Et partis dødskamp

Et parti døde for 40 år siden

Bruce Walker

For 40 år siden, tredje uge i august 1968, skete der noget frygteligt med den amerikanske venstrefløj og dets hovedfortaler, Det Demokratiske Parti. Lige siden har vi levet med konsekvensen. Demokrater var engang utvetydigt patriotistiske. Scoop Jackson en ægte liberal når det drejede sig om hjemlige emner, var en ligeså lidenskabelig forsvarer af Amerika som nogen anden politiker i landet. JFK argumenterede for, i sin kampagne mod Nixon i 1960, at Eisenhower administrationen ikke have været tilstrækkelig opmærksomme på forsvaret af nationen, og han lovede at forsvare friheden overalt. Harry Truman havde uret i mange emner, men han forsvarede Korea, han igangsatte Berlinluftkorridoren og han gennemførte Truman Planen og Marshall Planen. Der var engang da Demokraterne, de liberale af dem, var ægte patrioter der altid gik op mod vore totalitaristiske fjender.

Hædersmanden Henry Scoop Jackson

Denne anti-totalitære venstrefløj hævdede, at kommunismen ville kollapse indefra. 'Dæm op for kommunismen' sagde de liberale Demokrater, dengang og den ville falde. Underforstået i denne fortolkning af verdensbegivenhederne var, at dette afskyvækkende monster af Venstrefløjstotalitarisme var plumråddent. Underforstået var også den overbevisning, at moderne krigsførelse var et alt for frygteligt mareridt og middel til at trænge kommunismen tilbage. Såvel venstrefløjen som højrefløjen var enige i målet - at Sovjet imperiet skulle forsvinde -- men var uenige i taktikken. Det har ihvertfald været sandt siden 1945.

I 1968 var Amerika , i det store og hele, alene om at bekæmpe kommunismen i Sydøstasien. Oprigtige mænd debatterer stadig, hvor klogt det var at føre den krig. Var det virkelig værd at ofre amerikansk blod for at standse kommunismen i Vietnam, Cambodia og Laos? Burde vi have indledt krigen selvom vore SEATO allierede, Storbritannien, Frankrig, ikke levede op til deres forpligtelser ifølge traktaten og indgik i forhandlinger med fjenden? Burde vi have udkæmpet krigen med landtropper, når vi kunne have udkæmpet den med langt færre tab fra havet og luften? Burde vi have udkæmpet en krig der blev hæmmet af de civile bureaukrater i Washington? Hvad få liberale Demokrater dengang stillede spørgsmålstegn ved var det moralske i at forsvare et ufuldkomment, kun delvis frit allieret styre mod at blive besejret af en totalitær magt.

Der skete en dramatisk forandring for 40 år siden. Ved Det Demokratiske Partikonvent i Chicago blussede den spirende modvilje, der have luret på uddannelsesinstitutionerne i årevis op, og blev til en antikrigsbevægelse som sådan set slet ikke var antikrig - men snarede anti-Amerika og mod frihed. På bannere hyldedes brutale bøller som Ho Chi Minh og mod Amerika. De protesterende, der bar disse bannere, talte direkte for vold, ikke fred. Denne bevægelses mål var ganske enkelt, ondskabens triumf.

Seriøse debatter om klogskaben og effektiviteteten ved den førte politik ---Var Sydøstasien værd af forsvare? Var operationerne og taktikken rigtige og blev de udført klogt? --- blev erstattet ved at der stilledes spørgsmål om vort lands moral. Kommunistiske diktatorer som Castro blev hyldet. Massemordere som Mao blev idoliseret. Dette var noget nyt og afskyvækkende i den amerikanske politiske diskussion.

Mange amerikanere gik ind for isolationismen før Den 2. Verdenskrig, men disse amerikanere kaldte ikke vort land for en pestbyld, de hyldede heller ikke de onde regimer i Tyskland, Italien og Japan; de længtes ikke efter, at Amerika blev som resten af verden. De ville hellere kæmpe for at verden skulle være ligesom Amerika, disse Amerikas Frontkæmpere.

Ingen større politisk bevægelse der foragtede Amerika kunne have overlevet i 1940. Faktisk kan ingen større politisk bevægelse i et demokrati, der samtidig foragter fædrelandet -- undtagen i Amerika -- overleve. For 40 år siden blev Det Demokratiske Parti en afvigelse i demokratiernes historie: Det fremviste en holdning fuld af foragt for den selvsamme nation de forsøgte at regere. Hvorfor? Hovedårsagen var, at en veltilfreds generation uden gudsrygt ledte desperat efter et mål med livet, og da de ikke fandt et, omfavnede de den nihilistiske Marxisme og hånede det liv om håb som Amerika har givet til så mange folkeslag. Min hustrus forældre, Holocaust overlevere, elskede Amerika for den udtalte godhed som det stod for. De forstod totalitarismen og de forstod hvad Amerika står for. Livet lærte dem om godhedens og ondskabens natur.

De anti-amerikanske studenter ved Chicago Partikonventet, de priviligerede medlemmer i den mest forkælede generation i menneskehedens historie, formodede at godhed er det samme som ufuldkommenhed, og at ondskaben var selve nirvana. Tomhjernede og uden sjæl formodede de, at det at være tomhjernet var ganske normalt for den menneskelige sjæl. Marx, fader ikke kun til Lenin, Stalin og Mao, men også fader til Mussolini og Hitler, blev den erklærede stedfader for disse vrede forkælede unger.

Selv når Marx blev afsløret som en cirkusklovn da hyldede dette afkom Ho og Mao og Che. Og i selv samme uge som studenterne kæmpede i gaderne for Marx viste begivenhederne på den anden side af kloden, hvor latterligt nyttesløst det er at have tro på Marx. Marx's kommunistiske inkarnation viste nemlig sit grimme ansigt. Bolsjevismens kønne ansigt var forduftet. I 1968 krævede nogle kommunister et bedre lykkeligere liv, ikke blot et eller anden tåget Marxistisk fremtidparadis. Disse kommunister i Tjekkoslovakiet ville have et menneskeligt ansigt på deres materialistisk indstillede religion. Dissidenter blev tilladt af disse kommunistiske herskere. Tjekkerne begyndte at opføre sig som et frit folk. Dubcek, Tjekkoslovakiets Kommunistiskse Partis Generalsekretær, afviste ikke Marx' læresætninger, han mente ganske enkelt, at det ikke var nødvendigt samtidigt at være en politistat. Dubcek var helt forkert på den.

I dagene op til studenteroptøjerne ved Det Demokratiske Partikonvent i Chicago (disse studenter der ikke fandt det besværet værd at forsøge at få indflydelse på den Republikanske Konvent i Miami), da rullede tanks fra Warsawa Pagtens "allierede" ind i Tjekkoslovakiet for at genoprette styret, ikke det Marxistiske styre - Marxisterne regerede allerede i Tjekkoslovakiet - men det totalitære styre. Det blev nu helt åbenbart, hvis det nogensinde har været uklart, at marximen aldrig kan være andet end brutal undertrykkelse. Nedkæmpelsen af Foråret i Prag, den korte og skrøbelige opblomstring af menneskelig frihed under Marxismen var beviset.

Modstand mod de russiske tanks. Meget lig Kina senere i århundredet.

Mens de marxistiske hære patrullerede i gaderne i det genbesatte Prag, krævede apologister og Marx's forsvarere i Chicago, at deres talerør, Det Demokratiske Parti, ikke var modstandere af Marxismen noget sted på jorden. Disse protesterende vandt krigen dog først lang tid efter Konventet. Skønt Hubert Humphrey (og her) vandt partiets nominering da ville han blive den sidste Demokrat der helhjertet forsvarede Amerika mod totalitære regimer og han fortsatte derved JFK's, Scoop Jackson's eller Harry Trumans linje i partiet.

Hubert Humphrey taler ved konventet 1968.

Jackson, en helt for det arbejdende folk og en liberal i indenrigspolitikken, led et alvorligt nederlag i nomineringen i 1972, især fordi han var en så udtalt forsvarer af sit land. McGovern vandt nomineringen i 1972. Han fik vejledning af en blandet gruppe af personer der som målsætning havde, i praksis, at lade amerikansk magt svække. Carter, der erklærede sig overrasket over kommunisternes ondskab da Sovjetunionen invaderede Afghanistan var den ene af de to Demokrater der har vundet Det Hvide Hus siden 1968. Den anden var Clinton, militærnægteren der rejste til Moskva under Vietnam krigen. Obama, hvis præst åbenlyst fordømmer Amerika er nu Demokaternes nominerede i år. (og valgt som præsident)

Hvor er det utroligt, at et politisk parti der i det store og hele er bygget op om, at dets fædreland er ondt og at dets borgere er dumrianer eller det der er værre, har overlevet og stortrives i Amerika. Partiets ledere er mere eller mindre åbenlyst fortalere for, at amerikanske soldater i krig skal besejres. Partiets elite mænger sig med Amerika-hadere som Michael Moore ved Konventerne. Partiets trofaste tilhængere, lytter, ifølge offentlige meningsundersøgelser, andægtigt til argumenterne om, at den amerikanske regering planlagde en krig mod sin egen befolkning.

Nedturen fra et fornuftigt, seriøst politisk parti til en parodi på en bande af antipatrioter begyndte for 40 år siden, lige på det tidspunkt da behovet for at vinde Den Kolde Krig blev endnu mere tydeligt understreget i Prags gader. Det er ikke tilfældigt at det blev en tidligere Demokrat, der blev Republikaner, Ronald Reagan, som vandt Den Kolde Krig trods Demokraternes konstante klagen.

Studenterne fra Chicagos gader er nu de gamle mænd i Det Demokratiske Parti. De beskylder Amerika, af uransagelige grunde, for de russiske tanks i Georgien ligeom de beskyldte Amerika, og ingen andre, for de sovjettiske tanks i Tjekkoslovakiet. De er indefrosset i deres tankesæt, immune overfor realiteterne og river og flår i det land der har givet dem alt. De lever som de gjorde i 1968 - fryder sig over at Amerika forbløder, synger hæderssange til Marxistiske uhyrer og prygler løs på de der går imod partilinjen.

Når mennesker synes der er noget sygt ved amerikansk politik og regeringsadministration er det en fornemmelse af, at vor dialog har manglet noget i de sidste fyrre år. Nemlig en seriøs og patriotisk tværpolitisk debat. Der burde være to partier som begge var opsatte på at indfri The American Dream, som begge elsker deres fædreland, som begge er stolte over at forsvare det. I stedet har det ene parti accepteret de løgne der fortaltes om Amerika i Chigacos gader i 1968. Alt for rigt, alt for magtfuldt, alt for selvsikkert, alt for selvtilfredst -- det er hvad oprørerne i Chacago mente om Amerika dengang; det er hvad kernen i Det Demokratiske Parti også mener i dag, fyrre år efter at deres parti afgik ved døden.

http://www.americanthinker.com/2008/08/forty_years_after_the_death_of.html

Bruce Walker is the author of two books: Sinisterism: Secular Religion of the Lie, and his recently published book, The Swastika against the Cross: The Nazi War on Christianity.

Andre artikler af Bruce Walker ved klik