Kondomer beskytter ikke sjælen

Kondomer beskytter ikke sjælene

Ben-Peter Terpstra

Nej hvor blev jeg vred da jeg læste angrebene på Paven, så vred at jeg gik igang med at gøre rent. Hvis disse angreb fortsætter så ender det med jeg også vasker op fra i går aftes.

Paven har ret til at fremføre sandheden om, at AIDS er "en tragedie der ikke kan kureres med penge alene, og at den ikke kan klares gennem uddeling af kondomer, der tilmed kan være med til at forværre problemerne."

Som ungkarl har jeg virkelig ikke brug for, selvfølgelig, endnu en lektion i hvordan man sætter et kondom på en banan? Jeg undrer mig over om disse sexologer mon får noget ud af den slags ting. I "Hvordan man sætter kondom korrekt på! ", informerer sexinstruktøren mig om, hvordan man placerer et kondom på en opretstående agurk, og det er jo egentlig meget praktisk, hvis man kommer sammen med et mandligt næsehorn.

Sekularister mener helt sikkert at afholdenhed og monogami er urealistisk som modsætning til gruppesex og tilfældig sex. En prædiken om genbrug og miljø er jo altid velkommen: "Latex opløses ikke i  vand, så skyl det ikke ud i toilettet, og det er helt sikkert ikke biologisk nedbrydeligt," advarer et uddannelsessted "så læg det ikke på kompostbunken - også selvom det er fyldt med organisk materiale."

Er den feset ind?

Du har måske bemærket at de liberalt indstillede ikke bryder sig om "Gør det ikke Teologien" når deres åh så vidunderlige holdninger er under kritik. Men "Hold op med, Hold op med at se Fox News. Hold op med at læse Ann Coulter's 'Skyldig'. Kør ikke på arbejde." er helt i orden.  Mirakuløst nok er "Gør det ikke Teologien" hos de liberalt indstillede til gengæld helt naiv når det er evangeliske, katolikker eller mormoner der tilskynder deres døtre til at afholde sig fra at være sammen med bandemedlemmer.

Endnu mere interessant er dog at sekularisterne påstår at kondomer ikke kan gå i stykker og er fantastiske som beskyttelse, og hvad betyder det så? Sikkerhedsseler yder også beskyttelse til fulderister bag rattet ikke sandt? Og hvad sker der mon når de gode kondomer måske ikke er så gode alligevel?

Hvis man går bag om hele skuespillet afsløres en anderledes opfattelse til Hollywoods mediekværn. Således observerer doktor Judith Riesman:

"Det viser sig, at mens seksuelt overførte sygdomme (STD) er hovedårsagen til kvinders sterilitet, kroniske sygdom og tidlig død, så giver kondomer piger og kvinder kategorisk ingen beskyttelse mod syv af de otte STD's der er undersøgt selv når det bruges helt 100% korrekt gang."

Yderligere: Kondomer kan dæmpe gonorré ved heteroseksuelle samlejer - men kun hos mændene!"

Er afholdenhed, i særlig grad, så mere mere eller mindre realistisk end promiskuitet? Er kristendommen mere eller mindre realistisk end Oprah? Er Paven mon mere eller mindre klog end Madonna's "Sticky and Sweet" turné dansere?

 

I den kristne tradition har de ægte troende den frejdighed at tro at kondomer ikke beskytter sjælene. Ægteskabsbryderen har ikke brug for gummi, han har brug for at få hjertet kontrolleret.

Stillet op mod den jødisk-kristne etik så er den verdslige venstrefløjs verdenssyn tilsyneladende meget mere enkel, meget skizofren og fremfor alt meget omkostningskrævende. Som Charles J. Sykes forklarer i Dumping Down Our Kids: Hvorfor amerikanske børn er tilfredse med sig selv, men ikke kan læse eller regne (side 173) 

De selvsamme uddannelsespædagoger der insisterer på at børn skal beskyttes mod tramuatiske og skræmmende påvirkninger af legen 'Stikbold' insisterer på at børn sagtens kan klare HIV problematikken. Og mens de forhåner tabuer, forbud, betænkeligheder som kan hæmme de unge så insisterer de samtidig på, at de ikke gør vold på barndommen, men styrker børnene i stedet for.  

Hollywood er overbevist om at de er klogere end alle os andre - og at vi har råd til fortrydelsespillen. Hvordan? Ved sjældent, om aldrig, at anerkende at Jesus Kristus er mere vis end Elton John. Ved sjældent, om aldrig, at stille spørgsmål til kondomindustrien. Ved sjældent, om aldrig, at indrømme at kristne kunne have ret. Ved sjældent, om aldrig, at tænke længere end deres filmstudier.

Og, hvis efter at millioner af dollars er ofret på udklædningsmarcher og workshops, efter fornærmende ringe propaganda film og udstillinger på gaderne man kan konstatere at  San Francisco's bøssesamfund  endnu ikke ved hvordan man påsætter et kondon, så kunne det ikke antyde at Paven dog måske har ret, ikke sandt? 

Andre artikler af Ben Peter Terpstra ved klik.

Øl beviset på guds kærlighed

Øl er bevis på Gud elsker os

Ben-Peter Terpstra

Jeg er helt på linje medBenjamin Franklin (klik her hvis du vil more dig, mange citater om øl og alkohol) da han vistnok sagde, "Øl er bevis på Gud elsker os, og ønsker at vi skal være lykkelige." Hvordan kan jeg dog overbevise de overspændte muslimer?

Lad det nu ligge. Måske skulle jeg hellere komme med et eksempel. Eller måske et eventyr. I den usminkede "Snehvide" (Brødrene Grimms eventyr) møder vi en ung europæisk nyder af alkohol. Navnet på hende? Jo, præcis. Snehvide:

"Snehvide voksede op, og blev smukkere og smukkere; og da hun var syv år gammel var hun smuk som dagen er lang, og mere smuk end selv Dronningen.....

Lille Snehvide var så sulten og tørstig at hun spiste nogle grønsager og noget brød fra hver tallerken og drak en slurk vin af hvert krus, for hun ville ikke kun tage alt fra den ene opdækning."

Jeg har mistanke om, at den syvende - "Hvem har drukket af mit kurs?" - dværg var meget bekymret. (I den islamistiske version, bliver Snehvide og de vantro dværge halshugget.)

Man kan lære meget af historien. "I England," skriver historikeren Geoffrey Blainey , "var hjemmebrygget øl, der blev drukket ved hvert måltid, ligeså almindeligt som brød i den daglige kost. På en kendt kostskole i London i 1704 var drengenes morgenmad en kombination af brød og øl, og de fattige fik øl ved alle måltider."

Sådan også i dag, i visse elite privatskoler drikker skoleeleverne stadig øl om morgenen (lad nu være med at sladre til rektor).

Alt dette er ikke for at antyde at det at være en drukmås er sejt. Så langt fra. Jeg er en ædruelig lærd og tilmed en gentleman.

Drukkenskab kan gøre skade på livskvaliteten hos mennesker. Men det kan 'alkoholpolitiet' også. Her er lidt at undre sig over: Havde Hitler, som var afholdsmand, mere tilfælles med Jesus end de der drikker moderat?

Amerika blev bygget op og skabt af folk der drak. Således fastslår Christianity Today:

"Selvom kristnes indvendinger mod alkohol og tobak måske af nogle kan benævnes som værende 'Puritanske,' så er sådanne holdninger af en langt nyere oprindelse. Det viser sig faktisk af Puritanerne drak øl. Log bogen fra Mayflower 1620, fortæller at en af grundene til at skibet lagde til i Plymouth fremfor at finde et mere gæstfrit sted længere mod syd var "at vore forsyninger var svundet ind, i særlig grad vort øl.'"

En række spørgsmål?

For det første: Hvorfor vil de venstreorienterede gerne portrættere de gudfrygtige Puritanere som vrede modstandere af alkohol og muslimske afholdsmænd som efterlevere af en "fredens religion"?

For det andet: Skal vi give kvindagtige kristne sekter og KKK-Demokraterne skylden for forbud? I hvert fald fører, i 2009, Det Demokratiske Partis snævertsynet krig mod øl som jihadister.

International Standard Bible Encyclopedia fastslår at vin "har sin symbolik på tre væsentlige områder ved Herrens Aftensmåltid." Rødvin symboliserer Kristi blod. Vin er også en borddrik og symboliserer venskab. "Endelig peger Aftenmåltidet mod fremtiden. Det er selve forventningen om den messianske banket som skal komme. Ved Den Sidste Nadver siger Jesus, 'fra nu af skal jeg ikke drikke vin indtil Gudsriget kommer' (Lukas 22:18)" men vi må altså godt være i drikkelag.

Eskapisme kan være morsomt. I Det Gamle Testamente gik retten til at drikke og sociale retfærdsnormer arm i arm. Ordsprogene 31: 6,17 fastslår faktisk: "Giv øl til de svage, vin til de som er i problemer; lad dem drikke og glemme deres fattigdom og deres elendighed." I den socialistiske tradition vil snævertsynede Demokrater beskatte Joe Amerikas øl.

Alkohol kan selvfølgelig benyttes godt som dårligt. Eller som Martin Luther, den store kristne reformator udtrykker det:

"Mener du virkelig at misbrug kan fjernes ved at ødelægge den genstand som misbruges? Mænd kan fejle med vin og kvinder. Skal vi derfor forbyde og undgå kvinder?"

Når jeg virkelig har behov for et godt argument mod forbud, så peger jeg på Saudiarabien.

Hvis vi ser på Det Nye Testamente opdager vi at Gud stadig er imod forbud. I 1. Timoteus 5:23 omtales for eksempel de sundhedsmæssige gavnlige virkninger af vin: "Hold op med kun at drikke vand, og drik lidt vin for din mave og dine hyppige svagheder."

Ikke ligesom de venstreorienterede er jeg ikke imod forbud netop fordi de ikke virker. Jeg er imod forbud fordi de "virker" og rammer de forkerte. Hvorfor skulle millioner af mennesker dog ikke få gavn af de sundhedsmæssige gavnlige virkninger af at drikke på grund af Senator Ted Kennedy's berygtede køretur ved Chappaquiddick?

I den venstreorienterede udgave af Snehvide, får den småpimpende pige behandling for psykiske lidelser og dværgene bliver pålagt afgifter.

Andre artikler af Ben-Peter Terpstra ved klik

Manden der bekæmpede Hollywoods røde.

Manden der bekæmpede de røde i Hollywood.

Ben-Peter Terpstra

Der var engang en mand der var konservativ antikommunist i Hollywood, og som med stolthed kæmpede for Amerika.

I 1940'erne var instruktøren Samuel Grovenor Wood , blevet grundigt træt af Stalin's ven præsident Franklin Roosevelt, og det med rette. Hollywood's forsoningskultur, var lige så uansvarlig som den var ufølsom på grænsen til det arrogante. Gulaglejrene i Rusland var ægte nok. De venstreorienterede skuespillerinder var ikke ægte.

Hvordan udfordrede Sam så Hollywood? Nogle historikere påstår at Mission to Moscow , en film beskrevet som kærlighedsbreve til Røde Rusland, fra det venstreorienterede Hollywood, var det der fik instruktøren til at se 'rødt.' (En gennemført forfærdelig film der hylder Stalins Rusland og benytter diverse tricks for at fremstille forfølgelserne i landet som nødvendige - Synopsis-kommentar.)

Ligefremme Sam's ligefremme svar? Han var med til at skabe Motion Picture Alliance for Preservation of American Ideals, for at udfordre Hollywwod alliancen for bevarelsen af idealerne fra Røde Moskva. Heldigvis stillede Hollywoods ægte kvinder og ægte mænd sig på samme side som Sam.

Jo, der var politisk uhæderlige skribenter, politisk uhæderlige instruktører, politisk uhæderlige producere, og -- oh skræk -- politisk uhæderlige skuespillere, der i Tinseltown. Der var tilmed nogle helt utroligt dygtige konservative kostume designere (men det er en helt anden historie).

Cecil B. De Mille, Victor Fleming. Leo King Vidor. Walt Disney. Gary Cooper. Glark Cable. Den Pulitzer vindende Morrie Rsykind i drama (hans søn blev redatør på den konservative Human Events). leo McCarey (en hengiven romersk-katolik). De var alle klasseskuespillerne, og trofaste støtter til den konservative alliance, der fik det hurtige kælenavn "the MPA."

Robert Taylor, Ronald Reagan, Adolphe Menjou, og fodbold kammeraterne fra college John Wayne og Ward Bond var også med i rådet.

Det er selvfølgelig ikke sådan Hollywoods venstrefløj husker historien. George Clooneys' fanklub holder af at fantasere om ( Husets Komite til Undersøgelse af U-amerikanske aktiviteter) HUAC' s Katolske Joe der jagtede fattige rødsocialister. Men McCarthy, den anti-Nazi/anti-Stalinistiske Senator var ikke med i den "slemme" HUAC. Faktisk var Hollywoods mest intense kritikere, de bekymrede skuespillere, de bekymrede skribenter, de bekymrede producere, Red Dalton Trumbo's toiletrensere (se denne artikel på synopsis), og endog nogle bekymrede fagforeningsfolk. (Roy Brewer, den berømte anti-kommunistiske fagforeningsleder var f.eks. medlem af MIA.)

Mange af Hollywoods bekymringer var rettet mod den såkaldte Røde Fare. Der var endog nogle gennemført bekymrede make-up artists. Meget betegnende, til at begynde med, var anti-kommunitiske møder hemmelige, hvilket altså viser at konservative allerede var gidsler hos tankepolitiet.

Ydermere var Hollywoods antikommunister ikke tandløse tåber med ufrivillige ansigtstics. I denne virkelighed, var det glødende intellektuelle typer, som f.eks. Ayn Rand, der gav næring til deres intellektuelle argumenter.

I sandhedens interesse skal siges at MIA var en stor komsammen af hjerner, fra liberale manuskriptforfattere til kristne konservative skuespillere (og, OK, nogle fantastiske kostumedesignere.)

Har vi brug for flere beviser? Den frihedselskende liberalttænkende manuskriptforfatter/romanforfatter Ayn Rand skrev følgende i en officiel MPA brochurer med titlen Screen Guide for American:

Kommunisternes mål i Hollywood er ikke at producere politiske film der åbent går ind for Kommunismen. Deres formål er at korrumpere vore moralske forudsætninger ved at korrumpere ikke-politiske film - ved at introducere små, tilfældige bidder af propaganda i uskyldige sammenhænge -- og således gradvist lade tilskuerne absorbere grundprincipperne i Kollektivismen gennem indirekte antydninger og indblanding.

Retten til frit at kunne ytre sig kræver at vi ikke bruger politisk magt til at forbyde at kommunisterne kan udtrykke deres ideer -- hvilket betyder at vi ikke skal vedtage love der forbyder dem at tale. Men princippet om ytringsfriheden kræver ikke at vi forsyner kommunisterne med midler så de kan prædike deres ideer, og det indbefatter ikke at vi har pligt til at give dem arbejde og støtte for at fremme vor egen ødelæggelse for egne udgifter.

Og USA's åbne ører hørte og lyttede.

Rand's skriverier sendte Coulter-lignende chockbølger gennem det etabelerede. De ovennævnte argumenter blev trykt i aviser over hele USA, og kom endda på forsiden af The New York Times underholdningssektion.

Vi skylder den kloge Sam en del. Han stod midt i kampens hede. I dag klager vi over venstreorienterede skuespillere, men dengang var kommunisterne blot fire år fra at overtage Hollywood og dermed Amerikas kulturelle maskine for evigt. Den konservative Sam forandrede alt det. Han satte fokus på forsonerne. Han prædikede ikke for de overbevist konservative, han gav næring til konservative, liberale og uafhængige. Minder han ikke om Ronald Reagan.

Mens vor tids Hollywood stadig er magtfuld, er veluddannede mennesker dog klar til at være opmærksomme på hendes narrelege. Takket være Sam, Alliancens første præsident, og hans patriotiske kammerater behøver vi ikke bekymre os om at vælge mellem Ruslands Sang, og Ruslands Sang III, i en nedslidt videobutik.

Det konservative Hollywood lever i John Wayne's westerns. Det konservative Hollywood lever i Walt Disney piratkopiversioner af Song of the South. Det konservative Hollywood lever i Clark Gable's ligefremme film. Og den vil overleve alle de frygtelige moralistiske film fra 1990'erne.

I 1950'erne var der ingen Gulags i Amerika. Men der var "lyserød-talende" Stalin entusialster med deres historier om indbildt forfølgelse og deres had mod foretagsomme kvinder som Ayn Rand. Hun kendte den ægte Sam og det ægte Rusland. Rand vidste at de offentligt kontrollerede madkøkkenerne var ægte. Det var absolut ikke noget at fejre. På grund af Sam kan vi rejse til (og ikke fra) det konservative Hollywood uden at rødme.

Andre artikler af Ben Peter Terpstra ved klik

KKK, Hollywood og Wilson

KKK, Hollywood og Præsident Wilson

Ben-Peter Terpstra

En mangel på erfaring kan være farlig ....Øverstkommanderende. Woodrow Wilson var præsident ved Princeton University og en vidt og bredt anerkendt intellektuel

- TIME Magazine's spin om Obama's noget magre erfaring (Marts 10, 2008)

Der er nogle ting det er godt at vide om Præsident Wilson's AmeriKKKa.

1. Præsident Wilson var den første Præsident der fremviste en film i Det Hvide Hus. The Clansman - drejer det sig om i 1915.

Præsident Wilson's støtte/manuskriptforfatter ven, Thomas Dixon, henvendte sig til ham med forslag om at fremvise The Clansman (også kendt som En Nation Fødes). Man regner den som racistisk. Kort tid efter blev filmen vist i Det hvide Hus.

Wilson og Dixon var bekendte fra John Hopkins University. De arbejdede også sammen professionelt ved at skaffe hinanden kontakter. Wilson introducerede for eksempel Dixon for redaktøren for Baltimore's Mirror, hvor der viste sig nye muligheder for skribentvirksomhed.

Man kan ikke diskutere The Clansman af Dixon uden at nævne Wilson selvom venstreorienterede skribenter forekommer at være rigtig gode til det.

Som Anthony Slide påpeger i An American Racist: The Life and Films of Thomas Dixon (s.83): "Wilson og Thomas Dixon står hinanden langt nærmere i raceideologien end de fleste liberale biografer af præsidenter vil have os til at tro."

For eksempel: "Han mente at sorte skulle have en mindre betydningsfuld position i samfundet og som præsident ved Princeton University fra 1902-1910, bød han ikke afro-amerikanske elever velkommen." Jeg vil selv lade dig afgøre hvad han mente med udtrykket "Jew York."

Wilson: En anerkendt intellektuel

2. Du bør også vide, at Wilson's støtte for The Clansman hjalp med til at genopbygge den politiske del af Klanen.

Jeg forbinder aldrig racisme kun med Syden. Der var rigtig mange racister i Los Angeles og New York, særligt i de racerene samfund (skønt de ikke altid havde hvide kjortler på). Mange af dem var også Demokrater. Klanen fik, takket været Hollywood, en massiv offentlig positiv omtale.

Lad os vende tilbage til kilderne, og man får det indtryk at Wilson førte Amerika tilbage til Ægypten. Under den republikanske Teddy Roosevel i 1901 modtog den første afro-amerikaner en indbydelse til Det hvide Hus. Under Wilson, Demokraten, var Det Hvide Hus kun for netop Hvide.

Wilson, Demokraten, og The Clansman gjorde Republikanerne rasende. En intellektuel mand? Som Slide også bemærker: "Uanset hvad, så blev under Woodrow Wilson's præsidentperiode alle sorte republikanere udskiftet med hvide Demokrater og for første gang siden Civil War blev regeringsdepartementerne delt op i sort/hvid.

Mere endnu: "Efter fremvisningen i Det hvide Hus fik Dixon lejlighed til at fremholde den for anden gang dagen efter for medlemmer af Højesteret, efter af Dommer Edward D. White havde bekræftet, at han selv havde været medlem af Ku Klux Klan og Dixon samtidig havde forsikret White om, at filmen blot fortalte den sande historie om Klanen." Det var sejt dengang igen at være en Klux!

Wilson: Princeton's fine aristokrat med knickers

3. Du bør vide at Wilson således promoverede terrorisme gennem "kunsten." Ku Klux Klan var og er en terrororganisation, slut, punktum. The Clansman var et rekrutterings propagandamiddel for jøde-hadere. Og den gav resultat. Medlemstallet i Klanen eksploderede. Og jo, Nordens Demkrater og beboerne i Californien flokkedes om biograferne.

Børn blev også inddoktrineret. I et tilbagblik, "The Photo De Luxe, 'The Clansman ved Strand i aften," i Californiens Woodland Daily Democrat (avis) den 15. marts 1916, for eksempel kan man se et 'sødt' billede af lille May Marsh, en af stjernerne i The Clansman.

Republikanere der var imod terror forsøgte at forhindre fremvisninger, men Woodland Daily Democrat skrydede: "The Clansman bliver ved med at trække fulde huse i Clune's Auditorium Theater i Los Angeles ved næsten hver eneste fremvisning under den sidste uges fremvisning" i 1916!

"I New York og Boston har The Clansman vist sig at være lige så populær, samtidig med at der fra alle steder komme forespørgsler fra teaterdirektører om lov til at spille 'The Clansman' i deres by." White Power!

May Marsh var helt sikkert sød og alt det der, men de store hvide mænd i deres hvide kjortler forekom at være poltiske. Bagved lå der en skræmmende kendt budskab: Giv aldrig et våben til en neger!

Wilson: Amerikas terrorleder in spe

4. Du bør også vide at Hollywood solgte The Clansman som historisk.

En spytslikker hyldede den racistiske film i "hans" side to artikel, "Kendetegn der gør The Clansman til den mest fremragende film endnu produceret," i Californiens Woodland Daily Democrat (1916-01-12). Ydermere som "den største og mest vidunderlige film endnu produceret." "De berømte Ku Klux Klans raids i Syden," blev fremhævet sammen med de "spændende kampe mellem Ku Klux Klan og negrene, hvor tusinder fra begge sider deltager."

Naturligvis "blev der bygget en malerisk landsby med hytter der skulle fremvise negrenes hovedkvarter på en plantage i Syden" til The Clansman. Plus: "Negertilværelsen i den gamle plantage bliver fremstillet troværdigt" uden de hvides voldtægter af de sorte. Som i anmelderens øjne, blev The Clansman "nøje lavet i overensstemmelse med historiske data." Næsten ligesom en Michael Moore film.

Jo det er rigtigt. "En velkendt professor ved University of California brugte to måneder på at udføre gennemgribende undersøgelser for at fremholde de nøjagtige data til filmen." Og så må det jo være sandt! "Ingen udgift blev sparet" i produktionen af filmen og lanceringen: "Historisk og teknisk er 'The Clansman' fuldkommen."

Men hallo, hvor var så alle de historisk korrekte scener med indfangning med lassoer?

Som David barton påpeger i Setting the Record Straight: American History in Black and White (side 115):

"Mellem 1882 og 1964 blev 4743 personer lynchet - 3446 sorte og 1297 hvide. Republikanerne førte ofte an i bestræbelserne på at få vedtaget forbundsregeringslove mod lynchninger og deres talsmænd gjorde sig hele tiden til fortalere for forbud mod lynchning. Demokraterne forbød med succes disse lovforslag og deres talsmænd fordømte aldrig lynchninger."

(side 112): "Såvel Griffith som Dixon havde indarbejdet materiale fra Woodrow Wilson's History of the American people, herunder Wilson's latente støtte til Klanen og dens afskyelige praksis af Sydens Hævn."

I dag er de elitære kujonagtigt travlt optaget af at udelukkende pege fingre af Southerners og deres Confederate bumper stickers med flag. Hvorfor mon? Fordi det har krævet overmåde stort mod at føre deres høtyvebrigader mod Woodrow Wilson's Princeton University's School of Public and International Affairs.

Andre artikler af Ben Peter Terpstra ved klik

Hyldest til Herbert Hoover, anti-fascisten

Ben-Peter Terpstra

Herbert Hoover, som var så uheldig at sidde i Det Hvide Hus ved det store børskrak i 1929, har fået alt for megen skyld for depressionen, som det lykkedes Franklin Delano Roosevelt at forhale i et årti, indtil 2. Verdenskrig gjorde en ende på arbejdsløsheden.

Spørgsmål: Var Herbert Hoover en ufølsom isolationist? Jeg vil sige det er et spørgsmål om perspektiv, sandt at sige, om hvor uforbeholdent analytikerne betragter manden. Men, hvad betyder min mening.

Som australier beundrer jeg Hoover, den unge geolog/ingeniør. Den tapre Republikaner var også pioner. Han arbejdede Down Under i et stykke tid. Takket været mænd som Hoover er Australien i dag en relativ rig nation på miner.

Det er sådan, at hvis ikke mit lands øde ørkener knækker dig, vil de skabe noget stort af dig. Det kræver karakter at arbejde under ekstreme forhold, men Iowas berømte forældreløse var gjort af det rette materiale.

Hoover’s humanitære indsater I Tianjin, Kina, under Bokseropstanden, var også bemærkesesværdige, og fordi Republikanerens uafhænggighedsånd aldrig forlod ham, var Washington’s elite tydeligvis lamslåede, som det kan ses nedenunder:

Herbert Hoover, Republikaneren	Franklin D. Roosevelt, Demokraten
Race: 1924, Hoover fastholder, at Amerikas anti-japanske immigrations quota er forkert. Fuldt stop.	Race: Under 2. Verdenskrig, sender FDR japanske familer til interneringlejre, samtidig med, at mange hvide tyskere kan rejse og bevæge sig frit.
Hæderlighed: Hoover foragter anti-jødiske vittigheder, gør foranstaltninger mod tiltag på ”at smugle fascisme til Amerika ad bagdøren.”	Hæderlighed: Som mange andre Demokrater har præsident Roosevelt en svaghed for anti-jødiske vittigheder.
2. Verdenskrig: Hoover er ikke mod hele krigen, men mod Roosevelts måde at føre krigen, og deler John F. Kennedys bekymringer.	2. Verdenskrig: FDR har konflikter med Churchill, laver en række kostbare fejltagelser, og nærmest forelsker sig i Stalin.

Ydermere, kan International News Service rapportere fra Berlin (8. marts 1938) at:

For første gang I sin karriere modtog Rigsfører Adolf Hitler besøg af en amerikansk statsmand, med en ligefrem fordømmelse af, at Nazismen skulle være en konstruktiv og varig faktor i verdens anliggender.

Manden som talte lige ud af posen var Herbert Clark Hoover, 31. præsident af USA, som tilbragte 40 minutter i privat enrum med Der Führer....

Der rapporteredes også at:

Uden at pakke tingene ind, informerede Hoover utvetydeigt, at USA aldrig vil kunne forlige sig til at forstå eller endog have den mindste smule tolerance med Nazismen, som en politisk og national overbevisning.

Han fastslår, at Amerikanske idealer forkaster de grundlæggende principper på hvilket Nazi regimet er grundlagt og på hvilket det vokser….

Vær helt klar over, at Demokraterne er rigtig gode til at skjule oplysninger om ædle Republikanere. Så, hvis du ikke kender Hoover, antifascisten, så se under dine gulvbrædder.

Den republikanske præsidents opvækst (nedenunder) er så langt borte fra elitens radar skærm.

Herbert Hoover, Republikaneren	Franklin D. Roosevelt, Demokraten
Barndom: “Hoover var født i yderste fattigdom i en lille by i den vestlige del af Iowa, hvor hvert hjem er ydmygt.”	Barndom: Roosevelt var Amerika’s lille Lord Fauntleroy, søn af en Hudson River Fredsdommer. Han voksende op i Hyde Park, New York.
Hobbies: “ Hoover (den fattige bondedreng) legede med pinde og knappenåle, snore, bånd og søm og den slags ting landsbysmeden efterlader spredt rundt omkring i skyggen af kastanjetræet.”	Hobbies: “Franklin legede med importeret legetøj under opsyn og beskyttelse af en guvernante (til 14 år)under de bedste forhold.” Derpå af sted til Groton, elitens forberedelsesskole.
Uddannelse: Den forældreløse Hoover arbejdede sig gennem Stanford, fordi han ikke var for stolt til at tage arbejde i et vaskeri.	Uddannelse: Franklin Roosevelt’s kære far betalte sønnens studier på Harvard, mens han levede på den grønne gren, og derpå videre til Columbia.

På trods af dette, angreb Demokraterne Hoovers formue. Ganske vidst var FDR langt rigere, men for at være på den sikre side så ønskede de førende klasser ikke, at Iowas forældreløse skulle stige op af rangstigen. De beskyldte endda, den mand som skabte masser af jobs for at overlade dem Depressionen.

Ikke desto mindre fik nogle avisredaktører kvalme over FDR, men I Modern Times (Verden fra 20’erne til 90’erne) forklarer Poul Johnson (side 257) at:

“…journalisterne elskede ham, tilgav ham hans hyppige løgne, skjulte den kendsgerning, at han vandt penge fra dem i poker (hvilket havde gjort Harding forbandet) og adlød hans ondskabsfulde påbud om af give hans kolleger i Regeringen ’en ordentlig omgang.’

Der var skyggesider i Roosevelt’s Hvide Hus: hans talrige utroskaber, hustruens lidenskabelige tilknytning til en anden kvinde, den undertiden skrupelløse, undertiden, ondsindede måde på hvilken han hævdede sin udøvende magt. Intet blev afsløret mens han levede og i en langt tid efter.”

Selvfølgelig var samfundets snobber også klart jaloux på Hoover’s familieforhold. Hvorfor dog? Fordi han var lykkelig gift, hvor FDR’s ægteskab var et besynderligt arrangement; fordi fru Hoover åbnede gæstfrihedens døre på vid gab overfor hustruer til sorte kongresmedlemmer i førkrigs Borgerrettighedsbevægelsen; fordi Hoover giftede sig ved en katolsk ceremoni (langt tid før JFK brød ’isen’) Og ja, fordi gode Protestantiske mænd altid giver gudløse Demokrater problemer. Dette er den fulde og rå sandhed.

Iowas yndlings forældreløse var alt for Kristen for dem alle sammen.

http://www.americanthinker.com/2008/02/a_tribute_to_herbert_hoover_th.html

Global opvarmning i det Gamle Grækenland

Ben-Peter Terpstra

I Heaven + Earth (Global Warming: The Missing Science), beder Ian Plimer, Professor of Mining Geology ved The University of Adelaide, Australien os om, at være mere storsindede og se længere i vort videnskabelige verdenssyn. Han beder os anerkende at vore begrænsninger er et tegn på modenhed. "Klimaforskningen mangler videnskabelig disciplin," siger denne professor i sammensmeltningsvidenskab, og for at vi kan se meget mere klart, har vi brug for at anvende en interdisciplinær tilgang. Dette kræver ydmyghed.

I Kapitel 2: Historien, rejser Plimer tilbage i tiden, tusinder af år, faktisk, for at afsløre Gore's katastrofemyter om global opvarmning. Jeg kan særlig godt lide hans undersøgelse af de gamle grækere. For Platon (427-347 fvt.) fremmede den holdning at global opvarmning sker med regelmæssige tidsintervaller som han omtaler i Timaeus og som hans berømte elev Aristoteles (382-322 fvt.), henviser til i Meteorologica.

Plimers undersøgelses resultater er spændende:

"Theophrastus (374-287 BC), til dels en elev af Aristotleles, fulgte traditionen med De ventis og observerede at Kretas bjerge tidligere havde frembragt frugt og kornsorter, mens på den tid han skrev var vintrene blevet mere kolde og barske og der var mere snefald. I De causis plantatarum bemærkede Teophrastus også at den græske by Larissus engang havde masser af oliventræer, men at faldende temperaturer har ødelagt dem."

Det var altså ikke Platons Hummer bil, trods alt.

Den Holocene opvarmning a)(11600-8500 fvt.). Den ægyptiske afkøling (8500-8000 fvt.). Den Holocene opvarmning b) (8000-5600 fvt.). Den akkadianske afkøling (5600-3500 evt.) Den Minoæiske opvarmning (3500-3200 fvt.). Bronzealderens afkøling (3200-2500 fvt.). Den Romerske opvarmning (500 fvt.- 535 evt.). Den Mørke Middelalder (535-900 evt.). Middelalder opvarmningen (900 - 1300 evt.). Den Lille Istid (1300-1850 evt.). Læg mærke til at grækerne overlevede opvarmningsperioderne uden aircondition. "Historien" skriver Plimer, "kan ikke skrives om, blot fordi den ikke passer til et computerprogram med en forudbestemt konklusion." (forkortelserne fvt. - før vor tid, evt. efter vor tid - med Kristi fødelsår som udgangspunkt)

Vi er ikke den "udvalgte generation," og vi har ikke særlige værktøjer til at kontrollere Jordens temperatur ved en særlig verdensregerings plan og handel med dit og dat, såsom Co2. Faktisk var oldtidens, fra de gamle ægyptere til grækerne, disse "oplyste hedninge," som jeg kalder dem, langt mere fornuftige og klartsynede end nutiden miljøtossede Demokraterne.

Der er mange grunde til at civilisationer kommer og går, og efter min mening er der tusinder af beretninger der bør fortælles. Men lad os være realistiske, fordi visse mønstre skiller sig ud mere end andre, fra tørkeperioder til oversvømmelser, til sammenbruddet i seksualnormer og alt for lave fødselstal.

Tilbage til de gamle grækere: "Græsk mytologi har henvisninger til at skove forsvinder, oversvømmelser, tilstopninger af vandingskanaler, ødelæggelser ved for meget salt og om sumeriske bystater der forsvandt. Nedskrevne beretninger der kan dateres 5000 år tilbage beskriver hvordan afgrøderne blev mindre og en stigning i produktionen af hvede fremfor den mere salttolerante byg. Jordlagene blev hvide, hvilket indikerer at salt akkumuleredes i overfladen i landbrugsområderne. De mere tørre forhold gjorde det umuligt af skylle saltet ud af markerne."

Efter min mening underminerer historien den dårlige videnskab og understøtter den sunde. Her igen er Woodstock generationens tørst efter at være noget særligt langt mere end narcissisme. Plimer anerkender også dette:

"Den mykenske civilisation gik bort på bekostning af fremkomsten af assyrerne, fønikierne og de græske civilisationer. Beretninger fra Troja viser, at det var koldt med hungersnød omkring årene 1259-1241 fvt. og at der ikke var bedring før 800 fvt."

Jeg spekulerer imidlertid på om berømtheder og popvidenskabsfolk er i stand til at være ydmyge og betragte sig selv små aktører, sandskorn i det langt, langt større spil, i årtusindernes årsspand, hvor koldere perioder sammen med varmere perioder gik hen over os.

En dag vil Hollywood generationen (og her mener jeg venstrefløjslimousinekørerne), sige tak til deres lykke stjernetegn, eller hvad de nu tilbeder, at de ikke oplevede de iskolde tider i Middelalderen, for det var "en frygtelig tid at leve på." Læs blot om vejret i Konstantinopel, eller lignende observationer der blev gjort fra en mere sydligt beliggende by af en John af Efesus. Plimer tilføjer:

• "Omkring 540 evt. holdt træerne op med at vokse. Gennem årringene fra bøg og eg og tømmer fra denne periode kan man se meget små tilvækster. Dette var en global begivenhed, fordi der også berettes om lignende årringe fra Irland, England, Sibirien, Nordamerika og Sydamerika af samme karakter. Sne faldt i Middelhavets Europa og langs kysten i Kina, og der var voldsomme storme i Skandinavien og Sydamerika."

Tilsyneladende er der små opvarmingsperioder også i de koldere perioder og vice versa. Hvad skal man sige om den gamle Olympen, og deres Olympiske Lege, og især de nøgne atleter som kom på banen (eller blev populariseret) i 720 fvt. ifølge visse historikere? "Det siges at være begyndt i 776 fvt., og først var der et mindre karnival," skriver historikeren Geoffrey Blainey. Var atleterne kun ude på at straffe sig selv i de kolde temperaturer eller solbadede de blot?

"Uanset om de kæmpede som løbere, kastere, brydere eller stridsvognskørere bar de græske atleter oprindeligt tøj, men faktisk foretrak de alle at være nøgne i den indeklemte lumre arena." Var det den naturlige opvarmning der gjorde De tidlige Olympiske Lege så populære? Det er ikke noget under at Gore, debatknuseren, ignorerer grækernes historie.

Billedet om et år med Obama

Advarsel: Billedet om et år med Obama

Ben-Peter Terpstra

"Kandidaten, Jimmy Carter sagde han stod for forandring." Associated Press, 31.11.1976.

Du godeste dog. Hold da op, hvordan et år kan gøre en forskel. Faktisk så rullede selv blandt Demokrater nogle med øjnene, blot et år efter Carter's indsættelse. Lad os gå på besøg i historien. Er I klar?

Før præsident Jimmy Carter blev indsat i embedet i januar 1977:

November 3, 1976: " Hvordan vil Carter's præsidentperiode forme sig? En AP analyse af Louise Cook minder de uvidende om at "Jimmy Carter sagde han stod for forandring. Han kom med en alenlang liste af løfter." ligesom, ja, hvad er det nu han hedder?

Et udvalg af disse. "Et strømlinet bureaukrati," netop. "Et nyt skattesystem," netop. "Et forsvarsbudget der skal reduceres," netop. "Omfattende reform af national sundhedssystem og velfærd," netop. Forandring, change, change. Helt i orden - her er dog det mest interessante sammenfald: "I sin kampagne gik Carter ikke i detaljer i de fleste af sine hovedpunkter for valgprogrammet, men talte i stedet om hovedmålene."

Meget betegnende bekræfter AP skribenten fra Georgia, "Carter skabte billedet af sig selv som folkets kandidat, en outsider der gik i kødet på Washingtons etablerede, der kun have egne interesser i spil, som havde forandret regeringen til en 'frygtelig, oppustet bureaukratisk rodebutik'" Hold da op, hvor det lyder skræmmende familiært. Derfor planlagde Carter at (a) genindføre integritet, (b) genindføre åbenhed, og (c) genindføre hensyntagen, med den samme bløde præstelige intonation han benytter når han prædiker i sin søndagskoleklasse i Baptistmenigheden."

I dag er lektionen vi lærer af historien: Tro aldrig på en mager, kvindagtig, jordnøddebonde med kommunefarvet hår og hans slæng af 'forandrings-hungrende' frivillige. Til Carter's plus skal dog nævnes at han forstod af være opmærksom på sine egne interesser. "I 1973 og 1974, benyttede Carter sin embedsførelse til at udvide sine kontakter med politikere, forretningsforbindelser og journalister."

Knap et år efter Carter's 'regime' begyndte:

11. januar 1978: Forandring er her nu. Robert De Fina's tidsskrift Center for the Study of American Business meddeler de uvidende, at "omkostningen ved reguleringerne udgør mere end 65 milliarder dollars" i 1977 og at private "virksomheder skal betale 18 milliarder for at udfylde formularer for regeringen." Under Carter, var der en hysterisk angst for global afkøling, og "flere milliarder blev brugt for at betale for nyt udstyr og ansatte der skulle imødekomme mange andre regeringsregulativer."

I denne økonomiske kontekst bliver "regningen for de 65 milliarder i regulativer lagt på forbrugeren i form af højere priser" og denne "omkostningforøgelse svarer til 307 dollars til enhver." Amerikanerne kan se, hvordan deres lomme bliver tom, og de bryder de sig ikke om.

Bortset fra pengemangel hos virksomhederne opdager borgerne også, at de ugudelige "reguleringsudgifter er mere, end forbundsregeringen bruger på sundhedsvæsenet hvert eneste år" og at "det udgør 73% af det beløb der bruges på forsvarsudgifter." Ydermere er det "mere end en tredjedel af det samlede forbrug hos private industrier der benyttes til nye fabrikker og udstyr."

Helt seriøst da indrømmer verdens største farmaceutiske gruppe helt åbent til Kongressen, at deres selskab nu "bruger fem gange så lang tid på at udfylde formularer fra regeringen" for denne præsident Jordnød, end "de benytter på forskning i cancer og hjertesygdomme."

12. januar 1978: Carter har virkelig jord i hovedet. Wilfred Burchett, en australsk kommunist får et tiltalefrafald for fjollet omdeling af materiale på Amerikas gymnasier og universiteter. "Integritet"? "Hensyntagen"? En skribent påpeger i The News Tribune at han er - jeg citerer - "den professionelle kommunistiske propagandist der arbejdede ihærdigt med vore krigsfanger i Korea og senere i Vietnam" og at han er "blevet genkendt under edsaflæggelse af Sovjet's KGB" af en eller anden ubegribelig grund. Ydermere er "hans beretning afskyvækkende." The New York Post har udgivet en afslørende opgørelse over hans gerninger."

Efterfølgende, afstedkom Carter overskrifter for (a) kun at komme i kirker for hvide, og (b) tillade hvide KGB præster frit at kunne forkynde. I mellemtiden kan Moskva glad og fro "flyve våben og forsyninger til Ætiopien" og "udfylde falske flyplaner når de stopper for at fylde brændstof på i mellemlandingsnationer," ifølge en rapport om, påskud og bortforklaringer, i luften.

Siden Carter's indsættelse har de jublende kommunister virkelig påbegyndt "flyvninger over lande der ligger mellem Sovjetunionen og Ætiopien" af en eller anden grund der kunne begynde med "C."

Selvsamme dag udfordrer William Buckley præsident Carter's tro på at - jeg citerer - "Vor opfattelse af menneskerettighederne kan ses i (Røde) Polen." Den lærde grundlægger af National Review tager til genmæle:

Hvad Polen opfatter som til menneskerettighederne er ikke vores. Hvad der opretholdes er 1) Sovjettisk kolonialisme; 2) Statens overhøjhed; 3) Krænkelse af ejendomsretten: 4) Krænkelse af intellektuel og politisk frihed; og 5) Den evigvarende usikkerhed for enhver menneskerettighed - undtagen til udøvelse af religion, som Sovjetunionen erkendte den ikke kunne kontrollere, ligesom den heller ikke kunne kontrollere det hjemlige forbrug af vodka.

Men dagens virkelige nyheder er Cambodia. Millioner af liv er ifare. Og hvad så? I John D. Lofton's "Eye on Washington" rapport stiller han de velovervejde spørgsmål:

Hvorfor i alverden skulle USA være så passive når det der er tale om er et af de mest brutale, systematiske, udbredte menneskeslagtninger i verdenshistorien?

Hvorfor har Carter administrationen og dens FN ambassadør, Andrew Young, blot været tavse og ventet på at en eller anden nation skal kræve at USA undersøger massemordene i Cambodia?

Sådan ser forandring (change) altså ud allerede efter et år. Forandring i en venstredrejet udgave, er som nødder i hovedet.

Indlagte links af synopsis