Bør vi have lov til af grine?

Bør vi have lov at more os?

Cliff Kincaid

Hvis du tror Paul Shanklin's "Magic Negro" (ved klik kommer video) parodi er krænkende, så brug venligst nogle minutter på at se Dave Chappelle's "Den blinde hvide racist" serie og vær forberedt på at du enten falder om af grin eller går gennem loftet. Disse episoder med 'voksen' humor er om en sort blind mand, ved navn Clayton Bigsby, der opdrages som hvid og dermed bliver en hvid racist.

Det er måske ikke nødvendigt at nævne, men Chapelle benytter ofte holdninger i racespørgsmål som målskive. Han benytter "n" ordet yderst liberalt.

"Lad ikke de liberale medier fortælle dig, hvad du skal tænke og mene," deklamerer Bigsby inde under sin hvide hættekutte (KKK), hans identitet er beskyttet mens han svulstigt og rasende taler til et udelukkende hvidt publikum. "Hvis du har hadet i hjertet, da lad det komme ud." Da hans hætte endelig fjernes og Bigsby fremstår som sort, eksploderer hovedet på en af de hvide blandt tilskuerne. Andre udtrykker chock og afsky. Det handler om at konfrontere race stereotyperne. Det er utroligt morsomt.

Jeg vedkender mig at være ejer af adskillige Paul Shanklin CD'ere og Dave Chapelle DVD'er.

Kandidat som formand til Det Republikanske Parti, Chip Saltsman's omdeling af Shanklin's "Magic Negro" sang, der første gang blev sendt i et Rush Limbaugh show er blevet fremstillet af nogle kommentatorer, i de liberale medier, som et afskyeligt bevis på, hvorledes Det Republikanske Parti er helt ufølsomme i racesprøgsmål. Selv tidligere Speaker i Huset Newt Gingrich har kritiseret Saltsman for omdelingen af CD'en med nævnte sang. Det er blot en sang ud af mange i Shanklin's parodi "Vi hader Amerika."

Det liberale Washington Post har nu valgt side i kontroversen og haft en leder der hylder to af Saltman's modstandere, Mike Duncan og Saul Anuzis, der har sagt at de er enige i, at det var upassende af omdele sådan en sang.

Men hvis Duncan og Anuzis ikke kan gå imod de venstreorienterede i medierne der har brygget denne mærkværdige uoverensstemmelse sammen, hvordan kan de så kæmpe imod de venstreorienterede i Det Demokratiske Parti?

Hvad nu, hvis Saltsman havde uddelt Chapelle's "Den blinde hvide racist" i stedet for omtalte CD? Den er langt mere krænkende end "Magic Negro." Svaret kunne være den kendsgerning, at Shanklin er hvid og Chapelle sort. Plus, "Chapelle's Show" sendes på Comedy Central, en kilde til mange af de nyheder der i den grad morer de venstreorienterede på the Daily Show med Jon Stewart. Med andre ord , så er den form for humor helt i orden.

Faktorer som hudfarven på dem der fremfører noget kan betyde en hel del for den venstreorienterede intelligentsia. Deres besynderlige standarder for, hvad der er passende kræver ikke en diskussion om, hvad der bliver sagt, men mere om hvem der siger det, og hvorfor. Det er derfor de er heppekorsledere for "had relaterede forbrydelser" lovgivning, der påtvinger, at der holdes øje med menneskers mentale tilstand. Det er dog de venstreorienteredes mentale tilstand der er fuld af hykleri. Førhen blev det kaldt 'politisk korrekthed' men i denne moderne æra er det også kendt som 'Obamamania.' Der er autoritære tendenser bagvedliggende.

I den venstreorienterede verden kan en hvid ikke, under nogen omstændigheder, bruge "neger" ordet, selv hvis det kom fra en artikel i Los Angeles Times skrevet af en sort venstreorienteret som det var tilfældet med "Magic Negro" sagen. Her følger, hvordan Posten udlægger det: "Der er forskel på en afrikansk amerikansk skribent der benytter ordet "neger" ment ironisk, og så den måde som Limbaugh'erne og Saltsman'erne mener det er acceptabelt i bruge det i almindelig tale."

'Acceptabelt i almindelig tale'? Husk på, at Saltsman fordelte en angiveligt morsom CD. Yderligere er ordet som blev benyttet i sang teksten fra en Los Angeles Times artikel.

Alt dette kender Posten selvfølgelig alt til. Det er derfor det er så vanskeligt at tage den redaktionelle leder alvorligt. Det beviser imidlertid, hvordan en større del af de liberale aviser har i sinde at benytte denne konstruerede "kontrovers" for at få indflydelse på den vej Det Republikanske Parti skal gå. Det er det hele denne "skandale" handler om. I de inderste kamre i redaktionskontorerne må de venstreorienterede more sig på bekostning af Republikanerne der tager denne kontrovers alvorligt. Kanske de alligevel har humoristisk sans?

Kan du forestille dig, at vi virkelig har nået det punkt i dette land da en større venstreorienteret avis ville tilegne en redaktionsleder til de politiske komplikationer ved at nogen omdeler en morsom sang?

Forresten handler Shanklin's "Magic Negro" ikke om Barack Obama, men fremstiller en Al Sharpton (selv sort - synopsis oplysning) karakter der klager over, at Obama er sort i huden. Dette er værd at bemærke, ikke kun fordi Obama er præsident i USA, men fordi Sharpton fortsætter med at være en betydningsfuld person i Det Demokratiske Parti, og som endda fremtræder regelmæssigt på den "konservative" Fox News Channel.

I denne kontekst har du så lagt mærke til, at Sharpton optrådte i nyhederne her fornylig? Som mange andre i medierne bemærkede Keith Richburg fra the Post, at Caroline Kennedy var ude til middag den 18. december med Sharpton i New York, idet hun tilsyneladende har følt behovet for hans hjælp for at opnå at blive Senator.

Men ligesom andre fra medierne undlod Richburg at bemærke at Sharpton fremholder ondsindede og racistiske beskyldninger mod hvide, såsom den veldokumenterede sag om hans indblanding i hjælpen til Tawana Brawley fupnummer. (læs den og gys - synopsis-kommentar). Det var da en sort kvinde falskeligt anklagede hvide mænd for at voldtage hende. Selvfølgelig blev alt dette tilgivet og glemt af de venstreorienterede medier. De gør alt for at vi helt sikkert skal glemme det. Du kan dog være helt sikker på, at de aldrig vil lade offentligheden glemme at Chip Saltsman omdelte en morsom CD om "Magic Negro." Takket være folk som Newt Gingrich, vil de blive ved med at slå på dette indtil den Republikanske National Committee vælger formand sidst i januar.

Læg dertil mærke til at Caroline Kennedy aldrig bliver spurgt om, hvilken slags forbindelse hun har med en type som Sharpton og søger hans støtte til at komme i Senatet. Dette afslører, hvis vi egentlig har behov for en afsløring, at der er en standard for Demokraterne og en anden for Republikanerne. Demokraterne kan gøre og sige næste hvad som helst i racespørgsmål, hvorimod Republikanerne formodes at blive fordømt for at omdele sjove sange.

Det der sker i denne ståhej om Saltsman er endnu et forsøg hos de venstreorienterede medier på at bestemme, hvad vi skal tale om, skrive om og more os over. Værre endnu, det er et forsøg på at bestemme, hvem der er egnet til at være formand for Det Republikanske Parti.

Men målet er ikke blot Saltsman; det er Limbaugh der oprindeligt udsendte komedieserien. Hvis de venstreorienterede medier kan slå Saltsman ud som formand, på baggrund af falske anklager, så kan de rette skytset med den virkelige 'krænker', som er Limbaugh - og hans ligesindede i den konservative talk-radio sendeflade.

Det er tragisk og patetisk at en person som Gingrich ønsker at deltage i denne lynchstemning. Det er endnu et bevis på, at Gingrich er i fuld gang med at tilpasse sig de venstreorienterede for at føre Partiet i en venstreorienteret retning. Måske vil han forandre indstilling. Han ændrede mening adskillige gange ved Wall Street hjælpepakken.

I Chappelle's "Den blinde hvide rascist" sketches erklærer hovedpersonen Bigsby, "Amerika er i krig med al-Queda, men vi lider hele tiden nederlag i krigen mod Al Sharpton." Det er der megen sandhed i. Sharpton bevarer sin stilling på den politiske scene som en murbrækker i Det Demokratiske Parti, mens en Republikaner gennemhegles i medierne for at uddele en CD med morsomt indhold, og det illustrerer meget godt det virkelige problem, og den virkelige fare. Kræfterne på den yderste venstrefløj vil meget gerne give grønt lys til Sharpton typerne mens de ønsker at kontrollere de konservatives tankegang, det de siger, skriver og endog morer sig over. Enhver opmærksom konservativ kan i dette se aftegningen til regeringsindgreb, herunder måske en "Doktrin for god opførsel," der begrænser hvad vi må sige eller sende ud i medierne.

Den indstilling vi kan betragte hos de venstreorienterede medier bør ikke tolereres eller forhandles om. Intet kan opnås ved at give efter for den indstilling. Den skal imødegås og latterliggøres. Vi bør også bevare vor humoristiske sans. I fremtiden vil det være meget bedre at kunne skrupgrine af medierne, end at tage deres "falske" skandaler alvorligt.

Family Security Matters Contributing Editor Cliff Kincaid is the Editor of Accuracy in Media, and can be contacted at cliff.kincaid@aim.org.