Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg (og ikke mindst her ) så elsker jeg mænd. Misforstå mig nu ikke - jeg trives også fint med kvinder - men der er noget ved mænds karakter jeg finder fascinerende. Denne fascination blev grundlagt med min egen far, en mand der fortjener al ære og respekt, som arbejdede hårdt hele sit liv for at forsørge sin hustru og os fire børn. Ydermere har jeg 3 brødre (ingen søstre), jeg voksede op omgivet af maskulinitet og ikke en masse østrogen. I mit tilfælde var det ikke den brovtende he-mand, 'lad os slå noget ihjel på en jagt' så vi kan komme til at spise - maskulinitet. Det var snarere hjernen der var styrken. Min familie er nogle nørder...ingeniører. Der var en spændende kontrast mellem min mor og mig (hun sygeplejerske, jeg en spirende biolog) sammenlignet med de analytisk problemløsende mænd der omgav os. Det var en pragtfuld balance, og det betød at det var et skønt hjem at vokse op i. Min far viste, hvordan mit eget lykkelige ægteskab skulle leves ved at give et fremragende eksempel på, hvad en Ægte Mand er: Ikke klagende, logisk, omsorgsfuld, hårdtarbejdende, målrettet og med principper.
Den påvirkning en kvinde får fra mændene i hendes liv - først hendes far, senere hendes mand - er forbavsende. Det halve af en piges tidligste fornemmelse af tryghed stammer fra hendes far. Hvis han ikke giver denne sikkerhed vokser pigen ofte op, som en usikker kvinde og foretager meget ofte forkert valg af ægtemand.
Du husker måske, at min mor voksede op med en forfærdelig barndom. Hun lærte dog, meget fornuftigt, at genkende og se, hvor let hun kunne gentage dette mønster ved at gifte sig med en dårlig mand. Det gjorde hun så ikke. Hun giftede sig med en god mand og i august i år vil mine forældre kunne fejre deres 50 års brylludpsdag. Og de holder stadig hinanden i hånden.
Således blev jeg velsignet med en stabil, kærlig famile mens jeg voksede op, hvilket jeg erkender er af uvurderlig værdi. Min far lærte mig at binde et ordentligt råbåndsknob. Han hjalp mig gennem gymnasiets matematik (algebra II, Geometri, Trigonometri osv.) uden at gå for meget i panik. Jeg husker tydeligt den dag da jeg blev 16 år gammel, og han gav mig min egne nøgler til hjemmet (jeg følte mig bare så voksen).
Far var rigtig god til 'nu kommer jeg og tager dig' legen. Han spillede kort med os. Han lærte os at cykle og at køre bil med manuelt gearskifte. Det er alle de små ting min far gjorde, der har været med til at danne mit billede af mænd.
Når vi opførte os, lidt mere, end dårligt, løftede min far sin knyttede hånd og råbte, "Jeg smadrer dig!" Han var dog for det meste altid afbalanceret og rolig, så hvis næven blev vist da var vi klar over at vi var i alvorlige problemer. Min far har aldrig - ikke en eneste gang - lagt hånd på os. Det var kun en trussel og demonstration....men, ved Gud, vi vidste at have respekt for det.
Da mine brødre og jeg blev teenagere formanede min mor os ved at sige: "Alt I gør falder tilbage på jeres far. Tænk Jer godt om." Jeg har aldrig glemt de ord, fordi selv i den 'værste' tid med teenageoprør og flabethed da vidste en del af mig, at min far ikke havde fortjent, at hans 'uopdragne' unger gav et forkert indtryk af hans karakter. Mine brødre og jeg slap igennem teenageårene uden de helt store problemer, som et resultat af dette. Naturligvis, som børn altid gør, tog jeg det for givet - men jeg har heller aldrig nogen sinde haft min tvivl om, at min far elskede os ubetinget.
Nu er jeg gift på 18. år med den mest vidunderlige mand jeg kender. Takket være min fars eksempel og min mors råd da vidste jeg, hvad jeg skulle søge efter, og undgå, hos mænd. Selvfølgelig gjorde jeg nogle fejltagelser da jeg datede - det er vel det der er formålet med dating - men da jeg mødte Don vidste jeg, at det var den mand der besad alle de kvaliteter som min far stod for. Jeps, piger gifter sig virkelig med mænd som deres far, som man siger.
Det er svært at slå entydigt ned på, hvorfor Don og jeg er lykkelige sammen. Vor smag, interesser og evner er ikke nødvendigvis de samme, men vi komplementerer hinanden. Vi styrkes ved hinandens stærke sider og blødgør hinandens svage sider. Vi er forældre for vore børn med hver vores, men dog sammenvævede, indstilling, hvilket giver børnene den balance de har behov for.
Men hemmeligheden ved mit dejlige ægteskab er meget enkel. Jeg behandler min mand som en mand. Han er ikke min marionetdukke eller min tjener. Han er ikke til for at for at stå på hænder for mig, og jeg er ikke til for at stå på hænder for ham. Jeg respekterer ham. Jeg omtaler ham positivt overfor vore børn, familie og venner. Jeg er ikke trættekær.
Hans venlige, eller alvorlige behandling, af vore døtre (alt efter hvad situationen kræver) betyder, at de kan betragte en Ægte Mand når han er bedst. Mit inderligste ønske er, når mine piger gifter sig, at det bliver med en som deres far.
Han får mig til at smile og le. Der er tidspunkter når hans lidt for 'præcise' betragtninger om verdens tåbeligheder, sammen med kontante kommentarer, får mig til at bukke sammen i munterhed.
Vi er blevet skribenter sammen. Min ambition om at skrive har altid været mere udpræget end hans, og kan have været med til at give hans interesse et spark fremad så han nu skriver humoristiske klummer. Men hans støtte gennem årene, hvor jeg ofte fik afslag fra forlag - det enhver spirende forfatter møder - holdt mig i gang når humøret var på nulpunktet. Han har hjulpet mig med at blive bedre så vi sammen nu udgiver klummer, artikler og bøger.
Hos min mand får jeg kærlighed, ubetinget støtte, beundring, venskab, hårdt arbejde og et kammeratskab. Vi driver forretning sammen. Vi opdrager vore børn sammen. Vi har et landbrug sammen. Vi går i kirke sammen. Jo, jeg har prøvet at forestille mig, hvordan livet vil være uden ham, og selvom jeg ved jeg kunne klare det, så er det, Gud forbyde det, noget jeg ikke ønsker.
Således lyder min hyldest til mændene i mit liv - min far og min ægtemand. Jeg takker Gud for, at de stadig er hos mig, fordi de har været med til at forme mig som den kvinde jeg er i dag.
Patrice Lewis.
Opslag
2 kommentarer:
Olsen du har gjort det igen, fundet en artikkel som jeg sikkert ikke havde fundet selv, det er ikke kun fordi jeg er mand, jeg er også podet med hvad min far gjorde.
For det skal du have tak.
Per N
Per N
Hjertelig tak selv. En kommentar som din gør indsatsen meget sjovere. Den kære Patrice er en brav kvinde, jeg har i anden forbindelse haft nogle venlige meningsudvekslinger med hende, og hun har et herligt vindende væsen. Kvinder som hende vil gøre det let at være en ægte mand. Desværre er mange mænd blevet alt for feminiserede fordi vi ofte ikke har kontakt med hankønsvæsener under opvæksten, derved bliver vi objekter for forandringer som er imod såvel mandens som kvindens natur, og vupti - masser af problemer og ulykkelige skæbner. Igen er det børnene der betaler prisen. Du skulle besøge hendes hjemmside. http://patricelewis.com/
Send en kommentar