Kend din fjende

Raymond Ibrahim

Barack Obama's rådgiver i Nationale Sikkerhedsforhold, Richard Danzig, gjorde sig selv til grin fornylig ved at hævde at, Winnie The Poohia (Peter Plys) er en "grundlæggende tekst om national sikkerhed." Hans rapmundethed er kun med til at understrege den kendsgerning, at en gang vedtagne doktriner har indflydelse på krigsførelse. For at foregribe fjendens måde at tænke på, skal du have kendskab til de grundliggende tekster, hvorfra hans tankegang er udsprunget.

Skønt militære studier traditionelt har haft udbytte af,og indarbejdet den klassiske krigsdoktrins tekster ---Clausewitz' 'Om Krig', Sun Tzu's 'Krigskunst', ja endog Alexander den Stores bedrifter som beskrevet af Arrian og Plutark --- da bliver den Islamiske krigsdoktrin fuldstændigt ignoreret, det på trods af en del tekstmateriale.

Ved indsættelses konferencen for Association for the Study of the Midlle East and Afrika (ASMEA) gjorde indlederen LTC Joseph Myers lige netop opmærksom på dette.

Så tidligt som i 2006 beklagede tidligere toprådgiver i Pentagon William Gawthrop,

"kollegerne i ledelsen af Forsvarsministeriet havde ikke i deres planer indarbejdet et systematisk studium af Muhammad som en militær eller politisk leder. Som en konsekvens, har vi stadig ikke en dybdegående forståelse af krigsførelsesdoktrinen som blev udstukket af Muhammad, hvorledes den kunne anvendes i dag af en stadig større gruppe islamiske grupperinger, eller om, hvordan den kan imødegåes."

Det er desto mere ironisk når man overvejer, at mens de klassiske militærteoretikere (Clausewitx, Sun Tzu, Machiavelli m. fl.) alle stadig gennemanalyseres da må man sige, at de kun har lidt praktisk værdi i nutidens noget anderledes form for krigsførelse og diplomati. Uanset hvilken værdi deres argumenter kan have, så kan de så sandelig ikke anvendes på Islams krigsdoktriner; der ved at have en "teologisk kvalitet", det vil sige, er grundlagt på en religion hvis "guddommelige" forskrifter gennemtrænger tid og rum og således betragtes som værende uforanderlige, hvilket igen betyder, at Islams krigsdoktrin anvendes i dag, som den gjorde det i går.

At lære, hvorledes Alexander benyttede sit kavaleri i slaget ved Guagamela i 331 f.v.t., er både akademisk som anakronistisk. Det samme kan ikke siges om Islam, særlig når det drejer som om profeten Muhammads bedrifter og strategiske overvejelser -- hans "krigs-sunna" --- der stadig bruges som et eksempel hos jihadisterne i moderne tid.

For eksempel, baseret på Muhammads ord og gerninger kan nævnes, at de fleste Islamiske Lovskoler er enige om, at det nedenstående er helt lovligt og brugbart i krigen mod den vantro:

- den uindskrænkede brug af missiler som våben, selv hvis kvinder og børn er i skudzonen (katapulter i Muhammeds 7. århundrede, fly der kapres eller masseødelæggelsesvåben til sammenligning med i dag);

- altid at forsøge at snyde fjenden og endog bryde indgåede traktater når det er muligt (Se Sahih Muslim 15:4057);

- og at det eneste formål en fredstraktat eller "hudna" har, er at give de islamiske hære tid til omgruppering med henblik på en fornyet offensiv, og skulle i teorien ikke vare længere end højst 10 år.

Koranversene 3:28 og 16:106, har ligesom Muhammads berømte erklæring, "Krig er bedrag," alle ført til formuleringen af et antal hykleriske krigsdoktriner - den meste berygtede iblandt dem er doktrinen "Taqiyya", der tillader muslimer at lyve og forstille sig når de er under den vantros autoritet. Bedrag har en fremtrædende rolle som den anerkendte muslimske lærde Ibn al-Arabi erklæ´rer: "I Hadith er bedrag og krigen godt underbygget. Således er behovet for dette langt vigtigere end behovet for mod" (Al Queada Reader, 142).

Foruden at ignorere disse vel dokumenterede islamiske strategier er det endnu mere bekymrende, at Forsvarsministeriet ikke tager hensyn til Islam's mere "eviggyldige" doktriner, såsom "Krigens Bosted" kontra opdelingen i "Islams Hus", hvilket i grundsubstansen fremholder, at Islam altid vil være i en tilstand af fjendskab overfor den vantro verden og når det er muligt, skal føre krig indtil hele området de vantro besidder er blevet bragt under Islamisk herredømme.

Faktisk er denne opdeling i fjendskab entydig indarbejdet i Islams verdenssyn og betegnet som .fard kifaya der er en forpligtelse for hele det muslimske samfund, som kun kan indfries og opfyldes så længe nogle muslimer, det vil sige "jihadister" aktivt vedligeholder den.

På trods at alle disse problematiske, men dog afslørende doktriner, på trods af den kendsgerning, at en hurtig granskning af islamiske websites og bøger igen og igen beviser at nuværende og kommende jihadister hele tiden citerer fra, og også tager disse krigens læresætninger seriøst, da ser det tilsyneladende ud til, at lederne indenfor regeringen, der burde være optaget at, at forsvare Amerika ikke gør det. Hvorfor? Fordi "sladderhankene" -- som Walid Phares typerne, meget betegnende nedsættende for mange Mellemøstlige/Islamiske lærde, eller nærmere betegnet de der undskylder, bortforklarer -- har bandlyst enhver der vover at påstå, at der kunne være en forbindelse mellem islamiske læresætninger og den moderne nutidige islamiske terrorisme, som det er set i den seneste debat med Steven Coughlin.

Det er en alt for velkendt historie for de der involverer sig. (se Martin Kramer's Ivory Towers in and: the Failure og Middle Eastern Studies in America) Se også denne artikel på Synopsis eksperter forudså ikke.....

Men overvej lige et øjeblik, skønt der i dag er mange Mellemøst studie afdelinger, da vil du have ganske svært ved, især på "prestigeuniversiteterne" at finde nogen kurser der behandler de væsentligste og mest relevante emner i nutiden, såsom Islamisk lovgivning og hvad den har at sige om jihad eller udviklingen af Islams' Bosted kontra Islams' Hus -- uden tvivl på grund af den kendsgerning at disse emner kan medføre foruroligende internationale konsekvenser, og derfor er det bedst at lade det ligge. I stedet for bliver den kommende student oversvømmet med kurser om "Orentalismens" dårligdomme og om kolonialisme, og det civile samfund.

Det største paradoks - når man taler om Islam og Vesten, -- er at, den selvsamme dag som ASMEA konferencen blev holdt, som også havde en ligefrem udtalelse af den førende lærde i Islam, Bernard Lewis ("Det ser for mig ud som en farlig situation, for at sige de mildt, hvis enhver lærd diskussion om Islam er, farlig"),da meddelte Udenrigsministeriet, at den havde vedtaget anbefalingerne i et notat, der fastslår, at regeringen ikke skal benævne alle al-Queda sympatisører som radikale "jihadister", "mujahedin" eller indarbejde nogen andre arabiske ord med islamisk betydning. ("kalifat," "islamofascistisk," "Salafi", "Wahhabi", og "Ummah" er også dømt ude).

Således, er man meget langt fra det grundlæggende og enkle råd vedrørende krigsførelse som den gamle Sun Tzu' fremførte, "Kend din fjende" - USA's regering har besvær nok med blot at vedkende sig, at der er en fjende.

http://www.americanthinker.com/2008/06/to_know_an_enemy_one_must_firs.html

Raymond Ibrahim is the translator and editor of The Al Qaeda Reader.