Coronavirus og Nordkorea skjuler man omfanget?

Nordkorea gør alt for at skjule at Coronavirus hærger i landet

Monica Showalter

Kinas Coronavirus epidemi har spredt sig til så at sige alle lande i Asien, med en mærkelig undtagelse: Nordkorea.

En observatør udefra vil måske bemærke at Nordkorea er et meget stærkt kontrolleret kommunistisk land, men faktisk har Nordkorea en noget ‘porøs grænse til Kina, og da landet er under et sandt totalitært styre blomstrer der et livligt sort marked med varer der går ind og ud over grænsen.

Det kunne antyde at der også slipper Coronavirus ind.

Det er der rapporter nævner. F.eks Australiens  Daily Mercury:

I Nordkoreas hovedstad Pyongyang skulle være afholdt en kæmpe militærparade lørdag for fejre årsdagen for grundlæggelsen af landets væbnede styrker for 72 år siden. Sidste år overvågede landets diktator Kim Jong-un den store procession, hvor man udstiller eremitlandets nye våben med en procession af soldater der går i perfekt takt. I år har intet af noget sådant fundet sted. De lokale medier, der er under direkte kontrol af hr. Kim og hans kommunistparti sagde at Arbejdernes Parti har haft succes med at bekæmpe “alvorlige og farlige vanskeligheder,” men nævnte intet om paraden. Det gav anledning til mistanke om Coronavirus, der stammer fra Kina men har spredt sig til næsten 30 lande over hele verden, og at den var kommet til eremitlandet.

The Mercury fortsætter med at fortælle at ligene af de døde skjules. N.K. Daily rapporterer at dødsfaldene begyndte tidligt i Januar, hvilket antyder at der nu er endnu flere. Baseret på de oprørende forhold på de socialistiske hospitaler, dør sandsynligvis en masse mennesker uden for hovedstaden. Deres lig skjules, brændes af staten og overdrages til slægtninge uden forklaring.  Der er ingen fri presse, men der er mobiltelefoner med information fra udlandet, og myndighederne  foretager anholdelser for at besidde dem med den information.

Det er et regime der er alvorligt skræmt.

Det er også et regime der det må man konkludere sandsynligvis ikke er i stand til at klare udfordringen ud fra dets manglende vilje, direkte fjendtlige indstilling til at komme med information - hvor virus kom fra, hvordan den spredes, hvilken medicin der er brug for, hvor der mangler medicin, hvor karantænerne burde være, hvordan man kan hjælpe de syge.....al den information der skal til for at ‘besejre’ virus under afsidesliggende totalitære  forhold. Regeringen frygter i den grad at blive væltet ved folkets vrede. 

Totalitære møgsteder er frygtelige, og oplagte steder for pest og epidemier. Nordkorea siger intet, benægter alt og skjuler information i en udstrækning der gør Kina til et oplyst sted. 

Hvis du ønsker en udmærket grafisk præsentation (så følge de klarrøde steder på hvert kort) der viser sygdommens spredning til forskellige lande over en tidsperiode, man benytter data fra United Nations World Health Organization og  the Guardian har et kort.

Der er dog en virkelig mærkelig undtagelse med det kort -- den hvide sted hvor Nordkorea ellers befinder sig på verdenskortet. Jeg har sat en cirkel om hvor landet burde være.

Landet er åbenbart meget svært berørt af dette. Man lader epidemien forsætte samtidig med man lader som ingenting. Man nægter at erkende problemet og det er et problem for hele verden, der må lade stå til mens sygdommen spreder sig selvom Kina kæmper for at få den under kontrol.

Man bør intervenere. Måske er det på tide for the Chicoms at sætte tommelskruerne på dem. Eller for Trump administrationen at sætte foden hårdt på bremsen.

Image credit: Guardian, Twitter screen shot, with green indicator marks added.

https://www.americanthinker.com/blog/2020/02/north_korea_goes_all_out_to_hide_its_coronavirus_cases.html#ixzz6DofgBBJT

Den dag det regnede med hvalspæk

Den dag det regnede med hvalspæk

Cirka 4 meter lang og vejer næsten 500 kilo, jo nyfødte kaskelothvaler er enorme. Og dyret vokser med alderen og bliver endnu større - selv de mindste er ofte fem til ti gange så store. Og i 1970 blev det et gigantisk problem for den lille by Florence, Oregon.

Florence befinder sig på Stillehavskysten lige hvor Siuslaw River flyder ud i oceanet. (Her er et kort.) Den 9. november fik man en ubuden gæst: en 14 meter lang, 8 tons tung død kaskelothval blev ført ind på en af strandene i byen.

Nyheden spredtes hurtigt og liget blev et samtaleemne i byen. En lokal bilforhandler promoverede sit salg ved at kalde sine køretøjer “en hval af en handel med en ny Oldsmobile” (ordspil på “hell of a deal” ) Straks blev hvalen en morbid turistattraktion. Myndighederne frygtede at folk ville klatre rundt på kadaveret og komme til skade, og man ville fjerne hvalen fra stranden. 

Det er lettere sagt end gjort. At begrave dyret ville kræve mange folk, og så ville der stadig være frygt for at nogle ville grave det fri. Hale det ud i havet - i et stykke - var uladsiggørligt. Og heldigvis har vi ikke teleportører eller magi til vor rådigged. Det hele forekom håbløst, men så kom nogen på en enkel fremragende, dog potentiel ide: Spræng kadaveret i luften, med dynamit.

I løbet af et par dag var planen sat i værk. Som NPR senere genfortalte, "efter at have rådgivet sig med eksperter i the Navy og andre steder besluttede Thornton at den bedste metode ville være at detonere - inde i hvalen - nok sprængstof til at den gik i stumper og stykker som derpå kunne fortæres af ådselædere - havmåger, krabber mv.

At regne ud hvor meget dynamit der skulle til var ikke så let, og myndighederne overvurderede mængden ganske massivt - måske op til 40 gange.  

Så i stedet for at den gik i stumper og stykker kom det til at regne med hvalspæk

Hvalbidder og strand røg 50 meter op i luften. Ifølge the Oregon Encyclopedia, "fløj stumper af dyret i alle retninger og tilskuerne begyndte at skrige og søge dækning når de så de store stykker hval have retning mod dem.” (En grumset video af eksplosionen, optaget af de lokale medier kan ses her, men skrigeriet er ikke med for nyhedsfolkene måtte også søge dækning)

https://www.youtube.com/watch?v=zUctxmz3zOY

Spækstykker fløj så langt bort som 300 meter fra ‘sprængningsstedet’ og så at sige alle der kom for at se den historiske eksplosion blev dækket af hvalspæk. 

Heldigvis kom ingen alvorligt til skade, men nogle få fik mindre skader. Ifølge Offbeat Oregon, fik en forretningsmand ved navn Walt Umenhofer smadret sin bil da et stort stykke hval røg gennem taget. Umenhofer havde kun haft bilen et par dage - netop købt den tidligere under salgsfremstødet ““en hval af en handel med en ny Oldsmobile”

Bonus fakta: Hvad sker der, hvis en død hval kommer op på kysten? Efter ovenstående hændelse, ja så sprænger Oregon dem ikke længere i luften. Der skyllede endnu en hval op på strandene i Florence i 2009. Statens politik er at begrave kadaveret og hvis sandet ikke er dybt nok føres kadaveret til en andet sted for at blive begravet.

Wuhan - dagligliv, hygiejne og Coronavirus

Marion DS Dreyfus

Jeg arbejdede fra år 2000 til 2010, sådan cirka, i Wuhan, Hubei Provinsen, Folkerepublikken Kina.

Da Kina er Kina, og Wuhan er en provinsiel del af det gamle Kina, en legering af tre byer inkorporeret under samme navn, så kan observationer af livet der måske være interessante, når man betænker den tumult der er opstået over den epidemi lignende opblomstring af Coronavirus.

Jeg boede i udkanten af byen, nær en grisestald med hylende grise, mange køer på markerne, der gik af og til geder rundt i gaderne, masser af vilde hunde der uden frygt vandrede omkring ved de fleste af  gaderestauranterne der ikke var under tag, dog kaldte de sig ikke restauranter - et par plasticstole og uvaskede plastictallerkener spredt nært et primitivt køkken - ja så stod jeg dagligt med et kritisk valg. Skulle jeg risikere at blive ‘indtaget’ af hvilken som helst bakterie eller mikrobe eller hvad det nu kunne være eller blot slutte mig til de lokale og spise det som blev tilbudt, uden at ryste på hænderne eller frygte det værste.

Ærlig talt så var jeg det meste af tiden sulten og mine kolleger og jeg havde tillid til ‘Forsynet’ at vi nok skulle kunne holdes ude af det som de lokale Wuhannitter kaldet ‘lægens værelse’ eller de primitive steder de kaldte ‘hospitaler’ hvor hvis du er heldig dine slægtninge ville bringe dig mad, sengelinned og alt andet du kunne få brug for, som lå udenfor det ‘pilleregimente’ eller den ‘behandling’ du blev tilbudt.

Om natten, fordi min splinternye lejlighed var blevet udstyret med en dagligstue, et soveværelse og et marmorbeklædt vestligt lignende badeværelse, og til en voldsom pris, så måtte alle have have et ‘Das’ selv på arbejde, og intet køkken. Jeg udførte mit arbejde, forsøgte at bekæmpe myggeplagerne, der virkelig gjorde hver nat til et helvede. Trods mine brændende Citronella lys, der osede som en talismancirkel rundt mit skrivebord i et forfængeligt forsøg på at afskrække de lede flyvende plageånder, havde jeg hver morgen når jeg vågnede en hoben myggestik, hvor min krop ikke havde været tildækket.

De kløede helt vildt en dags tid, ikke som de myg vi har hjemme, der vel højst giver kløe en dags tid, og til at holde ud.

Men om aftenen, når sulten fik mig ud af mit tilholdssted, gik jeg rundt i gaderne - ingen gadelys, skræmt af skygger - indtil jeg som sædvanlig mødte en ældre mand på sine krykker, der havde nogle få fisk i en åben plastickurv fyldt med vand. Jeg forhandlede på mandarinsproget om nogle stykker, han nappede en fisk med et skarpt instrument, halede den ud af det beskidte vand, og overførte den derpå til en stegepande hvor jeg ventede på den skulle blive stegt. Jeg betalte nogle få mønter til ‘fiskeren/kokken’ og bragte så den avisindpakkede stegte fisk hjem til lejligheden.

Når det var frokosttid på arbejdet, fulgtes jeg med nogle kolleger, og en kinesisk ven ned af det som alle ville kalde en “møgbeskidt gyde” hvor dusinvis af ‘madsteder ‘tilberedte’ forskellige ‘madretter’ på ikke identificerbare genstande som man kaldte Woks i en mistænkelig olie der sved i øjnene og gjorde det at udvælge sig et måltid til nærmest en straf - enten skrupsulten eller. Olien gjorde manden blød og svampet, og sandheden var at vi udvalgte os vore favoritter der var rimeligt friske og lækre. Ikke mindst billige.

En af mine favoritter var det som jeg fik at vide var “øgleankler.” Smagen var som af pikant popcorn, men bedre. Nødder var der nok af. Frugt og æg også i rigelige mængder, ikke pæne, (altså møgbeskidte) men smagte bedre end dem vi har hjemme, hvor udseendet betyder mere end smagen.

En gang om ugen drog jeg den halve time ind til centrum for at handle i det franske supermarked, hvor jeg købte det der kunne være i mit lille køleskab, der befandt sig i dagligstuen. Det franske supermarked var det eneste sted, hvor man kunne finde ost, og sjældnere mælk. Jeg købte hele stegte kyllinger,med hoveder og fødder, for senere udskæring. Masser af frisk frugt - ikke kønne, men dog modne og lækre.

Et højdepunkt på en sådan udflugt var altid det levende marked, hvor grumme typer af flagermus, rotter, slanger, skorpioner, små og store planter og anden flora var klumpet sammen i plastiktønder, nogle i vand, andre ikke. Dette var som nævnt højdepunktet på indkøbsturen hver fredag. Det var som en levende zoologisk have. Husmødre vandrede omkring, handlede om alle de levende dyr, og de dræbte, som kunne blive til en god suppe. Gulvene var overdænget med de levende dyrs afføring. Mænd ville af og til feje skidtet væk, men det varede kun ganske kort tid før der var ‘fyldt’ igen. Stanken var ikke Chanel #5.

Engang var jeg med en kollega til “en læge” der var mindre end os, udstyret med en flaske af en substans, og nogle piller til min kollega og han rådgav hende om at tage dem ... med spiritus. Jeg gjorde indsigelse. Man skal ikke indtage medicin med alkohol. Han trak på skulderen.

Mit eget velbefindende var en velsignelse, da min kinesiske ven ville presse rødder og urter og give os en drik, hvis vi skrantede. Den ene var virkelig effektiv, men særdeles kraftig - ligeså voldsom som veerne lige før en fødsel. ‘Kuren’ var en rødlig/brun bønnelignende ting, der nedsænket i vand voksede i størrelse og blev til en pelsbeklædt genstand - nærmest som en hests testikel. Vi skulle drikke den væske den lå i. Minsandten det virkede.

Nu har vi berørt emnet vand: Vandet i Wuhan var dengang ikke til at drikke, så hver morgen var der gang i kogekedlerne, 4 liter af gangen. Vi drak ikke koldt vand, nogensinde. Det kogte vand fik vi altid i en tynd plastickop der helt sikkert afgav millioner af molekyler når det dyrebare indhold gled ned i vort indre. Jeg forsøgte at have forskellige dybe beholdere i mit soveværelse, da jeg aldrig vidste om vandomdeleren ville komme næste morgen.

Hver dag havde sine kendte og tvivlsomme gøremål, og vi forhandlede med Scylla og Charybdis om vort daglige velbefindende og arbejde så godt vi kunne.

At jeg aldrig blev syg, trods det SARS og Avian influenzaen hærgede i nærheden, og de ikke så godt forståede MERS infektioner, var et sandt mirakel.

Kineserne holder millioner af kolleger i karantæne på byens 67 læreanstalter, nægter at lade de studerende tage tog eller bus hjem til deres forældre langt borte - ofte bor de i byer langt fra hinanden - da der ikke er arbejde i deres lokalområder. De studerende skal gå i bad og vaske sig mange gang om dagen og ikke være sammen med nogen der kommer udefra.

Og hver gang jeg rejste med fly ud af Wuhan kom en flok mænd i hvide kitler, og vi skulle alle gennemgå temperaturprøver og udsættes for andet udstyr for at fastslå om vi kunne være sammen med andre.

Dette er så ‘fødestedet,’ ‘udklækningsreden’ for Coronavirus. Det var et ubegribeligt mindre mirakel at vi udlændinge ikke blev dødsyge at den giftige ‘biologi’ på markederne, af problemet med vandet, af det fuldstændig uhæmmede og uregulerede dyriske morads ved dagliglivet i det 21. århundredes Folkerepublikken Kina.

Nu ser det åbenbart ud til at al denne mangel på hygiejne er indhentet af Naturens ubrydelige love. 

https://www.americanthinker.com/articles/2020/02/wuhan_revisited.html

Kærlighed til musik

Anthony J. DeBlasi

En 9 årig dreng blev af sin bedstefar taget med til en koncert med Boston Symphony Orchestra, og råbte “Wow!” da orkestret var færdig med at spille musik af Mozart, hvilket fik publikum til at smile. Det er den slags “a hva ba” der sker langt oftere og ikke når med i nyhederne. Da jeg kom ind på et autoværksted for nogle år siden, hvor man ellers aldrig havde spillet musik, kom der den dag musik af Vivaldi ud af en boombox sat op på muren. Mekanikeren forklarede, da jeg så noget forbavset ud, at  han var med til en øveaften i hans datter skole, hvor hun spillede med, og han hørte “denne spændende musik” noget han ellers aldrig havde hørt. Han ønskede herefter at høre mere klassisk musik.

 

Da min knægt blev ansat som kontrollør ved et lokalt operahus for at tjene penge han skulle bruge under studieårnene, forsvandt hans modvilje mod opera under forestillingerne. Ikke alene var han imponeret over det han oplevede og hørte, men han blev forelsket i “Aida.”

Da jeg skulle introducere en ny sang til et børnekor der var samlet rundt om orglet, hadede de det! Jeg bad dem lytte til det igen. Mellem anden og tredje gennemgang smeltede de unge mennesker og sang entusiastisk med på sangen.

Dette “ah hvad for noget!” i musikken forbliver ude af i spotlightet i Amerika og et tegn på at der dog er noget der kan få publikum til at studse, fortrylle dem, få dem til at klappe. Det er en sandhed at præference eller “smag” i musik, som med så mange andre ting, er underlagt forandringer. “De ting jeg plejede at holde af, kan jeg ikke længere lide,” lyder det i sangen “It Might As Well Be Spring” (State Fair af Rodgers & Hammerstein).

Med musik er det sådan, at det man kan lide nu, føjes til det man engang kunne lide. Konventionel visdom - “smag kan ikke diskuteres” -  glemmer pointen i dette emne, fordi det burde være åbenbart at “smag” ikke er selve årsagen til en præference og et valg, men effekten af omstændigheder, indflydelse eller påvirkning. 

At spille i et skoleorkester eller en gruppe giver skoleeleverne en lejlighed til at møde en verden af musik de ikke lige kender. Det hjælper med til at åbne en dør til dette mest mytiske i kunsten [1, 2] – en verden fuld af inspiration og stimulerende, udover det sociale og morsomme.

At være åben til en verden, der ikke var popmusik, førte mig til at kende, værdsætte og elske musik fra Middelalderen til vor tid, og fra øst til Vest. Min kærlighedsaffære med musik gjorde at jeg med glæde slæbte rundt på en bull fiddle (Gulvbas) i New York Citys subways for at spille ved skolesammenkomster.

Kærlighed til musik bliver i det store og hele ikke forløst, hvor muligheden eller begæret efter at udforske dets domæne ikke er tilstede. Hvad vi hører regelmæssigt i supermarkeder og i venteværelser er et meget ringe eksempel på hvad musik “drejer sig om.”

Det var engang almindeligt i offentlige skoler at have lektioner med “musikforståelse/værdsættelse” hvor eleverne kunne få et glimt at den storslåede musik ud over det man sædvanligvis hører - musik der bliver ved med at holde hos lyttende generationer. 

Kærlighed til musik vises i dedikationen og i den høje kvalitet i udøvelsen af den, det være sig på amatør- eller professionel basis. Men hvad med kvaliteten i kompositionen i den musik der flyder til vore ører i dag? Hvor er den kunst der stadig kan få tusinder af os til at lytte og klappe, lægge og føle mere i musikken end blot udøvelsen? Ikke blot noget der passerer ørerne og hjernen!  

Der er intet mysterium her når det drejer sig om sange fra i dag. Tag 4 eller 5 af de 12 toner (noder) der findes i vor musikoktav, gentag dem i en uendelighed i samme rækkefølge - denne kædning af noder kaldes “melodien” - læg ovenpå en rytmisk baggrund ... og du har det som der formåes i kompositionen musik vi hører i dag. Jeg lytter faktisk til den og dens ensformighed forekommer mig overvældende.  

På et eller andet tidspunkt i enhver branche/industri, som musik er blevet i årenes løb, burde man holdes ansvarlig for hvad det er man producerer, for at forbedre produktet og forbrugerens tillid. Med hensyn til ny musik, som i sange der nu for tiden tilbydes publikum, burde dette i den grad overvejes, fremfor blot at lave en smule om.

De rigtig mange menesker der er dedikerede i at spille musik til perfektion fortjener vor ros og taknemmelighed. Dette er ikke noget problem med de klassiske værker, men ærlig talt, hvad er den musikalske værdi af de “minimalistiske” konstruktioner” i nutidens typiske “sange?” Denne lammende monotoni i de fleste af deres melodistumper gør at man må vurdere værkerne mod et stort Zero -0.

Den engelske komponist Frederick Delius skrev (“At the Crossroads,” 1920): “I sidste instans finder alle kunstarter deres eget niveau og indtager sin plads i verdens værdsættelse af den: Og alt der er hult, sensationelt, overfladisk og mangler oprigtighed synker ned i glemsel hvorfra ingen propaganda han hive dem op.” 

Sandheden i de ord afspejler sig i koncersalene over hele verden, og hvor som helst publikum samles for at nyde den gode musik, ny som gammel, oldgammel eller moderne, og dermed afviser den musik, fra alle tidsaldre, der er klar til at blive lagt i historiens skraldespand.

------

[1] “Musik giver en sjæl til Universet, vinger til sindet, fantasien får vinger, og liv til alt.”  – Plato.

[2] “Dersom jeg ikke var fysiker ville jeg muligvis være musiker. Jeg tænker i musik. Jeg dagdrømmer i musik. Jeg betragter mit liv i musiske termer.”  – Albert Einstein.

https://www.americanthinker.com/articles/2019/07/love_of_music.html#ixzz5tXLSEjTR 

Begik Johnny Depp vold mod sin hustru eller var det omvendt ?

Begik Johnny Depp vold mod sin hustru eller var det omvendt?

MEGAN FOX

En lækket lydoptagelse af en samtale mellem Johnny Depp og hans ekshustru  Amber Heard var vakt opsigt i Hollywood. I lydoptagelsen kan man høre Heard indrømme være villig til at begå fysisk vold mod Depp. Efter BuzzFeed udgav fotos af Heard med skrammer og beskyldninger mod Depp, gik hans liv i spåner. Depp blev draget ind i the #MeToo bevægelsen og blev brændemærket som en udøver af vold mod sin hustru. Han blev afvist fra "Pirates of the Caribbean" i 2018 og mange funderer over om det var på grund af disse beskyldninger. 

Image Courtesy of Shutterstock

Søndag blev en optaget samtale mellem Depp og Heard lagt på nettet. I den indrømmer Heard at “ramme” “slå” og smide ting efter ham. Hendes største frustration med Depp synes at være at da han forsøger at komme væk fra hende bliver hun voldelig. Man hører Depp sige, “Der skal ikke være fysisk vold igen,” og Heard svarer, “Jeg kan ikke love jeg ikke bliver voldelig igen.” 

✞ ΛהԀσ_ єאє ✞

@AndoExe

Depp: there can be no physical violence

Heard: I can’t promise I won’t get physical again.

Og så har hun tilmed den frækhed at anklage ham.....

Situationer som denne beviser at vi bare ikke kan tro på enhver anklage om vold. Der skal være bevis. #JusticeForJohnnyDepp #AmberHeardIsAnAbuser

Heard bruger en del tid i optagelsen på at nedgøre Depp for at ville fjerne sig fra hende når de skændes og ikke vil have noget at gøre med hende når hun vred og bruger vold. På et tidspunkt siger Depp, "Det er ikke mig der kaster med f**** potter og pander, og alt muligt andet mod mig.” Heard benægter det ikke og svarer, “Det er noget andet ... man ignorerer ikke den anden. Det er uden betydning. Blot fordi jeg kaster med potter og pander så skal du ikke bare gå din vej.”

Senere i lydoptagelsen kan man høre Heard indrømme at hun slår og rammer ham og retfærdiggør det med at der OK, fordi hun ikke bankede ham. “Jeg er ked af, jeg ikke ramte dig direkte i ansigtet med et ordentligt slag, men jeg slog dig. Jeg bankede dig ikke,” sagde hun. “Du blev ikke banket. Du blev ramt ... men du har det fint. Jeg skadede dig ikke.” 

Kvinder har et særligt privilegium når de beskylder en mand for vold og det er velkendt. Hele bevægelser som the #MeToo scam, står på spring for at angribe den anklagede mand og ødelægge hans karriere. Fraser som "tro kvinder" kan sættes på kofangere og t-shirts, men ingen standser for at tænke over om kvinden fortæller sandheden. I dette tilfælde var det Heard der lyver. Hvis en mand bliver udsat for hustruvold, er der ingen der vil høre på hans udlægning. Da Heard anklagede Depp for at være hustrumishandler svarede han igen og hævdede det var ham der blev fysisk forulempet. Så at sige ingen troede ham. Resultatet blev at Heards sstatus som Hollywood stjerne steg, mens Depp mistede jobmuligheder.

Nu er lydoptagelsen ude, #AmberHeardIsAnAbuser og #JusticeForJohnny hitter på Twitter. Pludselig kan verden se at kvinder ikke altid er sandfærdige eller troværdige. Dette er et emne som jeg har skrevet en hel bog om efter Brett Kavanaugh fiaskoen, hvor det halve af landet troede på at en Højesteretsnomineret var skyldig i voldtægt eller ‘sådan,’ på grund af en mentalt skrøbelig kvinde der anklagede ham for ved en drukfest, for 30 år siden, at have befamlet hende - ingen kunne huske det, og der var intet bevis for det havde fundet sted.

Historien er fuld af historier og tvetydige og lumske harper der ødelagde mænds liv med falske anklager.

Jeg beskriver mange af dem i min Believe Evidence: The Death of Due Process from Salome to #MeToo. Køb den i dag på Amazon. Og næste gang en eller anden kvinde kommer frem med saftige historier om en mand, så i stedet for at kalde hende “tapper” og “modig” så få lige set nærmere på hendes kendsgerninger og bevis. Mænd har været og bliver også udsat for vold fra hustruen, bliver voldtaget, seksuelt forulempet og myrdet af kvinder. Deres røster burde der ikke lægges låg på af the #MeToo hystader der ikke kan forstå virkeligheden og menneskets natur.

Megan Fox is the author of “Believe Evidence; The Death of Due Process from Salome to #MeToo,” and host of The Fringe podcast. Follow on Twitter @MeganFoxWriter

https://pjmedia.com/lifestyle/explosive-leaked-confession-of-domestic-abuse-of-johnny-depp-turns-metoo-upside-down/

Lavadel feminismens falske ofre

Christopher Chantrill

Jeg var i færd med at skrive en artikel om Nancy Pelosis fiasko med at sende the Articles of Impeachment to the Senate. Men hvem bekymrer sig egentlig længere om impeachment?

Så fandt jeg tilfældigvis ud af at min AT artikel for to uger siden om “Women, the Public Square, and the Cancel Culture” var landet på Right Wing Watch og Patheos, hvor jeg blev beskrevet som “ultrahøjrefløjs kvindehader.” Helt utroligt de hævder det!

Vigtigere er dog postyret over J. K. Rowling der villigt lægger løkken om sin hals ved at tweete om at kvinder er kvinder uanset hvad transkønnet aktivister og dommere siger. Som en moderigtig ung kvinde på en lystyacht sagde til FN:  “how dare you!”

Jeg ræsonnerede: Når transkønnet aktivister annullerer feminist aktivister så er venstrefløjen altså begyndt at æde deres egen hale - ligesom de mytiske Ouroboros. Og alt denne tumult om sex og køn, og mænd der kalder sig kvinder og vice versa, og at alle er ofre er altså kun fup vrede, om fup ofre.

Og jeg tænkte. Ved du hvad? Det er ikke kun transkønnet aktivister - det er hele LGBT væsenet der handler om “fup” ofre. Og feministerne indledte det. 

Det giver naturligvis mening. Efter venstrefløjen havde haft en storhedstid, hvor man kæmpede for arbejderne og erklærede med stolthed en afslutning på Democrats Jim Crow love, så kom kvinderne - de skulle være ofre.

Jeg indrømmer at kvinder fra de lavere klasser har haft det alt, alt for barsk og i al for lang tid, men feminismen var og forbliver en bevægelse for kvinder fra ‘lavadelen’ og ved ‘kvinder fra ‘lavadelen.’ 

‘Lavadels’ feminismens forbløffende resultat var at forvandle offerstillingen i en politik der i det mindste lod til at bekymre sig om de lavere klasser til udelukkende at være en sag for overklassen.

‘Lavadels’ kvinder er ikke hjælpeløse ofre, og har aldrig været det. De er “fup ofre.”

De ægte ofre blandt kvinder burde være de ‘almindelige proletar’ kvinder fordømt til at leve i efterdønningerne af ægteskabets kollaps i de lavere klasser.

Og hvis fejl er det - ‘lavadel’ feminist kvindernes? Højrefløjs kvindehaderne?

Man skulle tro der var en masse tilbagebetaling for de “utilsigtede konsekvenser”  for feminismen og den seksuelle revolution. Men jeg forudsiger at den liberale ‘lavadel’ feminisme nok skal slippe. Det gør den altid. På grund af patriarkatet.  

Definition af “misogyn, kvindehader:” er en kritiker af ‘lavadel’ kvinder. Andre kvinder behøver ikke ansøge.

Men nu tilbage til vore LGBT venner og den fremragende holdning om “fup ofre.” Efter ‘lavadel’ feministerne opfandt kategorien, hvorfor så ikke udvide fupoffer konceptet til andre grupper af ‘lavadel’ liberale? Hvorfor skulle ‘lavadel’ feminister være de eneste der har det sjovt? ‘Lavadel’ bøsser? Ingen tvivl om at bøsser på det mest forkastelige blev jaget af hykleriske kristne fundamentalisters Hekse hadgrupper tilbage i tiden. Og alle bøsser ønskede blot noget respekt og midler mod AIDS.

Selvfølgelig var, i mine unge dage, de som jagtede bøsser fra venstrefløjen, fordi i England i 60’erne vidste enhver på venstrefløjen - herunder den unge Jeremy Corbyn, af alle? - at homoseksuelle var overklasseløg som Lord Sebastian Fyte og hans teddybjørn i Brideshead Revisited. Men nu er bøsser hjælpeløse ofre og transkønnede er supercalifragilistic ofre.

For at forstå offer sygdommen så lad os gentage Curtis Yarvin’s Three Layers model i “The Clear Pill” at samfundet er sammensat af ‘lavadel’ helt almindelige, og klienter.

OK, vi holder en pause. Lad os kalde “klienter” med det rigtige navn: “Ofre,” oprindeligt ægte ofre, nu totalt “fupofre.” Derfor,

Vi kan benævne vore samfundslag med ‘lavadel’ almindelige og ofre. ‘Lavadelen’ er de der bor i byerne, kultiverede og ambitiøse. de ‘almindelige’ er de i forstæderne, uddannede og uafhængige, ofrene er Marx’s proletariat og lumpenproletariatet, de uden uddannelse og/eller afhængige.

Og hvis der nu ikke er nogen ægte ofre derude der kan give en garanti for mere magt til regeringen vil ‘lavadlen’ skabe, opfinde “fup ofre” ved velstående nyvakte ‘lavadel’ aktivister, og vi vil opleve import af bataljoner af “migranter og flygtninge” fra alle vegne fra og de udgør så antallet af nye ofre. For hvis ikke, hvad så? 

Logikken i politik kræver en “os” og “dem.” Hvis der er ofre og den ædle ‘lavadel’ på ædel vis mobiliserer for at forsvare dem, så må der være nogen, på ædel vis, at kæmpe imod og fjerne. Arbejdsgivere, kulakker, spytslikkere, racister, sexister, homofober, “ultra højrefløjs kvindehadere,” denne flok af ‘foragtelige.’ Med andre ord - de helt almindelige.

Og denne realitet fører direkte til Præsident Trump’s spot-on meme:

“I virkeligheden er de ikke ude efter mig. De er efter dig. Jeg står blot i vejen.”

Hvis den ‘hellige sag’ for den liberale ‘lavadel’ klasse er at beskytte alle de hjælpeløse ofre, så må den jo beskytte ofrene fra noget. Og det noget er altså DIG!

Det er ikke noget personligt, må du forstå. Men når den liberale ‘lavadel’ beslutter at lave en dejlig omelet til ofrene, ægte eller fup, så ryger der altid nogle helt almindelige æg.

Christopher Chantrill @chrischantrill runs the go-to site on US government finances, usgovernmentspending.com. Also get his American Manifesto and his Road to the Middle Class.

https://www.americanthinker.com/articles/2019/12/the_plague_of_the_gentrys_fake_victims.html

Tag elevatoren når du skal cykle op ad bakke

Tag elevatoren når du skal cykle op ad en høj bakke

Du behøver ikke være en hardcore cyklist for at vide det er langt hårdere at cykle op ad bakke end ned. På vejen ned skal du bruge bremsen for ikke at få for megen fart på. Men på vejen op skal der trampes hårdt i pedalerne.

Eller du kan tage verdens eneste cykellift.

Billedet viser Brubakken en stejl gade i Trondheim, Norge. At cykle er et ganske almindeligt transportmiddel i byen på cirka 20000 indbyggere. En mand ved navn Jarle Wanwik var en af dem. en at køre op ad Brubakkem var for Wanwik en vanvittig kamp, derfor fandt han på en anden metode. Ifølge Atlas Obscura, opfandt han en løsning.

Den kaldte han Trampe cykelliften, den er verdens første og til dato eneste cykelelevator. Du kan se flere billeder her.

Højre fod placeres på på en lille plade der stikker ud fra hejset. Så bevæger pladen sig hele vejen op til toppen af bakken, løftende cyklisten samtidig.” Den bevæger sig med cirka 2 meter i sekunder, det lyder ikke hurtigt, men bakken er cirka 130 meter lang. Turen tager cirka et minut, men man behøver ikke vente på at komme til for der er seks plader som kan benyttes samtidigt.

Trampe, blev sat op i 1993 og fungerer som en skilift, undtagen stolen, med plade selvfølgelig til en cykel. For at bruge liften forklarer Slate, "cykles der til stationen i bunden og cyklisten placerer sin hTrampe blev renoveret i 2013 da den skulle leve op til sikkerhedsreglerne (nogle få er kommet til skade i de tyve år den havde eksisteret, og så fik den et nyt navn CycloCable, for at være mere salgbar.) I Trondheim er turen gratis, og ikke kun for cyklister ifølge Business Insider, "benytter skateboarders liften som en velkommen pause, og forældre benytter den til at få barnevognen op ad bakken.”

Bonus fakta: Hvis man bestiller noget der skal leveres på hjemadressen er der en risiko for at der kan opstå skader under transporten. Hvis man køber en cykel på den måde kan det virkelig være et problem, da en cykel er skrøbelig og ret dyr. Den hollandske cykelproducent Vanmoof kendte alt for godt til dette, de fleste cykler solgte man online, og for nogle få år siden, blev cirka 25% af deres cykler skadet under transporten. Løsningen: Som CNN fortalte, begyndte Vanmoof at pakke cyklerne i kasser med et billede af et TV på siden. Tranportvirksomhederne og deres personale begyndte at behandle kasserne mere skånsomt, og ifølge CNN “faldt antallet af skadede cykler med 80%.”

Trods cykelelevatorens brugbarhed og det håb virksomheden bag havde for at bygge flere af dem over hele verden, så forvent ikke at de dukker op rundt omkring. Der er nogle steder hvor det at cykle er ganske almindeligt, men det kan knibe de steder der har stejle bakker, skråninger mv. Og løsningen er ikke billig ifølge Slate "koster CycloCable cirka $2,800 per meter at installere” og vedligeholdelsen skal lægges oveni. Uheldigvis er det langt mere end de lokale myndigheder vil investere i at gøre det at cykle op ad bakke lettere. Således er Trampe/CycloCable et særtilfælde.