Al Gore's terapi. Global opvarmning
Marc Sheppard
Efter at have overstået de traditionelle knæfalds og høflighedsspørgsmål til hr. og fru eks.vicepræsident, førte intervieweren Leslie Stahl snart samtalen hen på et mere følsomt emne. Gore virkede temmelig overrasker da han blev spurgt om han havde gennemgået "de syv stadier af vrede og ærgelse", efter han "tabte Præsidentembedet til George Bush ved Højesteretsafgørelsen."
Idet han undlod af afværge de hårdnakkede påstande om, at han måtte have været vred, rasende og gal, indrømmede Al tøvende at han "var endog meget uenig i Rettens afgørelse" og ja, at han "muligvis havde havde haft de nævnte følelser."
Skønt Gore forekom at være noget utryg ved emnet, gik Stahls bagvedliggende kommentarer endnu dybere:
"Hans venner sagde, at de var bekymrede for ham og hans sindstilstand, især efter han havde taget kraftigt på og tillagt sig skæg."
Du må have mig undskyldt for denne lægmandspsykologi, men det lyder som om Al har behov for at få afklaret nogle ting. Hvad var det så - som lige bragte denne selverklærede "næste Præsident for USA" ud af sin alvorlige nedtrykthed?
Ifølge hustruen Alice Tipper; "Al's overlevelse efter nederlaget i 2000 var afhængig af, at han lod sig opsluge af klimaproblematikken." Mærkværdigvis forekom det ikke CBS at denne udtalelse var værd at bore dybere i. Det vil jeg gøre - da det måske kan forklare hvorfor at denne "PR-agent for Jorden" gjorde sig en så stor anstrengelse for at bringe sig ud af depressionens smerter.
Mere her fra Tipper: "Efter min mening, så må det være sådan, at når man betragter nogen som gennemgår det han gennemgik og derpå ser hvad han har foretaget. Jeg er virkelig stolt over, at han ikke gav op. At han formåede at rejse sig selv og vor familie, så imponerende godt."
Selvfølgelig gjorde han det ved; "at støve sin gamle kæphest, som havde samlet støv i kælderen, af og gøre den til et megastort dokumentarhit."
Selvsamme "megastore dokumentarhit" blev den væsentligste Bibel, kendt som Den Store Grønne Skrækmaskine, Den Menneskeskabte Globale Opvarmnings sag, på trods af, at hovedparten af denne sags påstande er diskutable og fuldstændigt tilbagevist. Når det drejer sig om de der vover at stille spørgsmål om denne Menneskeskabte Globale Opvarmning sagde Al Gore til Stahl: "Jeg mener, at de mennesker nu med deres synspunkt, udgør en så lillebitte minoritet. De er næsten ligesom de der stadig tror at månelandingen var optaget i Arizona og de som tror at Jorden er flad. Det nedværdiger dem en smule, det jeg siger, men det er ikke helt ved siden af."
Om dette emne må Gore have misforstået en gruppe eller to. Faktisk har den småskøre International Flat Earth Research Society, (Selskabet; Jorden er Flad) kunnet stille spørgsmålstegn ved billeder af Jorden taget fra Månen. Til sidst bryggede de den vilde historie sammen at Apollo Måne landingen var fup og var "blevet foretaget i et Hollywood studie" og at science-fiction forfatteren Arthur C. Clarke (som døde fornylig og vil blive savnet) havde skrevet manuskriptet.
Men at henvise til at tusinder af videnskabsfolk som stiller spørgsmål til Den Menneskeskabte Globale Opvarmning kun er en "lillebitte minoritet" i sammenligning med den i sandhed mikrogruppe af rum-nørder som tror vi bor på en pandekage planet, det er virkelig skørt.
Al rejser Jorden rundt - 60 Minutes filmede ham i Indien - her 'trænede' han andre i at "udbrede ordet" ved at fortsætte med at præsentere sit fejlfyldte lysbilledshow. Faktisk når man betrager denne arrogante kultlignende matematiske indoktrinerings metode kommer man tanke om de uhyggelige "analyse" metoder som Scientology benytter sig af for at sprede deres form for fantasi.
I virkeligeheden så har vi at gøre med et sind som i det mindste beskylder Republikanerne, og måske resten af verden, for at have lidt den ydmygelse af at miste magten ved et formodet tyveri. Mens venner og familien var bekymret over hans svar på tilbageslaget, da trak han sig tilbage til sin kælder for at vise hvad han dur til ved at genoplive en slumrende besættelse. Da han så vendte tilbage, gjorde han det så som genfødt - som en selvudnævnt Frelser af Jorden bevæbnet med kun lidt mere end en uunderbygget Power Point præsentation og tilsvarende ubegrundet mission.
I en roman fra 1604 af den spanske forfatter Miguel de Cervantes berettes om en anden mand som lod sig opsluge af fantastiske vrangforestillinger om storhed og som offer for sine egne frustrende besættelser. Tryllebundet af fortællingerne om ridderlighed forstillede Alonso Quixano at han var en ridder med en mission, og iført en gammel rustning døbte han sig "Don Quiote de la Mancha", før han begav sig ud på en indbildt mission for at frelse de underkuede.
Til forskel fra Quixote, hvis indbildninger for det meste var velmente er Don Gore de La Tierras det ikke. "Budskabet" som han fejlslagne mission udbreder har afstedkommet tiltag af rækkevidde der strækker sig langt udover det problem tiltagene var beregnet på at forbedre. Fra de økonomisk udmarvende Kyoto aftaler og handelsaftaler med flere, konsekvenserne kan vise sig at få disse grønne quixotiske løsninger til at blive rene katastrofer.
Endnu en engang. I en berømt scene fra Cervantes møder den vildfarne kriger en gruppe vindmøller og fejfortolker dem som "kæmpestore giganter", som han forsætter med at kæmpe mod. Gore opfatter industrien og kapitalismen som sine indbildte modstandere og vindmøllerne betragter han ikke som problemet, men snarere et af mange nytteløse løsninger.
Men hans mission med at bekæmpe de "kæmpestore giganter," som er Planetens klimasystem, giver kun lidt tvivl om hvis karakter der lider mest af forvrængning og indbildning.
Det er vel ikke nødvendigt at bemærke - rækkevidden og omtalen af denne fantasi gør ham langt mere farlig.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar