Dennis Prager
Stolthed ved at være bøsse. Stolthed ved at være Jøde. Stolt over at være Hispanic.
Multikulturalisme.
Etnisk stolthed. Minoritetsrettigheder kontra "flertallets tyranni."
I mere end en generation har Amerika været oversvømmet i lovprisning af minoriteter og minoriteterne har lovprist sig selv. Husk blot på "Sort er Smuk" eller "Jeg er kvinde, jeg er uovervindelig."
På samme tid har flertallet i Amerika - hvide kristne - kun fået lov til at lovprise meget lidt. Snarere er de konstant blevet mindet om, alt det de burde skamme sig over - deres racisme, sexisme, homofobi, patriakalisme og xenofobi - enten virkelig eller påstået.
Men hvad med minoriternes skam?
Hvorfor hører man næsten aldrig medlemmer udtale sig om skyld hos nogen anden amerikansk gruppe, bortset fra de hvide kristne (særlig, hvide kristne mandlige heteroseksuelle)? Er de eneste onde personer i Amerika kun hvide mandlige heteroseksuelle kristne? Er der noget inderligt forkert med medlemmer af minoritetsgrupper der kun giver udtryk for gruppestolthed? Er der ingen fejl at skamme sig over hos minoritetsgrupperne? Det sidste er faktisk argumentet der benyttes af mange intellektuelle når det drejer sig om, at kun hvide kan give udtryk for racisme.
Selvfølgelig er det noget sludder og vrøvl. En sort kan være ligeså meget racist som en hvid. Det kan godt være en minoritet ikke har tiilstrækkelig indflydelse til at indføre national racepolitik, men det betyder næppe at man ikke kan være racist hos en gruppe af minoriteter eller som enkeltindivid.
Jeg kom til at overveje dette her fornylig ved et rent tilfælde. Jeg læste et par ting om den minoritetsgruppe jeg er medlem af - jøderne. Jeg var lige blevet færdig med at læse Anthony Beevor's "Berlin's fald, 1945." hvor forfatteren skriver om massevoldtægterne af tyske kvinder (millioner af piger og kvinder i alle aldre) af de sovjettrussiske soldater fra Den Røde Hær, dog var jødiske officerer i Den Røde Hær kendt for at være den eneste gruppe der beskyttede tyske piger og kvinder. Med Beevor's ord, "......officererne i Den Røde Hær af jødisk afstamning gik langt for at beskytte tyske kvinder og piger."
Jeg må indrømme jeg var stolt over at være jøde da jeg læste det.
Dagen efter læste jeg en beretning om, at fordi en mor til et børnehavebarn i en offentlig skole i North Carolina havde nogle indvendinger havde skolen forbudt at "Rudolf med den røde tud" blev sunget, fordi sangen indeholdt ord "Jul." Først og fremmest beskylder jeg skolens ledelse, for denne omklamrende og tåbelige beslutning. Da nyhedsberetningen bemærkede, at kvinden var jødisk blev jeg ked af det. Lige efter jeg havde læst Beevor's fortælling og var gennemsyret af jødisk stolthed læste jeg historien fra North Carolina og blev gennemsyret af jødisk skam
Det var denne følelse af jødisk skam der for år tilbage førte til en af de største demonstrationer af israelske jøder i Israel's historie. De demonstrerede mod massakren på palæstinenserne i flygtningelejrene Sabra og Chatilla i Libanon. Drabene blev begået af libanesiske kristne militser, men de skete mens Israel havde besat den del af Libanon.
Umiddelbart virker det som om, at gruppeskyld er godt.
Der er mindst tre grunde:
- Det modner og giver erfaring. Kun børn tænker positivt om sig selv. En gruppe der kun giver udtryk for stolthed er øjensynlig som en gruppe af børn.
- Hvis man giver udtryk for stolthed som gruppe er man moralsk forpligtet til også at kunne udvise skam som en gruppe. Øjensynlig gælder det ikke noget individ der ikke mener at tilhøre en gruppe eller er stolt over at være medlem af en gruppe.
- Hvis kun flertallet forventes at skulle give udtryk for skyldfølelse da forventes det åbenbart kun af flertallet at denne styres af moralske love. Det er ironisk nok den største kompliment til de kristne hvide i Amerika, at de er den eneste amerikanske gruppe der forventes at give udtryk for skyldfølelse. Der forventes altså langt mere moral af dem end af nogen andre.
Den udbredte mangel på skyldfølelse i den muslimske verden over de overgreb der begås i Islams navn er et eksempel på de ovennævnte. Manglen på skyldfølelse hos sorte over de uforholdsmæssige høje voldsrater og af antallet af børn født uden for ægteskab i de sortes samfund er et andet "Onkel Tom" eksempel. Manglen på skyld i bøsseverdenen over de pressionsmidler og forsøg på økonomisk at ødelægge enhver der havde givet midler til det californiske forslag om, at ægteskab defineres som mellem en mand og en kvinde er endnu et eksempel. Da senator Joseph McCarthy blacklistede folk i Hollywood for enten rigtig eller påstået støtte til Kommunistpartiet blev han tilsidst gjort tav med ordene, "Har De da ingen skamfølelse, sir?"
At give udtryk for skyld som en gruppe når det moralsk er nødvendigt er ikke at vise sit "snavsede sengetøj" eller at give efter overfor sine ideologiske fjender. Det er snarere et af de største udtryk for udvikling i moralsk henseende. Derfor bør det anvendes universelt. At være medlem af en minoritet giver ikke medlemmerne moralsk ansvarsfrihed. Hvor vil det være dejligt for Amerika og verden når minoriteter begynder at vise skyld i samme grad som stolthed. Faktisk er der ægte hæder ved at kunne udtrykke skyld. Minoriteterne burde forsøge sig derudi.
Andre artikler af Dennis Prager ved klik
http://worldnetdaily.com/index.php?fa=PAGE.view&pageId=83759
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar