Hvorfor så megen vrede hos muslimer?

Vredens rødder hos muslimske mænd

Salim Mansur

Før afslutningen på bevisførelsen i retssagen mod Mohammed Momin Khawaja ifølge Canada's anti-terrorisme lov, førte anklageren Momins tidligere forlovede Zeba Khan, som det sidste vidne via et video link fra Dubai. Fr. Khan fastslog i sin vidneforklaring: "Man kan ikke møde en ung muslimsk mand i verden der ikke er vred over et eller andet. Enhver der ser nyhederne vil, hvis han ikke er gal inden, så er der enten a) noget galt med ham, eller b) han er en tåbe."

Selvfølgelig er ikke alle vrede unge muslimske mænd beskæftiget med voldshandlinger - eller er muslimske terrorister. Men mange terrorister findes trods alt blandt muslimerne. Fr. Khan's bemærkning ser ud til at forklare forbindelsen.

Det er måske ikke noget tilfælde at hr. Khawaja har pakistanske rødder. I de seneste år er Pakistan blevet et tilholdssted for al Queda terroristerne. I endnu længere tid har jihadister hentet rekrutter blandt pakistanske drenge og mænd for at kæmpe i Kashmir og Afghanistan. Disse hjernevaskede mænd kan meget vel have meldt sig som frivillige for at kæmpe mod de "vantro" og "besætterne" af muslimske landområder, men man kan vist ikke sige, at de gør det fuldstændigt på eget initiativ.

Disse muslimer reagerer blot på de politiske værdier og de religiøse ideologier der fremføres og finansieres af indflydelsesrige radikale elementer. Disse værdier - der skildres i fr. Khan's kommentar - er selve grundlaget for selve den brede politiske tendens i Pakistan og også over store dele af den arabisk-muslimske verden.

Jeg kender det pakistanske samfund ret så godt gennem studier, og ved at have boet blandt det pakistanske folk. Den pakistanske kultur er grundlagt på en kollektiv loyalitet til troen, historien og politik. Det gør det vanskeligt for landet at være up to date med kravene til den moderne tilværelse.

Jeg har også rejst i forskellige andre muslimske lande - fra Algeriet til Indonesien. Mange af disse samfund, har jeg erfaret, er i bund og grund mislykkede stater. Deres kultur er for det meste lukket, autoritært og patriarkalsk. Mens muslimske mænd i alle aldre kan vise ægte venlighed mod fremmede er deres kultur en pralende kultur og med et letantændeligt temperament.

Men når man møder dem hver for sig (især unge mænd) i høflige samtaler om politik og historie - selv på steder som Qom, Iran, hvis mest berømte person er den afdøde Ayatollah Khomeini - da falder masken og der er udtrykkes megen sorg og fortvivlelse over, hvor meget den muslimske verden er blevet degeneret og fremstår som en sørgelig skygge af dens fortid.

Det som er tilladt i privatsfæren kan ikke udføres offentligt eller bringes til diskussion. Det muslimske samfunds karakter kan skildres som en moskékultur, hvor manden på talerstolens autoritet er afgørende og offentlig uenighed ikke tillades.

På lignende vis indenfor hjemmene går samtalerne oftest kun i en retning, nemlig fra det patriarkalske magtcentrum og indflydelse og så ned efter. Enhver kritik eller uafhængig undersøgelse af emner der kunne være kontroversielle bliver misbilliget, om ikke direkte undertrykt. Vrede i sådanne omgivelser er næsten pr. automatik en effekt af indestængte følelser afstedkommet af en opdragelse i et samfund uden nogen form for frihed.

Khawaja Momin's tidligere forlovede er sandsynligvis lige så påvirket af denne kultur som de vrede unge muslimske mænd hun omtaler. Disse mænd er deres forældre "ædelstene" og får særlig positiv behandling af deres mødre fordi de skal beskytte dem i et mandsdomineret samfund - mens deres fædre og imamer med vrede ord fordømmer og anklager verden omkring dem for at korrumpere deres tro og levevis.

Denne kultur er blevet eksporteret til de muslimske immigranter, der har bosat sig i enklaver i Vesten, især i vore byer her i landet. I en meget afslørende bog "Islamisten" af Ed Husain - en tidligere jihadkæmper, født og opvokset i Storbritannien af forældre fra Bangla Desh - omtales kulturen hos disse enklaver der således skaber de vrede unge muslimske mænd. Som slutresultat bliver nogle af dem til de som dræber uskyldige civile, som det var tilfældet med London selvmordsbomberne i 2005.

En sådan katastrofe er ikke indtruffet i Canada - endnu. Men det kan ske, hvis vi ikke er opmærksomme på at overvåge tendenserne til radikalisme hos typer som Mohammed Momin Khawaja.

---

Salim Mansur is a professor of political science at the University of Western Ontario.