Sefardiske historier nedskrives
"Undertiden har jeg mareridt,” siger Juliette Glaser til intervieweren mens hun sidder foran videokameraet i sin dagligstue i Miami, og med en engageret stemme genkalder sig sine barndomserindringer fra Cairo - hvor hun blev født i 1941, og som hun flygtede fra 15 år senere. “Ved revolutionen i 1952 satte de byen i brand. De ville af med Kong Faruk. Byen var mørklagt, og der var ild overalt. Jeg husker egypterne gik på gaderne, med store knive, mens de sagde ‘Vi vil slå jøderne ihjel, hvor er jøderne? Er der nogen jøder her?’ Vi gemte os i kælderen, slukkede alle lyskilder, og sad og rystede af skræk.”
Den anti-jødiske politik blev værre og værre i Egypten og i kølvandet på Sinai Kampagnen i 1956 fik hendes far, som så mange andre jøder, 48 timer til at forlade landet. Med kun en kuffert til hvert familiemedlem drog Glaser, hendes forældre og tre søskende til Frankrig og senere USA.
Glasers vidnesbyrd er del af Sefardiske Stemmer, for at dokumentere vidneudsagnene fra jøder der er blevet fordrevet fra Nordafrika og Mellemøsten i det 20. århundrede.
Juliette Glaser viser sit franske pas udstedt i Alexandria 1950. (Alex Broadwell)
Projektet blev påbegyndt i 2009 efter en skabelon af Steven Spielbergs USC Shoah Foundation Institute, der har optaget de mundtlige beretninger fra titusinder af Holocaust overlevende. Med afdelinger i Los Angeles, Miami, London, Paris, Jerusalem og New York har Sefardiske Stemmer allerede indsamlet 250 vidneudsagn og regner med at nå 5000 på fem år.
University of Miami Professor Henry Green står i spidsen for at indsamle disse mundtlige beretninger. “Projektets formål,” fortalte han mig, “er at give den næsten 1 million jøder der stod over for stadig værre diskrimination og vold, begyndende i 1940’erne, en stemme og ansigt.” Fra Tigris og Eufrat til Den Arabiske Halvø og over hele Mellemøsten blev disse sefardiske jøder fordrevet eller tvunget til at flygte fra deres hjem og samfund. Den jødiske befolkning i de arabiske lande, der engang udgjorde 850000, kollapsede i de 25 år efter oprettelsen af Staten Israel; i 1980 var 95% blevet fordrevet.”
Demografer anslår at over 70% af disse fordrevne jøder ikke længere er i live, ifølge Green; af de tilbageværende 30% er mange nu mentalt eller fysisk ude af stand til at dele deres beretninger. Med hukommelser der svigter og de ældre der går bort for hver dag er dette muligvis den sidste chance for at dokumentere, på første hånd, denne jødiske historie og dens menneskelige aspekter: “Hvis vi ikke får nedskrevet deres historier, så vil der ikke være nogen vidner og deres erindringer vil være gået tabt.”
Der har været jødiske samfund i Mellemøsten og Nordafrika i over 2000 år, med særlige store samfund i Baghdad, Cairo, Aleppo, Tunis og Casablanca. Da jøderne flygtede i midten af det 20. århundrede efterlod de ikke kun ejendele og ejendomme, men også en kæmpemæssig åndelig- og kulturarv. Det var i nutidens Irak at store lærde skrev Talmud for næsten 2000 år siden. Det var nær Cairo, at den jødiske filosof Maimonides levede i det 12. århundrede. Den første finansminister for det uafhængige Irak i 1930’erne, Sir Sassoon Eskell, var jøde, og en af de mest succesrige egyptiske sangere i 1940-50’erne Leila Mourad, en jøde der var konverteret til Islam.
Arabernes generelle opførsel over for jøderne i årenes løb var for en stor del bestemt af traditioner der stammede fra Islams tidligste stadier: Der blev krævet af de troende, at de ydmygede ikke-muslimer der levede under deres styre, som det passer sig for de som forkaster den guddommelige sandhed. Alligevel som historikeren Bernard Lewis bemærker i sin bog The Jews of Islam, “i modsætning til kristen antisemitisme så er den muslimske holdning mod ikke-muslimer ikke begrundet i had eller frygt eller misundelse, men blot af foragt.”
Jøderne blev sat i klasse som underordnede dhimmi - en holdning der krævede at de lod sig underkaste forskellige former for juramæssig og social diskrimination, men også sikrede dem en beskyttelse af liv og ejendom og retten til at praktisere deres religion.
Begyndende i 1940’erne og senere, da Staten Israel, blev proklameret blev situationen for jøderne i arabiske lande i voldsom grad forværret. F.eks. blev i 1941 150 jøder myrdet i to-dages progromen Farhud i Bagdad. November 1945 blev 133 jøder myrdet og hundreder såret i Tripoli, Libyen. I 1948 blev dusinvis jøder myrdet i en lang række af angreb i Egyptens større byer. På samme tid, beordrede mange af de allerede uafhængige arabiske regeringer nationalisering af jødernes ejendom, indefrysning af bankkonti, og masseafskedigelser fra arbejdspladser.
Læs denne på synopsis: http://synopsis-olsen.blogspot.dk/2011/12/mord-pa-jder-i-irak-1941-og-i-dag.html
Lisette Shasoua’s familie var offer for denne politik, der fortsatte i mange år efter Israels uafhængighed. Som 65 årig, født i Irak, og borger i Montreal siger Shasousa i sit udsagn til Sefardiske Stemmer at hendes bedstefar “var en af de rigeste irakere i Baghdad i 1920-30’erne. Han ejede masser af land....men den blev enten konfiskeret eller inddraget.” Shasoua’s familie blev i Irak efter at det meste af det jødiske samfund var rejst i begyndelsen af 1950’erne. Men de anti-jødiske følelser dukkede op igen under Seks Dages Krigen i 1967, og jøderne blev behandlet som spioner og forrædere og blev indsamlet fra deres hjem om natten. “Min mor fortalte mig, ‘Du må hellere forberede dig og pakke noget pyjamas og tandbørste sammen,’ fordi hun mente jeg ville blive arresteret. Hver gang en bil passerede om natten vågnede jeg og håbede den ikke standsede. Jeg bad, knælede, fordi hvis den standsede så kom de for at arrestere en af vor familie.” Shasousa forlod endelig Irak i 1970.
I Marokko blev jødernes livssituation alvorligt forværret efter landet opnåede uafhængighed i 1956. “Det blev vanskeligt,” siger Gienette Spier (født Rosilio) bor i Miami, men født i Essaouira i 1938 i sit vidneudsagn til Sefardiske Stemmer. “Det var ikke længere trygt. Så begyndte alle at rejse - til Israel, Canada, England. Min mor var bekymret for mig som pige da vi hørte at jødiske piger blev overfaldet. Vi begyndte at blive bange, vi holdt sammen i grupper.” Det sidste strå var den egyptiske præsident Gamal Abdel Nassers besøg i Marokko i 1961, der blev fulgt op med en anti-jødisk bølge af voldelige angreb. “Min mor bestemte at nu var det nok, vi rejste.”
De fleste af jøderne der boede i arabiske lande i midt 1940’erne emigrerede til Israel, USA, U.K. eller Frankrig. I dag er der blot nogle få tusind tilbage; adskillige lande der engang havde fremgangsrige jødiske samfund har i dag slet ingen jøder.
Samtidig med at verdens jøder har været meget opmærksomme på ofrene for den europæiske Holocaust, så har de sefardiske jøders byrde været en længe “glemt exodus,” sagde Green. Hans projekt er den første dybdegående indsats for at optegne og bevare denne store og rige Diaspora med hjælp af audio-visuelle virkemidler.
Green—der er 63 og ikke har sefardiske rødder - blev først tiltrukket af problemet i begyndelsen af 1970’erne, da han fik sin M.A. i sociologi ved Hebrew University i Jerusalem. Den israelske “Black Panther” bevægelse bestående af frustrerede og mismodige unge mennesker var så småt begyndt at kæmpe mod diskrimination og manglen på muligheder for Sefardim i Israel.
“Jeg kom fra Canada dengang,” sagde Green, indbygger i Ottawa, “problemet tiltalte mig. Det var lige efter vi i Canada havde haft problemer med kvinders rettigheder, med homoseksuelles rettigheder og andre minoriteters rettigheder oppe at vende. At kæmpe for Sefardims rettigheder synes at være en perfekt fortsættelse.”
Han blev i Israel i nogle år og arbejdede på en plan for at integrere Sefardi befolkningen og hjælpe dem ind på arbejdsmarkedet. Planen kom senere ud som bog. Efter at have afsluttet sine Ph.d. religionsstudier ved University of St. Andrews i Skotland, blev han leder af Jødiske studier ved University of Miami i 1984. Med sin særlige interesse i sefardiske emner, føjede han sefardiske studier til sin curriculum og påbegyndte kurser der havde relation til Sefardisk historie og arv.
“Der var en voksende sefardisk befolkning i Miami på den tid,” sagde Green, “og jeg var klar over den kendsgerning at de amerikanske jøder intet rigtigt vidste om den samtidige sefardiske civilisation. Mange sefardiske jøder kom til USA i 1970-80’erne fra store dele af Latin Amerika på grund af de politiske omvæltninger i de lande. Men de var ikke integreret i de eksisterende jødiske samfund. Derfor forsøgte jeg at bygge et program op der ville kunne række ud efter deres behov og gøre et krav om uddannelse for sefardiske muligt”
For 10 år siden ved en World Jewish Congress præsenterede Green et dokument om mulighederne for at skabe et arkiv over vidneudsagn fra Mellemøsten og Nordafrika. Alle midler til projektet - i alt 250000 dollars - er siden kommet til, og han har personligt indsamlet dem fra private donorer og fonde. Der er 10 personer der arbejder på projektet over hele verden, og de eneste der får betaling er kamerafolkene og nogle få deltidsarbejdende. Alt andet er frivilligt.
Interviewerne er professionelle og interviewene er sådan cirka 1 til 2 timer lange. Uredigerede interviews gemmes på harddisk, og opbevares forskellige steder da der endnu ikke er nogen central institution, hvor hele arkivet kan samles. Sefardiske Stemmer er i sine sidste stadier for en aftale med British Library om opbevaringer af vidneudsagnene fra U.K.
Målet med alt dette, siger Green, er at skabe et omfattende, internationalt, digitalt arkiv over vidneudsagn og fotografier og således sikre at historien og arven for de sefardiske jøder bevares i kommende generationer for lærde, undervisere og offentligheden.
“Den ultimative plan,” sagde han “er at skabe et arkiv der kan danne grundlag for forskellige formål: Jødisk og generel uddannelse, menneskerettighedsproblemer, fortælle en ny side af Zionismen, opbevare data over ejendom og værdier som jøderne i de arabiske lande har mistet, optegnelser over deres forfædres arv og af deres erindringer mv. Arkivet vil det være muligt at dykke ned i for at kunne dokumentere og udgive bøger. Jeg har selv til hensigt at benytte data til såvel film som bøger, men alle kan gøre det. Ideen med at lægge det online, er at skabe gennemskuelighed og mulighed for at alle kan nå informationerne.”
Stanley Urman, ordførende vice-præsident for Justice for Jews From Arab Countries, siger, at ligesom Spielberg dokumenterede de overlevendes beretninger for at knægte Holocaust revisionismen således kan Sefardiske Stemmer sikre at ingen kan nægte eftermælet fra jøderne i arabiske land. “Araberne siger at jøderne ikke blev diskrimineret i deres lande, at de forlod dem af egen fri vilje,” sagde han. “De forsøger at udrense de sefardiske jøders eftermæle fra Mellemøstens historie. Jøderne boede i Mellemøsten i over 2500 år - 1000 år før Islam kom til. Jøderne er et af de oprindelige folk i Mellemøsten og deres historie skal fortælles og anerkendes.” ”
Ved afslutningen af sin beretning til Sefardiske Stemmer kalder den 58 årige Edwin Shuker de mundtlige historier en “mission.” Nu for tiden bor Shuker i London efter han forlod sit hjemland Irak i 1973; han tror at Sefardiske Stemmer er en god måde at fortælle hans historie. “Uanset hvilken metode der kræves for verden, for jøderne fra Irak for at denne beretning kan høres, ja den vil jeg benytte,” siger han.
http://www.tabletmag.com/jewish-life-and-religion/130482/sephardic-stories-on-the-record?all=1
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar