vær forsigtig når du træder ved siden af i Miami.

The Times fik god og solid hjælp til denne “afsløring” fra en Demokratisk/Clinton ‘angrebsgruppe’ ved navn American Bridge. Lad det nu ligge. Der var sådan set ikke behov for hjælp da trafikbøder er offentlige og selv en high school journalistelelv ville have kunne finde denne “nyhed” ved en slentretur til Rådhuset.

Lidt baggrund. I 90’erne da jeg var redaktør af et par kommercielle ejendomsmæglerpublikationer måtte jeg til Miami i forretningsøjemed - sådan cirka et halvt dusin gange om året. Jeg har kørt i alle større byer på Østkysten. Jeg har kørt i den forkerte side i London og siddet fast i bakkerne om San Francisco. Men af alle steder har jeg ikke oplevet mere elendig kørsel end i Miami. Jeg burde eje en ‘knoglesmedje’ der. Det er hovedstaden for at køre lige i rumpetten på hinanden. Jeg kunne være blevet ophidset over fyren der kører cirka 3 tommer fra ens bagkofanger. Men efter at have set adskillige episoder af

Miami Vice, besluttede jeg ikke at gribe ind, da fyren måske havde et automatvåben. Måske er det en overdrivelse. Jeg er sikker fyren bagved mig ikke har et automatvåben - det er muligvis blot en Glock.

Pointen er derfor at fire trafikforseelser i Miami over tyve år det er vel under gennemsnittet. Og the Times er helt tavse om hvordan disse ‘fejltrin’ på nogen måde ville kunne være relevante for Rubios evner til, eller mangel på samme, for at være præsident. Det er ikke som med præsident Obamas 15 parkeringsbøder, da han nød det privilegium at komme på Harvard Law, eller Al Sharptons ganske betragtelige mangel på opfyldelse af sine skatteforpligtelser til US skattevæsenet. Rubio har nemlig dog betalt bøderne til tiden.

De som har læst the Times i årevis er bekendt med denne publikations lange historie med at slå hårdt ned på konservative kandidater, konservative embedsmænd og konservative ideer.

Denne ‘sygelighed’ passer helt fint med avisen motto gennem lang tid - “Alle nyheder der passer ind i den liberale narrativ” - der har stået på avisens underoverskrift siden 1897. Selv i 1932 da the Times’Walter Duranty vandt en Pulitzer pris for at hvidvaske Stalin og hans arbejderparadis. Men denne seneste skudsalve mod Rubio er dog med løse skud.

At afsløre at Marco Rubio ikke gjort ‘fuldt stop’ ved et skilt for 15 år siden har absolut intet med hårdtslående undersøgende journalistik at gøre.

Selv nogle folk fra venstrefløjen har kritiseret the Times for denne indsats. Måske the Times kan vise sin anger med deres kommende - ‘vi fortæller det hele’ serie om Ted Cruz der ikke har afleveret biblioteksbøger til tiden.

Her til sidst nu hvor vi har fået slået fast at the Times mener det er vigtigt for republikken at gøre Marco Rubio ansvarlig for hustruens måde at køre på, så er der rigtig mange læsere der nu holder vejret indtil the Times beslutter at gøre Hillary Clinton ansvarlig for ægtemandens seksuelle optræden, eller hvad?

Tja sådan er der så meget.

Larry Thornberry

http://spectator.org/articles/62988/careful-ny-times%E2%80%99-red-light-district

Nye ting muslimer føler sig krænket af

De krænkede muslimer slår til igen

Carol Brown

Der er nogle ting der for muslimer er fornærmende. Og læg dertil en masse andre.

Hvis det du leder efter ikke er på listen, så kan det være på den liste nogle muslimer lader som om de bliver krænket af for at få større dominans.

Hvad er så den seneste, virkelige, eller indbildte krænkelse (i det mindste i skrivende stund, for der er flere timer tilbage af dagen)?

Muslimer er fortørnede over kors på et Katolsk Universitet de går på. Alle katolske billeder og symboler er med til at hæmme deres ‘muslimskhed.’ De kors skal altså bare væk!

BeliefNet rapporterer:

Kors i alle værelser på Washington D.C.’s Catholic University of America er en menneskerettighedskrænkelse der hindrer muslimske studerende i at bede.

Således lyder klagen til Washington D.C. Office for Menneskerettigheder indgivet af en professor fra rivaliserende universitet George Washington University

GWU Juraprofessor  John Banzhaf beskylder det katolske universitet for at handle “muligvis med ond hensigt” mod muslimske studerende i en klage der fylder 60 sider, og som henviser til “krænkende” katolske billeder og symboler på over hele universitetet, hvilket som han hævder, hindrer muslimerne i at bede

Han påstår at universitetet, “ikke giver plads - som andre universiteter gør - til de mange daglige bønner muslimske studerende skal foretage, og tvinger dem i stedet til at finde midlertidige tomme klasseværelser, hvor de ofte er omgivet at katolske symboler der er uforenelige med deres religion....”

Klagen går endvidere ud på at muslimer skal bede i skolens kapeller “og i katedralen der overskygger hele campus - Basilica of the National Shrine of the Immaculate Conception.”

Hold da op hvor er dette katolske universitet dog nederdrægtig fræk. Tænke sig de har kors på campus. Og tilmed en masse kors.

Hvornår, åh ja, hvornår vil de vantro dog tage ved lære?

At tilpasse sig muslimer vil aldrig høre op. Og hvis man ikke griber det rigtigt an, så kan du komme i alvorlige vanskeligheder.

Jura er endnu et våben i denne tidernes kamp. Jihad udkæmpes på de mest voldelige og brutale måder, men samtidig er der en anden form, for jihad der føres i skikkelse af snigende Sharia.

Den er ondsindet og og går fremad, hvert eneste øjeblik over hele Amerika - fra vore skoler til de højeste steder i vor regering, og alt ind imellem. Hvis vi ikke er yderst opmærksomme og gør modstand er vi fordømte. .

Mens Islam breder sig over vor klode - bortførelser, voldtægt, ildspåsættelser, lemlæstelser, tortur, stening, halshugninger, og henrettelser - ødelæggende alt levende og ikke levende på sin vej, så går den også fremad uden åbenlys vold.

Vi skal udkæmpe hvert slag, overalt - indtil vi udsletter denne sygelighed der kvæler vor kultur.

Muslimer føler sig ikke godt tilpas på et katolsk universitet?

En nem løsning: Lad være med at gå på et katolsk universitet.

Det gælder også, hvis muslimer ikke føler sig godt tilpas i et frit samfund som USA, jamen så er der også en let løsning: Lad være med at slå Jer ned i Amerika.  

Hat tip: Breitbart

http://www.americanthinker.com/blog/2015/05/the_offended_muslim_strikes_again.html#ixzz3a04rTMY7

4. juli? Nej, hellere 4. juni af hensyn til Ramadan

4. juli? Nej da hellere 4. juni af hensyn til muslimernes Ramadan

Thomas Lifson

Med en dybt foruroligende gestus af officiel U:S. regerings dhimmitude fejrede US Ambassaden i Djakarta, Indonesien vor Uafhængighedsdag den 4. juni for at undgå en konflikt med den månedlange Ramadan.

Hvis du nu skulle få den tanke at et hvilket som helst islamisk land - der er 57 - (herunder ikke ISIS) der regner sig for at være officielt islamiske - ville flytte deres ambassadei Washingtons fejring af Ramada for at tilpasse sig vor Uafhængighedsdag - så må du tro om igen.

The Jakarta Post (hat tips: Pamela Geller og Jihad Watch) skriver::

“US Embassy fejrer 4th of July før tid af respekt for Ramadhan,” af Dylan Amirio

The United States Embassy afholdt sin årlige fejring af 4th of July torsdag den 4. juni, en måned før tiden, for at vise respekt for Ramadhan måneden der begynder den 17. juni og varer en måned.

US Ambassador til Indonesia Robert O. Blake og US Ambassador til ASEAN Nina Hachigian stod for festlighederne, der omfattede et hornorkesters gengivelse af the Star-Spangled Banner og den indonesiske nationalhymne-  Raya.

Blake forklarede, at temaet for fejringen var for “grøn” udvikling, der støttede det fokus US har på at opbygge og fremme en grøn økonomi og mere miljørigtig bæredygtig udvikling.

Han roste også Indonesiens indsats som et gennemført demokrati, og målet for yderligere samarbejde mellem de to lande i årene fremover.

“The US vil fortsætte med at støtte Indonesien i fremtiden med de demokratiske tiltag. Demokrati er en amerikansk værdi som vi har stræbt efter siden (landets oprettelse i 1776,” fortalte Blake publikum under festlighederne i hans bolig nærTaman Suropati, Central Jakarta, torsdag.

Han tilføjede at flytningen af fejringerne af 4th of July til 4. juni blev gjort af respekt for den kommende Ramadan der vil vare fra 17. juni til 17. juli.

Ved begivenheden præsenteredes også en del amerikanske produkter og virksomheder, herunder Zero FX Electric Motorcycles, som Blake forklarede var miljømæssig bæredygtig, og bliver benyttet af California Highway Patrol.

Officielt er ambassader det nationale territorium for det land de repræsenterer, og ikke værtslandet. Der er derfor ingen behov for at tilpasse sig de lokale traditioner når vi festligholder vor vigtigste nationale helligdag. Måske tog fantasien om at sælge elektriske motorcykler til en af verdens største olieeksportører, og som tilfældigvis har en ganske stor konventionel motorcykelfabrikation, over frem for vor nationale værdighed?  

Det er nærmest selve kerne i de islamiske skrifter at vantro skal bøje sig i underkastelse for Islam og muslimer. Vantro bliver tålt så længe de finder sig i ydmygelser og betaler en særskat. Muslimer har ingen forpligtelser overhovedet overfor vantro, hvilket er grunden til du aldrig vil kunne opleve noget tilsvarende i ‘underkastelse’ som demonstreret af US Ambassaden i Jakarta.

Dette er en situation med national dhimmitude og skam. Jeg håber nogen vil bede Marie Harf  redegøre for om der er nogle muslimske lande der har planer om at flytte deres Ramadans ceremonier for at tilpasse sig vor Uafhængighedsdag.

http://www.americanthinker.com/blog/2015/06/us_embassy_moves_fourth_of_july_celebration_to_june_4_out_of_respect_for_ramadan.html#ixzz3cReKWkrA

Koster dyrt ikke at kende sin historie

Det er dyrt ikke at kende historien

Toby Westerman

I 1960 kom Sam Cooke med en rigtig hitsang der begyndte med ordene "Don't know much about history." I starten af 1990’erne påbegyndte Kenneth C. Davis en populær serie af bøger om historien ved at bruge Cookes fem ord. Uheldigvis afspejler Cookes tekst, trods Davis’ indsats, ikke kun den manglende viden hos nutidens generation, men generelt for mange amerikanske politikere.  The United States er ved at betale en bitter pris for denne uvidenhed.

Vi bør dog være rimelige overfor de som er født efter årtusindskiftet, der er ved at blive voksne efter at have gået i offentlige skoler eller private institutioner der har været mere interesseret i at fremme venstreorienteret propaganda end i at formidle korrekt kundskab om hvem vi er, og hvordan vi er havnet i vor nuværende situation

.

I årtier er studerende blevet vildledt at venstreorienterede “uddannere,” men også forladt af de fleste “konservative” der af en eller anden grund har været alt for optaget til at anerkende at en hel generation er blevet, ikke undervist, men udsat for propaganda.

“Hvem,” “Hvor,” og “Hvorfor” i fortiden forbliver meget uklar for de fleste unge amerikanere. Dette fører direkte til uvidenhed, eller en irriterende forvirring, om vor tid.

“1. Verdenskrig. 2. Verdenskrig?” “Den Kolde Krig?” Bolshevik Revolutionen? "

The United States er i alvorlig fare for at miste sine allierede og blive omringet af fjendtlige nationer. Problemet er, hvordan forklarer vi dette dilemma til individer der meget vel ikke aner hvilke nationer det drejer sig om?

AGGRESSION I DET SYDKINESISKE HAV! Hvor? Hvorfor skulle vi dog bekymre os om det hav?  

Virkeligheden

Amerikanere i alle aldre har en fornemmelse for de farer som de islamiske militante udgør, hvoraf nogle befinder sig i USA og er klar til angreb. Det er langt vanskeligere at forklare den fare som Rusland og Kina udgør. Kina er, trods alt, efter alle estimater USAs største kreditor, og vor næststørste handelspartner. Efter Sovjetunionens kollaps blev Rusland betragtet som en demokratisk nation i støbeskeen. Sådan mente “eksperterne” indtil de russiske tropper krydsede grænsen til Ukraine i november sidste år.

En gennemgang af de handlinger Kina foretager sig, viser et Kina der stadig er et kommunistisk regime der kalder sig Folkerepublikken Kina, og den ikke så demokratiske Russiske Føderation, er virkelig et faresignal for USA og vore allierede. For at forstå, hvorfor og hvordan en af vore største handelspartnere kan være en trussel, og hvorfor Rusland ikke er et demokrati, det kræver en basisviden om historien, og en erkendelse af de nuværende begivenheder. Historien er imidlertid ikke blevet formidlet, og de mest farlige udviklinger i vor tid fortæller der ikke tilstrækkeligt om - i det mindste ikke i massemedierne.

Den farlige situation i Det Sydkinesiske Hav er et eksempel. Denne del af verden lyder til at være langt borte, og uden særlig betydning for USA. Sandheden er at det meste af verdens handel går gennem dette område, og adskillige vigtige US allierede, herunder Japan og Filippinerne er afhængige af United States i deres selvforsvar.

Folkerepublikken Kina, der gør krav på hele området er ved at konstruere øer ved koralrev der skal være militærbaser. Start- og landingsbaner for militærfly og havne for krigsskibe er meget snart færdige. Disse nye baser strammer Kinas greb om området. Folkkerepublikken Kina fortsætter med at ekspandere sin flåde, og har intention om at være rival til U.S. Navy i Stillehavet.

Japan er ikke kun truet af den kinesiske ekspansion, men også af russisk. I løbet af det sidste års tid har japanske jets 943 gange måtte afvise russiske militærfly fra japansk luftrum. Moskva ekspanderer sine militære installationer på de russisk besatte Kurilliske Øer (ejet af Japan indtil afslutningen af 2. Verdenskrig), og den stadig større russiske stillehavsflåde der er med i fælles flådeøvelser med Kina.

Skulle KIna, eller Rusland og Kina være i stand til at afvise og udstøde USA fra Stillehavsområdet vil ikke kun Japan og Filippinerne, men også Australien og den frie østant Taiwan med tiden kunne blive Kinas kolonier.

Truslerne i Asien matches af farerne ved den russiske aggression i Europa. Russiske tropper har været i Østukraine og hjulpet separatisterne der ønsker at blive forenet med Rusland. De Baltiske Stater, Estland, Letland og Litauen afholder manøvre i forventning om et russisk angreb. Polen har øget sit militærbudget og søger samarbejde med nabostaterne i et forsøg på at afvise eller hæmme russisk aggression.

Tyskland genopvækker sine militære traditioner som modsvar på russisk aggressivitet.

Rusland hjælper Den Islamiske Republik Iran i sin stræben efter atomvåben og leverancer af våben til faktisk alle. Iran er forberedt på at dele sin kerneteknologi med nationer der er mod USA.

Siden Sovjetunionens kollaps, har amerikanske og europæiske investeringer i Den Russiske Føderation og i Folkerepublikken Kina gjort det muligt at foretage en militæropbygning i Rusland og Kina og deres ekspansion i forskellige dele af verden, herunder Latinamerika.

Det er nødvendigt at indse virkeligheden

Ovennævnte giver ingen mening medmindre man kender til noget historie sammen med geografi. Et individ er helt fortabt vedrørende de nuværende begivenheder medmindre vedkommende har en basisviden om hvad der allerede er sket og hvor disse steder er.

Amerikas overlevelse afhænger af folkets beredthed til at møde de udfordringer vi står overfor. En viden om geografi, nuværende forhold, og jovist, historien er livsvigtig. Uvidenhed om verden omkring os vil føre til dårlige politiske beslutninger, der igen kan føre til en national katastrofe.

Traditionel skolelærdom er gået galt. Den som ønsker præcis information om fortiden og nutiden må vende sig til de “ikke traditionelle” medier. En ny verden venter - en sikker kur hvis  "don't know much about history."

http://www.renewamerica.com/columns/westerman/150523

4 drømmeagtige sange - der gav trøst

4 gamle drømmeagtige sange

Voksende op i 70’erne gav radioen trøst ved hjertesorg

P. David Hornik

Min ægte trøst og støtte under en noget ikke særlig lykkelig opvækst var min radio. Jeg erindrer den som værende af god størrelse og med træfiner. Det stod på mit lille natbord ved min seng og stod altid på samme kanal - WRPI (eksisterer stadig) fra det nærvedliggende Rensselaer Polytechnic Institute hvor der som ansatte var college studerende.

WRPI spillede det som blev kaldt progressiv rock - rock sange der ikke lå indenfor Top 40 som de kommercielle stationer spillede. Det kunne være sange man kun kunne høre fra albums, af kunstnere der havde Top 40 hits, eller sange af kunstnere man anså som værende esoteriske eller “eksperimentelle” nok til at de ikke passede ind i Top 40 sfæren. Blandt andet gav “progressiv rock” mig mere introspektiv poetisk musik der kendte noget til min følelsesverdens inderste tanker.

Image courtesy shutterstock / Bruce Rolff

Siden dengang er min smag blev noget bredere fra, ultra-introspektive Mahler og Bruckner til den overstadige Sonny Rollins og meget ind i mellem (jeg gør også selv nogle forsøg) Da YouTube kom for nogle år siden blev jeg ført tilbage til en slags tavs nysgerrighed i søgen og finden af sange jeg faktisk næsten ikke havde hørt siden disse ungdommens dage. Og i visse tilfælde fandt jeg at en sang ikke havde mistet noget - endog havde fået mere magt over mig i forhold til dengang.

De fire sange jeg har udlagt har kun sangstemme og akustisk guitar. Alle er fra sent i 60’erne. Jeg lyttede til WRPI i 1969-1972.

Jeg har aldrig været, heller ikke dengang, nogen stor fan af Pink Floyd - udover Roger Waters nummeret “Grantchester Meadows.” Nummeret blev betragtet som eksperimenterende, fordi man benyttede baggrundslyde fra en gås, en lærke og en flyvemaskine. Faktisk fungerer det rigtig godt - trods disse gimmick effekter - naturens lyde blander sig fint med de eftertænksomme guitarakkorder og den idylliske tekst. Den sang blev en slag flugt for mig, en introduktion til en drømmeverden med renhed og endog evighed.

Den leger sig gennem en sommer uden ende på vej mod havet......Teksten var fortryllende.

Der var en nostalgisk fornemmelse, den rolige scene fandt ikke sted nu og her, men snarere en erindring der ud af fortiden vævede et tæppe af fortryllelse.

Men hensyn til Steve Noonan’s “Buy for Me the Rain,” synes det som om jeg har en genetisk forkærlighed til den skønt jeg aldrig har mødt nogen der kender denne originale version og ingen af dem jeg har spillet den for synes at være imponeret. At sangen dog har en bredere appel er bevist ved den succes som Nitty Gritty Dirt Band fik i 1967 med deres coverversion, som blev et kæmpehit.

Dog er denne version - der ellers er gået tabt i glemslen - som Noonan - betragteligt mere lækker og tiltrækkende. Kærlighed, tid, tab - alt her i en enkelt inciterende melankosk melodi med god poesi i teksten som i de århundredgamle engelske folkesange. Jovist er kordelen noget der kunne trænge til at blive lavet om.

Så er vi tilbage ved den idylliske nostalgi med Joni Mitchells “Sisotowbell Lane.” Guitarakkorderne i begyndelsen er særdeles blide og omfavnende, stemningen straks drømmeagtig og dejlig. Sangen er fra hendes første album Song to a Seagull, der er spækket med små perler, men alligevel vandt andre at Mitchells sang fra den periode som  “Both Sides Now,” “A Case of You,” og “Big Yellow Taxi” langt mere berømmelse skønt “Sisotowbell” for mig er langt den bedste.

Mitchell sagde Sisotowbell var et navn hun havde fundet på, men sangen synes dog at fremmane et meget virkeligt sted.

Den lyder næsten som Mittchell da hun drog afsted til Calgary og derpå Toronto da hun var knap 20 år, og i årene derefter, og derpå kom tilbage for at besøge sine forældres landlige hus i Saskatchewan. Sangen er under alle omstændigheder magisk, ren som stjernerne på prærien og kildevandet.

Og så er der “Guinevere”; som jeg betragter som den bedste sang i rock sammenhæng. Som David Crosby der var med i Crosby, Stills og Nash sagde om sig selv:

Det er en ret så usædvanlig sang, det er en ret så usædvanlig melodi med pudsige tids signaturer. Den handler om tre kvinder jeg elskede. Den ene var Christine Hilton, pigen der blev dræbt og som var min kæreste, og en af dem var Joni Mitchell, og den sidste er en jeg ikke kan beskrive. Det er muligvis min bedste sang.

“Guinevere” folder sig ud, og er hypnotisk, smækfyldt med tragedie og endelig - håb. I 2003 vendte den tilbage hos mig efter en forfejlet forelskelse der fandt sted på en kyststrækning i Tel Aviv. Dens unikke, nærmest ubeskrivelige stemning sammenfatter det nutidige med billeder fra fortiden

Dette var således nogle af de sange der hjalp mig gennem min ungdom, en opvækst jeg opfattede som skuffende og trist. De fortalte mig, at neden under overfladen var der et andet ‘rige’: Tristhed og tab var der også ,men sammen med skønhed og mysterium. Jeg er ikke klar over om sådanne sange skrives i dag, men hvis de gør, hører jeg dem ikke mere. Jeg ville ikke kunne ønske at møde verden uden dem.

P. David Hornik is a freelance writer and translator living in Beersheva and author of the new book Choosing Life in Israel. He blogs at http://pdavidhornik.typepad.com/

http://pjmedia.com/lifestyle/2013/03/10/4-old-dreamy-songs/?singlepage=true