En udstrakt hånd og en knyttet næve

En udstrakt hånd og en knyttet næve

 

Amir Taheri 

I sit "første budskab til den muslimske verden" forleden inviterede Præsident Obama på Al-Aarabiya tv-kanalen Den Islamiske Republik Iran til "at løsne den knyttede hånd" og tage imod hans tilbud om "uforbeholdne samtaler." 

Få timer senere fortalte den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad en mængde  militante tilhængere, at det ikke er muligt med samtaler med USA medmindre USA er villig til at imødekomme nogle betingelser.

Han forlangte en formel undskyldning for ikke nærmere angivne "forbrydelser" begået af USA mod Iran og den Islamiske verden. Det afgørende var dog, at Amerika skulle trække sine tropper bort fra andre lande, "tage dem hjem til deres eget territorium."

Kontrasten kunne ikke være mere tydelig. Obama forsøgte sig som forsoneren - og bad blot om "at den knyttede næve løsner sit greb" - en holdningsændring. Ahmadinejad bad om konkrete handlinger fra USA, mest udtalt en global militær tilbagetrækning der ville overlade Mellemøsten til Teheran's nåde og forgodtbefindende.

I årets underdrivelse sagde Obama: "Iran har handlet på måder der ikke fremmer freden og velstanden i regionen." Han hævdede også at Irans støtte til terroristerne, skønt den "er ikke gavnlig" er noget der hører fortiden til - det på trods af, at Teheran konstant forsyner Hezbollah og Hamas med våben. 

På Al-Arabiya gjorde Obama noget interessant: Han spillede rollen som brobygger mellem Amerika og den muslimske verden, en slags mægler mellem to parter i konflikt.

For at understrege pointen huskede han på den muslimske del af hans egen famile og hans baggrund i det muslimske Indonesien - et emne han omhyggeligt undgik at berøre under præsidentkampagnen. Han vurderede også, at Amerika er landet for "muslimer, kristne, jøder" og andre - og var omhyggelig med at nævne muslimer først.

Til tider lyder Obama som en ægteskabsrådgiver. Han sagde hans job er at kommunikere med amerikanerne at "den muslimske verden er fuld af ekstraordinære mennesker der blot ønsker at leve deres liv og sørge for at deres børn får bedre liv." På den anden side sagde han at han ville fortælle muslimerne at "amerikanerne ikke er jeres fjender."

Obama så på fortiden snarere end på fremtiden for at give sådanne platheder blot en smule politisk vision. Han sagde han ønskede at vende tilbage til "den samme respekt og partnerskab som Amerika havde med den muslimske verden for 20 eller 30 år siden."

Problemet er at kun få mennesker i den muslimske verden vil byde en sådan 'tilbagevenden til fremtiden' velkommen. For 30 år siden, var Obama en teenager i Indonesien. Vicepræsident Joseph Biden var imidlertid allerede senator og stor støtte for Præsident Jimmy Carter's strategiske tilbagetrækning.

Hvad var det der skete under det som Obama tilsyneladende opfatter som "en gylden tid" under Carter's lederskab? Amerikanske diplomater blev holdt som gidsler i Teheran og dagligt ydmyget med fingerede eksekutioner. Sovjettiske tropper drog ind i Afghanistan for at opsluge lande ind i Ondskabens Imperium. Saddam Hussein var ved at forberede sin invasion af Iran, og påbegyndte Otteårs krigen der krævede en million døde. Mekka var under belejring af ideologiske forgængere til Osama bin Laden. Syriske tropper var ved at gøre klar til at invadere Libanon.

Andre 'goder' i denne "gyldne tid": Mullaherne tog magten i Teheran, mordet på præsident Anwar Sadat i Ægypten, den kommunistiske magtovertagelse på Afrikas Horn, det militære kup i Tyrkiet, det første islamistiske angreb i Algeriet, bølger af hensynsløn undertrykkelse i Ægypten og Saudiarabien og indførelse af militærstyre i pakistan.

Under den samme periode og dens umiddelbare eftertid blev dusinvis af amerikanere fra forskellige erhverv taget som gidsler og undertiden brutalt myrdet i adskillige muslimske lande. US ambassadøren i Sudan blev myrdet, CIA chefen i Beirut bortført til Teheran og dræbt under tortur.

Et lignende dystert billede kan tegnes af situationen for 20 år siden da Amerika bevæbnede mujahedins i Afghanistan, mens Saddam Hussein forberedte invasionen af Kuwait.

Den første præsident Bush forsøgte at indsmigre sig overfor de iranske mullaher på samme måde som Obama forsøger sig i dag. Men mullaherne optrænede og bevæbnede Hezbollah enheder i Libanon og åbnede kanaler for palæstinensiske radikale der så kunne genopstå som Hamas. Saddam gassede tusinder af Kurdere, mens Tyrkiet var inddraget i en krig mod de kurdiske kommunistiske løsrivelsestilhængere. I mellemtiden dræbte det libyske terrornetværk amerikanske piger i Europa og sprængte US passagerfly i luften over himlen i Vesten.

Næ nej, det var ingen "gylden tidsalder" heller ikke dengang.

SANDHEDEN er at Mellemøsten ikke har klaret sig bedre siden man blev opmærksom på stedet efter 1. Verdenskrig. Takket været forandringen foranstaltet af Amerika er der ved at komme nye demokratiseringsbestræbelser i regionen, fremfor den dødlignende status quo der har været opretholdt i årtier.  Afghanistan og Irak er blevet befriet, deres befolkninger har fået muligheden for at opbygge nye systemer efter eget valg. Syrerne er blevet smidt ud af Libanon. Libyen er blevet afvæbnet. Ægypten er blevet tvunget til at tillade flere partier ved præsidentvalgene. Flere end et dusin arabiske stater har vedtaget forfatninger og indarbejdet dem, til en vis grad, i demokratiske processer. Kuwaitiske kvinder har fået stemmeret og kan blive valgt.

Demokratiske kræfter i Iran er blevet opmuntret til at føre kampagne mod mullaherne. Islamister er stort set besejret i Algeriet, Ægypten, Yemen og Saudiarabien. For første gang er spørgsmålet om demokrati hovedpunktet i den politiske dagsorden i praktisk talt ethvert muslimsk land.

Obama burde huske på dette da han er præsident for USA - ikke en eller anden upartisk mægler. Det var uheldigt at han beskrev sig selv som en brobygger. For en brobygger har ingen egen personlighed og bør være ligeglad med hvem der går over broen og i hvilken retning.

Hvis dette skulle være det første direkte forsøg på kontakt mellem Obama og den muslimske verden da bør interviewet i Al-Arabiya vurderes som mislykket.

Obamas bemærkninger om den israelsk/palæstinensiske konflikt var så banale, at man ikke bør analysere dem. Han sagde han ville sende tidligere senator George Mitchell til alle parterne for at lytte - som om verden ikke har hørt nok historier i mere end 60 år.

Præsidenten forekom at være undskyldende, gav ikke noget håb om demokratisering og økonomisk udvikling. Han nævnte ikke den økonomiske nedsmeltning der skaber hidtil uset massearbejdsløshed i mange lande i regionen. 

Han tilbød heller ikke støtte til de demokratiske kræfter der skal igang med afgørende valg i Afghanistan, Iran, Irak, Libanon og i de palæstinensiske områder, Ægypten og Algeriet i år. Han havde intet at sige til de titusindvis af iranske arbejdere der er blevet smidt i fængsel blot fordi de har skabt uafhængige fagforeninger. Han nævnte heller ikke de modige iranske kvinders kampagne "en million underskrifter" eller den række af studenteroptøjer der er blevet knust af mullaherne med stor voldsomhed.

Der var heller ikke noget råd om reformer i Saudiarabien og Ægypten eller til de heltemodige libanesiske demokratiske ledere der kæmper for at bevare deres lands uafhængighed fra Syrien og Iran.

Obama bad heller ikke om at titusinder af politiske fanger skulle frigives i mere end to dusin muslimske lande eller blot et moratorium om henrettelser der hvert år koster hundredevis af dissidenters liv.

At spille rollen som "brobygger" og drømme om at vende tilbage til en illusorisk fortid viser at Obama er usikker på sin egen identitet og forvirret om den rolle som Amerika bør spille i den globale politik. Det er virkelig dårligt nyt for de der tror på at USA bør benytte sin moral, sin økonomi og sin politiske indflydelse til støtte for de demokratiske kræfter over hele kloden.