Mediernes nedtur, hvorfor mon dog?

HVAD ER DER SKET MED DE KLOGE MEDIEMOGULER?

Burt Prelutsky

I gamle dage, arbejdede filmmoguler og avisernes ejere for at få et positivt regnskabsresultat. Dersom dette motiv stadig gælder for dem, da er det ikke til at få øje på?

I adskillige år, har det undret mig med, hvilken arrogance Hollywood har henvendt sig til deres kunder. Eller, måske skal vi sige, mulige kunder eller endog tidligere kunder. Hvorfor dog mon, har jeg spurgt mig selv, bliver de ved med at spytte den ene film efter den anden ud gennem maskineriet? Film der handler om det trøstesløse liv stofmisbrugere lever. Den eneste film om emnet, jeg kan komme i tanke om der indtjente penge var "Manden med den gyldne arm," tilbage fra 1955 som var baseret på en bestseller roman og havde Frank Sinatra og Kim Novak i hovedrollerne.

Her fornylig har man så fundet på en ny genre, der ligeledes har vist sig at være tabsgivende. Jeg henviser til krigsfilm der sætter det Amerikanske militær i et dårligt lys. Selv titlerne på disse flops , lader det til, kun har det formål at holde publikum langt borte. Senest succesfilmen "In the Valley of Elah". Selv titlerne man klæber på disse ser ud til kun at have det formål, at holde tilskuerne langt væk fra biograferne.

Medmindre disse film ikke kun er en impulsiv bogholders forsøg på at få en skattefordel, så kan jeg simpelthen ikke forstå, hvorfor de bliver ved med at producere dem. Måske er rødt blæk blevet filmbyens version af modets røde kokarde. (Stephen Crane's berømte roman om en ung soldat i Borgerkrigen, som opdager hvad mod og kujoneri er)

I gamle dage, blev Hollywood drevet af en flok hårdkogte forretningsmænd, der holdt skarpt øje med stjernerne og samtidig var opmærksom på bundlinjen. Nu for tiden ser det ud som om filmene er overdraget til 'fyre' der åbenbart mener det er suspekt at producere film, der faktisk giver overskud.

Dog er en anden gruppe, som får disse 'fyre' til at ligne hårdkogte forretningsmænd. Jeg mener de mennesker der ejer aviserne. Deres handlemåde får en til at tænke på brødre Marx, Groucho, Chico, Harpo og Gummo.

Takket været de mange skildringer af Hecht og MacArthur i "Front Page", har vi altid været klar over, at journalisterne talte hurtigt, drak meget, var uansvarlige hyklere som ville sælge deres bedstemoder får at få en god historie. Deres chefer derimod, denne fjerde statsmagt, så ud til at være en forsamling af ærlige kapitalister som kunne skelne en tab eller gevinst situation, selvom de måske sad i en hule under en solformørkelse.

Det er imidlertid ikke længere tilfældet. Og desuagtet jeg har hørt forskellige teorier om, hvorfor mennesker annullerer deres avisabbonnement, hvoraf hovedårsagen er Internettet, da er jeg overbevist om, at der en en anden grund; nemlig, den venstreorienterede dagsorden.

Folk på venstrefløjen, selv de der tror på Julemanden og Påskeharen, benægter at en sådan venstreorienteret dagsorden eksisterer. Det skyldes at de tror på alt de læser i New York Times og Washington Post, alt de ser på CNN og WSNBC, og hvert eneste ord som går ud af Chris Mattthews og Bill Mahers mund. Når man en gang har accepteret, at disse institutioner og individer indeholder den endegyldige sandhed, da formodes det, at dem på den modsatte side af det politiske spektrum muligvis fordrejer nyhederne.

Hvis du imidlertid er borgerlig, og hver gang du læser i din daglige avis opdager at alt det du tror på, for ikke at nævne alt det du holder af, bliver latterliggjort, ikke alene på forsiden, men gennem hele avisen da burde det ikke overraske nogen at dagen snart kommer, hvor mange af dem vil sige, "Hvorfor i alverden skulle jeg betale for det slam?"

Det spørgsmål der rejser sig er, hvorfor en forretning, -ja hvilken som helst forretning- bliver ved med bestræbe sig på at frastøde, afhængig af byen, mellem, lad os anslå 40 -60% af dets kundeunderlag. Er det muligt, mens jeg sov, at DNC (Demokratic National Commitee) har opkøbt hver eneste avis i landet undtagen Wall Street Journal og Washington Times?

Jeg har boet i Los Angeles i over 60 år, jeg har set Los Angeles Times udkonkurrere den ene efter den anden. Men fra 2000 har avisen været i en dødskamp. I et desperat forsøg på at komme til live igen har avisen afskediget snesevis af medarbejdere og skåret hele sektioner af avisen bort. De har forsøgt så at sige alt, undtagen at fremstille en avis der ikke ligner en udgave af James Carville's hede drømme.

Selvom jeg ikke betvivler at mange af de 300.000 tidligere abbonenter ganske enkelt har indset, at der er billigere og nemmere måder at få sine nyheder, da ved jeg at personlig erfaring, at rigtig mange af dem har forladt avisen fordi denne uophørligt har kritiseret borgerlige holdninger.

Selv læserbreve til redaktionen bliver censureret. Sjældent trykkes et brev som udtrykker uenighed med den redaktionelle linje. Det er sådan, at, hvis man virkelig vil se sit navn i avisen, da skal du blot angribe George Bush eller krigen i Irak. The Times vil meget nødigt offentliggøre en lederholdning af en borgerlig, og de trækker grænsen hvis et læserbrev roser en sådan artikel. Man kan nemt få den mistanke at Max Boot og Jonah Goldberg har samme opgave som de stakkels fyre i et tivoli som stikker hovedet gennem et hul i væggen så de betalende gæster kan ramme dem med bolde for at få dem til at falde.

Nu må I ikke få den tanke at avisen i min hjemby er fuldstændig hjerteløs når det drejer sig om højreorienterede. Forleden fik jeg lejlighed til at skrive følgende brev til redaktøren: "Først var det William F. Buckley der modtog en virkelig god respektfuld omtale på forsiden. Idag var det Charton Heston's tur. Det ser ud til, at det en borgerlig skal gøre for at blive retfærdigt behandlet af Los Angeles Times, det er at dø på en dag, hvor nyhederne ikke vækker opsigt."

http://pajamasmedia.com/blog/where-have-all-the-smart-hollywood-moguls-gone/