FN: Islam's Gestapo

FN: Islam's Gestapo

Stephen Brown

Nepotisme, korruption, antisemitisme og nu censur.

Mens FN har kastet skændsel over sig i de seneste år med sporadiske udbrud af de tre nævnte negative tendenser, da tilføjedes endnu et den 28. marts da FN's Menneskerettighedsråd vedtog en urovækkende resolution som direkte er rettet mod ytringsfriheden i forbindelse med at rapportere om "individer og nyhedsmedier som kommenterer negativt om Islam." Således vil FN blive den Islamiske verdens vogter som skal opspore handlinger som kunne opfattes som islamofobi rundt omkring på kloden.

Ingen anden religion er indbefattet af den muslimsk støttede resolution, og som højst sandsynligt vil afstedkomme en begrænsning af ytringsfriheden i visse lande. Men måske mere urovækkende, skønt UNHRC ikke har nogen magtbeføjelser, da vil en liste over påståede misdædere blive optegnet, og således give Rådets seneste tiltag et endeligt totalitært udtryk.

Afstedkommet af Ægypten og Pakistan, ikke de mest trofaste søjler for menneskerettighederne, og støttet af islamiske og Afrikanske lande blev resolutionen vedtaget med stemmerne 32-0. De muslimske lande er vrede over de Danske karikaturtegninger, som blev offentliggjort i 2005 som skildrede profeten Muhammad, og de lande har forlangt begrænsninger i ytringsfriheden lige siden. Efter udsendelsen af Geert Wilder's film Fitna er deres krav blevet genfremsat med de samme krav om restriktioner. FrontPage Magazines skribent Robert Spencer fortæller at det er en del af Organization of the Islamic Conference's 57 medlemmers strategi for at beskytte Islam mod påstået ringeagt.

Journalisten Caroline Click skriver i sin klumme i the Jewish World Review at FN har brudt sin egen Menneskerettighedserklæring, som netop giver garanti for ytringsfriheden, da resolutionen den 28. marts blev vedtaget. Glick pegede også på, at det var overraskende at UNHRC's europæiske medlemmer afstod fra at stemme, da de angiveligt er overbeviste tilhængere af FN.

Ved at afstå viste de europæiske lande, disse selvudnævnte bastioner for menneskerettighederne og ytringsfriheden, (især når det drejer sig om blasfemi mod Kristendommen)simpelthen hvilke moralske kujoner de virkelig er, idet de sætter deres dhimmi status til fuld skue endnu engang ved at undlade at stå op imod Islamisk bølletendens.

Adskillige lande har dog stadig rygrad til at tale direkte imod denne afskyelige voldshandling mod menneskerettigheder og ytringsfriheden. USA, som ikke har sæde blandt de 47 lande i UNHRC, men blot observatørstatus, holdt ikke mund. Warren Tichenor,Amerikas ambassadør i Geneve sagde til Rådet: "Resolutionen har til formål at indføre restriktioner mod individer snarere end at understrege pligten og ansvaret for regeringerne til at garantere, opretholde, fremme og beskytte menneskerettighederne."

En Canadisk delegeret støttede Tichenor's synspunkt med sin udtalelse: "Arbejdet som særlig observatør er ikke at være være som politi overfor individers handlinger." Men det er lige netop det som vil ske. Indtil nu, har opgaven hos UNHRC ytringsfrihedsvogter været at rapportere om bestræbelser hos despotiske regeringer og diktaturer (som de kan findes i UNHRC's eget Råd) i at begrænse ytringsfriheden. Med resolutionen den 28. marts er sværdspidsen nu blevet vendt mod individer, som Wilders og de danske karakaturtegnere som udøver deres grundlæggende rettighed til at udtrykke sig frit.

Vestlige observatører tror ligeledes at resolutionen vil give undertrykkende regimer, islamiske som ikke islamiske, en yderligere undskyldning for at slå ned på dissidenter i deres hjemlande. Men værre endnu vil det give sådanne nationer en lejlighed til at blande sig i demokratiske landes forhold ved at benytte en falsk offerrolle som dække for deres aggression.

Medlemmer i UNHRC

Til forsvar for resolutionen sagde muslimske repræsentanter, f.eks. Pakistans ambassadør, Masso Khan, at målet blot var et forsøg på at "ansvarliggøre friheden til at ytre sig," samtidig med, at Islam skal beskyttes mod dets værste handlinger der kun sætter den muslimske tro i dårligt lys og opildner til religiøst had og rascisme. Imidlertid, hvis de islamiske lande blot vedtog denne resolution for at beskytte religon mod had og intolerance da har de, og deres bevæggrunde, et alvorligt troværdighedsproblem. Muslimsk diskrimination overfor andre religioner i islamiske lande er meget solidt underbygget. For eksempel er Pakistan og Ægypten, de to lande som står i spidsen for bevægelsen til begrænsning i ytringsfriheden, lande hvor kristne er en forfulgt minoritet.

I Pakistan, ifølge en artikel i den tyske avis Die Welt, bliver der praktiseret en slags "religiøs apartheid" overfor kristne, der betragtes som "lovligt bytte" for den som har til formål at forulempe dem. Når muslimske kvinder skal bruge fire mandlige vidner for at få en mand dømt i en voldtægtssag, da bliver en muslimsk mand som voldtager en kristen kvinde aldrig dømt. Som følge af omstændighederne er forfølgelsen af de kristne blevet så utålelig, at nogle kristne har begået selvmord i Pakistanske retssale, lige forand dommeren, i protest.

Caroline Glick skriver, at i Ægypten, er forfølgelsen af den Kristne Koptiske Kirke blevet sat i system af myndighederne og al kritik af den ægyptiske regering er blevet gjort tavst. I begge lande, bliver forfølgelsen udvidet til også at gælde muslimer som har ønske om at forlade Islam, dette kan resultere i dødsstraf.

At gøre sig til talsmand for religiøs tolerance og ansvarlighed i ytringsfriheden i et internationalt forum er selvfølgelig langt lettere i teorien, end i praksis, det kan konstateres i hjemlandet. Scenen, i filmen Fitna, hvor en tre årig pige fortæller, at hun har lært fra Koranen at jøderne er aber og svin, er det eneste man egentlig behøver at vide for at finde frem til holdningen som disse to muslimske UNHRC lande vier deres kræfter til.

Dette helt utrolige hykleri stopper ikke ved FN og grænserne til de islamiske lande. I sidste måned, netop før Påskesøndag, fornærmede Libyens præsident Muammar Ghaddafi kriste og jøder over hele verden da han ved et besøg i Uganda kaldte Bibelen for en forfalskning. I et land med 85% kristne, sagde den libyske leder på et stadion til ugandiske muslimer, forsamlet for at fejre profeten Muhammeds fødselsdag, at da Bibelen ikke nævner Muhammed, så er det ikke en ægte Bibel, fordi såvel Moses som Jesus havde forudsagt fremkomsten af Islams profet.

Gaddafi; i bøn for ytringsfriheden?

"Den Bibel vi har i dag er er ikke den som blev åbenbaret for Issa (jesus) og det Gamle Testamente er ikke det som blev åbenbaret til Musa (Moses). Det betyder således at den er blevet forfalsket," sagde Gaddafi og tilføjede at den ægte Bibel endnu ikke er fundet.

Ikke overraskende var der ingen vrede udbrud fra andre muslimske ledere over Gaddafi's forhånende bemrækninger. Ingen medlemmer af OIC, som på det kraftigste fordømte Gert Wilders film, og som Libyen tilhører, havde censur overfor Gaddafi og kaldte ham til orden. Det gjorde ingen andre af de europæiske lande som afstod fra at stemme og ejheller FN Generalsekretær Ban Ki Moon, som endog benævnte Fitna som "fornærmende anti-Islamistisk."

Lad os forestille os, at Australien eller Canadas premierministre havde kaldt Koranen for et falsum. Islamisk moralsk vrede og europæisk fordømmelse ville ingen grænser kende. Cyprian Kizito, den Katolske Ærkebiskop i Kampala, Uganda's hovedstad, påpegede ganske rigtigt: "Havde Kristne sagt noget lignende om Koranen, da ville der være udbrudt krig."

De religiøse følelser hos Ugandas krisnte blev således alvorligt såret af deres muslimske gæst, som var ankommet til deres land for at åbne en ny moske. Deres fredelige, ikke voldelige svar kan dog være meget lærerigt.

"Jeg håber, at vi ved at reagere som vi gjorde har givet en lektion til vore muslimske brødre om, altid at være rolige," sagde en Ugandisk biskop.

Men det er helt sikkert, at denne episode fra Uganda er noget som OIC og det muslimsk dominerede UNHRC aldrig vil tage ved lære af, eller endog overveje alvorligt.

http://www.frontpagemag.com/Articles/Read.aspx?GUID=F00A83C1-8D4A-4A7B-9545-9A63091D8294