Eksperternes manglende forudseenhed

Hvorfor forudså eksperter ikke den Palæstinensiske 'krig'

Jonathan Schanzer
Fra gennembrydningen af den Ægyptiske grænse til de vilkårlige raketter som affyres mod Israel, afstedkommer Gaza Striben til stadighed alvorlige trusler mod den regionale sikkerhed. Hamas, terrororganisationen, kontrollerer området, idet den besejrede PLO på seks dage i en borgerkrig i juni 2007. Men et overfladisk tilbageblik på historien afslører, at Hamas-PLO striden har ulmet siden 1988, da Hamas første gang trådte frem på kamppladsen. På trods af tydelige tegn på en forestående konflikt var der næsten ingen professorer, i Mellemøst studier, i Amerika, der så det ville ske.

Hvorfor skrev så få eksperter om den gensidigt ødelæggende Palæstinensiske krig? Hundreder af Arabisk-talende professorer og analytikere har vandret gennem Vestbredden og Gaza i årenes løb, finansielt understøttet af US. forskningsmidler.

De fleste af dem var alt for travlt optaget af, at gennemhegle Israels forsvarspoltik til at de kunne på øje på det begyndende uvejr, kun nogle få US. professorer kunne se skriften på væggen:

Mahmood Monshipouri, professor ved Alma College i Michigan udgav en forudseende artikel i 1996 i Middle East Policy med titlen "Kampen mellem PLO og Hamas." Han så og erkendte potentialet for konflikten hele 11 år før kuppet i Gaza i 2007.

Don Peretz fra State University of New York in Binghamton forudså ligeledes, at splittelsen mellem Hamas og PLO, under entifadaen i 1987, ville få vedvarende konsekvenser. Han forudsagde, at de to grupper kun kunne "dække midlertidigt over deres forskelligheder" og at derpå; "ville en gensidigt ødelæggende konflikt bryde ud mellem dem når tiden var inde til, at Palæstinenserne skulle bestemme deres politiske fremtid."

Såvel Monshipouri og Peretz var undtagelserne i 1990'erne. Så godt som alle deres kolleger udøste rundhåndet ros til det Palæstinensiske "borgerskab" som hjørnestenen for et spirende demokrati, eller de spiddede Israel fordi det slog ned på selvmordsbombegrupperne som dræbte snesevis af Israelske civile. Efter udbruddet af en ny kampagne af Palæstinensisk vold, almindeligvis kaldet "intifada 2000" skiftede akademikerne fokus til den Israelske selvforsvars taktik som de groft gav den forkerte karakteristik som værende "apartheid" med særlig blik på Israels sikkerhedsmure rundt om Vestbredden og Gazastriben, som forhindrede, næsten 100%, forsøg på Palæstinensiske selvmordsbomber og andre Palæstinensiske voldshandlinger.

I løbet af de sidste syv år har Middle East Studies Association (MESA) den akademiske paraplyorganisation, under hvilken næsten enhver amerikansk professor er tilknyttet, fokuseret på disse trivielle emner, men har til gengæld ikke formået at komme med et eneste stykke papir, som har været banebrydende i den interne Palæstinensiske uoverensstemmelse og den borgerkrig der var under udvikling.

Da nyhederne i medierne fra området åbent begyndte at rapportere om sammenstødene mellem Hamas og PLO i 2003, 2004, var det blot enkelte professorer der beskrev det. Fawaz Gerges fra Sarah Lawrence College, som ofte kritiseres for sit forsvar for Islam, bemærkede i Washington Post, at "den fare lurer, at en yderligere radikalisering af Hamas, ikke alene vil betyde en eskalering af volden mellem Israel og Palæstinenserne, men også udgøre en risiko for en intern Palæstinensisk borgerkrig."

Denne portion realisme var undtagelsen snarere end reglen. Rashid Khalidi og Joseph Massa, to Palæstinensiske professorer ved Columbia University, undlod at advare om det truende Palæstinensiske uvejr. Hvis de overhovedet fornemmede den gensidigt ødelæggende Palæstinensiske konflikt, da undlod de at advare de ansvarlige U.S. politiske lovgivere. I stedet lod de en stadig trættende strøm af Israel kritiske skrifter flyde. Deres kolleger ved andre institutter, som næsten ikke udgav noget kritisk arbejde angående den interne Palæstinensiske bevægelse, er med til at give flere eksempler på analytiske fiaskoer og anti-Israel dagsordner.

Hvad professorerne ikke begreb dengang, og stadig ikke vil begribe, er, at Hamas's radikale Islamiske ideologi, såvel som den Palæstinensiske nationalistiske tankegang hos PLO, er ekspansionistisk og voldelig, langt mere grundlagt på tanken om Israels udslettelse end på tanken om at skabe en levedygtig Palæstinensisk stat. Derfor var det blot et spørgsmål om tid førend de tørnede sammen.

Den Palæstinensiske borgerkrig og det efterfølgende Hamaskup har resulteret i afskydningen af mere end 800 raketter mod Israel, en grænsekonflikt i Ægypten og mere end 330 palæstinensere er døde i den dobbeltsidige kamp, og dertil kommer de regionale spændinger som sandsynligvis vil føre til en ny krig i Mellemøsten. Forsknings professorerne har endnu til gode at forklare, hvordan de så at sige enstemmigt har undladt at rette opmærksomheden på denne kritiske tilstand i regionen, på trods af det bjerg af arbejde de har affattet om konflikten Palæstina/Israel. En passende erkendelse af denne forfærdelige forsømmelse vil være et af de nødvendige skridt som er påkrævet, hvis professorerne i Mellemøststudier nogen sinde igen skal have lovgivernes tillid og også for alle os andre.

http://www.americanthinker.com/2008/03/profs_hammer_israel_fail_to_pr.html