Melanie Philipps
På National Theatre tegner et nyt skuespil af den tidligere yderligtgående skuespilforfatter Howard Brenton, Never So Good, et overraskende sympatisk billede af premierministeren i 60'erne Harold Macmillan, der som ung mand var imod Chamberlain's fredsaftale med Hitler.
Chamberlain's påstand om at han kunne overtale Tyskland til ikke at gå i krig og derved 'bevare fred i vor tid' er selvfølgelig indbegrebet af krysteragtig fejhed og fortjener al foragt. Men i selv samme uge som stykket havde premiere, trådte en anden Chamberlain frem i skikkelse af forsvarschefen Des Browne. I et interview lørdag, sagde Browne at han mente England skulle indlede samtaler med 'elementer i Taliban og Hezbollah'.
I dette øjeblik, hvor vore soldater ofrer livet ved at bekæmpe Taliban, hvordan kan forsvarschefen, af alle, da sige at England skal indlede samtaler med dem?
Hvad er dog for en regering, hvor ministeren som chef for Hæren demoraliserer og underminerer, i en krigstid, ved at antyde, at deres ofre er uden mening - og på samme tid opmuntrer fjenderne og således giver dem yderligere mod til flere angreb?
Afghanistan er frontlinjen i forsvaret for den frie verden i mod global Islamisk jihad. Hvis Taliban vender tilbage til magten, da vil den igen blive et udstrakt fristed for al-Queda.
Browne siger vi burde tale med dem så de kan indse at deres politiske ambitioner kun kan indfries gennem politik snarere end gennem voldsanvendelse. Hvilken umådelig stor dumhed. Taliban anerkender kun en 'politisk' myndighed: GUD.
Hvilken som helst 'politisk' proces de deltager i vil være underlagt deres fortolkning af Guds ord - hvilket kræver af dem at Afghanistan endnu engang skal blive en brutal undertrykkende Islamisk stat, for at give næring og husly til de kommende Islamiske angreb på resten af verden.
Når det drejer sig Hezbollah - den anden gruppe Hr. Browne siger vi skal sætte os sammen med - så er det en bande morderiske fanatikere som er ved at ødelægge Libanons skrøbelige demokrati, ved at de lader tusinder af raketter pege mod Israel og optræner snigskytter i Gaza, med det formål, at fremme Irans målsætning om at ødelægge Israel, opnå overherredømme over området og besejre Amerika, Storbritannien og Vesten.
Præcis, hvilke af disse 'politiske ambitioner' mener Hr. Browne kan opnås gennem den politiske proces?
Han er imidlertid ikke alene. En meget stor bølge af sådanne farlige tanker er kommet frem blandt forsvaret, efterretnings- og det politiske system.
For ikke så lang tid siden er lignende synspunkter fremført af Jonathan Powell, Tony Blair's tidligere stabschef og sikkerhedsminister Lord West;
sidste år anbefalede Common Foreign Affairs Select Commitee, at den Britiske regering skulle gå i 'engagement' med dele af Hezbollah og den uforsonlige Palæstinensiske ekstremistgruppe Hamas, sammen med Syrien og Det Muslimske Broderskab.
Denne argumentation, er baseret på den fejlbefængte opfattelse at indenfor alle disse terrorgrupper er der 'moderate' som den civiliserede verden kan forhandle med - er resultatet af den fikse ide, om 'konfliktløsning.'
Det som er drivkraften bag er 'fredsprocessen' i Nordirland, hvis tilsyneladende succes, systemet således mener kan gentages overalt på kloden.
Den kendsgerning at de tidligere så uforsonlige mænd, Ian Paisley og Martin McGuiness virkelig har fået tingene til at lykkes i samarbejde hævdes at være bevis for at enhver ekstremist eller terrorist kan forvandles til en statsmand.
Men analogien med Nordirland passer bare ikke, og det af tre grunde. Først, den eksisterende agenda i det tilfælde kan ikke sammenlignes med Islamisk ekstremisme. IRA havde nemlig ikke som mål at underlægge sig hele Storbritannien under deres styre, heller ikke at forandre UK til en Katolsk stat.
Den anden skelsættende forskel er at IRA selv bad om, at måtte være deltager i den politiske proces - fordi den Britiske hær havde givet den så mange tilbageslag så den var sat skak og derved tvang den til at indse, at IRA ikke kunne nå sine mål med voldelige midler.
Den tredje grund er, at fred i Nordirland kun er sket gennem en meget høj pris. Det er sandt at bombningerne er stoppet; men dele af provinsen er nu faktisk i en slags mafia tilstand, hvor håndhævdelse af loven bliver tilsidesat og, hvor gaderne er overladt til tidligere halvmilitære der nu driver 'beskyttelsesgrupper' og udøver bande 'retfærdighed' ved at smadre knæskaller og ved mord.
Ydermere, så har 'fredsprocessen' ligeledes ødelagt de moderate politiske partier i provinsen så det nu kun er ekstremister som styrer. I enhver konflikt, hvor voldens repræsentanter bliver tilgodeset da bliver moderate politikere uden indflydelse og ødelagt.
Ja, historien er fyldt med eksterrorister som forvandler sig til at blive statsmænd. Men at behandle dem som sådan, mens de endnu er engageret i voldshandlinger er det samme som at hejse det hvide flag til overgivelse.
Faktisk viste det sig, at udbyttet af de hemmelige forhandlinger som den britiske regering påbegyndte med IRA så langt tilbage som 1972 samtidig betød en kraftig forøgelse af volden.
Som historikerne John Bew og Martin Frampton skriver i deres kommende bog, Talking To Terrorist så betød sådanne kontakter at angrebene intensiveredes og forstærkede følelsen af forfatningsmæssig ustabilitet til yderligere forværring af krisen.
Fredsforhandlinger/Pacificering giver samme resultater igen og igen. Da regeringen på Sri Lanka inviterede separatistbevægelsen De Tamilske Tigre til en konference og tilbød indrømmelser kom der samtidig en voldsom forøgelse af terrorvoldshandlinger.
Det har kun været efter at Sri Lankanerne besluttede at angribe de tamilske terrorister og begyndte at trænge dem ud at det har lykkedes dem at isolere dem til et lille område.
Alligevel har Pat Murphy, den tidligere premierminister i Nordirland, og Chris MacCabe, en af de britiske embedsmænd som åbenlyst har mødtes med Sinn Fein, også rådgivet de Tamilske separatister om 'forhandlinger' men den Sri Lankanske regering.
I Mellemøsten er Tony Blair, med sin messianske overbevisning om, at han udførte et mirakel i Nordirland - en af de største fortalere for at bringe Hamas, hvis erklærede mål er at udslette Israel ind i en fornyet fredsforhandling.
Men lige siden 1991 har Europa, Amerika og Israel haft gentagne kontakter ad bagdøren med Hamas - blot for at opdage at det blot har gjort dem mere beslutsomme.
Katastrofalt er det, at ideen om at sådanne initiativer kan lykkes har opnået betydelig indflydelse på et system som er uvillig til at indrømme at vi nu står overfor en skræmmende lang frihedskrig og at retfærdigheden skal forsvares succesfyldt.
Den Islamistiske vold får næring af troen på at Vesten ikke har modet til en sådan kamp. Situationen i Afghanistan er virkelig desperat. Men med holdninger som hr. Browne's er der garanti for at krigen vil blive tabt.
Forhandlinger betyder ikke forskel på krig og fred. Det betyder forskellen mellem at udkæmpe en krig som borteliminerer tyranner og forsvarer liv og frihed, og så overgivelse i en krig hvor tyrannerne vinder og liv og frihed bliver udslettet.
Fred er det som man mest brændende kan ønske sig - men ikke for enhver pris.
http://www.melaniephillips.com/articles-new/?p=576
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar