Valkyrien til revision

Valkyrien til revison

Konspiratorerne mod Hitler var alt andet end helte.

John Rosenthal

"Mange så ondskaben, men turde ikke standse den." Således proklameredes det på posters til den ny Tom Cruise film Valkyrien. "Men de turde stoppe den." Eller forsøgte for den sags skyld. Medlemmerne af det som er kendt i Tyskland som "20. juli" planen fejlede selvfølgelig i deres forsøg på at dræbe Hitler,  og derved kunne de ikke overtage magten. Hvis denne ønsketænkning er noget af en overdrivelse, da er formodningen om, at den potentielle drabsmand, Claus Schenk Graf von Stauffenberg og hans medsammensvorne "så ondskaben" i Nazi regimet en åbenlys direkte forvanskning af den historiske beretning.  

Faktisk så tjente Stauffenberg Naziregimet loyalt omtrent til den bitre ende, og fortsatte med at være enig i de fleste grundlæggende ideer og "værdier" selv da han endeligt vendte sig imod dem. Hvad Stauffenberg og hans medsammensvorne "så" var ikke ondskab. Det de så - med utvivlsomt større og større klarhed efter det tyske nederlag ved Stalingrad i 1943, og med helt åbenbar klarhed efter de Allieredes Invasion i Normandiet i juni 1944 - var, at Tyskland var ved at tabe krigen, og at følgerne af dette ville blive alvorlige. Behovet for at forhindre denne truende "katastrofe" for "das Vaterland" er den røde tråd der gennemtrænger alle deres kendte udtalelser. Når Hitler en gang for alle var ryddet af vejen håbede planlæggerne på at kunne undgå det værste ved efterfølgende at søge at opnå en fred med de vestlige Allierede før Tyskland ville blive tvunget til en ubetinget overgivelse. De frygtede mest af alt, konsekvenserne af en fremmed besættelse af Tyskland.

I modsætning til, hvad filmen gentagne gange lader formode, da havde jødernes skæbne tilsyneladende kun en meget lille rolle i overvejelserne og det var så absolut ikke den, der endelig gav dem begrundelsen for at handle. Den systematiske udryddelse af jøderne havde, trods alt, været i gang lang tid før planlæggerne besluttede af handle. Nylige historiske undersøgelser har faktisk vist at medlemmer af planerne selv direkte var involveret i udførelse af den morderiske nazipolitik når det drejer sig om jøderne i Sovjetunionen. Oveni i denne undersøgelse har den førende tyske historiker Hans Mommsen konkluderet: "Der er ingen måde man kan komme uden om den kendsgerning, at et betragteligt antal af de personer der deltog aktivt i 20. juli plottet....tidligere havde deltaget i raceudryddelseskrigen (dvs. på Østfronten), i perioder, og i det mindste godkendte den og i visse tilfælde var med til at fremme den." (Citat fra Neue Züricher Zeitung, September 2000.)

Set i lyset af disse undersøgelser kan det ikke være en overraskelse, at en af betingelserne, som planlæggerne fremlagde for en ægte fredsaftale med de Allierede, var at ingen tyskere skulle stilles for en udenlandsk eller international domstol for krigsforbrydelser. Det kan have været et udtryk for selvopretholdese ligeså meget som et udtryk for "patriotisme," da nogle af dem formodentlig havde grund til at tro, at de selv kunne blive anklaget. Ifølge historikeren Christian Gerlach, var en af de implicerede, Generalmajor Henning von Tresckow. Han var en af hovedpersonerne i plottet, og spillet af Kenneth Branagh, med en fremtrædende rolle i filmen, og hvis "moralske" overvejelser om behovet for at handle mod Hitler øjensynligt skal tjene som en slags ledemotiv. Tresckow's egen rolle i krigen på Østfronten og hans bekymringer over Den Røde Hærs ubarmhjertige fremmarch bliver slet ikke berørt.

Ideen om, at Stauffenberg selv var opsat på at "redde jøderne" er en revisonistisk holdning der først nu i tiden er fremkommet og som historikeren og Stauffenberg biografen Peter Hoffmann hovedsageligt har ansvaret for. Det er utvivlsomt ikke noget tilfælde da Hoffmann får en fremtrædende plads i takkeliste i Valkyrien. Men det "mest uigendrivelige" bevis som Hoffmann kan give for denne tese er yderst uklar. Den består af en enkelt sætning i en mindetale som blev gravet frem af KGB's arkiver efter Den Kolde Krig. Forfatteren til mindetalen er Joachim Kuhn, en tysk officer der blev taget til fange af Sovjet en uge efter mordforsøget.

I forordet til den tredje tyske udgave af sin Stauffenberg biografi insisterer Hoffmann på, at dokumentet, dateret september 1944 "er blottet for ethvert ønske om ex-post selvretfærdigørelse." (Citat fra den tyske kritiker Micha Brumlik her. ) Bemærkningen benyttes som en stiltiende erkendelse af, at hele hans vidnesbyrd - der består af betragtninger, gjort efter krigen - er præcis ligeså uigennemsigtig. Kuhn, viser det sig, var en underordnet under ingen anden end Tresckow, og i Sovjettisk fangenskab kunne man let forledes til at tro, at han selv mente han havde behov for "selvretfærdiggørelse."

Med hans store rådighed over tyske arkiver og med hans mange år i dette arbejde er den kednsgerning at Hoffmann skulle stole på en sådan tilfældig andenhånds kilde måske det mest afslørende bevis på, hvorledes Stauffenberg var uden bekymring om jødernes skæben. Hoffmann selv giver utilsigtet indblik i Stauffenbergs syn på jøderne - og hans racisme som helhed - da han citerer et brev som Stauffenberg skrev hjem til sin hustru fra Polen september 1939, få dage efter den tyske invasion. "Befolkningen er rakkerpak i ubegribeligt grad," skrev Stauffenberg, "en masse jøder og en masse blandingsfolk (Mischvolk). Et folk der kun kan have det godt under den hårde hånd." Derpå afslører han en sorgløs tiltro til ideen om tyskerne som "herrefolket" da han tilføjer: "De tusinder af fanger vil være til gavn for vort landbrug. I Tyskland vil de virkelig være til god gavn: hårdtarbejdende, underdanige og ikke krævende." Hoffmann indrømmer yderligere, at såvel Claus von Stauffenberg som hans bror og medkonspirator Berthold godkendte den nazistiske "racepolitik." Berthold var faktisk jurist og offentliggjorde allerede i 1933 en artikel i hvilken han forsvarede ophævelsen af de såkaldte "østjøders" (Ostjuden)tyske statsborgerskab med racistiske argumenter.

Man får intet at vide om dette ud fra filmen. Den allerførste scene begynder med Cruise/Stauffenberg der klager over "massehenrettelserne af jøderne." Senere efter drabsforsøget og mens Cruise/Stauffenberg stadig er i fængsel, og tror at Hitler er død fremstilles han som en der med stor energi udsteder ordre om at lukke koncentrationslejrene og arrestere de nazistiske ledere. Disse scener er det mest afskyelige eksempel på den rene svindel i hele filmen. De giver indtryk af, blandt andet, at kupplanlæggernes plan nåede langt videre end den gjorde. De oprindelige ordrer, der var forberedt af Stauffenberg i tilfælde af Hitlers død er kendte. De indeholder ingenting om at lukke konentrationslejrene og henviser ikke til, at de nazistiske ledere skulle arresteres, men blot til at de skulle underordne sig Hærens lederskab. Cruise/Stauffenberg's "koncentrationslejrordre" forekommer at være fundet på udfra en skitse som General Ludwig Beck og Carl Goerdeler, de førende civile medlemmer af kupplanerne, som efterfølgende skulle være kansler hvis de lykkedes, udformede. Deklarationens tekst er tilgængelig fra Den Tyske Modstandsbevægelses Mindecenter. Det er imidlertid med en efterfølgende note der indikerer at "originaldokumentet" savnes. Den nuværende tekst er en "rekonstruktion." Mens Goerdeler kan have følt afsky for nazisternes brutale metoder, da viser det sig, anbefalede han selv udvisningen af jøder fra det tyske samfund.

"Vi er nødt til at vise verden at vi ikke alle er som ham." Kan man høre Crusie/Stauffenberg højtideligt intonere i slutning af filmen, idet han formodentligt henviser til "os" som tyskerne og "ham" som Hitler. Når alt er sagt og gjort er det åbenbart hele filmens budskab - der så gerne skulle hjælpe med til at forklare, hvorfor den har modtaget millioner af dollars i finansstøtte fra den tyske regering.

Selvfølgelig var "de ikke" alle som "ham." Stauffenberg og den inderste cirkel af konspiratorer omkring ham var i mange henseender mere som "ham" end han selv var. Deres geopolitiske "vision" var i al væsentlighed ikke til at skelne fra de førende nazisters teorier, såsom Carl Schmitt. Stauffenbergs rådgiver Adam von Trorr zu Solv skrev for eksempel, "Tyskland - og dermed hele Europa - er truet af fremmede magter fra Øst og fra Vest, af Sovjetunionen og af amerikanerne." Stuaffenberg og hans bror Berthold blev edsvorne efterfølgere af den esoteriske digter og profet for "Det Nye Rige," Stefan George. Det er ikke noget at undre sig over, at de blev meget betaget da Hitler's "Tredje Rige" så ud til at være opfyldelsen af denne mester profeti.

Frem for alt var Stauffenberg en stor tysk chauvinist hvis overbevisninger om den naturgivne overhøjhed af den tyske "race" eller Volk var endog endnu mere udtalt end hos Hitler. Dette kan ses endog meget tydeligt i den "ed" som Stauffenberg og hans medsammensvorne afgav indbyrdes blot nogle uger før drabsforsøget. Formålet med eden, var øjensynligt at skabe et "hemmelig bånd" mellem konspiratorerne der ville gøre dem i stand til at fortsætte deres kamp mod de Allierede besættelsesmagter, det vil sig i tilfælde af, at de ikke ville kunne forhindre "Rigets" kollaps. Sådan begynder den:

"Vi tror på fremtiden for Germanerne.

Vi ved Germaneren har gudgivne styrker som han er kaldet til at benytte i lederskabet af de vestlige nationers samfund til et mere smukt liv.

I ånd som i handling forpligter vi vor trofasthed til vor folks (Volk) stærke tradition, der skabte det vestlige menneske gennem en fusion af hellenistisk og kristen oprindelde til den Germanske karakter.

Vi ønsker en Ny Orden der vil medføre, at alle Germanere bliver til statens opretholdere og garanterer dem lov og retfærdighed. Men vi foragter løgnen om lighed og kræver anerkendelse af de af naturen indstiftede rankordner."

Det eneste spor af konspiratorernes mystiske Germanomani der er tilbage i filmen er de sidste ord som Cruise/Stauffenber råber lige før han bliver henrettet: "Længe leve Det Hellige Tyskland." Det var dette "hemmelige Tyskland" der gennem eden skulle bekæmpe de allierede styrker der hastigt nærmede sig hjertet af Det Tredje Rige.

John Rosenthal writes on European politics and transatlantic relations. He is a regular contributor to Policy Review magazine and a contributing editor for World Politics Review. He blogs atTransatlantic Intelligencer.