Che Guevara, den dér fyr på mange T-shirts ved demonstrationer arrangeret af venstrefløjen blev fanget og henrettet for 50 år siden i denne måned:
Ernesto Guevara de la Serna, bedre kendt som "Che" Guevara, blev henrettet af bolivianske hærenheder på denne dag i 1967.
Født i Argentina, Guevara var professionel revolutionær, der var med i revolutionen i Guatemala i 1950’erne. Det var her han blev en glødende tilhænger af Marxismen. Efter at regeringen i Guatemala blev væltet ved at U.S. støttet kup i 1954 rejste Guevara til Mexico hvor han sluttede sig til den cubanske revolutionære Fidel Castro.
I 1956, landede Castro, Guevara, og en lille gruppe tilhængere på Cuba med den hensigt at styrte regeringen. Da de første forsøg mislykkedes sluttede Che sig til Castro, og de som havde overlevet og boede i Cubas vildmarker, for at udføre guerillakrig.
I 1959, faldt den cubanske regering og Castro overtog magten, Guevara fik ansvaret for finanserne og økonomisk planlægning for revolutionsregeringen.
I 1960 udgav han Guerilla Warfare, hvor han argumenterede for at væbnet kamp var nødvendig for at sætte masserne fri for kapitalistisk udnyttelse.
Omkring 1965, forsvandt han delvist fra det offentlige liv på Cuba, man ved stadig ikke helt præcist hvorfor. Han dukkede så op igen i 1966 i Bolivia, hvor han forsøgte at indlede en revolution..
I oktober 1967 blev han fanget og henrettet af bolivianske tropper.
Efterfølgende er Che dukket op på t-shirts. Han blev det ultimative anti U.S. symbol, som enhver venstrefløjsgruppe søger til når dets medlemmer ikke bryder sig om U.S.
Jeg burde føje til at en student ved et universitet engang fortalte mig at han troede det var et billede af en rockstjerne - f.eks. Jim Morrison.
Ironisk nok blev han fanget fordi kampagnen i Bolivia var fuldstændig håbløs. Den fejlede af to grunde, som Humberto Fontova forklarede i sin bog.
For det første er Bolivia ikke Cuba. Med andre ord, Castro og Che fortalte aldrig cubanerne at der var en kommunistisk regering lige om hjørnet.
For det andet så hoppede bolivianerne aldrig med på forestillingen om en hvid fyr fra Argentina der skulle ‘frelse’ dem.
Slutresultatet var at det var landsbybeboerne som Che forsøgte at ‘befri’ der angav ham. (En helt vidunderlig beskrivelse om hvordan det skete kan læses i den dagbog han efterlod sig, og ikke den stærkt redigerede udgave som Fidel Castro kom med. Che var dybt frustreret, han vidste han fejlede. Han havde ingen mad eller brændstof, og forsyninger fra Cuba kom aldrig som de var blevet lovet.)
Kampagnen i Bolivia var en katastrofe.
Che var en morder og en mand der sagde forfærdelige ting om sorte og mexicanere. Det er yderst vanskeligt at begribe, hvordan nogen liberal i Vesten dog skulle finde på at have hans billede på en t-shirt.
Vi hilser de studerende der afholdt "No Che Day" over hele landet sidste år. Vi håber at dette kan blive en national mindedag så længe der er et fjols der ifører sig en Che t-shirt.
Millioner har set og videresendt eller postet en noget alarmerede video af en gigantisk A380 der er ved at lande i svær sidevind i Düsseldorf. Den er på en måde skræmmende ‘mporsom’ men faktisk ikke unik for Airbus eller så usædvalig. Der er en helt serie af sidevindslandiner på Youtube. Men fordi flyet er så stort er det noget der gør indtryk.
Her betyder størrelsen virkelig noget. Jeg kan ikke lade være med at forstille mig selv i bagest kabinen blive skubbet fra side til side. Det er måske der de fleste af flyets kabinepersonale befinder sig under landing. Og så de billige sæder naturligvis. Jeg har aldrig fløjet med et A 380, og desuden har de en anden sammensætning af personalet, hvor de fleste sidder oppe foran.
Bryan Demko emailer:
Jeg ville ønske de ville have gjort opmærksom på sidevindens hastighed. Det var virkelig sært at betragte de meget store udsving i flyets haleparti.
Samtidig med vi diskuterer de yderst velbetalte NFL spillere der er på ‘knæ’ så lad os tale om virkelige mennesker der søger noget retfærdighed.
Baggrunden er at Cuba har benyttet landets læger som en eksportartikel. Man har indgået en aftale med, f.eks. Brasilien, og sender læger dertil for at arbejde og så får Castro A/S dollars retur. Cubanske baseball spillere på øen kan ikke knæle i protest over dette korrupte system.
For nogle dage siden besluttede nogle cubanske læger i Brasilien at lægge sag an mod Castro regimet. De ønsker at komme ud af dette arrangement, som vi kan se af denne rapport fra the New York Times:
I et yderst sjældent tilfælde af kollektiv modstand har snesevis af cubanske læger der arbejder i udlandet for at tjene penge til deres familier og deres land lagt sag an for at bryde med Cubas regering. De kræver at blive sat fri af det en dommer kalder “en form for slavearbejde.”
Tusinder af cubanske læger arbejder i udlandet på kontrakter med Cubas myndigheder,
Lande som Brasilien betaler øens kommunistiske regering millioner af dollars hver måned for de medicinske tjenesteydelser, og lægerne er således Cubas mest indbringende eksport’vare.’
Men lægerne får kun en lille andel af de penge, og et stadig større antal af dem i Brasilien gør oprør. I det sidste år har mindst 150 cubanske læger lagt sag an ved brasilianske domstole for at udfordre arrangementet. De kræver at blive behandlet som uafhængige foretagender der tjener fuld løn, ikke agenter for den cubanske stat..
“Når man første gang forlader Cuba opdager man mange ting man ellers har været blind overfor,” sagde Yaili Jiménez Gutierrez, en af lægerne bag søgsmålet.
“Der kommer et tidspunkt hvor man bliver træt af at være slave.”
Cubanske kunstnere og atleter er hoppet af i udlandet under deres rejser og det i årtier. De fleste af dem er endt i United States. Men søgsmålet i Brasilien repræsenterer et usædvanligt ‘oprør’ rettet mod en af Cubas mest udprægede indsatser.
At sende læger udenlands er ikke kun en metode Cuba benytter for at tjene penge, som landet i den grad har brug for, men hjælper også med til at give det indtryk at Cuba er helt fremme i skoene inden for lægeverden, og helt rutinemæssigt hjælper til når der er behov rundt om i verden.
I sandhed en besynderlig metode!
Vi håber at de får en ordentligt sagsbehandling i Brasilien. Jeg aner ikke om de fleste brasilianere, ved at den cubanske læge der behandler dem arbejder under denne ordning. Mange brasilianere kan muligvis tro at dette blot er en cubansk læge der har forladt øen som mange andre cubanere gør.
For et par år tilbage lyttede jeg til et interview på Radio Marti med en cubansk læge der var hoppet af, og han forklarede at denne eksport af læger og sygeplejersker drænede Cuca for lægefagligt personale. Han sagde at Cubas hospitaler manglede læger fordi de alle blev eksporteret for at få hård valuta til regimet.
Vi vil holde øje med denne sag i Brasilien,. Lad os, igen, igen håbe de får en retfærdig høring og opnår asyl, hvis de beder om det.
Alle sten skal vendes når The United States militæret leder efter teknologiske løsninger for at vinde i krigens teater.
The Manhattan Project i 2. Verdenskrig er et af de mere velkendte eksempler, men amerikansk militærhistorier har så rigeligt med andre. En esoterisk af slagsen:
Under den Amerikanske Revolution kom opfinderen David Bushell frem med en ide for at kæmpe mod briternes blokade af amerikanske havne - en indretning vi nu kalder u-båden.
Nogle ideer har dog mere været skrupskøre, end de har været videnskab. Et ypperligt eksempel? BØSSEBOMBEN!
I 1994 forskede Wright Laboratory - del af U.S. Air Force - i mulighederne for at benytte feromoner som et våben mod fjendtlige tropper. Forslaget krævede dog en årlig ydelse på 7,5 millioner dollars for at konstatere om fjendtlige kombattanter, overdouchet en masse, med kvindelige feromoner, ville forårsage en biologisk reaktion hos tropperne. Hvis det gik helt ideelt var hensigten med det tre sider lange forsalg at de berøre soldater ville synes deres ‘med-brødre-med-våben’ helt og aldeles seksuelt uimodståelige. (ifølge BBC) og Fox News bemærkede at “et smagløst, men fuldstændigt ikke-dødeligt eksempel ville være stærke afrodisiaka, især hvis kemikalikerne også medførte homoseksuel opførsel.” ‘Våbnet blev omtalt med øgenavnet ‘Bøssebomben’kort efter det blev opdaget af en gruppe der holdt øje med hvad militæret brugte penge på via en Freedom of Information Act anmodning
.
Under kraftig påvirkning af feromoner???
Wright Laboratory (nu opløst, men ikke af ovennævnte årsag) modtog aldrig betaling til yderligere forskning.
Bonus fakta: The Manhattan Project’s har sin begyndelse ved et brev der kan ses her, skrevet af Albert Einstein (dog mest forfattet af den østrig-ungarske fysiker Leó Szilárd) til præsident Franklin Delano Roosevelt, hvor nødvendigheden af en atombombe betones (og at Nazi Tyskland var i færd med at udviklen en sådan).
Der blev begået 762 mord i Chicago i 2016, højeste antal i 19 år. I gennemsnit var der massedrab - af forskellige kriminelle - der således er større end massakren i Los Angeles. Hvor er den massive nyhedsdækning af dette?
Chicago har meget stramme våbenregler, og der er ingen våbenbutikker i Chicago. Politiet i Chicago og politikerne ved hvor de kriminelle, banderne og våbnene er, så hvorfor får de dem bare ikke væk fra gaderne? Vi ser flere bestræbelser der hæmmer politiet i stedet for at hæmme de kriminelle. I Chicago og andre steder, ser vi gentagne drab og andre alvorlige forbrydelser begået af illegale indvandrere og at herboende borgere der er kendt for deres kriminalitet. Det vi har er et ‘fang og løslad’ program i stedet for et system der beskytter offentligheden. Vi bekymrer os mere om de kriminelle end for politiet eller for ofrene.
Hvor er forargelsen, oprøret hos nyhedsmedierne og the late night "comedy" shows over massedrabene i Chicago hver måned? Hvor var kravet om at debattere under Obamas otte år hvorfor de strenge love ikke fungerer?
I stedet for at redde børn og andre i Chicago for at falde for bandernes og andre kriminelles handlinger har vi diskussioner om hvor elendigt politiet er. Vi har krav om sikre tilholdssteder for at behage mennesker der helt bevidst krænker vore love.
Mange massemord i verden er sket i våbenfri områder. Hvorfor var mennesker der ikke i sikkerhed? Nazisterne fjernede våben. Blev det sikrere for borgerne eller døde millioner ved de tyranniske socialisters hån, de som fjernede våbnene?
Vor Forfatnings Fædre vidste hvad de skrev da de gav os the Second Amendment for at beskytte folket mod tyranner der gennem historien har været villige til at slå tusinder og millioner af deres folk ihjel.
Så lad os derfor få en ærlig altomfattende politisk diskussion. Vi burde diskutere hvorfor raten for forbrydelser med våben er så meget højere i Chicago end i Houston, selvom Houston har en meget mere lempelig våbenlov og mange våbenbutikker. Vi burde diskutere, hvorfor så mange masseskyderier finder sted i våbenfri zoner som i bund og grund var det som disse zoner skulle beskytte imod. Vi burde ærligt diskutere - sort mod sort kriminalitet og mord, fordi det er tilfældet, at de fleste dødsfald hos sorte ikke skyldes politiet eller hvide. Vi burde diskutere, hvorfor så mange grupper oppisker til had mod politiet da langt de fleste betjente gør deres allerbedste for at beskytte offentligheden og reducere kriminaliteten.
Lad os få en åben og ærlig diskussion af ‘sanctuary cities’ (sikre tilholdssteder). Er det ikke logisk folk tror at de kan vælge og vrage hvilke lov de har lyst til at holde når politikerne der har aflagt ed på at overholde lovene selv vælger og vrager mellem hvilke lov de ønsker skal håndhæves? Flertallet i offentligheden er mod sanctuary cities så hvorfor bekymrer Demokraterne og journalister, der lever og dør af meningsundersøgelser ikke disse målinger?
Vi burde være ærlige om Colin Kaepernick. Han knælede i protest mod politiet og for at diskutere race. Da han havde grise på sine sokker opildnede han til had mod betjente. Han, sammen med Obama, ønsker at genskabe Amerika. Det handler ikke om ytringsfrihed. Da journalister, Demokrater, andre atleter og Hollywood siger det drejer sig om enhed og ytringsfrihed burde de spørges ind til risene på sokkerne.
Colins protest var ikke populær, derfor får vi fantasien om at den drejer sig om ytringsfrihed. Så har vi medierne, politikerne, atleterne og andre der lader som om at det er Trump der har fået det til at handle om race. Det er noget journalister går meget op i med Trump. De var for Hillary og de hader Trump og næsten al journalistik reflekterer det.
Jeg har slukket for “comedy” shows om aftenen fordi de er anti-Trump konstant. Hillary jokes burde være mere oplagte. Hun er et klynkende lille barn der hver dag klager over hvor mishandlet hun er blevet. Hvad Obama foretog sig er de ligeglade med. .
Nu her, hvor separatismens flamme er tændt igen i Europa, med Brexit og ud af EU, vil Quebec som et typisk eksempel på gallisk konkretisme, gøre det modsatte og muligvis nu endelig slå sig til tåls med at acceptere den canadiske føderation.
Som amerikaner lærte jeg, da jeg var ung, ikke korrekt i geografiklassen at fransk var et andet sprog i Quebec. Under en tur til Montreal med klassen, da jeg var teenager, fandt jeg så ud af at det så ganske anderledes. Fransk var første sprog i Quebec. Selv de som kunne engelsk, gjorde et nummer ud af ikke at ville tale det.
Det var naturligvis på den tid da en voksende nationalisme i Quebec var på sit højeste, opflammet et par år tidligere af Charles de Gaulles berømte besøg i juli måned til Montreal's World Fair - Expo '67 - hvor han fremførte de berømte ord (eller berygtede):
“Vive le Québec! Vive le Québec Libre!” - Charles DeGaulle, fra balkonen på Rådhuset https://www.youtube.com/watch?v=C0LQBcygNew&t=4m14s
Den fransktalende folkemængde brød ud i jubel.
De Gaulle, i bund og grund en quasi-autoritær leder der mente han stod på de franske republikanske idealer burde have være som en bandlysning for de unge indbyggere i Montreal.. På den tid var Quebec i færd med at bryde båndene til deres fortid og Den Katolske Kirke under Quebecs 60’ernes Stille Revolution. Dette var hippiernes og den frie kærligheds tid. Et fossil som de Gaulle burde ikke have sagt dem noget som helst.
De Gaulle var fortørnet over at briterne (Les Anglais) havde vundet de Franske og Indianske krige to hundrede år tidligere i det 18. århundrede, og at Frankrig havde måttet forlade sine ‘børn’ i Canada til briterne. Han beslsuttede at støtte nationalismen i Quebec.
Åbenbart var der ingen der havde informeret Generalen om at Frankrig havde fået skabt balance cirka 16 år efter De Franske og Indianske Krige ved under the American Revolution at have støttet de revolutionære mod briterne som derpå tabte Amerika [Amérique]. Det var noget der gav rente. Så der var sådan set ingen grund til at sige som han gjorde i Frankrigs favør.
Men Frankrig havde følt sig ydmyget efter 2. Verdenskrig og helt overskygget af Les Anglo-Saxons [Amerika og Storbritannien]; og så for at bevise Frankrigs uafhængighed ledte de Gaulle Frankrig ud af en temmelig selvødelæggende udenrigspolitisk kurs, blot for at vise verden at Frankrig havde sin egen holdning og mening, selvom der kunne være en vis usikkerhed om de Gaulles mentale tilstand. Ærlig talt så opførte han sig barnligt og nærtagende.
Canada var ikke godt tilpas med denne udtalelse og så helst de Gaulle ude af regionen (Quebec) så hurtigt som muligt. Der havde nemlig været en øget fransk identitetsfølelse i Quebec i et stykke tid - den havde sådan set altid været der - men de Gaulles kommentarer var som at smide benzin på bålet. Det var vel også hans hensigt.
Historien bag Franco-English relationerne i Canada er blandede.
Jovist havde de engelsktalende været nedladende over for de frankofone i Canada. Der havde været en etnisk udrensning af de franske fra Acadia, og mange af dem endte så i Louisiana. Jovist havde anglo-eliten i Quebec set ned på de franske og behandlet dem som bønder. Jovist var det franske sprog ved at dø ud under den engelske indflydelse i det 19. århundrede.
Men der er et andet aspekt af historien.
Da England absorberede Canada i det 18. århundrede indførte man en række love tilpasset Quebec. Disse blev kollektivt kaldet the Quebec Act, hvor man etablerede Den Katolske Kirke i Quebec, og tillod quebecois at leve under franske borgerlige forordninger, fremfor almindelig engelsk lov.
Tænk over det. Det intolerante protestantiske England belønnede Quebec med et sæt indrømmelser der ikke blev givet andre steder i deres imperium. Havde England givet sådanne indrømmelser til irerne ville halvdelen af de Anglo-Irske krige aldrig have fundet sted.
Naturligvis blev Amerikas (I Ohio Valley) protestanter rasende over denne indrømmelse til Den Katolske Kirke, og frygtede at deres borgerrettigheder og beskyttelse under almindelig lov ville blive fjernet. Værre var det, at Quebec skulle styres af udnævnte fremfor valgte repræsentanter. Endelig ville amerikanerne ikke overdrage Ohio Valley som de fornylig havde kæmpet mod Frankrig for blot 10 år forinden, til Quebec, der for deres skyld gerne kunne være fransk.
The Quebec Act var et snedigt bedrag fra Englands side, og man indførte loven for at svække den øgede selvbevidsthed og magt i den Engelske Kolonie. Det var meningen at den skulle sikre at dersom kolonierne gjorde oprør da ville Quebec forblive loyal, som også skete under the Battle of Quebec City i 1775, som trist nok, Amerika tabte.
The Quebec Act (Acte de Québec) havde ‘købt’ Quebecs loyalitet og den katolske gejstlighed, der havde fordel af den, var ivrige efter at få skabt en pro-britisk indstilling, og man solgte ud af sin kultur mod privilegier som kirken ikke kunne få i Storbritannien. Det kan derfor ikke undre at amerikanerne betragtede the Quebec Act som en af the Intolerable Acts.
Gejstligheden havde svigtet Quebecs mulighed for ægte frihed. De gejstliges privilegium skulle komme til at plage quebecois da nyheden kom frem om det årtier lange børnemisbrug i katolske institutioner i det 20. århundrede. Quebecois skulle nu endelig komme til at fortryde indrømmelserne til Den Katolske Kirke og i 1960’ere havde man fået nok af de gejstliges indflydelse, og man sekulariserede provinsen under den Stille Revolution.
Quebecois endte med at holde fast ved den franske identitet, uden den stærke Katolicisme - og i bund og grund endte man så i det samme sociale system som Frankrig havde indledt i 1789 under Den Franske Revolution, to århundreder tidligere, som var det den katolske gejstlighed og briterne i al hemmelighed havde forsøgt at hindre.
Til trods for de ægte sociale forskelle tillod Canada's Confederation Act af 1867 at enten kunne fransk eller engelsk anvendes og med lige rettigheder. Dog ville Quebec forblive en torn i Anglo-Canadas side i det følgende århundrede, med etniske spændinger og undgåelse af indkaldelser var populært under 2. Verdenskrig.
Quebecois, frasiger sig imidlertid ikke deres franske identitet. De krævede præferencer for fransk i Quebec, og der kom indrømmelser fra Canada, såsom tosproget info i Canada.
Nedturen for fransk blev holdt tilbage, men omkostningen var af anglofone forlader provinsen. En undersøgelse af unge anglofone og frankofone lader også formode at anglofone oftere rapporterer diskriminerende handlinger på baggrund af sprog end medlemmer af det fransketalende flertal - ifølge - Montreal Gazette.
78% af indbyggerne i Quebec taler fransk som første sprog. Kun 8% taler som første sprog engelsk, det selvom dobbeltsprogligheden er helt oppe på 43% af befolkningen. Arabisk - Arabisk! jo, arabisk er på tredje pladsen med 2%, med spansk en anelse bagefter. Gå ikke i panik. En stor del af de arabere er sandsynligvis fransktalende kristne libanesere.
Denne er utroligt underholdende der tales fransk canadisk så det blafrer https://www.youtube.com/watch?v=qYm83H5TOMM
Flertallet af canadierne med libanesisk baggrund er kristne.. I 2001 sagde 42% af det libanesiske samfund i Canada at de var katolikker, og yderligere 11% tilhørte en kristen Ortodoks retning og andre 10% tilhørte Protestantiske retninger eller andre kristne grupper.
Canada har haft seks premierministre der som modersmål har haft fransk - en i det 19. århundrede - yderligere 2 talte flydende fransk og yderligere fem kunne klare sig på fransk. Det er altså en fortælling om store fordomme. Med en fjerdedel af befolkningen i Canada må man sige at Quebec er godt repræsenteret.
Tilbage i tiden har der dog været en del fordomme. Manitoba, selvom provinsen er grundlagt af franske Metis, havde kun engelske love indtil 1985, men for at være fair så er lovene i Quebec stadig med præference for det franske islæt. Det er sandt at Orangemen, efterkommere at anti-katolikker fra Nordirland, havde nogen indflydelse, men nu er der flere katolikker i Canada end protestanter. Og millioner af Angla-Canadiere undervises nu i fransk i skolerne. Så hvem vandt egentligt kulturkrigene?
Separatisterne tabe en folkeafstemning om uafhængighed i 1995 med en meget lille margin. Dog, siden dengang, og det selv om separatismen er i øgning rundt om i verden, så dør den ud i Quebec. Quebecois har det fint. De er Herrer i deres egen provins; og ligestillingen er i orden. Der vil altid forblive en separatisrik base, men den har ikke længere nogen betydning.
Vigtigst - så er Quebecois subsidieret af resten af Canada. Måske ikke det værste tilfælde målt per hoved, da nogle maritime provinser får noget mere. Men dog er Quebec subsidieret af det engelsktalende Canada.
Jeg mener at Quebecois indser at det at forblive i Canada -. trods alle fejlene - historisk og på anden vis - er langt mere positivt og gavnligt for dem. De har kontrol over deres sprog. De religiøse fordomme er der ikke mere. Det ser godt ud for dem. Hvorfor reparere noget der ikke længere er i stykker?
Jeg ville ønske at flere politiske systemer rundt om i verden var lige så kloge.
Mike Konrad is the pen name of an American who wishes he had availed himself more fully of the opportunity to learn Spanish in high school, lo those many decades ago.
Hvert tiende år fik munkene i klostret lov til at bryde deres tavshedsløfte med to ord. Første gang muligheden var der sagde en munk, “elendig mad.” Der gik ti år, og han siger, “Sengen hård.” Ti år senere. Først ser han længe på prioren og siger “Jeg skrider.” “Det overrasker mig ikke” siger prioren. “Du har brokket dig lige siden du kom her."
Prøv denne søgemulighed, til emner her på bloggen. Stærkere end googles, og mere avanceret
Når du har benyttet en søgemaskine og er havnet her, finder du måske ikke umiddelbart noget om det emne du har søgt på.
Da der nu ligger over 4200 artikler skal du blot benytte bloggens søgefelt, måske specificere din søgning, prøve andre ord mv., og sandsynligheden for at du dirigeres til det emne der interesserer dig stiger væsentligt.
Læg i øvrigt også mærke til muligheden af at finde artikler der har relation til emnet. Under blogindlægget kan man se korte udsnit af artikler der dækker emnet. Det er dog ikke alle artikler der anføres, men hvad søgemaskinen finder.
Her vil komme oversættelser fra især engelsksprogede kommentatorer, som det forekommer mig, sjældent trykkes/sendes i danske medier. Henvisning til hovedkilden vil altid ske så læseren kan gøre sig bekendt med eventuelle links. Jeg vil tillade mig at lægge ekstra links ind for bedre information. Ligesom billeder som måske ikke findes i den originale artikel vil blive benyttet for en bedre læseoplevelse.
Denne service foregår på 'hobbyplan' og andre vil måske finde oversættelserne mangelfulde eller fejlbehæftede. Kan kun beklages. Forslag til forbedringer, præciseringer imødeses gerne, og med taknemmelighed. Indholdet i de oversatte artikler indhold kan ikke automatisk tages til indtægt for min personlige holdning. Kommentarer og debat, gerne modargumentation, imødeses med glæde og forventning.
Se denne:http://synopsis-olsen.blogspot.com/2011/12/tak-til-alle-besgende.html