Ægteskab indgået i Helvede

Den rød-grønne alliance i krig mod Vesten

Mark Tapson 

Lørdag den 13.- januar markerede næsten dag 100 efter den muslimske terrorgruppe Hamas´ brutale og vilde massakre i Israel den 07. oktober. Den 13. januar demonstrede tusinder af venstrefløjs pro-palæstinensiske demonstranter foran Det Hvide Hus. De var forenede i deres fordømmelse af præsident Joe Biden og for hans administrations forsvar for Israel og kræver, at han skal presse den jødiske stat til en våbenhvile i Israels retmæssige kampagne for at eliminere Hamas en gang for alle. 

Den aggressive pøbel rystede et sikkerhedshegn så voldsomt at en sektion af det væltede da the Secret Service og politibetjente forsøgte at holde de protesterende borte fra at komme ind på området. Rebellerne kastede vandflasker, blodige dukker og stængerne fra deres palæstinensiske flag mod betjentene, mens andre forsøgte at kravle over hegnet. De råbte obskøniteter om Biden sammen med det sædvanlige opfordring folkedrabskrav om at gøre “Palæstina” frit, “fra floden til havet.” Personale i Det Hvide Hus og journalister blev tvunget til at lade sig evakuere fra området som en sikkerhedsforanstaltning. Dog blev der ikke foretaget anholdelser af nogen af disse voldelige anti-Israel aktivister. 

Denne chokerende frygtløse demonstration til støtte for islamiske terrorister, for udslettelse af Israel, og folkedrab på jøder var blot en af en flodbølge af lignende protester, marcher og optøjer fra Sydney til London, fra Santiago til Istanbul, fra Canada til Ramallah efter overgrebene den 07. oktober. De har omfattet hundredtusinder af muslimer og deres venstreorienterede allierede masser i forsvar for “Palæstinas” folk, som deres forsvarere hævder ikke kun er undertrykt, men udslettes af “kolonister” fra Israel.

Blandt de protesterende i Amerika er venstrefløj aktivist organisationer som de marxistiske revolutionære fra Black Lives Matter (BLM) og de anti-amerikanske “women for peace” fra Code Pink, der beskylder Israel for at “have blod på hænderne” men som vender det blinde øje til de palæstinensiske terroristers blodige hænder. BLM Chicago gik så langt som til at tweete et billede til ære for Hamas paragliders der slog ned på en musikfestival den 7. oktober og slagtede hundreder af ubevæbnede unge koncertgængere. 

Det måske mest surrealistiske er,  at blandt protestgrupperne var anti Israel-Queers for Palestine, hvis flamboyante medlemmer ville være i god sikkerhed på gaderne i det LGBT gæstfrie Israel, men sandsynligvis ville blive slået ihjel dersom de forsøgte at marchere i det palæstinensisk kontrollerede Gaza, hvor åbenlyse demonstrationer om kønsdiversitet ikke lige præcis er velkomment.

Faktisk er der i det meste af Mellemøsten og blandt Nordafriks muslimske flertalslande love  der kriminaliserer homoseksualitet og transseksualitet, ofte med dødstraf til følge. “‘Queers for Palestine” må således have en dødstrang” skrev Brendan O’Neill i The Telegraph. “Queers for Palestine,” sagde tidligere muslim Ayaan Hirsi Ali i et interview i november, “er endnu en manifestation over hvordan vort samfund virkelig er blevet dumt.” 

Hvorfor protesterer queer aktivister, som bogstavelig talt ville blive hængt i reb fra kraner i Iran , eller på anden vis brutalt henrettet i muslimske flertals områder, som Afghanistan, Irak, eller Pakistan, sammen med muslimer i en alliance med de barbariske homofober hos Hamas? Hvorfor er venstrefløjen der råber  “Love is love” fra hustagene tavse når tilhængere af sharia lov smider bundter af homoseksuelle ud fra hustagene og i døden?

Venstrefløjen stod bag #MeToo bevægelsen og kræver vi #BelieveAllWomen, uanset om der er beviser og eller falske politiske motiverede beskyldninger. Og alligvel forkaster venstrefløjen de rædselsfulde, gennemført dokumenterede beviser på Hamas’ bandevoldtægter, seksuel tortur, og brutale mord den 7. oktober. De afviser det som israelsk “propagana” eller forsøger at retfærdiggøre sådanne krigsforbrydelser ved at anskue dem i den politiske “kontekst” af palæstinensisk “modstand.” 

Den feministiske venstrefløj tøver ikke med at nedgøre Amerika for sin “toksiske maskulinitet” og patiarkalske “voldtægtskultur.” Hvorfor har den i årtier vendt det blinde øje til, eller fundet metoder til at retfærddiggøre den faktiske voldtægtskultur under sharia lov, hvor kvinder der beskyldes for utroskab bliver stenet til døde?

Opsummeret. Hvorfor er de radikale venstreorienterede og de islamiske fundamentalister, hvis værdier brude være diamentralt modsat hinanden - i det mindste i seksuel henseende og køn fremtoning - åbenbart så nære allierede? 

Det er et fortsættende mysterium der bliver ved med at forvirre og more mange i Vesten der ikke forstår at disse bevægelser har mere til fælles end det ser ud til på overfladen.  

Den korte forklaring er at dagens progressivisme og den islamiske fundamentalisme her en fælles fjende i Vestens civilisation, og især Amerika og Israel - eller som Irans Ayatollah Khomeini omtalte dem under Den Islamiske Revolution i 1979 - Den Store Satan og Den Lille Satan. Israel og Amerika foragtes, fordi de udgør de største forhindringer for venstrefløjens og det islamistiske begær efter magt og deres noget forskellige utopiske visioner for hele menneskeheden.  

Såvel den radikale venstrefløj som den islamiske fundamentalisme er totalitære bevægelser med en iver efter  “grundlæggende at transformere” verden som tidligere præsident Barack Obama udtrykte det. Venstrefløjens hede drømme om at stå bag et globalt, kollektivistisk samfund, hvor de ellers ukrænkelige friheder i Vesten, skabt af kapitalismen og individualismen, skal udslettes for at ‘befri ‘ de undertrykte og skabe “social retfærdighed.”

I virkeligheden er denne drøm intet andet end et kommunistisk mareridt men markedsføres snedigt i dag som “miljøbevidsthed, personlig frihed.” (“Du ejer intet - og du vil være lykkelig” lyder sloganet fra de globale elitære ved the World Economic Forum.)

For Muslimske fundamentalister er verden delt mellem Dar al-Islam – eller Islams Hus, de dele af verden hvor sharia herskler, såsom Afghanistan og viss forstæder i London - og Dar al-harb – Krigens Hus - lande behersket af vantro. Islamisterne er overbevist om at de er forpligtet til at føre konstant jihad mod alle fra Dar al harb indtil de underkaster sig Allah, og sluses ind i Dar al-Islam, og hele verden bliver retmæssigt beordret ind i en muslimsk religiøs-politisk stat kendt som Kalifatet. Dette er den samme imperialistiske drøm der inspirerede muslimer i det syvende århundrede til at erobre, og i løbet af sølle hundred år efter Muhammeds død havde man et imperium større end Romerriget nogen sinde havde været. 

For politisk konservative der anerkender at vor fejlfyldt menneskehed ikke kan skabe Himmel på Jorden uden at gå over til totalitær tvang er disse farlige visioner ikke realiserbare fantasier, men for de som barsler med visionerne  er det ikke kun mulige, men allerede på vej og får mere momentum i Vesten. …

https://www.frontpagemag.com/a-marriage-made-in-hell-2/

 

Sydafrika - elendighed, ondskab på fremmarch

Andrea Widburg

I årtier var vesterlændinge oprigtigt bekymrede over apartheid i Sydafrika. Presset fra Vesten endte til sidst med at apartheid sluttede tidligt 1990’erne. 

Imidlertid er en ny og meget grum apartheid bevægelse på fremmarch i Sydafrika og ingen i Vesten synes interesseret i at tale om det. Denne gang er det de hvide der er i sigtekornet, og folkedrab er på menuen, med et radikalt sort kommunistisk parti der ser ud til at få flertallet i Sydafrikas parlament.

Da apartheid sluttede var det propfyldt med løfter, men der lurede konstant en kommunistisk retning. Takket været det non-stop kommunistiske styre i Sydafrika ved ANC partiet så er landet der er så rigt på naturressourcer havnet i en økonomisk ruin. Resultatet isør når man har fokus på galskaben med klimaforandring har ført til kollaps i elektricitetsforsyningsanlæg.

Image: Julius Malema. YouTube screen grab.

Når systemer kollapser skal der naturligvis meget hurtigt findes en skyldig, en syndebuk. I Sydafrika er den kollektive syndebuk de cirka 4,6 millioner hvide ud af en befolkning på cirka 56 millioner, hvoraf de 48 millioner er sorte.

Sydafrikanske hvide landmænd, der lever udpræget isoleret er i stigende grad ofrene for morderiske racistiske overfald. Julius Malema chef for den radikale bevægelse Economic Freedom Fighters er den der opfordrer til, ægger til overgrebene. Vi har set Malema stå i spidsen for 90000 mennesker der synger “kill the Boer (hvide). Kill the white farmer.”

Dette var ikke en hændelse, der var en ‘smutter’ i Malemas karriere. Han har været meget åben også tidligere  om sit ønske om en revolution der kunne føre til slagtning af hvide. Dette 2018 interview bevidner den holdning. Jeg har delvist transskriberet herunder:

Malema: Jeg kan ikke fortælle dig hvad der kommer til at ske i fremtiden. Jeg siger til dig vi opfordrer ikke til at slå hvide ihjel - i det mindste ikke nu. Jeg kan ikke garantere for fremtiden.

Interviewer: Kan du forstå hvis nogen ser dette, især når det deles på Twitter, at de bliver fortørnede. Det lyder som en opfordring til folkedrab. 

Malema: Tudefjæs, tudefjæs. Jeg opfordrer ikke til at hvide skal slagtes, i det mindste ikke lige nu. Jeg kan ikke give garanti for fremtiden, især som tingene går den vej de går. 

Malema uddyber ved at sige, at hvis der er en “ikke styret revolution” så kan alt ske.

Hvis hudfarven var omvendt og Malem var en hvid mand utrykke sig såeldes om sorte, da ville der være stor fortørnelse i Vestn, som vill være så højlydt at ekko ville nå Månen. Som det er nu er Vestens medier næsten tavse om det. De fortæller om politik i Sydafrika som om det hele blot er en slags søvndyssende fortælling, sammen med overskrifter om hvedehøst eller ændring af trafiklove. 

Men som jøderne kan fortæklle dig, når nogen er klar om et ønske om at du skal slagtes, er det aldrig nogen søvndyssende fortælling. Det var ikke søvndyssende i 1930’ 1940’erne i Tyskland heller ikke søvndyssende i Gaza og Vestbredden i dag.

Kloge forstår, at når Malema sidder der stille op afslappet, og diskuterer massenedslagtning af hans lands flere end 4 millioner hvide borgere, så er det i sandhed et vigtigt rødt flag der rejses. 

I dag er det mere et problem end nogensinde før, fordi der er en udpræget mulighed for at Malemas parti vil tovertage kontrollen over Sydafrikas parlament. Trods alt er det således, at når en land er på ski.... så er vinderen den der bedst peger på en syndebuk. Malema har fokus på total magt, og  ahar allerede sine planer, om at overtage ejendomme ejet af hvide:

Lederen af Economic Freedom Fighters (EFF) Julius Malema afslørede ambitiøse planer for ekspropriation uden kompensation. 

Malema henvendte sig til partier støtter under the EFF manifest samlingen ved Moses Mabhida Stadium i Durban.

Han sagde, at partiets mål er at overtage 50% af Sydafrikas jord i slutningen af 2025 og sikre sig et flertal af stemmerne i 2024 valgene, rapporteredee SABCNews.

Selv sorte der støtter Malema kunne måske ønske at se på den politik med mistænksomhed. I rigtig lang tid var Zimbabwe en af de helt store fødevareproducerende lande i Afrika. Så i år 2000 gik præsident Roberrt Mugabe i færd med at inddrage, konfiskere land. Ikke kun var processen fyldt med vold, ødelæggende og (som med al kommunistisk politik) nedbrød det også landet til en dyb økonomisk ulykke og en menneskeskabt hungersnød. Dette er hvad Malema giver udsigt til i Sydafrika. 

Skulle Malema vinde har jeg to forudsigelser: Den første, livet i Sydafrika vil blive umåleligt værre og det meget hurtigt for alle sydafrikanere, især de hvide, der overlevet. For det anden hvis der er en Democrat i Det Hvde Hus, Biden eller en anden, når hvide flygter fra det åbenlyse folkedrab i Sydafrika vil Amerikas døre ikke blive åbnet. For venstreorienterede er flygtning kriser kun forbeholdt minoriteter der flygter for elendige økonomier.

https://www.americanthinker.com/blog/2024/02/in_south_africa_a_great_evil_is_growing_fast.html

Fisk uden ben, men dog problemfyldt - Gefilte Fish

 

Gefilte fisk - ikke noget at brokke sig over Gefilte fish er nok en smag man har vænnet sig til. Det er i bund og grund et koldt farsbrød lavet af fisk, og typisk serveres det i knytnævestore klumper i stedet for skiver. Sædvanligvis serveres retten som forret ved Påsketid, den jødiske forårshøjtid. og sammen med hesteradiser. Det burde ikke være en sag for the U.S. Department of State, således er emailen der vises her virkelig besynderlig.

Emailen blev sendt af dengang Secretary of State Hillary Clinton, et af de cirka 7000 ‘forsvundne’ i august 2015. Oprindeligt skrevet den 5. marts 2005 og sendt til hendes stabschef, Jake Sullivan, og ministeriets ansvarshavende til Kongressen. Det drejer sig ganske enkelt om “Gefilte fish” og emnet “Hvad er status om dette?” uden yderligere indhold. Emailen blev i store kredse gjort til grin, men Hillary Clinton spurgte ikke om hvad aftenens menu var. Hun behandlede en aktuel international krise.  Problemet tog sin begyndelse i 1970’erne da mallefiskebrug i Arkansas havde brug for at bekæmpe algevækst. Mange fiskebrug fik en asisatisk karpe, som er kendt for “glubende appetit” per the National Wildlife Federation (NWF) og “æder op til 20% a deres kropsvægt om dagen af plankton og alger, og kan vokse til at veje over 50 kilo.” De er aldeles fremragende hvis man ønsker at få bugt med for mange alger - men et stort problem hvis de undslipper og kommer ud på ‘frit vand.’  Det er præcis, hvad der skete. Her er et kort igen via NWF, der viser spredningen af den asiatiske karpe i årenes løb..

Karpen er en invasiv art i nordamerikansk økologi - de reproducerer hurtigt, har ingen naturlige rovdyr som fjender, og æder den føde som andre fiskearter er afhængig af. U.S. landbrugspolitik har fokus på at holde karpen væk fra the Great Lakes, for at fastholde økologien der. Absolut ingen lille opgave - man vurderer at der skal opsættes permanente barrierer mellem  Lake Michigan og karpeinficerede vandveje. Den løsning vil koste  $18 milliarder og tage 25 år at indføre. Men i 2010 havde  the U.S. Department of State et mere presserende problem. Som Los Angeles Times rapporterede tidligt det år, er der ingen grund til at den asiatiske karpe ikke kan opfostres i dambrug og bruges som menneskeføde. En fiskeproducent kaldte den “en smagfuld, kødfuld fisk” hvis ry som et dårligt måltid den ikke fortjener. Den er almindelig i vietnamesiske retter og også en fisk man almindeligvis bruger - du gættede det til gefilte fish. (Her er en opskrift for gefilte fish) Den er en traditionel jødisk ret, og en der mest spises i løbet af foråret, og Påsken. Således blev karpen indkøbt i Israel. I februar, tidligt marts 2010 sendte en Chicagobaseret ‘fiskefabrik’ 400000 pund karper til Israel. Her ‘forvandlede de israelske virksomheder det til det traditionelle farsbrød til Påske.  Israel besluttede til stor forundring i stedet at indføre en stor afgift på den importerede karpe, som NPR rapporterede. Resultatet blev at karpen kom i en import/export limbotilstand. På grund af den miljømæssige og økonomiske effekt at den hjemløse karpe blev  Secretary of State Clinton involveret. Ifølge en opfølgende historie ved the Atlantic, kom hun og Israels forsvarsminister Ehud Barak frem til en aftale, der tillader at 400,000 tons gefilte fish-to-be kan komme ind i landet.  Bonus fakta: En art af asiatisk karpe, sølvkarpen, kan springe ud af vandet og nå op til 2,5 til 3 meter i luften ifølge Wikipedia. Fisken kan vokse til cirka 50 kilo i vægt, og udgør en virkelig fare for de som forsøger at fange dem  - at få 50 kilo flyvende fisk i hovedet er lig med ulykke. På plus siden gør fiskens springevne og antal dem til en interessant sport - fiskeri med bue og pil.Som det kan ses på denne  YouTube video, bruger nogle bue og pil for at skyde fisken i dens luftflugt.

 Woke i film ødelægger fortællingen 

Raymond Ibrahim

Da jeg for nylig rejste med fly, besluttede jeg at bruge rejsetiden på at se en af de film som flyselskabet tilbød. 

Jeg valgte The Last Voyage of the Demeter, der er baseret på et kapitel i Dracula (1897), af Bram Stoker.  Jeg har læst bogen for et par årtier siden, og ydermere interesserer jeg mig for den virkelige karakter Vlad III Dracula. Så hvorfor ikke se den film?

Der gik ikke lang tid før jeg blev mindet om at jeg foragter moderne film. Alle de der “woke” elementer var med i den og det underminerede fuldstændig en på andre måder god film.

Baggrund: Filmen foregår primært ombord på skibet Demeter, der er på rejse fra Rumænien til England. Uden besætningen ved det er Dracula blevet bragt ombord i en kiste. Inden længe dukker han op og begynder at terrorisere besætningen og suger blod af dem på den lange rejse. 

I betragtning af historiens forudsætning (nittende århundredes Europa) består besætningen udelukkende at bomstærke hvide mænd - med undtagelse af en sort mand, en læge og uddannet på Cambridge der ikke kan få job på grund af gennemført racisme, og en tilfangetagen kvinde som Dracula har medbragt for at fortære.  

Orker du gætte på hvem heltene er? 

Lad os begynde med den sorte mand, Dr. Clemens. Hovedudfordringen her er, at jeg er historisk meget bevidst, og som sådan, kan jeg ikke begynde at tro at en sådan person kunne eksistere i Europa i det nittende århundre, der var gennemført homogent (dette finder sted cirka hundrede år før the Great Replacement).  Således, hver gang Clemens optræder - og hver gang han åbner munden og kommer med nogle vildt anakronistiske, men "progressive" kommentarer -- blev jeg mindet under fremvisningen om, at jeg sådan set ikke så en film der skulle give en realistisk følelse, men den skinbarlige propaganda.

Til understregning af min pointe, så forestil dig det samme bare omvendt: Forestil dig du ser en film der foregår i præmoderne Afrika, og som du kunne forvente, hver eneste karakter er sort - undtagen helten, der sådan helt tilfældigt er hvid. Hvordan han dukkede op i det sæt, eller hvad han oprindelse består af - betyder altså absolut intet, han er der blot og at stille spørgsmål til det er racistisk. Ville en sådan ‘opstilling’ ikke slå dig som værende latterlig? Sådan har jeg det når jeg ser en karakter, uanset race, implanteret i et persongalleri hos en anden race, og på et tidspunkt hvor heterogeniteten ikke er begyndt -- som når jeg ser “Black Vikings.”

Denne kritik er ikke motiveret af racisme - jeg er af egyptisk herkomst (begge forældre) - men har et nærmest desperat behov for realisme.

Hvis nu Clemens gav filmen et total urealistisk indtryk, så var det dog den anden, helt sikkert ægte helt - den eneste kvinde - der virkelig fik mine øjne til at rulle. 

Anna er en ung kvinde som Dracula bringer om bord for at spise hende. Da først denne rumænske bondepige undslipper (hun taler forresten et perfekt engelsk), overtager hun hele operationen mod vampyren. 

Hvor resten af besætningen - alle de hvide mænd (minus Clemens) -- går i panik og ikke kan regne ud hvad de skal gøre med Dracula -- regner denne rolige og affattede kvinde det hele ud. Ikke kun det -- hun er den der benytter det svære våben og det lykkes hende endog at skyde et godt skud af mod Dracula (mens de andre skæggede stærke mænd skjuler sig og hyler hysterisk). 

Selv kaptajnen, en forbitret ældre mand, der ellers forekom at udstråle visdom og ro går hurtigt i spåner og panik -- indtil denne kølige Anne beordrer ham til at tage sig sammen. 

https://www.americanthinker.com/articles/2024/02/the_last_voyage_of_the_demeter_destroyed_by_wokeism.html

Spaniens muslimske migrantkrise i historiens lys

Raymond Ibrahim

Sejlende muslimske migranter fra Afrika kommer illegalt ind og oversvømmer spansk territorium. 

I 2020, var der 23,000 migranter der invaderede Spaniens De Kanariske Øer, og det udgør en øgning på hele 243%

Det tal er blot fortsat med at øges. I weekenden den 20-22 oktober 2023 nåede 1600 migranter De Kanariske Øer. 

Ifølge en rapport,

Den ene båd alene der ankom i løbet af weekenden medbragte alene 320 migranter. Statens nyhedsbureau EFE sagde det var det største antal fra en enkelt båd siden menneskehandlerne regelmæssigt var begyndt at bruge ruten til De Kanariske Øer i 1994. Den tidligere rekord var 280 tidligere på måneden. 

Som en anden rapport om, hvordan 6000 muslimer invaderede Ceuta i 2022, forklarer,  kom de “over havet, enten svømmende eller med gummibåde, alle i et forsøg på med tiden at komme til Europa.” 

Når de først er ankommet til spansk territorium involveres sådanne migranter uundgåeligt i betænkelige om ikke kriminelle handlinger , såsom gang-rape. De skaber sig også enklaver, eller ribats, hvor politi meget nødig kommer af frygt. 

Dette er ikke overraskende da mange af disse både fyldt med muslimer afgår fra Senegal, der som del af Sahel, har en stærk jihadistisk tilstedeværelse.

 

Værd at bemærke er, at disse afrikanske invaderende følger den samme strategi der førte til den islamiske erobring af det kristne Spanien i det 8. århundrede. 

Ifølge the Chronicle of 754, “invaderede i 711 horder af afrikanske muslimer (Maurere) Spanien for at ødelægge det.” De kom ikke forbi “et sted uden at røve det, og tage stedets velstand i besiddelse,” pralede al-Hakam, en tidlig muslimsk historieskriver, for “Allah den almægtige havde med terror ramt de vantros hjerter.”

Sådan terrorisme blev helt bevidst kultiveret i overensstemmelse med Koranen (e.g., 3:151, 8:12). Faktisk meget tæt på eller endog på De Kanariske Øer slagtede de muslimske invaderende, kogte og åd - eller lod som om de spiste - deres kristne fanger - hvilket forårsagede hysteri blandt folket om “at muslimer spiser menneskekød,” og dermed “bidrog i en betragtelig grad til at øge panikken hos de vantro,” skrev en anden muslimsk kronikør.

Tilskyndet af deres trosfæller, de første sejre, og det de kan se sker i dag, var det sværme af afrikanere “der krydsede havet på ethvert fartøj eller pram de kunne få fingre i,” fortsætter den muslimske kronikør. De oversvømmede halvøen i den grad så “de kristne blev tvunget til at lukke sig inde i borge og fæstninger, og forlade det flade land og drage til deres bjerge.” 

Cirka 712. et år efter den islamiske invasion havde muslimerne. med ordene i the Chronicle of 754, “ruineret smukke byer, brændt dem ned, fordømt landejere og magtfulde til korset, og slagtet unge og børn med sværdet.” Adskillige andre tidlige kilder bekræfter ødelæggelsen og forfølgelsen. Den ældste beretning the Tempore belli, fortæller om muslimerne “at plyndre de kristne templer (kirker) og hjem, nedbrænde de byer som gjorde modstand, og tager deres unge kvinder som sexslaver, alt sammen skabte en ubeskrivelig terror.”

Forskellen mellem dengang og nu er at Spanierne kæmpede imod. Med Spaniens fald, flygtede mange kristne til den ugæstfrie nordvestlige del af halvøen. Skønt muslimerne forsøgte at erobre de bjergrige regioner flere gange, lykkedes det ikke, og fra ud af det blev Reconquista—generobringen af Spanien —født. 

Med ordene af den første kristne konge der stod frem efter den muslimske erobring af Spanien, Pelagius (eller Pelayo, 685-737), “Jeg vil ikke samarbejde med araberne i venskab heller ikke vil jeg underkaste mig deres autoritet...Kristus er vort håb, som gennem dette lille bjerg - som han sammenlignede med “sennepsfrøet” i den berømte lignelse, der med tiden vokser til noget stort (Markus 4:30-32 - “Spanien vil blive genoprettet.”Og det skete. 

Århundrede efter århundrede, gik de kristne krigere ud fra deres fæstninger i nord ind i det centrale og endelig ind i det sydlige Spanien. I 1492 var hele Spanien så endelig bragt tilbage til det oprindelige folks styre.

Opsummeret:  Efter den muslimske erobring i det 8. århundrede af Spanien, der begyndte med sejlende afrikanere der nåede Spaniens kyster - var der brug for næsten otte århundreder med brutal krigsførelse før spanierne endelig lykkedes med at få fordrevet de muslimske invaderende. Frem for at lære noget af sin egen historie, når det drejer sig om ulovlige indvandrere fra Afrika, er dagens spanske regering, i“humanismens” navn, blandt de i Europa som byder mest velkommen.

https://www.americanthinker.com/articles/2023/10/spains_muslim_migrant_crisis_through_the_lens_of_history

Raymond Ibrahim, author of Defenders of the West and Sword and Scimitar  is the Distinguished Senior Shillman Fellow at the Gatestone Institute and the Judith Rosen Friedman Fellow at the Middle East Forum.